Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2016
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret? º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

102Likes
185Kommentarer
66713Visninger
AA

36. ✿ Kapitel 7| Labil part 2

 

 

"Han stoler ikke på sig Sofia. Det har han aldrig gjort," mumlede jeg sammenbidt og kunne se Sofia kigge forvirret på mig.

"Hvem? Elliot, jeg forstår det altså ikke.." sagde hun forvirret.

"Cameron, for helvede. Han stoler ikke på dig og det har han aldrig gjort. Hvorfor kan du ikke se at han ikke værdsætter dig?" sagde jeg frustreret og jeg så væk. Jeg kunne se Sofias refleksion på vinduet. Hun så ned på gulvet og havde vendt sit hoved mod mig. Jeg holdt en kort pause.

"Han sætter ikke pris på dig. Ikke ligesom jeg ville," sagde jeg og vendte mig om. "Jeg vil aldrig nogensinde såre dig, som han gjorde, Sofia." Mine hænder der før var holdt sammen i en knytnæve, var nu løsnet op. Jeg satte mig på den modsatte side og sukkede kort. Jeg forstod ikke hvor mange gange jeg skulle sige det til hende. Tanken om at Sofia brugte sin energi og tid på ham, gjorde mig vanvittig.

"Elliot," hørte jeg Sofia sige. Jeg kunne mærke hendes varme hånd på min ryg. Jeg vendte mig om. "Det er jeg altså ked af, Elliot." undskyldte hun og lod sin hånd dumpe ned på dynen. Jeg sukkede kort og nåede meget hurtig til den konklusion, at jeg havde været en gigantisk idiot. At jeg blev vred foran Sofia hjalp slet ikke. Det gjorde kun hele situationen værre. Jeg lagde min hånd på hendes og så hende i øjnene.

"Helt seriøst. Undskyld. Hvis jeg ikke var en så stor nar, ville vi ikke være i denne situation," sukkede hun dybt og så ud til at være dybt skuffet over sig selv.

"Sofia, det er jo ikke din skyld. Jeg burde undskylde for min opførsel. Det var ikke meningen at jeg skulle råbe af dig eller hidse mig op," sagde jeg og afbrød hende før det var for sent. Sofia havde en tendens til at undskylde alt for meget og på andres vegne.

"Elli, hør lige efter. Jeg siger undskyld, fordi jeg har gjort dig vred. Hvis jeg havde håndteret det på en mere voksen måde, ville vi slet ikke have alle de her problemer," undskyldte hun endnu en gang. "Undskyld. Inderligt," tilføjede hun. Jeg sukkede kort.

"Sofia, hvor mange gange skal jeg sige det? Du skal ikke undskylde. Det var mig, der opførte mig på en uacceptabel måde og du skal ikke undskylde på mine vegne, som du altid gør," sagde jeg og kunne se hende smile for en kort stund.

"Jeg prøver bare at sige, at jeg er ked af, at du hele tiden bliver ked af det. Jeg elsker dig for meget til at kunne såre dig," sagde hun smilende. Og med de ord blev jeg tavs og så på hende uden at sige noget. Var hun selv klar over, hvad hun lige havde sagt? "Er vi gode venner igen?" spurgte hun og klemte min hånd.

"Selvfølelig," smilte jeg og så hen mod døren.

"Må jeg komme ind?" spurgte Cordelia fra stuen og åbnede døren langsomt. "Er i OK?"

"Vi har det helt fint," sagde jeg og så på Sofia.

"Er du helt sikker? Du lød meget... oprevet," fortsatte Cordelia og satte hænderne på sine hofter, som om hun var min mor.

"Cordelia, jeg har det fint," sukkede jeg og signalerede, at hun skulle stoppe.

"Ok, fint. Det er ikke nogen grund til at sende mig dræbeblikket," sagde hun med himlende øjne og gik ud af værelset. "Men det er faktisk ikke derfor jeg kom. Far ringede," sagde hun udefra køkkenet og kom tilbage med min mobil.

"Hvad sagde han?" spurgte jeg og så skeptisk på hende. Min far plejeded aldrig, at ringe til os. Med mindre det handlede om penge eller andre materialistiske ting.

"Han sagde at du skulle ringe tilbage til ham hurtigst muligt," klukkede hun og så smilende på Sofia, der smilte igen.

"Er der sket noget alvorligt?" spurgte hun.

"Højst sandsynligt," mumlede jeg og fandt nummeret frem.

"Skal Cordelia og jeg gå ud, så du kan tale med ham i fred og ro?" spurgte Sofia og var allerede på vej ud inden jeg havde reageret.

"Tak," sagde jeg smilende og hun lukkede døren efter sig.

Jeg tog en dyb indånding, før jeg besluttede at ringe. For at være ærlig magtede jeg ikke at tale med min far. Han er en følelseskold arbejdsnarkoman, der kun tænker på penge, rigdom, aktier og anerkendelse. Han presser folk langt over deres grænser og bliver vred, fordi de bukker under det enorme pres de ikke kan klare. Han er forfærdelig. Engang var han en kærlig mand, der levede for sin familie og tilbragte det meste af sin tid med dem. Men efter min mors død ændrede han sig. Det gjorde Cordelia og jeg naturligvis også, men min far er virkelig noget for sig selv. Han blev en monoton og ukendt mand, hvis førsteprioritet var arbejdet.

"Hallo?"

"Hej Elliot," sagde han med en masse støj i baggrunden.

"Hvor er du far?" spurgte jeg og holdt den ene hånd for mit øre, som om det ville hjælpe på lyden.

"Offentlig transport," var det eneste han sagde og jeg tænkte at han måtte sidde i et tog. "Hvorfor ringede du?" spurgte jeg og magtede ikke smalltalk. Ikke med min far.

"Jeg ville bare spørge om du har tid til besøg?" spurgte han meget akavet.

"Jo, det har jeg vel?" sagde jeg usikkert og rynkede med brynene. Det her var meget unormalt... "Er du på businessrejse?" spurgte jeg.

"Ja, jeg er lige kommet hjem fra Belgien. Jeg bliver her i et par dage før jeg skal afsted igen," sagde han og blev spurgt om noget af en anden mand. Endnu en gang måtte jeg vente på, at min far fik tid til mig. "Nå, det må du undskylde. Det var bare noget mindre vigtigt," sagde han.

"Ja, det er jeg sikker på," mumlede jeg og smed mig tilbage i sengen.

"Jeg ville spørge dig og Cordelia, om i ville med ud og spise middag i morgen? Jeg har allerede reserveret bord til os på Le Gavroche som altid," sagde han og fortalte en eller anden en adresse, sikkert en taxachauffør.

"Så har vi vel ikke noget valg?" spurgte jeg og han grinte kort.

"Ja, det kan man vel godt sige," sagde han. "Hvordan går det med Cordelias skole?"

"Det går som det altid gør," sagde jeg kort og kunne forestille ham nikke uden at sige noget. "Angående i morgen," sagde jeg før han spurgte ind til at muligt andet ligegyldigt. "Jeg kan ikke spise med jer. Jeg har nemlig besøg af veninde, som skal overnatte her i en uge. Derudover har vi også aftalt at tage i biografen i morgen," løj jeg og håbede, at jeg kunne slippe for middagen.

"Har du fået en kæreste?" spurgte han, som om det ikke var en mulighed. "Hun kan vel bare komme med så?" sagde han uden at lade mig svare.

"Far, hun er ikke min kæreste og nej, hun kan netop ikke bare komme med. Vi er kun venner," prøvede jeg at forklare ham.

"Så ser jeg ikke nogen grund til at hun skal blive væk. Bare venner," citerede han fnysende og fik mig til at sukke dybt. "Jeg bliver nødt til at gå nu. Vi ses i morgen til middag," sagde han og lagde på.

Ja, tak for lort. Hvorfor skulle han være så besværlig? Kunne han ikke bare forstå at jeg ikke ville være sammen med ham? Jeg tog mine hænder til mit hovede og forestillede mig flere scenarier, som undskyldning for at ikke komme i morgen. Hvis jeg nu gik i bad og stillede mig ud på altanen, hvor stor chance ville jeg så have for at blive syg? Eller hvis jeg tilfældigvis brækkede et ben? Jeg kunne også ringe og sige, at jeg havde et photoshoot i morgen, men igen, det ville være ret usandsynligt om aftenen.. Jeg rejste mig op og gik ud i stuen, hvor jeg så Sofia og Cordelia sidde på sofaen og se TV.

"Hvad så?" spurgte Sofia nysgerrigt, mens Cordelia skiftede kanal.

"Hvad sagde far?" spurgte Cordelia.

"Han vil gerne have at vi spiser med ham i morgen," sukkede jeg og lod mig falde tungt ned på sofaen.

"Yes," kunne jeg høre Cordelia sige, mens hun lavede en form for sejrsdans. "Han tager os altid med ud på dyre restauranter, som jeg selvfølgelig poster på Instagram, der gør alle mine venner jaloux," forklarede hun lykkeligt til Sofia.

"Er det ikke fedt?" spurgte hun mig og jeg rystede på hovedet.

"Det er alt andet end fedt, tro mig," sagde jeg opgivende og blev mere og mere overbevist om at gå i bad og derefter ud på altanen iført ingenting, så jeg hurtigere kunne blive forkølet.

"Er han ikke din far?" spurgte Sofia og jeg så mærkeligt på hende.

"Jo, så vidt jeg ved," klukkede jeg.

"Er han ikke den eneste familiemedlem du har tilbage, udover Cordelia?" spurgte hun igen.

"Det går jeg vel ud fra," sagde jeg.

"Vi har faktisk også en moster og en onkel i Paris, men jeg tror ikke at det er det du er ude efter," sagde Cordelia fra sidelinjen og gik tilbage til at zappe.

"Burde du så ikke give ham en chance?" sagde Sofia.

"Sofia, han fortjener ikke en chance. Hvis du forestillede dig, at din far ville genoprette kontakten til dig, hvordan ville du så have det?" spurgte jeg hende.

"Elliot, det er jo ikke det samme. Mine forældre er skilt, fordi de ikke kunne holde hinanden ud længere. Det er jo ikke tilfældet med dine forældre," sagde hun og så overbevisende på mig.

"Jamen, jeg har bare ikke lyst til at være sammen med ham," sagde jeg. "Han vil også have at du kommer og nu tror han at du er min kæreste. Jesus kristus," sagde jeg opgivende.

"Men hvis du ser på det, som en vildt dårlig ting, vil du så ikke bare have det overstået? Selvom jeg ikke er så vild med at spise middag med så prestigefyldte mennesker, så vil jeg gerne gøre det for dig," sagde hun smilende.

"Ok, nu lyder i virkelig som et couple," sagde Cordelia og så hurtigt væk, da vi fik øjenkontakt. "Sorry, det gør i ikke alligevel," sagde hun hurtigt.

"Skal jeg ikke lade som om jeg er blevet syg eller noget lignende?" spurgte jeg egentlig mig selv, men kunne godt se på Sofias blik at det nok ikke var så smart. "Nej, ok," kommenterede jeg og besluttede at jeg ville tage afsted alligevel.

 

 

Klokken 7, den efterfølgende morgen, stod vi alle tre op inklusivt Cordelia, der ville blære sig med at hun kunne blive hjemme.

"Har du styr på det?" spurgte jeg Sofia under morgenmaden.

"Yes. Jeg glæder mig til at se deres ansigter, når vi først begynder at forklare havd det egentlig er," sagde hun smilende og lavede mærkelige armbevægelser med den ene arm hun havde til rådighed.

"Jeg vil bare gerne få dagen overstået," sagde jeg lavt, så Cordelia ikke hørte det. Det sidste jeg havde brug for var, at min lillesøster var sur på mig, fordi jeg ikke ville være sammen med vores far.

"Elliot, din attitude," sagde Sofia og så strengt på mig, som min mor sikkert ville have gjort. Jeg sukkede dybt.

"Hvornår kommer i hjem igen?" spurgte Cordelia og rendte rundt med sin mobil i hænderne.

"Omkring kl. 10 tror jeg. Vi skulle fremlægge i cirka en time," sagde jeg og ønskede at det ville vare hele dagen, så jeg kunne undgå den akavede middag med Cordelia, Sofia og min far.

"Så kan jeg blive her med Keiser," sagde hun lykkeligt og klappede ham på ryggen.

"Nå, skal vi afsted?" spurgte Sofia og jeg nikkede, selvom jeg egentlig ikke ville. Det var ikke undervisningen, der var problemet. Det var det faktum, at jeg skulle hjem og gøre mig klar for at tage til middag. Med min far. Der i øvrigt havde "tvunget" os. Ikke så meget Cordelia, men Sofia og jeg.

"Vi ses," sagde Cordelia, mens hun legede med Keiser.

"Ses," sagde jeg kort og låste døren efter os. "Det tager virkelig livet af mig," sukkede jeg og gik hen mod elevatoren med Sofia.

"Hey, vi har talt om det," sagde hun og lignede igen min mor.

"Sofia. Er du godt klar over hvor meget du ligner min mor, når du siger det der?" spurgte jeg og grinte.

"Faktisk ikke. Jeg aldrig har mødt hende. Men jeg er sikker på at hun må have ret i hvad end hun så har sagt," sagde Sofia grinende og så lykkelig ud for første gang i meget lang tid, der kun fik mig til at smile endnu mere.

"Hvad så?" sagde hun og så op.

"Jeg kom bare til at tænke på noget," sagde jeg smilende og betragtede hendes ansigt.

"Hvis du griner af mig, slår jeg dig," sagde hun truende og så ikke helt alligevel.

"Med hvad?" spurgte jeg provokerende og lænede mig op af elevatorvægen.

"Men ord," sagde hun og kneb øjnene sammen.

"Wow, ok. Du gør mig virkelig bange," sagde jeg grinende og tog bilnøglen frem, da elevatoren stoppede.

"Elliot, hvordan er du egentlig blevet model?" spurgte Sofia, mens vi fortsatte ud af bygningen, og kiggede på bilnøglerne. "For du må tjene mega godt for at kunne have råd  til den bil og lejlighed, som du har," sagde hun.

"Jeg blev kontaktet af et modelbureau kaldet Premium Models i Paris, da jeg var 12 år gammel. De tog nogle billeder af mig forskellige steder i Paris og sagde de ville kontakte mig igen om et par år," forklarede jeg og ventede på at bilen blev kørt hen til indgangen.

"Hvilket de så må have gjort," sagde Sofia.

"Ja. Da jeg var 15 år gammel, eller deromkring, kontaktede min mor og far, og sagde at de gerne ville se mig igen. På det tidspunkt var min far meget imod det faktum, at jeg skulle være model. Min mor, på den anden side, var stolt og syntes at det var spændende. Hun kom til alle mine photoshoots og var grunden til alle de gode billeder," sagde jeg og tænkte tilbage på alle de gange min mor havde lavet mærkelige grimasser bag kameramændene.

En piccolo kom kørende med min bil og stoppede ved siden af os. Jeg åbnede døren for Sofia og hjalp hende med at sætte sig ind på passagersædet. Derefter satte jeg mig ind og startede motoren.

"Din mor lyder som en meget omsorgsfuld person," sagde Sofia smilende.

"Det var hun også. Den eneste grund til at jeg overhovedet måtte være model, var fordi min mor ville have det. Hvis det stod til min far, skulle jeg læse business and management i Paris ligesom ham selv," sagde jeg og rystede på hovedet som en form for afvisning.

"Thank god, at din mor holdt fast," sagde hun grinende og fandt noget musik fra hendes mobil, mens vi kørte mod gymnasiet. "Hvad med Cordelia? Hvordan blev hun model?" spurgte hun.

"Vi var rejst til Marseille for at besøge min faster og da vi var i et shopping center, et par dage efter ankomsten, blev hun scouted af en medarbejder fra IMG Models. De sagde det samme til hende, som de sagde til mig, og da hun fyldte 12 var hun officielt en model. Børnemodel," sagde jeg nikkende.

"Men var det ikke efter...?" klukkede Sofia.

"Det var et år efter min mor døde, jo," sagde jeg. "Min mor plejede, som sagt, at hjælpe og motivere mig under mine photoshootings, men efter hun døde var det blevet mit "ansvar". Så jeg kom til alle Cordelias photoshoots og støttede hende," tilføjede jeg.

"Elliot, det er jeg altså ked af. Virkelig," sagde Sofia og lagde sin hånd på min.

"Det er jeg også, men jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det nu," sagde jeg halvt smilende og parkerede bilen.

 

 

"Allesammen sæt jer ned. Hey, drenge. Stop det der!" lød det fra læreren, der prøvede at få sin klasse til at blive rolige. Eller kun drengene. Pigerne var unaturlig stille og kiggede skiftevis på Sofia og jeg, på en meget overvældet måde.

"Hvorfor stirrer de så meget?" spurgte jeg Sofia.

"Sikkert fordi du ser godt ud," hviskede hun tilbage og blinkede til mig.

"Nu tror jeg, at vi er ved at være klar," sagde lærerinden og så på os. "Velkommen til Ashbourne High School," tilføjede hun og tvang sine elever til at hilse på os. Hvor må det være pinligt, at have hende som lærer...

"Tak fordi I ville have os," sagde vi smilende og introducerede eleverne til emnet.

"Før vi fortæller om hvad ondskab er og det at være en psykopat, vil jeg gerne spørge jer om i ved noget om emnet?" spurgte Sofia. En lyshåret dreng løftede sin hånd. "Ja?"

"Er en psykopat ikke sådan en, der ikke tager hensyn til andres følelser? Altså en der er klar over, at en bestemt handling vil såre andre mennesker?" spurgte han og vi nikkede begge.

"Jo, det er nemlig rigtigt. En psykopat har ofte en ufattelig stor mangel på empati. Når man ikke har empati for ens medmennesker, har man nemmere ved dræbe, torturere og andre ikke behagelige ting," sagde Sofia og vi begyndte så småt at starte på vores oplæg. Det indholdt blandt andet psykologers teorier for ondskab, videoklip, og spørgeskemaer der blev delt ud da vi blev færdige.

"Hvis i får brug for hjælp må i meget gerne spørge os," sagde jeg smilende og delte papirerne ud.

"Vi har også en præmie med til personen, der svarer rigtigt på flest spørgsmål," tilføjede Sofia, da jeg blev færdig. "Pst, Elli," hviskede hun og lænede sig over til mig.

"Ja?" sagde jeg og betragtede hendes ansigt. Hvor så hun smuk ud så tæt på. Selv i gips og hele molevitten.

"Kan du se den gruppe piger, der sidder ved det bagerste bord?" spurgte hun og pegede, mens ingen kiggede. Jeg nikkede og så igen på hende. "Jeg er rimelig sikker på at de er lidt småforelskede i dig," sagde hun og blinkede endnu en gang. "Du burde seriøst se dem," sagde hun grinende.

"Nej tak. Jeg foretrækker mine kærester lidt ældre," sagde jeg og rynkede på næsen. Sofia slog mig på armen og grinte af min kommentar.

"Jeg tror de har brug for hjælp. Off you go," sagde hun og viftede med sin hånd. Jeg sukkede kort af hendes spydighed og gik ned til deres bord for at hjælpe dem.

"Hvad har i brug for hjælp til?" spurgte jeg og satte mig ned på en tom stol.

"Vi ville spørge om hvilke fem forhold Goldberg fandt frem til," sagde den ene pige, mens alle de andre så på. Jeg kiggede på Sofia i håb om, at hun på en eller anden måde var klar til at rede mig, hvis nu noget skulle gå galt.

"Den første er: sårbarhed over for følelse af skam, den anden er: mangelfuld tilknytning til signifikante omsorgspersoner, den tredje er: manglende færdigheder til at føle sorg, den fjerde er: aproglige vanskeligheder ved at udtrykke følelser, og den sidste: betydningsfulde menneskers skinhellighed," forklarede jeg, mens hun skrev ned.

"Tak for hjælpen," sagde hun og jeg smilte, som tegn på 'det var så lidt'. Jeg tog en rundtur i klassen for at se om de var færdige med spørgsmålene og gik tilbage til tavlen, hvor Sofia var.

"Nå, hvordan gik det så?" sagde hun drillende og lagde armen rundt om mig.

"Det var ligesom at være et lam blandt sultne løver," jokede jeg og Sofia grinte igen. "Jeg tror de er færdige nu. Skal vi samle papirerne ind?" spurgte jeg og hun nikkede. Endnu en gang måtte jeg ofre mig for hende og samlede deres besvarelser. Nogle var gode, mens andre ikke havde hørt efter overhovedet. Jeg grinte kort af en tegning af Iron Man på bagsiden af en besvarelse og viste den til Sofia.

"Shit, den er nice," sagde hun grinende. "Jeg gjorde præcist det samme, da jeg var på deres alder," sagde hun og sukkede. "High school var det værste jeg nogensinde har oplevet," tilføjede hun og så næsten skræmt ud. "Nå, nu da vi har fået alle jeres besvarelser, går vi dem igennem og finder en vinder. I mellemtiden kan i stille Elliot nogle spørgsmål omkring universitet, psykologistudiet, osv.," sagde hun og klappede mig på skulderen.

"Det husker jeg," sagde jeg skuffet og følte mig forrådt. Hun var simpelthen ikke til at stole på i dag. "Du har bare med at skynde dig," tilføjede jeg og vendte mig ud mod klassen. Ingen turde at stille spørgsmål, så deres lærer tog en for holdet og spurgte som den første.

"Hvor hårdt er det at gå på universitet, når man kommer direkte fra gymnasiet?" spurgte hun og sagde samtidig til sine elever, at de blev nødt til at stille spørgsmål mens vi var her.

"For mig var det ikke spor hårdt. Jeg kom nemlig fra Frankrig, hvor skolesystemerne ligner hinanden. Både på gymnasierne og universiteterne," forklarede jeg og så på Sofia.

"For mig var det så meget lettere, at skulle gå på universitetet. Gymnasiet var de tre værste år af mit liv," sagde hun og fik klassen til at grine. "I har meget at se frem til," tilføjede hun smilende og fortsatte med at se papirerne igennem.

"Kommer man i en klasse ligesom på gymnasiet eller skal man sørge for sig selv?" spurgte en anden pige.

"Det er lidt en blanding, vil jeg sige. Du skal primært sørge for dig selv, men når du først starter på psykologistudiet, bliver du sat på et hold med 28 andre studerende. Du har altid muligheden for at lære dine "holdkammerater" bedre at kende, hvis du deltager i introugen og rusturen. Det første undervisningsår plejer som regel at være med det hold man er på," forklarede jeg og hun nikkede.

"Hvordan er det første år fordelt, når man studerer psykologi?" spurgte en dreng.

"Hvert år i bacheloruddannelsen er delt i fire kvartaler. Altså tre måneder per kvartal, hvor man arbejder med samtlige emner i hvert kvartal," forklarede jeg. "Er der flere spørgsmål?" spurgte jeg og fik ingen respons, hvilket måtte betyde, at vi var færdige.

"Vi har en vinder," sagde Sofia og overrakte en slikpose til en pige, der utroligt nok havde svaret rigtigt på alle spørgsmål.

"Mange tak, fordi i ville komme her i dag," sagde læreren og gav os hånden.

Efter yderligere 15 minutter, hvor de ville tage billeder af os og tale om hvordan man blev en professionel model og YouTuber, kunne vi komme videre. Det hele havde været meget udmattende..

"Var det ikke vildt fedt?" spurgte Sofia henrykt og lavede sine mærkelige armbevægelser igen.

"Jo, det synes jeg. Men jeg gør det ikke igen. Aldrig nogensinde," understreg jeg og låste op for bildøren. "Du synes kun at det var fedt, fordi du ikke lavede noget," sagde jeg og var ved at dø af grin over Sofias ansigtsudtryk.

"Excuse me? Hvem rettede opgaverne?" spurgte hun og satte hænderne på sine hofter.

"Wow, som om det var svært at gøre," kommenterede jeg drillende og ventede bare på at hun ville blive vred. Det var blevet min nye hobby eftersom at Cordelia ignorerede mig, når jeg irriterede hende. Og hun skulle forestille sig at være en teenager.

"Elli, du aner ikke hvor meget præcision og skills det tager, at rette opgaver fra en 2.g klasse. Du burde være taknemmelig over at jeg er her," sagde hun fnysende og lukkede døren.

"Det er jo ikke sjovt, når du ikke bliver sur," sukkede jeg og tændte for radioen. "Angående i aften..." klukkede jeg og så kort på Sofia og derefter på vejen igen.

"Angående i aften," citerede hun og så på mig. "Hvad skal jeg tage på? Skal det være fint eller?" spurgte hun.

"Ja, det ved jeg ikke," klukkede jeg. "Vi skal spise på en fransk michelin stjernet restaurant kaldet Le Gavroche," tilføjede jeg og holdt for rødt.

"Og du sagde ja det ved jeg ikke?" sagde hun og så forventningsfuldt på mig.

"Ja, ok. Det vil nok være ret oplagt, at tage noget fint på," sagde jeg grinende og elskede hendes nuværende reaktion.

"Du er overhovedet ikke sjov Elliot," sagde hun alvorligt. "Slet ikke," understregede hun og skulede ondt til mig. Der gik ikke mere end et par sekunder og vi grinte begge højlydt. Jeg var sikker på at middagen ville gå udmærket, og måske endda meget godt, hvis jeg havde Sofia ved min side ligesom nu.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...