Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2016
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret? º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

102Likes
185Kommentarer
66842Visninger
AA

35. ✿ Kapitel 6| Labil part 1

 

 

Jeg blev vækket af vintersolens kraftige lysstråler, som ren tilfældigt skulle ramme mig i ansigtet, og jeg satte mig frustreret op. For helvede da også. Hvorfor måtte jeg aldrig nogensinde sove i fred? Det virkede som om at jo ældre man blev, desto mindre søvn fik man. Jeg ville ønske at jeg kunne sove de 18 timer jeg engang havde sovet, da jeg var 1 eller 2 år gammel... Jeg kiggede hen på min blikkende mobil og jeg trillede om på siden for at tage den. Cameron havde ringet hele fem gange. Var der sket noget eller hvad? Jeg låste min mobil op og kiggede på billedet af en mørkhåret skikkelse, jeg engang havde omtalt som Sid. Men han hed Cameron og han var min forlovede.

"Hallo?" spurgte jeg og kunne høre en masse larm. Jeg kiggede på skærmen endnu engang. Jo, han havde skam taget telefonen. Hvorfor sagde han så ikke noget...

"Hallo? Sofi?" Lød Camerons stemme i den anden ende af røret. "Haaallo?" gentog han igen.

"Cameron kan du høre mig? Hallo?" spurgte jeg forvirret, da han grinte.

"Jeg hørte dig godt første gang. Jeg ville bare drille dig," sagde han barnligt og lagde på. Hvad hulen foregik der? Et par sekunder senere lød et videoopkald og jeg gik ud fra at det var Cameron.

"Hey," sagde han, stadig grinende, og filmede sine øjenbryn.

"De øjenbryn der, så for pokker. De er bare on point, som man siger nutildags," kommenterede jeg og han fjernede kameraet fra ansigtet. "Hvad er klokken i L.A.?" spurgte jeg og kunne se på hans ansigt, at han ikke havde sovet i meget lang tid.

"3 om natten," klukkede han og strakte ud, så alle musklerne blev synlige. Han sukkede kort og gned sig i ansigtet. "Er klokken ikke omkring 11 eller lignende i London?" spurgte han og gik rundt i lejligheden. Jeg nikkede kort og betragtede deres lejlighed. Cameron samlede ting op fra det et sted og lagde det et andet sted. Han var lige pludselig blevet meget renlig. Ikke fordi at det kom som et chock. Men helt ærligt, hvor hygiejniske er drenge? Just asking.

"Hvad laver Emma? Hvordan har hun det?" spurgte jeg og fulgte Cameron, som var på vej ind på et værelse.

"Altså, hun tog ud sammen med Nash for at spise snacks. Hahah, det rimer," klukkede han og grinte af sin egen joke, mens jeg bare rystede smilende på hovedet. "Men jo, de kom hjem for et stykke tid siden og ser The Walking Dead på Nashs værelse," forklarede han.

"Ah, ok. Har hun fået hans værelse?" spurgte jeg og han nikkede.

"Det var det første han sagde, da vi kom ind i lejligheden. 'Emma du må gerne få mit værelse'," forklarede han og imiterede Nashs stemme.

"Har hun det OK? Hygger hun sig?" spurgte jeg og efter en house-tour, hvor Cameron havde ryddet op i hele huset, satte han sig endelig ned på sin seng.

"Hun har det rigtig godt, ud fra hvad jeg ser," klukkede han. "Altså så længe hun er sammen med Nash, så keder hun sig i hvert fald ikke," tilføjede han og kiggede smilende på mig.

"Det var godt," sagde jeg og satte mig hen til kanten af sengen. Gad vide om Elliot stadig var her eller om han var taget hen til universitetet... Uanset hvad, var jeg i hvert fald i store problemer.

"Hvad så? Du ser lidt små bekymret ud," klukkede Cameron og smed sig tilbage på sengen. Han sukkede kort.

"Altså jeg kan sagtens sætte mig i min kærestol, men jeg har ingen anelse om hvordan jeg kommer ud af værelset," fortalte jeg Cameron, men det så ud til at han stadig ikke forstod det. "Der er trin ned til stuen," tilføjede jeg og nikkede forstående.

"Hensynssløst," kommenterede han og jeg hævede øjenbrynene. "Ok, ok, jeg undskylder," smilte han og jeg sukkede kort. Elliot og Cameron ville aldrig nogensinde være i stand til at kunne enes. Om det så var mit allersidste ønske på verdenen. Niks. Ikke tale om.

Måske skulle jeg spørge Cordelia om hjælp. Ikke fordi at hun skulle bære mig ud af soveværelset, men så hun kunne tage kørestolen med ud. Men hvad nu hvis hun var taget ud for at lave noget med sin veninde? Eller taget til skole? Eller noget helt tredje? Jeg rejste mig op fra sengen og skulle først vænne mig til tanken om at stå op igen.

"Sofia, hvad laver du?" spurgte Cameron og kiggede bekymret på mig.

"Jeg ved ikke om Elliots lillesøster er her, så jeg tror bare at jeg gør det selv," klukkede jeg og kunne ikke finde ud af at holde mobilen og stå op på samme tid, så jeg satte mig ned igen.

"Har han en lillesøster?" spurgte Cameron forvirret. Jeg nikkede kort.

"Hun hedder Cordelia og er så sød," sagde jeg smilende og kunne høre lyde ude fra stuen. Cameron gabte højt og jeg kunne se at han havde svært ved at holde øjnene åbne. "Jeg tror at det ville være en rigtig god idé, hvis du fik noget søvn," sagde jeg smilende og fik en trang til at ligge mig ved siden af ham.

"Det tror jeg også," mumlede han og nikkede. "Jamen godmorgen og godnat på samme tid,"sagde han grinende og jeg grinte også af hans dårlige joke. Jeg vinkede farvel til ham og trykkede på afslut opkald. Det bankede på døren og jeg rejste mig op efter at have lagt mobilen fra mig.

"Ja?" sagde jeg blidt og tog meget langsomme skridt mod døren. Jeg tog fat i håndtaget og åbnede den. Til min overraskelse stod Elliot der.

"Godmorgen," smile han og så alt for godt ud, så tidligt på dagen.

"Godmorgen," klukkede jeg og kunne ikke finde ud af hvad der skete. "Skulle du ikke til forelæsning?" spurgte jeg gned mine øjne endnu en gang.

"Jo, jeg har allerede været der, taget noter og arbejdet videre på vores projekt," forklarede han og jeg nikkede forstående. "Nå, jeg har lavet morgenmad, så lad os gå ud og spise," sagde han smilende. Yes, tænkte jeg og ville klappe i mine hænder, hvis ikke det var for min arm. Elliot gik ind på værelset og hentede kørestolen. Han kørte den hen til barstolene og kom gående tilbage uden den. Jeg kiggede blankt på ham og kunne ikke følge med. Han rakte sin hånd ud til mig og uden et sekunds tvivl, tog jeg fat i den. Varmen steg mig til kinderne og her blev lige pludseligt meget varmt.

"Hvad er det vi laver?" spurgte jeg, stadig meget blankt, og kiggede ham i øjnene.

"Jeg hjælper dig over til stolen," sagde han meget ærligt og grinte af mig. "Du ser så hjælpeløs ud, når du sidder i kørestol, så jeg tænkte at vi kunne gå sammen. Du ved, så du kan øve dig," tilføjede han og jeg kiggede ned i jorden. Udefra så det sikkert ud til at jeg kiggede på mit gipsbelagte ben, men for at være helt ærlig, følte jeg en alt min verden gik under. Hvorfor skulle Elliot være så hjælpende? Og så pæn? Og så sød?

"Skal vi ikke holde en pause?" sukkede jeg og kiggede op igen.

"Helt seriøst?" spurgte han grinende.

"Jeg opgiver," klukkede jeg og så ud af vinduerne, der gik fra gulv til loft. Jeg kunne ikke bære at kigge på ham. Han var så... perfekt.

"Altså, du er lige ved siden af den," klukkede han og jeg vendte mig om.

"Ja, okay," sagde jeg undskyldende over min dovenskab, og satte mig med stor besvær på barstolen. Elliot gik over på den anden side af øen med min tallerken, vendt med ryggen til mig. Han kom tilbage med tallerken og jeg følte mig som en dronning.

"Elli, tror virkelig at jeg kan spise alt det her?" mumlede jeg og fik julelys i øjnene.

"Jeg ved at du kan spise at det der," sagde han selvsikkert og grinte over min reaktion. Han satte sig også ned og vi begyndte så småt at spise.

"Hvor er Cordelia?" spurgte jeg nysgerrigt og betragtede Elliot, der hældte smoothies til os i glas med sugerør.

"Hun er ude og gå tur med Keiser. Hun kommer sikkert lige om lidt," forklarede han og jeg nikkede forstående.

"Hvordan gik det så derovre?" spurgte jeg og hentydede til universitetet. Han trak kort på skuldrene og satte sig overfor mig igen.

"Det gik vel fint..." klukkede han og sendte et smil. "Jeg har forresten glemt at sige, at vi skal ud på nogle gymnasier for at undervise i psykologi," tilføjede han og begyndte så småt at spise sin morgenmad.

"Hvad? Hvornår?" spurgte jeg og var fuldstændig i chock.

"I morgen," klukkede han smilende og spiste videre.

"Hvem er jeg i gruppe med? Hvilket gymnasium skal jeg hen til? Hvornår starter det?" spurgte jeg panisk og kunne mærke mig hjerte slå hurtigtere end lysets hastighed. Åh nej. Hvad skulle jeg gøre?

"Kan du ikke huske at vi meldte os sammen til det? I oktober måned?" spurgte han og minderne strømmede tilbage. Jo, det kunne jeg godt huske nu...

"Nå, ja..." klukkede jeg og slappede af igen. Pyha. "Kunne du ikke have startet med det i stedet? Jeg troede helt seriøst at jeg skulle dø," sukkede jeg og ville have givet ham en lammer, hvis ikke det var fordi jeg sad ned. Og var skadet...

"Det kunne jeg vel godt," grinte han og undskyldte. "Kan du huske hvad vi skal fremlægge om?" spurgte han drillende og jeg rystede hovedet af ham.

"Ja, så glemsom er jeg altså heller ikke," sagde jeg og smilte. "Psykopati og det at være kriminel eller terrorist. Eller det vi universitetsstuderende kalder for kriminologi," forklarede jeg nikkende som en form for anerkendelse til mig selv, fordi jeg kunne huske det hele ordret.

"Så glemsom var du ikke alligevel," rettede Elliot sig selv.

"Nemlig," understregede jeg og grinte. "Er vi egentlig færdige med det hele? Fremlæggelsen, opgaver og øvelser?" spurgte jeg og Elliot nikkede afslappet.

"Vi kan øve det igennem efter morgenmaden," foreslog han og jeg nikkede.

 

Cordelia var kommet tilbage med Keiser, som så meget træt ud, og Elliot var taget afsted. Han havde sagt at han havde en aftale og var sidenhen bare smuttet. Meget mystisk, hvis du spørger mig...

"Hvordan var turen med Keiser? Var han besværlig?" spurgte jeg Cordelia, efter hun havde taget et bad og var skiftet over i noget andet tøj.

"Det var ret hyggeligt, selvom vejret er skidekoldt," sagde hun og satte sig ned i sofaen med sin varme kakao.

"Det var godt," sagde jeg smilende og kiggede hen på Keiser, som lå på et tæppe ved døren til Cordelias værelse. Hun tændte for fladskærmen og zappede gennem de forskellige kanaler.

"Hm... Er der noget bestemt du gerne vil se?" spurgte hun og kiggede på mig. Jeg rystede hovedet og lod hende bestemme hvad vi skulle se.

"Har i øvet jer til i morgen?" spurgte hun og tog en slurk af sin kakao. Jeg nikkede.

"Ja, det har vi. Det hele kørte ret smooth," forklarede jeg og hun nikkede forstående. Pludselig bredte der en indre uro i mig. "Cordelia?" sagde jeg og hun kiggede på mig igen. "Du bliver nødt til at fortælle mig noget," klukkede jeg.

"Ja?" spurgte hun og så rimelig blank ud.

"Det er om Elliot," sagde jeg og hun grinte kort.

"Jeg tror jeg ved hvad det her handler om," sagde hun smilende og stillede sin kop fra sig. "Kom med," sagde hun og gik hen mod Elliots værelse. Jeg var ret så forvirret og gav mig til at forklare.

"Altså... det er bare meget mærkeligt at han ikke vil fortælle mig noget. Vi er jo trods alt bedste venner," klukkede jeg og blev hjulpet derhen af Cordelia.

"Han har aldrig kunnet lide tanken om at blære sig eller fremstå som en arrogant person. Så det er vel derfor han ikke fortæller dig noget," sagde hun og jeg satte mig på sengekanten.

"Det kan jeg godt forstå, men hvorfor ville jeg synes det om Elliot? Hvis han boede i en container ville jeg da stadig være venner med ham," klukkede jeg og Cordelia grinte.

"Du kan tage et kig i hans reol. Der har han ret så mange ting med fra sit arbejde," sagde hun og jeg nikkede forstående. Hun gik ud af værelset og jeg var stadig rimelig forvirret. Hvorfor kunne han ikke bare sige det? Det er jo heller ikke nogen hemmelighed at jeg tjente kassen på at være en YouTuber og næsten levede mit liv i luksus. Det med Elliot forstod jeg bare ikke... Come on Sofia, tænkte jeg og tog en sort mappe ud fra reolen.

"Summer collection, 2015," læste jeg op fra forsiden og bladrede i siderne. What the heck is this? tænkte jeg, da jeg så samtlige billeder af Elliot. Arbejde han som en model? Jeg bladrede videre og blev mere og mere chokeret. Hvordan var det muligt at se så godt ud? Helt seriøst. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Det bankede på døren og Elliot kom til syne. Shit.

"Hvad laver du?" spurgte han og så på mig.

"Ikke noget..." sagde jeg hurtigt og tog mappen til mig. Han kom grinende over til mig og satte ned ved siden af mig.

"Gud, hvor er du nysgerrig Sofia," sagde han smilende og lagde sin hånd på mit hoved. "Hvad kigger du på?" spurgte han og jeg holdt mappen ud igen.

"Elliot, hvordan kan det være at du ikke vil fortælle mig noget?" spurgte jeg og gav ham den. Han sukkede kort og så op.

"Aner det ikke," klukkede han og så væk igen.

"Ej, Elli come on. Det skal du længere ud på landet med," sagde jeg og tog hans hånd. "Er vi ikke bedste venner?" spurgte jeg.

"Jeg synes bare, at det er unødvendigt. Altså, hvilken forskel gør det, hvis jeg fortæller det eller ikke gør?" sagde han og jeg slap hans hånd. Jeg kunne fornemme at han var frustreret. "Og var det ikke meningen at vi skulle hos os væk fra hinanden alligevel?" tilføjede han og så op.

"Jo, men ikke på denne måde..." sagde jeg lavmælt. "Det har jo slet ikke noget med det her at gøre. Jeg vil jo bare gerne vide hvad der foregår i dit liv. Jeg har det som om at jeg slet ikke kender dig, fordi du holder så mange ting for dig selv," tilføjede jeg og følte for første gang at vi skændtes.

"Jamen, er det ikke ligemeget? Hvad vil du bruge det til?" spurgte han opgivende og kørte sine hænder gennem sit hår. Jeg sagde ikke noget og kiggede væk i stedet.

"Jeg skal bruge det til at have tillid til min bedste ven og vide at han har tillid til mig. Det er sådan noget man gør, når man er bedste venner - man fortæller hvad der sker i ens liv," sagde jeg irriteret og dybt frustreret. Jeg fortrød det dog i det samme øjeblik, for jeg ville ikke skændes med Elliot, men det her var virkelig barnligt.

"Det har jo overhovedet ikke noget med tillid at gøre," kommenterede han. "Og det ved du udmærket."

Ordene slog mig hårdt. Jeg vidste udmærket, hvorfor han ikke talte med mig om sig selv og om de ting der foregik i hans liv. Alligevel lod jeg mig selv være en byrde for ham og jeg gik over stregen ret ofte. Han ville ikke have tæt kontakt til mig, fordi han prøvede at holde sig væk. Det var det jeg havde bedt ham om. Den dag fra hospitalet.

"Tillid er, at man stoler på at ens bedste ven kan træffe de rigtige valg og at hun ikke gør noget, som i sidste ende sårer hende selv. Tillid er også at man stoler nok på hinanden til at høre den anden fucking side af historien," tilføjede han og rejste sig op fra sengen.

"Hvad fanden taler du om? Hvilken anden side og hvilken historie?" sagde jeg og kastede opgivende med hænderne. Elliot gik over mod vinduet og greb hårdt fat om vindueskanten, der skilte det ene vindue fra det næste. Jeg fulgte hans bevægelser og fattede ikke hvorfor han var så sur. Hvad havde jeg sagt? Hvorfor var han på denne måde?

"Han stoler ikke på sig Sofia. Det har han aldrig gjort," mumlede han sammenbidt og skævede til mig over skulderen. Hans øjne var blanke af raseri.

"Hvem? Elliot, jeg forstår altså ikk-" sagde jeg og blev afbrudt.

"Cameron, for helvede. Han stoler ikke på dig og det har han aldrig gjort. Hvorfor kan du ikke se at han ikke værdsætter dig?" sagde han frustreret og jeg kiggede væk. Tårerne ophobede sig i mine øjne. Han holdt en kort pause før han sagde,

"Han sætter ikke pris på dig. Ikke ligesom jeg ville," sagde han og vendte sig langsomt om. "Jeg vil aldrig nogensinde såre dig, som han gjorde, Sofia Williams." Hans øjne var medfølende og kære. Han hænder som havde været holdt sammen i en knytnæve, var nu løsnet op. Jeg kiggede op på ham og kunne mærke tårerne strømme uhæmmet ned af mine kinder.

 

 

 

Elliots synsvinkel

Makeup artisten lagde et tyndt lag foundation under mine øjne og sukkede kort.

"Jeg kan se at du ikke har fået en god nattesøvn. Du ved godt at det ødelægger dine billeder," skældte hun ud og jeg himlede med øjnene, mens jeg grinte.

"Jeg så Star Wars," sagde jeg smilende og hun rystede mistroisk med hovedet.

"Drengerøve," kommenterede hun og gik videre til Fransisco, som sad på min venstre side.

"Sammen med hende der Sofia eller helt alene?" spurgte han og kiggede op fra sin mobil. Jeg nikkede kort og lænede mig tilbage i stolen.

"Julie, hans hår," kommenterede den tidligere og ældre makeup artist. En ny pige kom gående mod mig og lavede mit hår.

"Hvordan går det med jer? Har du scoret hende?" spurgte han drilsk og grinte af sin egen kommentar. "Altså nu da hun bor hos dig," tilføjede han og lagde mobilen fra sig.

"Sådan fungerer det ikke. Det ved du godt," sagde jeg kort og han sendte et undskyldende blik.

"Sorry. Du er et af de gode fyre, det glemmer jeg nogle gange," sagde han uden et hint af sarkasme, hvilket var meget sjælent. Han trippede med benet, mens han kiggede rundt i lokalet.

"Men det jeg ikke forstår er; hvis du er så pokkers forelsket i hende, hvorfor tager du hende ikke fra ham den anden?" spurgte han og kiggede på min refleksion i spejlet.

"Fordi ham den anden er hendes forlovede. Man tager ikke bare nogen, når de er forlovede," sagde jeg og kunne nogle gange blive ret så forvirret over det faktum at Fransisco var fire år ældre end mig og stadig opførte sig som en 17 årig.

"Ved hun godt at du er vild med hende?" spurgte han og ignorerede min kommentar.

"Ja, det er der ingen tvivl om," sagde jeg og tænkte tilbage det næsten hellige øjeblik, hvor jeg kyssede hendes bløde læber.

"Jamen, hvad foregår der så nu? Fortsætter i så bare som om der ikke er sket noget?" spurgte han og rynkede med øjenbrynene.

"Vi undertrykker begge det faktum at jeg ville dø for hende," sagde jeg og tænkte på hvad Sofia lavede derhjemme. Var hun OK? Havde hun brug for min hjælp?

"Det er det dummeste jeg nogensinde har hørt, Elliot. Det dummeste," sagde Fransisco og jeg sukkede kort.

"Jeg ved det," sagde jeg og med den kommentar blev vi bedt om at gå hen foran kameraet. Men selvfølgelig stoppede Fransiscos småsnak ikke der.

"Tag fat i hende og fortæl hvordan du har det. Igen. Det kan være at hun ombestemmer sig," sagde han, da vi fik finpudset vores look.

"Hendes arm er sat i gips," sagde jeg kort og han sukkede dybt irriteret.

"Du ved sgu godt hvad jeg mener Elliot. Jeg ved at du er klogere end det her," sagde han og blitzen fra kameraet blev testet, men vi stod og snakkede.

"Fransisco, jeg har prøvet. Men han kom tilbage og de blev genforenet. Det er for sent," sagde jeg og Fransisco lagde sin hånd på min skulder. Jeg kiggede i mellemtiden ned af min dumhed. Hvis jeg havde fortalt hende om mine følelser noget før, var vi måske ikke her.

"Du skal sgu da ikke give op bare fordi hendes ekskæreste kommer tilbage. Hvis du virkelig elsker hende, så kæmp dog for hende. Hvis hun ikke vil have dig, så er det hende der taber," sagde han og i det samme øjeblik lød lyden af blitzen, der virkede til at være i turbulens.

"Sådan drenge, fortsæt det gode arbejde. Fransisco, hovedet tættere til Elliot," sagde fotografen og vi gjorde som der blev sagt.

"Hvad er det ved Sofia, der er så specielt? Er hun ikke ligesom alle andre piger?" spurgte han og jeg løftede hovedet for at se ham i øjnene.

"Hun er ikke bare en eller pige. Hun er mere end det," sagde jeg.

"Super drenge! Hvad end det er i gør så fortsæt. Det her er virkelig godt," kunne vi høre fotografen sige igen.

"Sorry, det var ikke for at træde nogen over tæerne," undskyldte han og jeg nikkede kort som en accept.

"Yes. Drenge vi har den," sagde fotografen efter yderligere 30 minutter og jeg sukkede kort. Somme tider ville jeg ønske, at jeg ikke skulle arbejde så meget og i stedet bare være derhjemme med Cordelia og Sofia.

"Tak for i dag," sagde jeg til makeup artisterne og til fotografen, efter at have kigget og udpeget de bedste billeder. Jeg gik ind på omklædningsrummet med en ny mappe i hånden og skiftede tøj. Fransisco kom ind.

"Du var god i dag," sagde han rosende og klappede mig på skulderen. Han gik videre og skiftede til sit eget tøj.

"I lige måde," smilte jeg kort og trak min hvide t-shirt ned over mig. Jeg tog min jakke og sko på og vinkede kort til Fransisco. "Vi ses, ikke?" sagde jeg og han nikkede.

"Jo, vi ses! Husk at opdatere mig!" sagde han og jeg lukkede døren bag mig. Om et kvarter startede forelæsningen på universitet og det ville mindst tage mig en halv time at køre herfra og dertil. Derefter vil forelæsningen vare en halvanden time og jeg ville være hjemme omkring 11-tiden. Jeg gik ud af bygningen og låste op for min bil. Min mobil gav en lyd fra sig og jeg kiggede på skærmen. Jenna. Jeg sukkede kort og læste beskeden op for mig selv.

 

Fra: Jenna.

Hey, kommer du til forelæsning i dag? Skal jeg gemme en plads til dig?

 

 

Til: Jenna.

Hey. Det må du gerne. Jeg kommer 15 til 20 minutter for sent. Tak på forhånd.

 

 

Jeg lagde mobilen fra mig og startede motoren. Hvis vejret ikke havde været så fandens dårligt, ville jeg sikkert have været hjemme noget før. Jeg kørte hen mod universitet og overvejede om jeg skulle skrive til Sofia. Var hun mon vågen? Og hvordan klarede hun det helt alene? Men jeg ville heller ikke forstyrre hende så tidligt på dagen. Jeg drejede af i rundkørslen og længere ned af vejen kom universitet til syne. The University of London stod der over hovedindgangen og det strømmede med studerende over det hele. Jeg fandt en ledig parkeringsplads og skyndte mig ellers til forelæsning.

"Er jeg gået glip af noget?" spurgte jeg og satte mig hurtigt end ved siden af Jenna.

"Nej, ikke rigtig. Men jeg tog notet til dig alligevel," sagde hun og rakte mig et papir.

"Tak," sagde jeg og hun nikkede.

En halvanden time og seks siders noter senere, var forelæsningen færdig. Jeg takkede igen Jenna for noterne og tog ned på mit værelse. Efter at have arbejdet på "fremlæggelsen" til i morgen, hvilket viste sig at være meget besværligt, valgte jeg at tage hjem. Jeg var udmattet, sulten og søvnløs. Turen hjem tog kortere tid end jeg var vant til og før jeg vidste af det, havde jeg låst døren op til min lejlighed. Her var stille og jeg tolkede det som, at Sofia stadig sov. Jeg gik derfor ud i køkkenet og forberedte noget morgenmad til os begge, mens jeg hørte musik. Cordelia havde efterladt en note, sikkert fordi hun vidste at jeg ville læse den, og hun informerede mig om, at hun var taget ud med Keiser. Jeg smilte ved tanken om hende og var evig taknemmelig over at have fået en søster som hende. Hun satte mig før alle andre, endda også sig selv, og hun var altid optimistisk og positiv, kun for min skyld. Hun var også det eneste jeg havde tilbage. Vores far vidste ingen hvor var henne. Nogle gange kom han på besøg her, for et par timer, og tog derefter afsted igen. Han plejede også at ringe for at høre om hvordan jeg havde, og Cordelia også når hun var hos mig. Det eneste han foretog sig i sit liv, var at tage til møder, købe og sælge aktier og tjene penge. Det var som om, at han også farsvandt, da min mor døde. Jeg havde endnu ikke oplevet at kunne have en samtale med ham om min mor eller vores fortid i Frankrig. Det var glemt og gemt væk.

Jeg blev færdig med morgenmaden, da den sidste sang sluttede, og dækkede bordet. Derefter gik jeg hen til døren ind til Sofias værelse og bankede forsigtigt på.

"Ja?" lød hendes stemme fra den anden side af væggen og hun åbnede døren.

"Godmorgen," sagde smilende og grinte lavt, da jeg så hendes forvirrede ansigtsudtryk.

"Godmorgen," klukkede hun og gned sig i øjnene. "Skulle du ikke til forelæsning?" spurgte hun og jeg nikkede, mens jeg tog hendes hånd.

"Jo, jeg har været der. Jeg har desuden også arbejdet på vores projekt," tilføjede jeg og begyndte så småt at gå hen mod bordet. Sofia klagede og brokkede sig over at der var for langt og at hun havde vænnet sig til sin kørestol. Da hun så hvor tæt hun var på stolen grinte hun af sig selv og jeg kunne ikke undlade at smile, da hendes latter fyldte stuen. Jeg hjalp hende med at sætte sig på stolen og hun brokkede sig endnu en gang og sagde drillende at jeg skulle tage hensyn til alle, inklusiv hende. Vi grinte begge af hendes forfærdelig, dårlige joke og jeg satte mig overfor hende. Synet af hendes blå øjne og hendes smukke ansigt var ubeskriveligt. Jeg ville give alt i verdenen for at stå op til det syn, hver morgen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...