Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2016
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret? º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

102Likes
185Kommentarer
66882Visninger
AA

7. Kapitel 6| Bedragerisk

 

 

Vi stod alle i en dyster og gusten gang.

De var forvirrede, ingen af Dem vidste hvorfor vi var her.

Én efter én forsvandt De.

De blev taget af monsteret i mørket.

Til sidst stod jeg tilbage med hende, bange for hvem af os der var den næste.

Den tog fat i hendes ben og træk hende med.

Hun skreg efter hjælp.

Jeg forsøgte at nå hendes søgende hænder.

Hun forsvandt over den sorte kant.

Hun skreg stadig.

 

 

 

Jeg vågnede med et sæt. Min vejrtrækning var hurtig og jeg havde det ekstremt varmt. Små svedperler havde dannet sig på min pande. Jeg hev dynen væk, rejste mig op og strakte ud. Hele min krop havde det varmt. Jeg listede ud i stuen og drak noget vand af en flaske, som jeg havde købt tidligere på dagen. Klokken var 04:29. Med et bump, smed jeg mig i sengen igen. Det eneste jeg havde tænkt på var hende, hvordan jeg havde følt da hun kyssede mig. Det havde været hende hele tiden. Lige da jeg havde lagt armen rundt om hende i lufthavnen, vidste jeg, at hun var speciel. Jeg lukkede mine øjne og lod det spille igen; hendes hænder om min nakke, mine hænder på hendes hofter, vores hjertebanken som var blevet til ét, hendes hår som duftede af frisk jordbær på en varm sommerdag, hendes eksistens.

"Hallo idiot?" Jeg blev rusket hårdt i.

"Hvad?" mumlede jeg og satte mig op i min seng.

"Vi kommer for sent!" halvråbte Nash.

"Rolig dude. Vi skal nok nå det".

"Hvad er klokken?" sagde jeg roligt. Dynen hev jeg let og elegant over hovedet igen.

"Tyve minutter i 10" hørte jeg Nash sige.

"Tyve minutter i 10?!" udbrød jeg. Hurtigt hev jeg dynen af igen.

"Vi kommer for sent!" Han satte sig på en stolen, som vendte ud mod vinduerne.

"Ja det siger du ikke" svarede han flabet.

"Skrid, så jeg kan få tøj på" sagde jeg grinende.

"Luk døren!" tilføjede jeg, før han forsvandt. 20 minutter til, at finde tøj, gøre mig klar og spise morgen mad i. Dejligt, at han først vækkede mig nu. Han er ligesom en irriterende lillebror.

"Mhm" sagde han, da jeg kom ud. Han lavede det såkaldte 'Püma' ansigt og bedømmede mit outfit.

"Din hvide Vans t-shirt passer vildt godt til dine mørkerøde shorts og sorte Vans sko". Han afsluttede det, ved at lave Z-snap.

"Hvad fejler dit ansigt?" afbrød jeg og kunne ikke lade vær med at grine, da han blev fornærmet.

"Ja ja. Du skal ikke blive for jaloux over de blå øjne" sagde han blinkende med et øje og kastede derefter en doughnut i ansigtet på mig, inden han tog sin mobil og vores nøgler. Min mobil vibrerede højt.

 

Fra: Sofia Williams.

09:58

 

Hvor er du? Jeg kunne ikke se dig, da vi spiste morgenmad. Er alt OK? Vi sidder i bussen og venter på på jer idioter *suk*.

 

Tanken om, at hun var bekymret og en smule sur, fik mig til at smile stort.

 

Til: Sofia Williams.

10:03

 

Vi kommer nu. Sorry..

 

"Der er to frie pladser der" sagde Carter og pegede på pladserne ved siden af Emma og Sofia. Der var 20 siddepladser i vores Tourbus. Sarah og Angelina (hendes veninde) sad aller bagerst. De næste to rækker var tomme. Derefter sad Jack og Jack til højre, Carter og Matthew til venstre. Så kom toilettet og ved siden af det, var der to pladser som Hayes havde overtaget. Han var faldet i søvn. Foran ham sad De; Emma inderst og Sofia yderst. Hun havde ikke opdaget noget endnu, for hun hørte musik og kiggede træt ned i gulvet. Hendes hoved lå skråt på sædets pude og hun sang lydløst med. Det var først, da Nash satte sig på sin plads (inderst) og jeg også satte mig ned, at hun vendte sig om. Hendes øjne mødt mine, ligesom i går, og fik sat en masser tanker i gang. Hun bed sig i læben og smilede en smule genert.

"Turen til tivoliet tager en time" afbrød William i en mikrofon. Hun fulgte interesseret med, men smilede stadig. Drengene klagede.

"Neeej" sagde Gilinksy.

"Det er alt for lang tid" tilføjede Carter.

"I forkorter mit liv med en time" tilføjede Emma sukkende.

Efter en halv time, var Nash rykket ned til Matthew og Carter. De var fast besluttet på, at filme en video, hvilket betød at jeg havde siddet "helt alene" i endnu en halv time. Både Sofia og Emma var faldet i søvn. Emmas hoved vendte ud mod vinduet og Sofias ud mod mig. Jeg betragtede hendes naturale ansigt. Mærket kunne næsten ikke ses mere. Det var blevet dækket, gik jeg ud fra. Hendes mund var meget svagt åbnet, hun træk vejret meget langsomt og lydløst. Musikken fra høretelefonerne blev højere. Hun rømmede sig og mumlede et eller andet utydeligt. Jeg vendte hurtigt mit ansigt ud mod vinduet og studerede bygningerne. Hun skulle ikke opdage mig i at kigge. Jeg grinte lidt for mig selv.

"Hvad griner du af?" Mumlede hendes stemme. Jeg vendte mig mod hende igen.

"Ikke noget" sagde jeg kort og håbede, at hun ikke havde lagt mærke til noget. Hun kneb sine øjne sammen.

"Det er ikke pænt at stirre" hviskede hun. Et smil bredde sig på både hendes og mine læber. Jeg kiggede ned mod mine sko.

"Jeg kunne ikke sove på grund af dig" tilføjede hun klagende og hostede.

"Undskyld Deres højhed" jokede jeg og fik hende til at grine.

"Hvad kan jeg gøre, for at gøre det godt igen?" Spurgte jeg om, men vidste på forhånd hvad hun ville svare. Bussen stoppede, alle rejste sig og tog deres vigtigste ejendele. Vi stod i en række og gik langsomt hen mod udgangen. Tourbussen lignede et bombet lokum. Der var rodet overalt, hvilket fik vores managere til at klage. Sofia stod foran mig og samlede nogle af hendes ting, i en Charizard rygtaske. Det overraskede mig, at hun ikke var piget. Piget som en visse person.

"Du kan invitere mig ud på en hemmelig middag med jakkesæt og en Ferrari" sagde hun en smule ironisk og så rundt i bussen, for at være sikker på, at ingen havde hørt det.

"Det er i orden" sagde jeg, hvilket fik hende til at se overrasket på mig. Jeg trak på mine skuldre.

"Så skal du også være klar" tilføjede jeg.

"Ja, ja Cam" hun klappede mig på brystet.

"Jeg har høje forventninger, bare så du ved det" sagde hun og jokede stadig. Hun sprang den sidste trappe over og hoppede ned på asfalten.

"Cameron!" råbte en pige og afledte min opmærksomhed.

"Gift dig med mig" skreg en anden.

"Jeg vil have dine babyer" råbte flere piger i kor. Tanken om at mine fans var skøre, fik mig til at grine. Sofia rystede også grinende på hovedet. Vi bevægede os alle mod indgangen. Fans prøvede at møve sig ind sammen med os. Vi blev alle skubbet ind i hinanden.

"Av!" sagde Hayes højt.

"Hey! Ikke skubbe!" prøvede Carter at sige.Han fløj ind i Matthew, som så ud til at få stress.

"Flyt jer dog!" skreg han.

"Sikke nogle, stop så med at skubbe Emma, hvad var jeg ved at sige? Nå ja, sikke nogle unikke fans du har" forsøgte Sofia at sige.

"Kom her" sagde jeg og tog hendes hånd, for at trække hende over på min anden side, hvor der ikke var fans. Hendes bløde hånd, som jeg før havde holdt om. Jeg kunne ikke give slip.

"Tak for hjælpen" sagde hun og afbrød mine tanker. Jeg gav slip og prøvede at undgå øjenkontakt. Tilbage til hvor jeg kom fra. Hvis jeg gættede rigtigt, havde hun klaustrofobi.

"Har du klaustrofobi eller sådan noget?" spurgte jeg forsigtigt om. Hun nikkede smilende. Hun havde klaustrofobi og vi befandt os i en gigantisk menneskesamling. Det måtte være hårdt.

"Er du ok?"

"Jeg har det ikke så godt lige nu. Det er ubehageligt" sagde hun. "Undskyld. Man må ikke afbryde". Bare jeg kunne gøre noget, men alle inklusiv fans, havde lov til at være her?

"Og coulrofobi" tilføjede hun. Hvad var coulrofobi for noget?

"Fobi for klovne" svarede hun, som om hun kunne læse mine tanker. Jeg kiggede overrasket på hende og hun trak på sine skuldre.

"Alt for meget information. Undskyld" sagde hun igen.

 

 

På to timer, havde vi været halvdelen af tivoliet igennem. Alle de 'sjove' forlystelser var blevet prøvet, vi havde kørt i radiobiler, været oppe i et tårn for at kunne se ud over hele tivoliet, kørt rundt i både karrusel og pariserhjul, været hos et par boder, hvor Emma ville vinde en bamse til Sofia, men tabte og gik trist videre, hvilket gjorde at jeg købte den i alt hemmelighed.. Et af mine fans havde spurgt hende, hvordan hun havde fået mærket på kinden. Man kunne ikke se det så tydeligt, men når solen skinnede på hendes ansigt, kunne mærket spottes. Hun havde svaret "jeg blev angrebet af et dyr" hvilket fik os alle til at grine. Alle undtagen Sarah, Angelina, Nash og Jack J, som gik langt bag os.

"Come on? Hvad er I så bange for?" grinede Emma.

"Det er jo bare en rutsjebane?"

Pigerne, altså Emma, Sofia og Angelina, ville prøve en overdrevet, alt for farlig, vildt skræmmende rutsjebane. De havde pænt inviteret os drenge med. Nash, Matthew, Carter, Jack J, Jack G og jeg ville ikke med, hvilket betød at Hayes var den eneste dreng med mod.

"Det bliver jo mega fedt!" råbte han og adrenalinen var allerede i gang.

"Jeg tror ikke, at det er en god ide for mig at komme med" klukkede Sofia og pegede på hendes kjole.

"Screw that!" sagde Emma og grinte morsomt over situationen.

"Jamen så deler vi os. I går bare videre, mens vi prøver rutsjebanen, og senere kan vi mødes" sagde Sofia. Sådan blev det.

 

 

"Lad mig lige låne din mobil. Jeg skal ringe til Sofia og spørge hende om, hvor vi mødes".

Jeg gav Nash et puf på hans skulder. Min mobil var død og jeg kunne ikke kontakte pigerne. De havde været væk i næsten en time.

"Selvfølgelig. Men jeg har ikke hendes nummer" sagde han og gav mobilen.

"Tak" sagde jeg kort og gad egentlig ikke at svare ham. Ved en fejl, kom jeg til at gå ind på hans beskeder og ville gå ud, men en samtale fangede min opmærksomhed.

 

Fra: Nash Grier.

Til: Sarah Smith.

22:07

 

Har du også lagt mærke til at Sofia tilbringer meget tid med Camerom? jeg tror, at hun prøver at separere jer. Just saying..

 

 

 

Fra: Sarah Smith.

22:11

 

Det tror jeg ikke Nash. de har jo lige mødt hinanden???

 

 

 

Fra: Nash Grier.

Til: Sarah Smith.

22:16

 

Det tænkte jeg også på, men hun kom over til Cameron og jeg, og spurgte en masse spørgsmål om jer to. Såsom, hvornår i skulle slå op og om han overhovedet kunne lide dig.

 

 

 

Fra: Sarah Smith.

22: 17

 

Hang on. Jeg kommer.

 

 

 

Fra: Nash Grier.

Til: Sarah Smith.

22:20

 

Forresten... De har været alene i meget lang tid nu og jeg så hendes hoodie ude i stuen. Jeg tror virkelig at der er sket noget mellem dem.

 

 

 

Fra: Sarah Smith.

22:22

 

Vent lidt. Har de haft..?

 

 

 

Fra: Nash Grier.

Til: Sarah Smith.

22:26

 

Jeg ved det virkelig ikke. Du bør tale med dem eller i det mindste gøre noget. De står ude på gangen nu.. 

 

 

 

Fra: Sarah Smith.

22: 30.

 

Den b!tch.

 

 

 

"Hey, de kommer der!" afbrød Nash. Jeg kunne høre Emma og Hayes diskutere om, hvor vidt De var blevet væk i tivoliet og Sofias latter i baggrunden.

"Det var den fedeste ride, jeg nogensinde har prøvet" flippede Hayes ud.

"Det var det ikke for mig. Du skriger højere end pige" grinte Sofia. Jeg vendte mig mod Nash. Hvad fanden var det her? Nu forstod jeg bedre, hvorfor de alle skulle gå lige pludselig og hvorfor Sarah dukkede op ude på gangen.

"Du har vel ikke brug for den mere?" spurgte han.

"Det har jeg vist ikke" sagde jeg. Mobilen smed jeg i hans hænder og gik derefter mod Tourbussen. Tænk sig, at have sådan en 'bror'.

 

 

"Pssst". Sofia lavede en masse armbevægelser, for at få min opmærksomhed.

"Endelig!" sukkede hun.

"Jeg snakkede til dig, men du var bare helt lost. Er der noget i vejen?" Vi sad alle i bussen og var på vej hjem, hvilket jeg frydede mig over. 3 timer i et tivoli var røvsygt, så jeg kunne ikke være andet end glad.

"Nåå, nej da? Ser det sådan ud?" spurgte jeg og lod som ingenting. Jeg havde fortalt Matthew, at Nash skulle sidde hos dem, da jeg ikke gad ham.

"Cameron" sagde hun bare og rystede på hovedet.

"Flyt dig lige".Jeg rykkede ind til vinduet. Hun lagde hendes mobil og høretelefoner på sit sæde, før hun satte sig ned ved siden af mig.

"Er du helt sikker?" spurgte hun igen.

"Ja" mumlede jeg kort og kom til at lyde irriteret.

"Undskyld, hvis jeg irriterede dig eller sådan noget" sagde hun stille og skulle til at gå tilbage.

"Sofia. Det var ikke sådan ment. Altså, jeg har bare nogle problemer med Nash i øjeblikket. Det har ikke noget med dig at gøre" forklarede jeg og hentydede til måden jeg havde svaret hende tilbage på.

 

 

Hvem er det?" sagde jeg, da det bankede på døren til mit værelse. Vi var kommet til hotellet og jeg sad inde på mit værelse og skrev sammen min fotograf Bryant. Døren blev åbnet og Matthew trådte ind.

"What's uuup?" sagde han smilende.

"Ikke så meget" svarede jeg og smed min mobil på min seng.

"Hvad så?" spurgte jeg om for at bryde den akavede stilhed.

"Hvad er der sket mellem Nash og dig?" spurgte han om. Åh nej.

"Ikke noget" sukkede jeg.

"Ej hold nu op. Du ved, at vi kan tale om alt" sagde han og satte sig i stol.

"Ja, jeg venter. Og der er også noget andet, jeg gerne vil tale med dig om" tilføjede han.

"Okay" sagde jeg opgivende og fortalte ham om deres beskeder.

"Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det" mumlede han.

"Jeg havde ikke regnet med, at han ville gøre sådan". Jeg åbnede munden for at svare, men døren til mit værelse blev åbnet, og Sarah kom gående ind. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Gud, hvor var jeg blevet træt af hende og hendes tårer.

"Må jeg gerne tale med dig?" Matthew rejste sig.

"Du behøver ikke at gå" sagde hun, men kiggede stadig på mig. Hun satte sig ved siden af mig på min seng og rømmede sig.

"Cam" startede hun med at sige.

"Undskyld for alt hvad jeg har gjort. Det var ikke med vilje, at jeg slog Sofia. Jeg blev bare jaloux" sagde hun og talte videre. Hun skulle ikke nævne Sofias navn.

"Jeg er bare kommet for, at bede om tilgivelse, eller hvad man så kalder det" fortsatte hun. Jeg kiggede over mod Matt, som nikkede.

"Spil med på den" hviskede han næsten lydløst. Sarah krammede mig og hun græd stadig.

"Jeg ville ikke miste dig" hviskede hun. Jeg viste ikke hvad man gjorde i sådanne situationer og besluttede at kramme hende ufrivilligt.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...