Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2016
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret? º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

102Likes
185Kommentarer
66713Visninger
AA

34. ✿ Kapitel 5| Uforanderlig

 

 

"Var det her hvad du mente med et ret cool sted?" spurgte jeg, da vi kom ind i lobbyen i et af de største skyskrabere jeg nogensinde havde set og været i. Han nikkede smilende som om det betød intet og vinkede tilbage til et af receptionisterne. En piccolo stod ved elevatoren og trykkede på elevatorknappen så snart vi kom derover.

"Jeg er skuffet Elli," klukkede jeg. "Hvorfor sagde du aldrig at du boede i samme bygning som Orlando Bloom?" spurgte jeg og var stadig i mental chok. Hvordan kunne det være at han boede sådan et fancy sted og at han aldrig havde sagt det til mig? Det gav slet ikke mening. Hvis jeg var ham ville jeg holde fest hver weekend og invitere alle dem jeg kendte for at vise min awesome lejlighed.

"Jeg ville ikke have at du fik den forkerte opfattelse af mig. Altså at jeg var en narcissistisk person," sagde han og træk på skuldrene. Elevatoren stoppede ved level 22 og da vi kom ud, stod endnu en piccolo ved navn Simon, som høfligt tog taskerne fra Elliot.

"Velkommen tilbage Monsieur Coeur," sagde han høfligt og Elliot svarede tilbage med et smil. Simon fulgte efter os helt ind til Elliots gigantiske lejlighed. Han stillede taskerne på en kommode i entréen, bukkede en enkelt gang og lukkede døren bag sig da han gik.

"Jeg troede helt seriøst ikke på at du boede her, indtil det øjeblik hvor du låste op for døren," mumlede jeg lavt og rullede ud i stuen på min akavede kørestol. Det her gav slet ikke mening. Hvordan kunne han bo i sådan et smukt sted? Hvem betalte for det? Var han en undercover millionær? Jeg fortsatte ud til de store vinduer som gik fra loft til gulv og kiggede tilbage på Elliot.

"Du spurgte aldrig ind til det," sagde han og slap Keiser løs i den store lejlighed. Derefter tog han min taske og gav tegn til at han ville stille dem ind på et værelse. Det nikkede jeg kort som et tegn på yes og tjekkede ellers lejligheden ud. Der var mallerier på de få hvide væge og køkkenet var noget af det mest smukkeste jeg nogensinde havde set. Jeg nærmede mig det store køleskab og kiggede på billeder af forskellige mennesker jeg aldrig havde set før. Der var dog et billede af Elliot og jeg fra "klassefesten", hvor vi så overraskende godt ud, men det var nu de små huskesedler der hurtigt fangede min opmærksomhed. Tusind tak for den lækre lunch!, Husk at vi skal i biografen den 17., Jeg kommer først hjem omkring 15-tiden i dag med flere noter. Det var ikke Elliots håndskrift, for det her var  for piget til at kunne være hans. Vent lige lidt... Havde Elliot en kæreste? What, no way! Han kom gående tilbage med mobilen i hånden og jeg vendte mig hurtigt om, før han så at jeg stenede huskesedlerne.

"Det her er vildt cool," kommenterede jeg og håbede desperat at jeg kunne redde mig selv. Han kiggede op og smilte.

"Det er jeg glad for at du siger. Hvad ville jeg have gjort, hvis du ikke kunne lide det," kommenterede han drillende og kom gående hen mod mig. "Skal jeg vise dig rundt?" spurgte han og jeg nikkede ivrigt.

"Som du kan se, er det her stuen og lige derovre er køkkenet," forklarede han, mens jeg blev kørt fra det eneste sted til det andet. Vi stod foran køleskabet, hvor Elliot læste de små huskesedler. Han rødmede i ansigtet og hev dem ned hvorefter han krøllede dem sammen i sin hånd.

"Arh, det er så pinligt når hun gør det her. Især når hun ved at andre er til stede," klukkede han og smed dem ud i skraldespanden med et rystende hoved. Jeg ville spørge ham om hvem det var, men hvorfor skulle jeg egentlig blande mig? Måske havde Elliot fået en kæreste, som han havde valgt at holde hemmeligt for mig. Jeg sukkede kort af mig selv og min ynkelighed. Stop så. Han havde også ret til at have et privatliv.

"Det her plejede at være et gæsteværelse, men som du kan se, bliver det brugt i øjeblikket... Ved siden af værelset er badeværelset som gæster også bruger," klukkede han og fortsatte ellers, som der ikke var sket noget. Min teori om at han muligvis havde en kæreste, blev lige pludselig mere og mere sandssynlig.

"Her har vi så mit værelse," sagde han kort og løftede kørestolen op af de tre trin. Hans værelse var meget simpelt og æstetisk. Det hele var sort-hvidt pånær et maleri han havde på et stativ ved vinduet.

"Har du malet det?" spurgte jeg og kiggede overrasket på hans mesterværk.

"Det er ikke særlig godt, men ja..." klukkede han og trak på skuldrene, mens han satte sig ned på sin seng. Hvad fanden mente han med at det ikke var godt? Maleriet var noget af det smukkeste jeg nogensinde havde set. Hvert enkelt penselstrøg var så betydelig for hvad der stod tilbage på lærredet og jeg kunne ikke andet end at kigge måbende på det.

"Elliot, det er noget af smukkeste jeg nogensinde har set. Jeg ved ikke hvordan du har formået dig at blande alle de følelser sammen, men det har virket," mumlede jeg og kiggede over på ham. Han så meget chokeret ud. Som om det ikke var det han havde forventet at høre fra mig.

"Virkelig?" spurgte han og rykkede sig over til kanten ved siden af mig.

"Virkelig," svarede jeg og nikkede ivrigt. "Hvis det her ikke bliver vist frem på et museum eller bliver solgt, ja så det ved jeg det ikke," klukkede jeg.

"Der er mere hvor det kommer fra," sagde Elliot og pegede tilbage på en masse sorte kasser og mapper, som befandt sig i reolen.

"Må jeg kigge på dem?" spurgte jeg og lignede et barn, som var sluppet løs i en legetøjsforretning. Han rystede på hovedet og mumlede noget, der mindede om at de var alt for afskylige til at blive vist frem.

"Elli, come on," brokkede jeg mig, men han nægtede. Stædig ged altså.

"Plus, der er også ret så private ting derinde," sagde han og rullede mig ud fra soveværelset.

"Aha... Såsom drengeting?" spurgte jeg og grinte. Han rystede igen afvisende på hovedet, hvilket gjorde at jeg kun kunne sidde forvirret tilbage i kørestolen. Hvad kunne det så være? Måske havde han parterede menneskelegemer derinde... Ej, ok. Nej Sofia.

"Skal vi spise frokost?" spurgte han smilende og jeg nikkede endnu en gang. "Nå, ja. Der er noget jeg bliver nødt til at fortælle dig," sagde han efter at have fundet ingredienser frem.

Døren blev åbnet til Elliots lejlighed og en masse larm fulgte med. En taske blev lagt ned på jorden, lyden af en jakke der blev hængt op på en knage kunne høres og raslen med poser var overdøvende. Hvem var det og hvorfor følte jeg at jeg var med i en gyserfilm lige pludselig? En slank skikkelse som til syne og kom tættere på. Hendes øjne mødte mine.

"Hvem er det?" spurgte den unge pige og kiggede skiftevis på Elliot og jeg.

"Cordelia, det her er Sofia," sagde Elliot og introducerede os til hinanden. What the heck?

"Nåå ja, Sofia. Hun er lige så smuk som du beskrev hende," sagde hun og gav høfligt min hånd et klem. Elliot grinte kort og gav hende det-taler-vi-ikke-om-i-alt-offentlighed-blikket. Det lagde hun selvfølgelig mærke til.

"Jeg kan godt se det med øjnene, Elliot. De er formidable," fortsatte hun og Elliot afbrød hende.

"Sofia det her er så Cordelia," forklarede han, men brikkerne faldt stadig ikke sammen. Hvad gik det her ud på?

"Ann Cordelia Coeur," sagde hun smilende, så de blå øjne lyste op.

"Ja, ja," sukkede Elliot, rystende på hovedet. "Cordelia er min lillesøster," sagde han og det føltes som at blive slået i ansigtet af en hammer. Selvfølgelig var hun da det Sofia, come on...

"Virkelig?" spurgte jeg for en sikkerhedsskyld, men kunne godt se de fælles ansigtstræk. Cordelia nikkede anerkendende og lagde armen rundt om Elliot så jeg kunne kigge på deres ansigter.

"Wow. Du er virkelig smuk Cordelia. Man skulle tro at du var en model eller lignende," klukkede jeg og hun fjernede sig igen.

"Det er jeg faktisk! Jeg arbejder sammen med Jean-Paul Gaultier og går runway når jeg er i Frankrig og holder så "ferie" hver tredje måned så jeg kan besøge Elliot," forklarede hun og skulle lige til at åbne munden før Elliot igen afbrød hende.

"Cordelia, kan du ikke sætte dine ting på plads? Og hvorfor er du hjemme så tidligt i dag? Sagde du ikke selv at du ville komme klokken 15?" spurgte han og kiggede forventningsfuldt på hende. Hun sukkede kort og mumlede noget der mindede om at hun nok skulle stille dem ind på sit værelse.

"Altså Eleanor og jeg ventede ude foran øvelokalet i 45 minutter, hvorefter vores læreinde skrev en besked om at hun ikke kunne  møde på alligevel, så vi shoppede i stedet for," forklarede hun og satte kurs mod indgangen. Jeg smilte ved tanken om at hun bare havde tænkt screw it, lad os shoppe. Hun så ud til at være en rigtig sød pige allerede nu.

"Hvad er det hun går til?" spurgte jeg nysgerrigt og Elliot vendte sig igen mod mig, efter at have holdt øje med hvor mange poser tøj Cordelia havde købt.

"I dag havde hun klaver undervisning, men udover det går hun til alt," klukkede han og sukkede kort, som en rigtig bekymret storbror ville have gjort.

"Hvordan har hun tid til det, når hun både går på en privatskole og er en model på samme tid?" spurgte jeg og følte mig meget, meget, meget doven. Det var helt pinligt, hvor doven jeg følte mig.

"Altså når hun er i Frankrig, følger alle aktiviteterne bare med på skolen. Tennis, badminton, gymnastik, svømning og musik. Der er en aktivitet per dag. Hendes favoritaktivitet er musik, så hun får også undervisning når hun er her," forklarede han og jeg har aldrig nogensinde været så taknemmelig. Tak mor. Tusind tak for en helt almindelig folkeskole.

"Wow..." klukkede jeg bare endnu en gang og kiggede ned på mit ben. Lyden af Cordelia der sang, mens poserne blev tømt, kunne høres ud til stuen og både Elliot og jeg grinte.

"Nå, hvad kunne du godt tænke dig?" spurgte han og så på mig.

"I have no idea. Du bestemmer," sagde jeg smilende og var meget nysgerrig omkring Cordelia. Hvor gammel var hun? Var det ikke svært for hende at leve et så planlagt liv, med hensyn til skole og fritid? Hvordan var hendes forhold til Elliot? Og deres far?

"Du kan bare gå ind til hende, hvis du har lyst," sagde Elliot og måtte have lagt mærke til at jeg dagdrømte.

"Men er det ikke lidt... akavet?" spurgte jeg forsigtigt og turde faktisk ikke længere at gå ind til hende. Vi havde jo lige mødt hinanden...

"Nej da!" sagde han grinende og fortsatte med det han nu var i gang med. "Hun er meget glad for at folk spørger ind til hende eller generelt bare er interesseret i hvad hun laver," forklarede han yderligere. Hm... Jeg nikkede kort og fandt frem til hendes kridhvide dør. Jeg bankede forsigtigt på og kunne høre hendes stemme fra den anden side.

"Hvad nu Elliot?" spurgte hun irriteret og gik rundt inde på værelset.

"Det er Sofia," klukkede jeg stille og kunne høre Elliots grin fra køkkenet, da Cordelia blev helt stille. Hun panikkede helt sikkert derinde, for det gjorde jeg i hvert fald. Døren blev åbnet og Cordelia stod med en masse papirer i sine hænder.

"Sorry. Jeg troede at han ville have mig til at gøre et eller andet for ham... Men kom ind!" sagde hun og gjorde plads til min åndssvage kørestol. Hun lukkede døren bag mig og ryddede op på sin seng, hvor der lå endnu flere løse papirer.

"Jeg prøvede at finde en sang, som jeg havde tænkt mig at spille," sagde hun stille og smilte. Hun sorterede i dem lynhurtigt og satte dem ind i fire forskellige mapper. Jeg vidste ikke rigtig hvad forskellen var, for ordene var på fransk og hun arbejdede alt for hurtigt. Efter at hun så havde fundet den rigtige sang med de rigtige noder, kørte hun mig hen til sit sorte klaver og satte sig foran det.

"Kender du sangen?" spurgte hun og hentydede til den hun om et øjeblik skulle spille. Jeg rystede på hovedet og hun nikkede forstående. "Last Leaf Falls," sagde hun og smilte, før hun kort rømmede sig og begyndte at spille. Hun lavede små fejl her og der, som hun markerede på noderne på papiret og øvede det igennem indtil det var fejlfrit. Jeg havde aldrig mødt en person med så meget gåpåmod og viljestyrke.

"Hvor var det godt!" sagde jeg mega stolt og klappede af hende.

"Tak, tak! Tusind for denne fantastiske pris I har foræret mig," sagde hun og forestillede sig at hun havde vundet en Oscar. Vi grinte begge af det og hun satte sig ned igen. Hun spillede et par andre sange, som jeg også kendte til og vi sang sammen i fællesskab.

"Du er helt vild god til at synge!" roste hun mig og så nærmest helt forbløffet ud. Jeg rystede afvisende på hovedet og fik det helt varmt i ansigtet.

"Skal jeg lære dig at spille klaver?" spurgte hun med lysende øjne og en brændende passion. Jeg gik ud fra at jeg ikke havde noget valg og takkede ja. Hun valgte en børnesang, da jeg aldrig nogensinde havde spillet klaver før, og vi startede ud med de nemme akkorder. Hun placerede mine fingre på de bestemte tangenter og så meget chokeret ud lige pludselig.

"Wow... Er du gift?" spurgte hun forbløffet og kiggede blankt op på mig. Jeg grinte kort af hendes reaktion og rystede på hovedet.

"Nej, jeg er forlovet," sagde jeg og hun så stadig lidt forvirret ud.

"Men er du ikke kun 19?" spurgte hun igen og kiggede på ringen. Jeg følte mig lidt ligesom Frodo fra Ringenes Herre. Jeg nikkede kort. "Altså, Elliot fortalte mig om det," skyndte hun sig at sige. "Han taler meget om dig," sagde hun smilende og fjernede blikket fra min ring og hen til tangenterne igen. Det havde jeg ikke troet om Elli. Altså at han talte om mig med andre, siden han var lidt af en introvert person.

"Nå... Hvad siger han da?" spurgte jeg om og prøvede at beherske mig. Det skulle helst ikke lyde som om at jeg var alt for ivrig... Men jeg ville også vide det!

"Altså..." startede hun og begyndte at spille igen. "Jeg ved det ikke... Han taler meget positivt om dig og sådan," klukkede hun og grinte kort af sin egen beskrivelse. "Han var vildt bekymret, da du kom ud for bilulykken. Det var det eneste han talte om fra da han stod op, til når han gik i seng igen," mumlede hun og rømmede sig svagt. En dårlig samvittighed skyllede over mig. Jeg kiggede ned på mine hænder af skam. Det havde aldrig nogensinde været min intention, at såre Elliot på den måde.

"Det er jeg ked af," undskyldte jeg og følte at det var mit ansvar.

"Ej, det er altså ikke din skyld. Du skal ikke bebrejde dig selv," sagde hun og sendte mig et stort smil, mens hun skiftede til en ny sang. "Han blev vel bare hårdt ramt, fordi det samme skete for vores mor," tilføjede hun, hvilket kun fik mig til at få det dårligere. Tænk engang at en fjortenårig pige var mere moden og voksen end jeg var.

"Men han taler også positivt om dig. For eksempel hvor sjov du ser ud i ansigtet, når i skal lave matematikaflevering," sagde hun og grinte.

"Åh nej. Nu fremstår jeg som en talblind person," klukkede jeg og rystede på hovedet.

"Der er også tider, hvor du er det eneste han taler om. Jeg ved ikke om jeg må sige det her, men tror at han kan lide dig," klukkede hun og kiggede op så vores øjne mødtes. Hun åbnede munden for at tilføje noget, men blev afbrudt da det bankede på døren. Hun rejste sig sukkende op og åbnede døren.

"Hvad nu?" spurgte hun og satte hånden på hoften, der gjorde at Elliot kom til at grine.

"Frokosten er klar," sagde han og sendte mig et smil.

"Ja, men vi er altså lige ved at tale om noget," sagde hun irriteret, som fik os begge til at grine.

"Det kan i også gøre senere," konstaterede han og kørte mig ud fra Cordelias værelse og hen til stuen.

"Hvordan var det så at tale med hende?" spurgte Elliot og smilte.

"Det gik helt fint. Jeg vil gerne adoptere hende som min lillesøster," sagde jeg smilende og helt uden at overdrive. Jeg ville ikke klage hvis Cordelia besluttede sig for at blive min lillesøster. Tværtimod.

"Virkelig? Du må gerne tage hende med," sagde han grinende idet at Cordelia kom ud fra sit værelse.

"Jeg har allerede pakket mine ting, så det gør mig faktisk ikke noget," sagde hun sarkastisk og satte sig ned. Man kunne virkelig fornemme kærligheden mellem dem. Keiser kom løbende ind i køkkenet og satte sig ved siden af os, som om han også skulle spise sammen med os.

"Hvor har du været henne? Lige siden du blev løsladt herinde, har du ikke været i nærheden af mig," sagde jeg til Keiser og han kunne ikke være mere ligeglad.. Han kiggede en enkelt gang på mig hvorefter han lagde sit hoved på Cordelias skød.

"Husk at vi skal hjem sammen," tilføjede jeg og kneb mine øjne sammen. Elliot og Cordelia grinte af min kommentar, men der var ingen reaktion fra Keiser. Måske havde han nået sin teenager fase, who knows?

"Hvor lang tid skal du bo sammen med os?" spurgte Cordelia og tog en bid af en kantarel.

"I en uges tid, vis intet går galt derovre," klukkede jeg og sendte hende et smil.

"Hvor skal du sove henne?" spurgte hun igen og kiggede på mig med blanke øjne.

"Hun skal sove inde på mit værelse," svarede Elliot uden at kigge på hende.

"Ej, jeg får aldrig lov til at sove inde på dit værelse," klagede hun og brokkede sig.

"Du har dit eget værelse," kommenterede han, men blev ignoreret af Cordelia.

"Det er altså første gang at nogen skal sove i hans seng," sagde hun og kiggede igen på mig.

"Jeg går ud fra at jeg er undtagelsen," sagde jeg og vi grinte begge, mens Elliot sukkede af sin lillesøster.

Da vi blev færdige med at spise frokost, ryddede vi op i køkkenet og flyttede os senere hen til stuen, hvor Cordelia ville se sin serie. På fransk selvfølgelig, hvilket betød at hun oversatte alt hvad de sagde. Meget spændende, hvis du spørger mig.

"Hvad handler det overhovedet om?" spurgte jeg meget forvirret og havde ikke forstået noget endnu.

"Altså, det er en meget ny serie, så jeg ved ikke særlig meget om den," klukkede hun og jeg kunne høre Elliot fnyse i baggrunden.

"Right..." sagde han og blev ignoreret af Cordelia.

"Det handler om fem high school elever, som går i samme klasse. De er fra vidt forskellige lande og derfor klinger de også bedst sammen. Men ja, det her er 5. episode og et af de tre piger er blevet forelsket i et af de to drenge. Han kan også lide hende, så de er et upcoming par. Den anden dreng kan også lide hende pigen og der opstår en masse konflikter. Hun kan i øvrigt heller ikke finde ud af hvem hun kan lide," forklarede hun, uden at trække vejret, og kiggede smilende på mig.

"Det lyder meget dramatisk.." sagde jeg stille og kiggede på Elliot, som så ud til at kede sig ihjel. Stakkels ham...

"Noah er min favorit. Se, der er han!" sagde hun entusiastisk og pegede på TV skærmen. En Cody Simpson lignende dreng kom til syne på skærmen og pludselig lød en hyperventilation fra Cordelia.

"Han er bare så lækker!" udbrød hun og jeg måtte indrømme, at jeg ikke havde forventet det her.

"Kom det bag på dig?" spurgte Elliot og grinte af min chokerede reaktion. Jeg nikkede og grinte også med.

"Jeg havde bare forestillet mig at Cordelia ville være en type, som ingen interesse havde for drenge og sådan," sagde jeg og kunne se Cordelia ryste hovedet i benægtelse. Hun mumlede noget der mindede om jeg er altså ikke en nonne.

"Alt det jeg skal døje med..." mumlede Elliot stille og havde ondt af sig selv.

 

Timerne gik, hvor vi havde siddet og set Cordelias kærlighedsserie, og det var nu blevet tid til at lave aftensmad. Jeg blev kørt hen til øen ved køkkenet og de to søskende sørgede for at lave maden. Cordelia fandt en masse kogebøger frem og bladrede gennem siderne.

"Kan du ikke bare vælge noget? Jeg er altså vildt sulten..." klagede Cordelia og kiggede ned på sin mave. Stakkels pige dog. Jeg vidste udmærket hvordan det føltes at være tæt på at dø. Altså det at være sulten. Nej OK, joken er kørt for langt ud...

"Så må du selv vælge," sagde Elliot og gav hende bogen.

"Ej, det magter jeg altså ikke," klukkede hun udmattet og Elliot tog bogen til sig igen. Han sukkede kort og rystede på hovedet. Jeg ville ønske at jeg også havde en storbror, men istedet boede jeg sammen med Emma, som ikke engang ville åbne døren når det bankede på. Men det er vel stadig noget?

Efter at Elliot havde bestemt sig, uden hjælp fra Cordelia, fandt han råvarerne frem og begyndte så småt at tilberede maden. Jeg forsøgte i mellemtiden at dække bord, men det med kørestole og et højt bord, ja det fungerede ikke særlig godt. Heldigvis kom Cordelia mig til undsætning og sørgerede for borddækningen. Elliot havde i midlertid lavet maden og det duftede godt i hele huset.

"Elli, du bliver nødt til at købe nogle nye stole. Nogen af os lever under andre vilkår," sagde jeg og trak på uskyldigt på skuldrene.

"Ja, ja Sofia," sagde han grinende og stillede tingene fra sig. Cordelia satte sig til rette på stolen og jeg åbnede munden for at svare ham igen, før han løftede mig op fra kørestolen og placerede mig på spisestolen, som var jeg et objekt.

"Hahah, i ligner et couple fra den serie jeg ser," fnes Cordelia og pegede fingre af os. Der gik et par sekunder før hun lagde mærke til hvad hun havde sagt og kiggede derefter hurtigt ned på sin tallerken. Elliot rykkede min stol tættere på bordet uden at sige noget og jeg kiggede væk. Det her var vildt akavet.

"Nå, lad os spise!" sagde Cordelia henrykt for at lette stemningen og gøre tingene lidt mindre akavet. Jeg havde lyst til at springe ud af bygningen fordi jeg rødmede så meget. Nej, hvor var det her forfærdeligt.

"Er du OK?" spurgte Cordelia og kiggede på mig.

"Hvad? Ja, jeg har det helt fint!" sagde jeg og skulle hives ud af min drømmeverden. Calm down Sofia, calm down. Træk vejret og tæl til enten 10 eller 1000.

"Er du sikker?" spurgte hun igen, men tog det tilbage.

"Cordelia, jeg tror det er nok nu," sagde han og rømmede sig. Han kiggede ikke op på mig en eneste gang og måtte på et tidspunkt tage sin trøje af, så han sad i t-shirt.

"Tak for mad. Jeg går ind på mit værelse og øver lidt," sagde Cordelia og flygtede fra den akavede stemning, som hun selv havde skabt. Jeg ville også ønske at jeg kunne det, men med et brækket ben og en arm ville jeg sikkert ikke nå særlig langt. Elliot og jeg forsøgte at tale sammen, men det fungerede overhovedet ikke, så vi besluttede os for at se film.

"Star Wars?" spurgte han. "Star Wars," svarede jeg tilbage og der gik ikke særlig lang tid, før vi begge sad på sofaen med en masse slik og chips.

"Du er faktisk den første person jeg skal se Star Wars med," klukkede jeg forsigtigt, bange for at den akavede stemning ville dræbe mig, mens jeg mindst forventede det.

"Virkelig? Det er mig en ære," sagde han smilende og jeg nikkede.

 

"Hvad er din yndlingsfilm egentlig?" spurgte Cameron.

"Øh, 'Ringenes Herre' I guess?" sagde jeg og betragtede nattehimmelen.

"Cool," sagde han nikkende og åndede på det store hotelvindue. Han tegnede et hjerte, skrev Casia i og grinte over sine kreative evner. "Har du nogensinde set 'Star Wars'?" spurgte han og tegnede en pil gennem hjertet. Jeg grinte kort.

"Aldrig," sagde jeg og var nær blevet myrdet.

"Er det rigtigt!" udbrød han og så chokeret ud.

"Ja!" sagde jeg. Det var jo ikke ligefrem fordi jeg havde gjort noget ulovligt.

"Er det rigtigt, rigtigt?" spurgte han igen.

"Ja, for helvede," sagde jeg grinende.

"Må jeg få æren af at være den første person du skal se den med?" spurgte han og krammede mig så hårdt at jeg var ved at dø.

"Hvis jeg overlever dit kvælertag, så vil jeg da overveje det," drillede jeg.

"Det tager jeg som et ja," sagde han smilende.

 

Jeg blev endnu en gang hevet ud af min drømmeverden, da Cordelia kom ud fra sit værelse. Hun gik hen til køleskabet, hældte vand op i en drikkedunk og gik ind på sit værelse igen. Jeg kiggede tilbage på TV'et og så en mørk skygge bevæge sig.

"Woah er det Darth Vader!" udbrød jeg spændt og satte mig op.

"Det er bare en skygge," sagde Elliot og var ved at dø af grin. Øv... Jeg satte mig skuffet tilbage i sofaen og lagde først nu mærke til, hvor tæt på vi egentlig sad ved siden af hinanden. Elliot havde ikke rykket sig en centimeter, men jeg var gået fra at sidde i den ene ende af sofaen til at sidde i den anden. Hvordan var det lige sket?

"Vil du have noget af tæppet?" spurgte han igen og jeg nikkede. "Hvad synes du om det indtil videre?" spurgte han nysgerrigt og fordelte tæppet mellem os.

"Det er meget spændende. Især fordi jeg ikke havde regnet med alt det her," mumlede jeg og fjernede ikke mine øjne fra skærmen. Lige indtil, at mine øjenlåg blev tunge.

"Sofia?" hørte jeg nogen sige og jeg rømmede mig kort.

"Hvad?" mumlede jeg og åbnede mine øjne. Elliot sad lænet over mig med et stort smil, der blottede hans pæne tænder.

"Du faldt i søvn," sagde han og satte sig tilbage. Virkelig? Jeg var sikkert blevet en skændsel for alle Star Wars fans. I'm sorry.

"Må jeg godt gå ind og sove?" spurgte jeg og satte mig også op. Elliot grinte kort.

"Selvfølgelig. Du behøver altså ikke at spørge," sagde han smilende og rejste sig op. Han strakte ud og rettede derefter sin t-shirt.

"Ja, men det er jo dit soveværelse," mumlede jeg og sukkede udmattet. "Hvad er klokken?" spurgte jeg og kunne ikke rigtig se noget på grund af Elliot.

"Den er ved at blive 23," sagde han og kørte sine hænder gennem sit lyse hår.

"Skal du ikke hen på uni i morgen?" spurgte jeg, chokeret over at han var oppe så sent. Han nikkede kort og Cordelia kom endnu en gang ud fra sin hule, iført nattøj. Hun traskede søvnigt hen til os og stod ved siden af Elliot. Man kunne virkelig se deres fælles ansigtstræk.

"Godnat og vi ses i morgen," sagde hun og kyssede både Elliot og jeg på kinden, som vi havde kendt hinanden lige siden barnsben. Det gav en følelse af at hun holdt af mig og for at være ærlig, så føltes det faktisk ret godt. Lidt som om at vi var søskende allerede. Hun traskede tilbage til sit værelse.

"Laver du selv din madpakke eller skal jeg?" spurgte Elliot og ventede på respons fra Cordelia. Hun åbnede døren til sit værelse og gav ham en thumps up, som jeg ikke helt forstod.

"Hvad betød det?" spurgte jeg forvirret og Elliot træk på skuldrene.

"Aner det ikke... Hun er så forvirrende nogle gange," klukkede han for sig selv og smilte.

"Nå, skal vi?" spurgte han og vendte sig om mod mig. Jeg gav ham også en thumps op og vi grinte begge, mens han løftede mig op. Vi gik ind på hans værelse, hvor han satte mig ned på sengen. Holy moly den madras var god.

"Det var godt at du allerede havde skiftet til nattøj, før du kom herhen," sagde han smilende og kom til at tænke på at Cordelia var gået i seng. Jeg nikkede smilende og betragtede endnu en gang de ting han havde i sit værelse.

"Jeg henter lige kørestolen," sagde han og gik ud fra værelset. Jeg samlede mit hår i en knold og skulle kæmpe en udfordrende kamp, for at kunne hive dynen over mig. Jeg vendte og drejede før jeg lå komfortabelt. En banken lød fra den anden side af døren og jeg satte mig op. Der røg alt den hårde arbejde.

"Kom ind," sagde jeg og en kørestol samt Elliot kom ind på værelset. "Hvorfor banker du på?" spurgte jeg og kiggede på Elliot, mens han stillede kørestolen ved siden af min seng.

"Aner det ikke. Måske var du ved at skifte tøj eller noget," sagde han og tog det hurtigt tilbage. "For det giver jo mening," sagde han og grinte af sig selv. Jeg rykkede mig og gjorde plads til at Elliot kunne sætte sig ved siden af mig. Stemningen blev igen akavet og ingen af os sagde noget i meget lang tid. Jeg kiggede ud af vinduet og kunne se lysene fra husene og bilerne som holdt for rødt. Elliot rømmede sig kort og sukkede af udmattelse. Jeg vendte mig igen mod Elliot og åbnede munden for at sige noget.

"Nå, du skulle jo sove, så jeg tror bare at jeg lader dig få noget ro," sagde han smilende med en anelse af usikkerhed og rejste sig op.

"Ja, det skal du da også. Især fordi det er dig, som skal lære noget i morgen," jokede jeg og lagde mig til rette igen.

"Godnat, Sofia," sagde han og sendte mig et smil, der gjorde mig helt euforiserende og fortryllet.

"Godnat Elli," sagde jeg og efter at han slukkede for lyset og lukkede døren bag sig, vendte jeg mig om på siden og kiggede ud. Hvad fuck tænkte jeg på?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...