Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2016
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret? º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

102Likes
185Kommentarer
66716Visninger
AA

6. Kapitel 5| Kvababbelse

 

 

Uden at tænke over det, løb jeg op ad trapperne, som om der var et monster efter mig. Emma skulle bare vide hvad jeg lige havde hørt! Det er så typisk af mig, at jeg bare gjorde ting uden at tænke mig om. Jeg kom op på 4. etage og min hjerne mindede mig om, at der 20 etager i alt. Scumbag hjerne. Den havde gjort det samme, da jeg var til min psykologi eksamen på gymnasiet (3.g). Jeg kunne ikke huske noget af det, jeg havde lært i timerne, men fik alligevel 12. Min hjerne og jeg har et had/kærligheds forhold. Don't question me. Sådan er det bare... 

100 år senere, og yderligere 10 fordi jeg skulle låse døren op, løb jeg forpustet ind på værelset. Som altid, fik jeg den bedste velkomst. Emma gloede på mig, som om jeg lignende et monster af en art.

"Hvad?” Spurgte jeg og slog ud med armene.

”Du ligner en galning?" sagde Emma og forventede et svar. Ja, hvorfor mon jeg gjorde det.

”Hvad er der sket? Hvorfor sidder dit hår sådan? Er der Zombie Run? Var det fans, som prøvede at tage dit tøj af? Fortæl nu noget kvindemenneske!" Det var så typisk af Emma. Jeg fik ikke et eneste sekund, til at trække vejret i.

”Der er ikke sket noget, okay" sukkede jeg opgivende, selvom jeg havde været ude for nogle traumer i dag. Suk. Efter et kort øjeblik, lød et opkald over Skype. Emma løb ind i stuen, greb pc'en, dumpede ned i sofaen og svarede Skype opkaldet.

HeyOh my god, jeg har savnet jer! Hvor er Sofia?” sagde vores bedsteveninde Stephani.

”Som du kan se er hun her. Se bort fra hendes bollehår” sagde hun og grinte højt. Ha ha. Meget morsomt. Tak for dine søde ord Emma.

”Jeg har lige set, hvem I skal på Tour med" startede hun ud. Emma og jeg udvekslede blikke.

"Og jeg har aldrig haft så ondt af jer" sagde hun. Det var mest fordi hun hadede drengene. Hun mente at de var talentløse osv. Bare ignorerer hende... Mens vi hyggesnakkede med Stephanie fra lille Danmark, bankede det på døren. Hvem kunne det være? Jeg kunne ikke huske, at hverken Emma eller jeg havde bestilt mad eller sådan noget. Confused me...

"Jeg sidder lige så godt" sagde Emma klynkende. Som sædvanligt åbnede jeg døren. I swear, she's like an annoying littlesister. Uden at kunne tænke ondt om Emma, blev jeg hevet ud i gangen. What the hell dude? Og hvem kunne det være udover ham?

"Hvad hørte du?" sagde han og gav mig dræberblik. Lorte plante. Den skulle absolut også sladre.

"Ingenting. Jeg hørte intet".

"Sofia, jeg er ikke dum. Jeg kunne høre planten?" sagde han afbrydende og ventede på et svar. Excuse meHan gjorde tegn til at jeg skulle svare.

"Jeg hørte bare det med Cameron. At han har eller havde et chrush på mig. Eller Cam, som Sarah siger. Sikke et hæsligt kælenavn" sagde jeg hånligt og besluttede at studere gulvet.

"NååJeg rettede mit blik mod Matthew. Hvad mente han med det?

"Jeg ser hvordan det er" sagde han og smilede uhyggeligt, ligesom i flyet.

"Nej, Matt. Det er netop ikke som du tror. Det kommer selvfølgelig an på, hvordan du tænker, for - men altså, nej!" Han er god til at forvirre min hjerne. God damn it, hvor bliver I af hjerneceller?

"Hvad synes du så om det?" smilet blev større.

"Er det ikke ligemeget med hvad jeg synes. Han har jo en kæreste? Det sagde Sarah i hvert fald at de var" mumlede jeg og forsøgte at undgå spørgsmålet. Altså hvad sker der lige? Han buster mig jo totalt. Jeg kan lige så godt fortælle det hele.

"Det er de altså ikke". Igen afbrød han mine tanker. Vent hvad? Jeg sendte ham et forvirret blik.

"De kunne lide hinanden på et tidspunkt, men de er ikke kommet sammen. Selvom Sarah føler sådan". Han sukkede højlydt og rystede på hovedet. Akavet.

"Du svarede ikke på mit spørgsmål, så jeg siger til ham, at I kan lide hinanden. Lige nu" sagde han og løb væk.

"Matthew nej!" råbte jeg vildt højt og håbede ikke at nogen vågnede. Han løb hurtigt over til Cameron's og Nash's værelse.

"Neej" fortsatte jeg. Jeg hoppede op på hans ryg og dækkede hans mund med mine hænder. Døren blev åbnet og en træt Cameron stod i åbningen. Han gabte højt, men spærrede øjnene op da han så os.

"Hey..." sagde jeg akavet.

"Ja?" Spurgte han og så stadig forvirret ud. Nu er tid til at hoppe af, tænkte jeg for mig selv. Jeg gav slip og hoppede ned ved siden af Matthew.

"Ikke rigtig noget" sagde jeg hurtigt og gav Matthew en i siden.

"Han spurgte mig bare om jeg ville være med til S, P, eller K, som I spillede nu" løj jeg. Jeg hadede at lyve.

"Må vi komme ind?" Matthew møvede sig forbi Cameron og trak mig med.

"Matt, nej jeg ombestemmer mig. Jeg skal tilbage til Emma. Vi var altså ved at lave noget vigtigt" førsøgte jeg at sige.

"Hallo, jeg skal altså tilbage og bestille doughnuts?" Det var alt for sent. Døren blev lukket og drengene traskede ud i stuen. Hvis det ikke var for Camerons dejlige smil, ville jeg have stukket af. Suk.

 

 

"Okay..." mumlede Hayes.

"Du skal enten tage din hoodie af eller kysse Nash". Vi legede S, P, eller K og jeg tabte bogstaveligt i alt. Hvis man overhovedet kan tabe. De andre drenge var lige kommet. Vi sad i en stor cirkel og fjollede som småbørn.

"Nåå?" Sagde Jack J forventningsfuldt. Se hvad jeg har rodet mig ud i. Fremover vælger jeg aldrig konsekvens. Jeg tog fat i enden af min hoodie og hev den over hovedet. Gudskelov havde jeg valgt, at tage min sorte croptop på . En akavet stemning bredde sig.

"S, P eller K..." Hvem skulle jeg tage?

"Cameron" sagde jeg selvsikkert. Han så overrasket på mig.

"Øh. Sandhed. S?" Usikkerheden havde taget over.

"Er du forelsket i Sarah, eller er det bare for sjov?"

"Det var et godt spørgsmål" afbrød Hayes og satte en klapsalme i gang. Helt alene. Tak tak Hayes.

"Øh" Cameron kløede sig bag øret.

"Altså. Jeg kan ikke lide hende, hvis det er det du tænker på. Vi er heller ikke i et forhold, men det tror hun" sagde han og rømmede sig. Nå. Ser man det.

"Lad mig lige forstå det rigtigt. Du kan ikke lide hende, hun kan lide dig, i er ikke i et forhold, men det tror hun og medierne?" Han nikkede.

"Og du har ikke tænkt dig, at sige noget til hende? Såsom, at I ikke er kærester eller noget?" Spurgte jeg og alle de andre drenge talte om nachos, og om hvor meget de kunne spise.

"Altså jeg havde tænkt mig at -"

"Det var vist det for i dag" afbrød Nash.

"Desværre drenge og piger, jeg mener pige. I bliver nødt til at gå nu". Vi kiggede alle, inklusiv Cameron, forvirret på Nash.

 

 

"Godnat drenge. Vi ses i morgen" sagde jeg inden vi alle blev spillet ad ude på gangen. Yep, vi blev smidt ud af værelset uden en forklaring. Inden vi blev sparket ud, hørte jeg dog Nash sige til Cameron, at han ikke skulle afsløre for meget. Hvad end det så betyder, er jeg stadig vildt forvirret. Og selvfølgelig var min hoodie der stadig. Så snart drengene var væk, ville jeg banke på døren og skabe mig. Nah, just kidding.

"Hallooo? Vil I åbne døren så jeg kan hente Iron Man?" Idiot. Der stod jeg så. I bare sort croptop ting, og småfrøs faktisk lidt. Døren blev åbnet og jeg blev mødt med et varmt smil.

"Det må du undskylde" sagde han en smule akavet og havde taget Iron Man med. Den var i hans hånd. Må jeg få den tilbage idiot?

"Det gør ikke noget" smilede jeg en smule genert. Han rakte min hoodie ud mod mig, men den havnede hos en anden person.

"Hvad sker der her?!" skreg Sarah. Yeezus, den pige har brug for at få renset hendes ører. Og hun kan ikke bare tage mit nattøj. Jeg rev den ud af hendes hånd, som hun havde gjort mod Cameron, og tog den hurtigt på.

"Ikke noget, som du skal vide" sagde han køligt. Så det han sagde tidligere var sandt?

"Dig!" råbte hun højt og pegede på mig.

"Fortæl mig hvad der sker, ellers-"

"Ellers hvad?" sagde jeg og gav hende kæft-du-er-en-idiot-blikket. Hun svingede sin hånd gennem luften og satte et mærke på min kind. Det brændte kraftigt.

"Du skulle have slået hårdere" sagde jeg lidt drillende, men var pisset af. Hun gav mig en lussing til på den samme kind, men skreg højt derefter. Cameron tog hårdt fat i hendes arm og pressede hende op ad muren.

"Hvad fanden har du gang i" sagde han højt. Emma, Matthew, Carter og Hayes kom ud fra deres værelser. De stod bare og så målløse ud. Emma ringede til Elisa, drengene forsøgte at få Cameron væk fra Sarah som stortudede og hulkede, som om hun var blevet tæsket. 5 minutter senere, sad vi alle tre med Elisa, Ethan og Sarahs klamme manager, Caroline.

"De har haft sex!" skreg hun.

"Hvorfor skulle hendes tøj ellers være på hans værelse?!" Og ja, hun græd stadig. De kiggede alle tre på Cameron og jeg.

"Det passer så ikke" sagde jeg roligt og fastholdt mit blik på Elisa.

"Vi legede S, P, eller K og Hayes sagde "du skal tage din hoodie af eller kysse Nash". Jeg valgte at tage min hoodie af, men blev senere smidt ud af værelset sammen med de andre drenge, hvilket ligesom betyder at..." forklarede jeg videre.

"Hvis I vælger, at ikke tro på mig, kan jeg kalde på de andre, som var med til det" sagde jeg surt.

"Hun lider af afasi" tilføjede jeg og hentydede til Sarah.

"Det eneste hun gør, er at græde. Hun kan ikke finde ud af andet". Ethan hævede sit ene øjebryn og sendte mig tag-det-nu-roligt-blikket. Vi sad alle seks ved ét bord. Fire managere på den ene side, Cameron og jeg på den anden side til højre og Sarah til venstre. Synet af hende gav mig kvalme.

"Vi bliver lige nødt til at tale om, hvad vi gør" sagde William, Camerons manager. De samlede sig og talte sammen. Sarah kiggede væk. Hvor havde jeg lyst til, at tage stoles ved siden af mig og kyle den i ansigtet på hende. Yep. Den tomme stol mellem hende og jeg lokkede mig. Cameron lagde sin kolde hånd på min kind og fik mig til at glemme hvor vred jeg var. Det føltes godt mod smerten. Jeg kiggede ham i øjnene. Han forsøgte at smile. Dette var et fantastisk øjeblik. Bare mig, ham og ingen andre mennesker.

"Det får sine konsekvenser" hviskede han.

"Hvad mener du?" hviskede jeg forvirret tilbage. Han trak på sine skuldre og smilet forsvandt.

"Vi har truffet et valg" afbrød Elisa. Lad mig lige minde jer om det her; det her er ikke X-factor. Der er ikke noget valg at træffe. Hun skal smides ud af Tour'en, som ikke er begyndt endnu, og landsforvises. De kiggede alle tre mod Sarah.

"Du får lov til at blive". Et klamt, svagt smil bredde sig.

"Men hvis du gør noget lignende, bliver du smidt ud" sagde Elisa med en hård tone. Gud, jeg elsker den kvinde! Vent, hvad? Bliver hun ikke smidt ud?

"Øh. Hvad mener I med "du får lov til at blive"? Skal jeg fortælle det hele igen eller hvad? Hun gav mig to lussinger, uden nogen grund?" sagde jeg højt. Det kan sgu ikke passe, at hun får lov til at blive?

"Det er vi godt klar over" afbrød Louisa.

"Men hun får en chance til at bevise, at hun ikke er et dyr, som du påstår hun er" tilføjede hun fnøsende. Tsh, taber! Jeg skal nok vise hende, hvem der er et dyr. Af ren frustation og vrede, gik jeg ud til de andre drenge.

"Hvad skete der så?" spurgte Carter om.

"De har valgt at beholde hende. Idioter". Jeg sukkede højlydt. Drengene og Emma havde ventet udenfor 'mødelokalet' og ville vide, hvad managerene havde besluttet.

"Hvad er det for noget lort, mand!" Råbte Emma fustreret.

"Så, så" sagde jeg smilende og klappede hende på skulderen. Stemningen var lidt blandet. Nogle var sure, andre var fortvivlede.

"Sikke en taber, hun er" lød en stemme. Sarah og Louisa gik ud af lokalet og smækkede døren bag dem.

"Hvis jeg var dig, ville jeg holde min kæft" afbrød jeg hende. Mærket på min kind var stadig rødt. Hun åbnede munden for at sige noget.

"Farvel" afbrød Cameron. Han ville ikke lade hende tale, hvilket fik mig til at smile svagt. Hurtigt kiggede jeg ned i gulvet. Hvor var han sød. Hun fik tårer i øjnene og løb væk. Louisa fulgte aggressivt med. Man skulle tro, at de var søskende eller sådan noget.

"Den pige har nogle seriøse problemer" fastslog Matthew. Vi nikkede alle seks.

 

 

 

"Vi ses i morgen". Carter, Hayes og Matthew vinkede før De gik in på deres værelse og lukkede døren. Jeg vinkede farvel og stod ude på gangen med Emma og Cameron. Efter to sekunder blev døren åbnet igen, og Hayes løb ked af det, i retning mod os.

"Det hele var min skyld" sagde han trist.

"Jeg vidste, at du ikke ville kysse Nash" tilføjede han og krammede mig. Øh, hvad gør man i disse akavede situationer? Jeg klappede ham roligt på ryggen.

"Det var da ikke din skyld. Du vidste ikke, at hun ville komme og gå amok som et dyr" sagde jeg og kom til at smile, selvom det var meget seriøst.

"Men. Du kan gøre det godt igen, ved at invitere mig på en hemmelig middag. Det er charmerende" sagde jeg for sjov. Et smil bredde sig på hans læber.

"Okay" mumlede han og løb tilbage.

"Jeg går også ind nu" Emma vinkede farvel og forsvandt. Jeg fik øjenkontakt med ham og smilte svagt igen.

"Hvad er der?" spurgte han forvirret. Jeg rystede på hovedet, som var tegn på 'ingeting'. Han tog et skridt imod mig og fjernede noget hår fra mit ansigt.

"Må jeg kigge på det?" spurgte han forsigtigt. Jeg nikkede kort. Han studerede længe mit mærke og sukkede højt.

"Jeg skulle ikke have svaret tilbage så flabet". Forgæves prøvede jeg at bryde isen. Han rystede på hovedet.

"Hun havde ingen ret til at slå dig" svarede han køligt og aede min kind igen.

"Hvad mente du egentlig med 'det får sine konsekvenser'?" For første gang i lang tid, så jeg et ægte smil.

"Ikke rigtig noget. Jeg var vel bare sur også røg det bare ud af munden på mig" han træk på sine skuldre.

"Har du tænkt dig, at tage hævn eller sådan noget?" Han sagde intet, hvilket fik mig til at blive nervøs og i det næste øjeblik krammede han mig. Jeg snøftede svagt og tårene dryppede langsomt, som små perler. Græd jeg? Hvad sker der lige?

 

 

 

Camerons synsvinkel

Jeg blev mere og mere sur, da min t-shirt ende med at være gennemblødt af hendes tårer. Ingen skulle få hende til at græde. Især Sarah, det væmmelige afskum. Hun trak sig ud af min favn og tørrede øjnene.

"Jeg bliver nødt til at gå" sagde hun hostende.

"Jeg er virkelig træt". Hun fjernede en masse hår fra hendes ansigt og samlede det i en hestehale, hvilket fik mig til at lægge mærke til, hvor stort og rødt håndaftrykket var. Vreden blev større.

"Hun skal ikke slippe fra det her" sagde jeg og gik. Hun tog fat i min hånd og fik mig til at stoppe.

"Lad vær. Bare glem det. Det er ikke det værd" sagde hun bedende. Scenen spillede i mit hoved; Sarah som svingede hendes hånd i luften og ramte Sofias kind med et klask. Jeg gjorde mig fri fra hendes hånd og fortsatte med at gå. Hun fulgte efter og tog fat i min hånd igen.

"Cameron stop så!" Jeg vendte mig om, for at fortælle, at hun selv skulle stoppe, men hun var hurtigere en jeg. Hendes læber ramte mine. Alt omkring mig blev glemt. Det hele forsvandt. Hendes bløde hænder omkring min nakke. Hendes duft i min næse. Hendes kærlighed omkring mig.

 

 

"A kiss of passion
In a moment's lapse
Seems to linger longer
With a fervent fiery flame
Burning between our avid lips

 

We feel the wind blow smoothly
As it caresses our cheeks ever so tenderly
And we embrace the dark night's sky
As my head tilts closer to you
And our eyes meet in a timeless glance
Before they close and we drift
Into each other's hearts"

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...