Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2016
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret? º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

102Likes
185Kommentarer
66716Visninger
AA

33. ✿ Kapitel 4| Definitivt

 

 

Den 8. december omkring 19-tiden, blev døren til værelset åbnet og Elliot dukkede op med en læge bag sig. De kom gående hen til min seng og lægen gav mig et godkendende smil. Det måtte betyde at jeg endelig måtte komme hjem. Yes.

"Fordi du har fået det meget bedre, både fysisk og psykisk, har jeg besluttet mig for at du gerne må tage hjem," forklarede han og kiggede skiftevis på Elliot og jeg. Fuck ja. Det første jeg vil gøre, når jeg kommer hjem, er at tage et bad. Mit hår var blevet fedtet, ulækkert og jeg kunne ikke klare synet af det. Ad.

"Sammen med de ting du fik udleveret i går, har du også fået en liste over ting du må og ikke må. For eksempel at løfte ting der vejer mere end 3kg, stå på dit dårlige ben," klukkede han lidt for sig selv og forsvandt lidt efter lidt, ud af døren. Det var en meget venlig måde at sige farvel på, det måtte jeg sige. Cameron, Nash og Emma havde alle tre været her for et par timer siden, for at se hvordan jeg havde det osv., men også for at tale med lægen. Jeg vidste ikke hvad de lavede derhjemme, men noget sagde mig at de sikkert pakkede til præmieren.

"Shall we?" spurgte Elliot og fandt kørestolen frem. Jeg lavede thumps up og rykkede mig hen til kanten af sengen, så det ville blive lettere for Elliot, at flytte mig over til kørestolen. Han havde allerede taget mine ting med ned i sin bil, der gjorde at jeg blev mere spændt på at komme hjem. Jeg havde savnet dem allesammen, især Keiser og ikke mindst min seng. Elliot løftede mig let op og satte mig ned i kørestolen. Jeg følte mig meget underlig tilpas, selvom jeg havde siddet i kørestol før. Hvordan skulle jeg overhovedet nå nogle steder hen, når jeg kun havde én arm at gøre med?

Elliot lukkede døren til værelset, efter at jeg havde vinket til min såkaldte roommate der altid ignorerede mig, og vi stoppede op foran elevatoren. Med posen på mit skød, der indholdt mit gamle og ikke mindst opsprættede tøj, kom vi ned til etage 0 og gik ellers ud af hospitalet. Endelig var jeg fri for det her sted. Det havde føltes som om at jeg var blevet taget til fange i et fængsel eller ligende.

"Vil du sidde på bagsædet? Så kan du også strække dine ben ud," sagde Elliot, da vi stod forvirrede foran hans bil og kunne ikke stille noget op, end at glo sæderne. Jeg havde absolut ingen anelse.

"Jo, tror jeg nok," klukkede jeg og blev endnu en gang løftet fra min kørestol og sat ned på sæderne, som en fin prinsesse. Lidt kongelig må man jo godt føle sig, nogle gange. Elliot klappede kørestolen sammen og lagde den om bagi.

Da jeg allerede havde det slemt i forvejen, besluttede jeg mig for at være bare en smule positiv, så ingen af de andre ville blive kede af det. Jeg var godt klar over, at det med King havde ramt mig virkelig hårdt og at det ikke ville forsvinde over en nat eller to, men det betød ikke at jeg skulle hive andres humør ned. Jeg følte mig malplaceret, ude af mig selv og var stadig rimelig forvirret. Alt det her var vildt underligt.

"Er du OK Sofia?" lød Elliots stemme. Jeg kiggede op på bakspejlet og blev mødt af hans blå øjne. Jeg nikkede kort og tog min sikkerhedsele på. Han startede bilen og kørte langsomt væk fra hospitalets parkeringsplads. Gad vide hvor lang tid det ville tage for mit ben og min arm om at hele. Hvor lang tid ville der gå, før jeg ville kunne spille fodbold igen eller bruge min arm til at spille guitar med? Tanken om at jeg skulle være alene hjemme, gjorde mig heller ikke særlig tryg. Hvis de var væk i en hel uge, hvordan ville jeg så komme i bad? Eller lave mad for den sags skyld? Mine tanker drev mig virkelig til vanvid. Jeg ville ikke engang overleve en enkelt dag, uden form for hjælp. Tænk hvis jeg døde af sult? Hvad med Keiser? Hvordan ville jeg kunne give ham mad? Bilen stoppede og Elliot slukkede for motoren.

"Vær så artig," smilte han og åbnede døren for mig. Jeg blev endnu en gang placeret på kørestolen og vi nåede kun hen til trapperne foran døren, før vi fandt ud af at det måske ikke var så smart alligevel. I det samme øjeblik, som vi bankede på døren, blev den åbnet og Emma kom til syne. Endnu en gang blev jeg hevet tilbage til virkelighed.

"Oh my God!" var det eneste hun sagde, da hun så os og hun kom hurtigt ud. Jeg følte lidt at jeg var en form for sjælden seværdighed.

"Jeg henter lige tingene," sagde Elliot og gik over til bilen. Imellemtiden blev jeg rullet jeg indenfor af Emma, der allerede var begyndt at filme mig. Jeg havde ingen anelse om hvad hun ville bruge det til, men jeg lavede stadig mærkelige poseringer. Heldigvis kom Nash ned af trapperne og det hele blev mindre akavet.

"Hvad så?" spurgte han og satte sig på sofaen med en tusch i hånden. Jesus Christ.

"Det går fint, tror jeg vel. Og ja, du må gerne tegne på den," klukkede jeg kort og rakte min arm ud mod ham. Der lød en latter fra de andre og de samlede sig rundt om mig, som om jeg var en sjælden turistattraktion. Eller fluer om gammel frugt. Overdrivelse fremmer forståelse, right...

Elliot endte med tuschen til sidst, efter at alle havde tegnet de diverse ting, og han ledte forgæves efter et tomt sted til at tegne på. Det endte dog med at han tegnede alt rødt, gult og hvidt, så jeg fik en Iron Man arm. Meget imponerende, det måtte jeg sige. Selv de andre kiggede måbende på min superhelte-arm og på ham. Jeg havde ingen anelse om at han var så ekstrem god til at tegne og jeg var virkelig forbløffet over resultatet på min arm. Men som sædvanligt skulle den gode stemning ødelægges.

"Angående præmieren," klukkede Emma og kiggede på mig. "Så vil jeg ikke med alligevel. Jeg vil hellere være her med dig og Keiser," sagde hun og kløede ham bag øret.

"Emma, are you fucking kidding me?" sagde jeg med rynkede øjenbryn. "Du har fået lovligt fravær fra gymnasiet, er du godt klar over hvor heldig du er? Desuden, vi har en masse interviews, fansigning, photoshoots osv. som vi skal med til. Derudover har Ethan og Elisa arrangeret det hele, så du skal afsted," forklarede jeg hende og heldigvis bakkede Elliot mig op.

"Tag afsted for Sofias skyld og nyd det. Du får ikke muligheden for at være alene igen. Jeg skal nok passe på Sofia, det skal du slet ikke tænke på. Det er jo ikke fordi jeg ikke har gjort det før," sagde Elliot og kiggede på Cameron, som ignorerede den sidste del.

"Jeg er helt enig Emma," sagde Nash. "Vi kan chille rundt i L.A. uden Cameron og Sofia. Vi har også pakket, så jeg kan ikke se nogen grund til at du skulle blive," grinte han og Emma kunne pludselig godt se det gode i at jeg ikke kunne komme med. I swear, hun er ligesom en irriterende lillesøster.

 

"Hvornår skal I så afsted?" spurgte jeg, da vi sad ude i køkkenet og spiste aftensmad. Cameron havde også et stort talent i madlavning, men for at være ærlig kunne han ikke slå Elliot. Han var tæt på men alligevel ikke helt.

"Vi tager afsted i morgen, klokken 12 måske 11:30, for at tage flyet til L.A.," forklarede Cameron og gav hans Mac videre til mig, så jeg kunne læse deres plan. Meget detaljeret, tænkte jeg og sendte den tilbage.

"Men Sofa, hvis du skal være alene, med Elliot, hvordan skal du så bade og tage tøj på osv.? Hvor skal i overhovedet være henne?" spurgte Emma blankt og jeg ønskede at jeg kunne kaste et par kartofler i ansigtet på hende, i stedet for at spise dem. Hvorfor i alverden spurgte hun om det, når både Elliot og Cameron var i det samme rum? Jeg kiggede forventningsfuldt på Elliot, i håb om at han kunne svare i stedet for mig, og håbede at de ikke ville komme op og skændtes igen.

"Vi tager hjem til mig, fordi der kun er en etage. Det tænker jeg vil være nemmere for hende at komme rundt på og med hensyn til bad og tøj kan min søster hjælpe hende," sagde han hurtigt og smilte overbevisende. Emma nikkede forstående og blev lige pludselig meget forvirret.

"Vent, har du en søster?" spurgte hun måbende, og jeg bad til alle eksisterende guder om at hun snart ville tie stille.

"Ja, det har jeg. Hun besøger mig og bor også hjemme hos mig hver tredje måned. Det er så når hun kommer fra Frankrig," forklarede han meget pædagogisk og slet ikke aggressivt, som jeg ville have gjort.

"Woah, fortæl mere om din søster," sagde hun og virkede meget opslugt i hans opdigtede historie. Jeg blev nødt til at gemme min ansigt, for at ikke grine. Hvor var hun sød altså.

"Hun går på en privat og international skole i Paris og kan godt lide katte, tror jeg," fortalte han og Emma nikkede med som tegn på jeg kan også lide katte og mens legen var god stoppede Elliot hende. "Nå, jeg skal gå nu. Vi ses i morgen omkring 12-tiden," sagde han smilende og ryddede op efter sig selv. Han gav Emma et kram og et vink til mig, der gjorde at jeg følte mig mere handicappet end jeg var i forvejen, og jeg sendte ham et ondt blik. Dog for sjov. Han skulle stadig huske at vi skulle være sammen i en hel uge og jeg ville helt klart få min hævn. 

"Hey, skal vi gå ovenpå?" lød Emmas stemme. Jeg måtte fortælle hende på et tidspunkt, at hun ikke skulle forstyrre mig, når jeg spacede out. For helt ærlig, jeg får aldrig lov til at dagdrømme i fred og ro. Tilbage til hvad det handler om. Jeg nikkede kort og Cameron fik derfor æren at løfte op af trapperne og ind på mit værelse.

"Skal vi ikke skaffe dig et par strikkepinde, så du kan bruge dem hvis det begynder at klø," spurgte han drillende, da vi sad på min seng og hvis det ikke var får mit ben ville jeg have sparket ham ned af min seng. Af ren kærlighedsmæssige årsager selvfølgelig. Efter at jeg havde børstet tænder, på en meget handicappet måde, og at Emma havde skiftet mit tøj til nattøj, sad Cameron og jeg tilbage på mit værelse. Med mine popcorn printede shorts og t-shirts, lagde jeg mig ned på sengen med min mobil i hånden og surfede rundt i de depressive dele af Tumblr. Det blev meget hurtigt stille, hvorefter Cameron vendte sig mod mig. Jeg kiggede op fra skærmen og blev mødt af et meget seriøst ansigt. Var der sket noget eller...?

"Hvad lavede i på hospitalet?" spurgte Cameron med en død seriøs stemme. What the heck.

"Spiste Skittles?" sagde jeg og hævede øjenbrynene i forvirret tilstand.

"Ikke andet?" spurgte han endnu en gang. Altså, hvad foregik der lige her? Havde han set eller hørt noget, der havde gjort ham vred? Wait a minute... Måske havde nogen fortalt ham noget. Kunne det være Elliot? Ej, det ville være alt for mærkeligt.

"Hvad er det du beskylder mig for?" spurgte jeg og måtte vende ansigtet den anden vej. Jeg kunne umuligt sige at Elliot havde kysset mig på hospitalet. Cameron ville dræbe ham og omvendt, muligvis bogstaveligt, og jeg ville helst undgå at de kom op og skændtes igen. Cameron sukkede kort og gned sine hænder i ansigtet. Han mumlede noget der mindede om undskyld og jeg vendte mig om igen efter at have fået kontrol over mine følelser.

"Undskyld Sofia, virkelig. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så paranoid.." klukkede han og så opgivende ud i luften. Min dårlige samvittighed var ved at tage livet af mig, så jeg gjorde hvad jeg følte var bedst for ham.

"Hør Cameron," begyndte jeg, men blev selvfølgelig altid afbrudt. Han lagde sig ned ved siden af mig og tog min hånd i sin.

"Det er bare måden han kigger på dig på Sofia. Du har ingen anelse om hvordan han opfører sig, når du er i nærheden og det dræber mig langsomt. Det kan godt være at han kender dig bedre end mig og jeg ved godt at han betyder meget for dig, men jeg kan virkelig ikke lide ham. Jeg er heller ikke særlig tryg ved at du skal bo alene sammen med ham, for det med søsteren var helt klart en løgn," sagde han og formåede at smile, selvom han både var frustreret og dels vred.

"Så jeg var ikke den eneste, der ikke hoppede på den?" smilte jeg svagt og klemte hans hånd. Det måtte have været hårdt for Cameron. At dukke op igen hvorefter han møder en fuldstændig ukendt fyr, der ikke er bange for at vise hans følelser for mig.

"Men jeg kom til at tænke på noget," sagde Cameron smilende, da jeg igen åbnede munden for at sige noget. Helt ærligt...

"Måske skulle vi to tage ud og rejse. Altså rejse hele verdenen rundt sammen, så vi kan komme væk fra de omgivelser vi hele tiden er i," sagde han og kiggede på mig. Jeg tænkte kort over det. Måske ville det være en god idé. Så kunne jeg også få mine tanker på noget andet og finde ud af hvad jeg faktisk gerne ville. Altså med mit liv, med Elliot og... faktisk alt.

"Det lyder som en god idé," sagde jeg nikkende og kunne allerede forestille mig selv bo på de bedste hoteller rundt omkring i verdenen sammen med Cameron, men også se de forskellige seværdigheder. Vi talte omkring rejsen hele natten og blev til sidst enige om at det var tid til at sove. Med hovedet tømt for tanker lukkede jeg mine øjne og kunne kun glæde mig til at vi skulle ud i verdenen!

 

"Pst Sofi," lød en genkendelig stemme og jeg forsøgte at vende mig om selvom det var ret så svært.

"Sofi," lød hans stemme igen. Helt seriøst, lad mig dog sove videre. "Vågn nu op," grinte Cameron og rejste sig. Han gik hen til vinduet og træk gardinerne for, så lyset ramte mig lige i ansigtet.

"Ej, helt ærligt," mumlede jeg surt og dækkede mit ansigt med dynen. "Jeg havde aldrig forestillet mig, at du kunne finde på sådan noget her," kommenterede jeg, da Cameron satte sig ved siden af mig.

"Du skulle jo vågne på et tidspunkt," sagde han og jeg trak dynen ned igen. Han tog et par totter af mit hår og smed det hen over mit ansigt, så jeg ikke kunne gøre andet end at smile. Hvor var han bare umoden og barnlig nogen gange. Jeg åbnede øjnene og til mit held havde han ikke mobilen i hånden, for det endte altid med at han tog billeder af mig som han så brugte til mobilens og pc'ens baggrund. Nogle gange blev de ret så gode og andre gange var heldet bare ikke med mig.

"Godmorgen Fiona," kommenterede han og kyssede mig på kinden.

"Ja, i lige måde Shrek," sagde jeg og var ved at dø af grin allerede fra morgenen af. Med lidt hjælp fra Cameron kom jeg i mit nye tøj og hoppede ellers selv ned af trapperne med et ben. Jeg lignede en flamingo, som havde mistet evnen til at gå normalt ligesom de andre flamingoer.

"Godmorgen," sagde Emma der var i færd med at spise morgenmad, da jeg kom ind.

"Good morning pal," svarede jeg igen og satte mig ned ved siden af hende. Vi begyndte så småt at spise morgenmad, da Cameron også joinede os. Emma var rimelig spændt på turen til L.A., men også de photoshoots hun skulle til. 

"Hvornår kommer Elliot så?" spurgte Emma og var ved at rydde af bordet.

"Han burde faktisk at være her nu.." klukkede jeg lidt for mig selv og kiggede på klokken. Klokken var præcis 12 og da jeg var lidt af en perfektionist regnede jeg også med at mine medmennesker var det samme. Lidt uheldigt, hvis du spørger mig.

I det samme øjeblik ringede det på klokken og jeg kunne ikke anden end at spille smart med min tidsberegning. Emma rullede med øjnene af mig og gik hen for at åbne døren. Keiser fulgte med og så snart døren åbnede, sprang Keiser op i armene på Elliot. Hans alt for søde grin og ansigtsudtryk fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Vi samlede os ved døren og taxiens bagagerum blev fyldt om med kufferter.

"Vi ses snart," sagde Cameron og jeg kunne mærke varmen på mine læber efter hans kys. Han satte sig ind i taxien og de andre fulgte med. De vinkede lykkeligt, som om de var glad for at komme væk herfra. Det kunne jeg godt forstå. Hvem ville frivilligt blive i London, hvor der var sne? Not me, that's for sure. Jeg lukkede døren efter dem og kiggede på min blonde og smilende ven.

"Så skal der sgu festes!" sagde han højt og dansede på en alt for professionel måde, så jeg stod måbende tilbage. Helt årligt, jeg kunne slet ikke gå også dansede han bare løs foran mig... Efter at Elliot havde lagt min kuffert ud i hans bil og fanget Keiser, som også skulle med, satte vi os i bilen og kørte mod hans bopæl.

"Elli," sagde jeg og kiggede på ham.

"Oui, mon étoile" sagde han smilende og tændte for radioen. Jeg havde ingen anelse om hvad han sagde, hvilket han sikkert også selv var klar over, og ignorede det istedet. Tsh, jeg kunne tale en masse andre sprog som ikke kunne. Et fangende beat blev spillet i radioen og Elliot var endnu en gang ret hurtig til at falde ind i rytmen og han begyndte at synge med.

"I can't stop this feeling baby, only you can make me come alive," sang han og trommede løs på rattet.

"Ny yndlingssang?" spurgte jeg kort og han nikkede. "Oliver Heldens - Gecko. Du skal høre hele sangen på et tidspunkt, når du får tid. Det er en virkelig fed sang. Man får virkelig lyst til at danse," sagde han og grinte kort. Ja, det skulle jeg sandelig love for at man fik. Elliot var en energibombe. Jeg havde ingen anelse om hvor han fik alt den overskud fra, men han enten sang, dansede eller lavede noget helt tredje hver gang jeg så ham

"Ville du spørge om noget?" spurgte han og drejede fra i rundkørslen. Gigantiske skyskrabere kom til syne på begge sider af vejene. På en eller anden måde føltes det som om vi var i New York. Don't question me... 

"Bor du i lejlighed? Eller hus? Bor du alene eller sammen med en? Og hvordan tjener du overhovedet penge? Ej, det er vildt frustrerende at jeg ikke ved alt det her," sukkede og kiggede tilbage på bagsædet for at se om Keiser havde det OK. Han kiggede også på de store bygninger og var lige så optaget som jeg var.

"Hm, jeg ved ikke rigtig hvordan jeg  skal forklare det..." startede han mumlende og jeg kiggede forvirret over på ham. "Altså, jeg er ikke lejemorder eller noget, bare rolig," sagde han grinende.

"Thank God, for det havde jeg ellers troet," sagde jeg og grinte også. Bilen holdt for rødt og vi kiggede ud på de enorme skyskrabere i fællesskab.

"Jeg bor et rimelig cool sted, hvis du spørger mig, hvilket du faktisk gør så bare glem alt det her," sagde han akavet og kørte igen. "Og jeg har det hele for mig selv. Næsten.." klukkede han igen. Af en eller anden grund var alt det her meget mystisk. Det var som om han undgik mine spørgsmål, men når han så svarede, blev hans sætninger kringlet og de gav overhovedet ikke mening. Jeg åbnede munden igen, for at spørge ham om hvad han arbejdede som, men Elliot kom mig i forkøbet.

"Så er vi her," sagde han og pegede. Jeg vendte hovedet om og kiggede ud at vinduet. What the actual fuck? Lavede han sjov med mig eller hvad? Jeg kiggede chokeret tilbage på ham.

"Det er ikke en joke vel?" spurgte jeg forfrosset og havde slet ikke forventet at Elliot boede i sådan et sted.

"Nope," svarede han tilbage og smilte.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...