Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2016
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret? º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

102Likes
185Kommentarer
66941Visninger
AA

4. Kapitel 3| Inkrementel

 

 

Vi havde lige tjekket ind i Westchester lufthavn og ventede udmattet på, at flyet ville ankomme, så vi kunne tage til L.A. Emmas hoved lå på min skulder og jeg ville have troet at hun var faldet i søvn, hvis det ikke var for hendes nynnelyde til en Confident af Justin Bieber. Jeg var blevet nogenlunde gode venner med alle drengene, undtagen et par stykker, som jeg selvfølgelig ville blive tvunget til."Det bliver du nødt til før eller siden" havde Ethan sagt, da han sikkert kunne føle stemningen mellem de to drenge og os.Klokken var 11:30, hvilket betød, at vi skulle vente i halvanden time, for klokken 13:00 ville vores fly lette. Elisa havde fortalt os, at flyveturen til Los Angeles ville vare 6 timer. Så, forhåbentlig ville jeg ligge i min dejlige hotelseng omkring klokken syv eller otte. Efter et kvarters "søvn" for Emma, var hun frisk som aldrig før og rejste sig energisk op.

"Skal du med? Jeg er virkelig træt af at vente. Jeg dør for hvert sekund der går" sagde hun og stillede sig på sit board og pegede hen mod nogle butikker i det fjerne. Jeg nikkede kort og lagde min rygtaske på sæderne, hvor Emma og jeg havde slået lejr. Derefter fiskede jeg mine Beats op fra tasken og hørte musik. Hvilken sang udover American Authors - Best Day of My Life passede til dette øjeblik? I mellemtiden havde vi fundet ud af at Cameron havde en kæreste. Der kom denne mega psycho chick, skrigende i gennem lufthavnen og rev mig væk fra Cameron for at kramme ham. Jeg stod bare bag ham i køen og hørte musik, så det ville vel ikke skade hende at passe på? Bare en lille smule, helt seriøst. Men chicken viste sig, at være hans kæreste. Sarah.

Emma og jeg havde aftalt at filme lidt, mens vi var i lufthavnen, til en video jeg ville lave specielt til vores kanal. Mens vi skatede lavede vi Vines, vloggede og kiggede i butikker som i øvrigt var ekstremt dyre i forhold til vores YouTube løn. Vi skatede videre og prøvede på at lave få tricks, mens vi vloggede. Ud af det blå, kom der en halvgammel politibetjent, omkring 50'erne, over til os og forlangte at få vores boards.

"Må jeg lige få dem der?" lød hans stemme og vi hoppede af dem. Hvad fanden skete der lige? Emma og jeg udvekslede forvirrede blikke og vi havde ingen anelse om hvad der skulle ske.

"Ja, I ved vel at det er i mod reglerne og at det faktisk er ulovligt at skate i en lufthavn?" sagde han og kiggede stadig forventningsfuldt. Som den ældste påtog jeg alt ansvaret.

"Undskyld Hr. " sagde jeg, stadig en smule forvirret over situationen.

"Det vidste vi altså ikke og vi har ikke set eller læst nogle steder, at det er imod reglerne? Hvilket jo må betyde, at man godt må?" sagde jeg og kom desværre til at lyde usikker. Nu ville han tage mit et og alt - Charizard, og jeg ville aldrig se ham igen.

"Der står i alle indgange at man ikke må stå på rulleskøjter og cykle, hvilket også indirekte betyder at man ikke må skate så jeg bliver altså nødt til at tage dem nu". Det kunne han jo ikke sige. Gamle mand altså, helt seriøst?

"Men je-" prøvede jeg, og blev selvfølgelig afbrudt. Jeg hadede når folk afbrød mig, jeg kunne virkelig ikke tage det, og hvis Emma ikke havde været der, ville jeg have fandet og sværget.

"Jeg bliver nødt til at tage dem nu. Ellers får I også en bøde" fortsatte han. Nej, hvor må han kede sig. Kunne han ikke finde på noget andet at lave, i stedet for at ødelægge vores flytur. Han kiggede stadig forventningsfuldt på os. Farvel Charizard. Jeg var klar til at skrive pessimistiske digte, om hvor hårdt det var at give slip. Jeg knuggede mine hænder rundt om mit board, for jeg vidste at det var sidste gang jeg havde muligheden.

"Er der opstået nogen problemer?" lød en velbekendt stemme. Ikke ham igen. Hvorfor skulle Sid altid blande sig i alting? Kunne han ikke bare holde sig fra vores situation lige nu, for jeg havde ganske styr på det. Betjenten skulle bare overbevises, men næ nej, Cameron skulle blande sig. Betjenten forklarede situationen til Cameron og Nash. De nikkede og lod som om, at de havde forstået. Et par gange havde de også kommenteret.

"Det er faktisk mit board Hr." forklarede Cameron og tog mit board, der fik mig til at kigge forarget på ham. Havde han lige taget mit eget board fra mig? Den idiot altså. Men der var sikkert et eller andet bag det. Det skulle der være.

"Min kæreste lånte det bare. Hun var ikke klar over det" tilføjede han. Han lagde armen om mig og trak mig tæt ind til ham, så jeg kunne lugte hans parfume. En strejf af 1 Million parfumen ramte min næse. Jeg blev helt varm inden i og mine knæ blev bløde. Lige præcis den parfume på hele kloden, var min svaghed.

"Du må gerne give bøden til os. Pigerne var ikke klar over det. Det må du undskylde" sagde Nash. Det var først dér jeg lagde til, at jeg stirrede på Cameron. Eller snarere kiggede ham dybt i øjnene, ligesom i romantiske film. Et smil bredte sig på hans læber, da han lagde mærke til det. Dette måtte jo ikke ske! Hurtigt kiggede jeg ned i gulvet igen og ventede bare på at blive påkørt af en lastbil.

 

 

 

 

Camerons synsvinkel

 

Mit hjerte bankede sindssyg hurtigt. Jeg prøvede at spille cool, men så snart jeg lagde armen om hende, kunne jeg mærke varmen sprede sig i min krop. Hvad fanden skete der lige? Jeg turde ikke kigge på hende. Bare spil cool, mindede jeg mig selv om. Mand dig op. Men hvad kunne der ske? Vi lod jo bare som om, at vi var kærester. Hundrede procent skuespil eller hvad? Selvfølgelig var det, det. Nash og betjenten udvekslede et par ord, smilte til hinanden og vinkede farvel. Han var lettet og sukkede kort.

"Der reddede vi lige jeres røve" sagde han og smilte. Idet trak Sofia sig væk fra mig og kulden spredte sig endnu en gang i min krop.

"Mange tak drenge" sagde de begge. Emma med et smil og Sofia uden at kigge på nogen af os. Hun pegede på mine hænder. Eller på det jeg havde i hænderne.

"Må jeg få det tilbage?" spurgte hun usikkert og forsøgte at smile.

"Nå ja. Ha ha. Jo. Selvfølgelig må du det. Det er jo trods alt dit board" fik jeg sagt på en vildt akavet måde og uden flere åndsvage kommentarer, gav jeg det. Hun tog imod den, mumlede noget der mindede om tak og skatede væk sammen med Emma. Nash hostede falsk og fik min opmærksomhed. Han gav mig blikket og jeg vidste udmærket hvad det betød.

"Hvad?" sagde jeg og lod min kolde facade overtage. Han trak på skuldrene og fløjtede svagt. Uden snak, besluttede vi os, at gå tilbage før vi ville få skæld ud, selvom der var 45 minutter tilbage.

 

 

 

 

Sofias synsvinkel

 

Mens vi skatede i gennem lufthavnen, for at komme over til de andre, spekulerede jeg på de følelser, jeg havde fået for et par minutter siden. Det var så lang tid siden, at jeg havde følt noget som det. Vent lige lidt. Hvad er det lige jeg tænker? Væk med alle følelserne, tankerne og oplevelserne. De skulle smides lang væk og aldrig findes igen. Kom til dig selv Sofia!

Efter 45 minutters ventetid, dukkede damen op, som vi alle havde ventet på. Der dannede sig en lang kø ved skranken. Foran mig stod Matthew. Han klagede konstant over, at det tog hende for lang tid. Jeg hørte ikke rigtigt efter, for en skinger og meget irriterende stemme foran ham, blev ved med at tale.

"Jeg har bare savnet dig meget Cam, at du ville tro det var løgn" fortsatte hun. Gud, hvor var hun klæbrig. De flettede fingre og hendes anden hånd holdte om Camerons overarm. Jeg sukkede højlydt. Seriøst, Cam? Sikke et åndssvagt kælenavn. Sid passer langt bedre, just sayingHeldigvis gik der ikke lang tid før vi alle var i flyveren og blev ledt hen mod vores pladser. Vi trådte ind i first class og stewardessen stoppede op. Wait a minute? Skulle vi flyve med første klasse? No way.

"Som I kan se, er to tredjedele sovepladser og den sidste del er et opholdssted. Her kan i købe drikkevarer osv. ved baren, spille bordfodbold eller billard. Der er også borde og stole, som I kan benytte jer af..." blah, blah, blah. Hun forklarede til de mindste og unødvendige detaljer, men jeg var kun optaget af at finde min suit, som hun havde talt om tidligere. Da hun var færdig, gik vi allesammen i gang med at lede. Jeg fandt min plads, som den første. Hell yeah! Suiten var omkring 9 kvadratmeter. Sædet kunne foldes ud, så den blev længere og lignede en seng og på hver sin side var der borde. Det ene kunne poppe en plade ud, som sikkert blev brugte til at spise osv. Det andet bord, ja det var der vel bare? Overfor sædet, var en lille fladskærm placeret på en aluminium plade og der var ekstra ben plads under. Der lagde jeg Charizard og min rygtaske ovenpå ham.

 

 

"Hayes, please? Jeg lover, at vi skal spille Uno så, kom nu? Det er sikkert også meget sjovere, at sidde ved siden af Carter?" Hayes var stædig som altid, selvom jeg kun havde kendt ham i halvanden time. Jeg prøvede at få hans plads (pladsen ved siden af mig) byttet med Emmas. Hun skulle sidde ved siden af Matthew. Selvom Hayes var en meget sød dreng og alt det der, nægtede jeg at sove ved siden siden af ham på flyturen. Det var meget sjovere at bagtale Sarah med Emma, end at spille Uno i 6 timer med Hayes. Det måtte jeg indrømme. Et par minutter senere var vi var alle faldet på plads, heldigvis. Kameramændene fløj med økonomi klasse, Emma fik pladsen ved siden af mig, Sarah sad bagerst til højre, men til min skuffelse sad Nash og Cameron bag Gilinsky og Johnson, som sad ved siden af os. Altså, de sad skråt bag os, som er skråt bag os for meget. Hvis jeg var in charge ville de have siddet på en hel anden etage.

"UNO!" skreg Hayes og vi tyssede alle på ham. Som jeg sagde tidligere, Hayes var meget stædig. Han fik overtalt os alle (undtagen Nash, Carter og Gilinsky som sov, og Sarah samt hendes veninde, som lavede et eller andet vildt ligegyldigt) til at spille Uno. Vi sad rundt om et bord og var fuldt i gang med 'owne' hinanden, som Emma havde sagt.

"4 ekstra kort Sofia" sagde Emma selvsikkert.

"Ikke i dag" svarede jeg og smed det samme kort som Emma. Nu var det Johnson's tur. Han smed det samme kort som os. 12 kort til den næste, som sjovt nok var Cameron. Vi ventede alle spændt. Han sukkede højlydt, smed sine kort på bordet rejste sig surt op.

"Jeg gider ikke mere" sagde han og kørte sin hånd i gennem sit hår. Vi andre var ligeglade med ham. Johnson, Emma og jeg havde vundet. Det lod vi i hvert fald som om. Nu var det tid til sejrdans og vi buede af Cameron. Such a loser. Han kunne bare tage hjem og tage sin åndsvage parfume med. Og efter en endeløs diskussion, om vi skulle have revanche eller ej, startede vi i stedet på runde 2. Cameron satte sig ned igen, overfor mig. Det startede godt ud. Først Hayes, derefter Emma, Johnson, Cameron, Matthew og til sidst mig. Matthew havde snydt og det var så indlysende. Han skulle blande kortene, fik selv alle de gode. Drenge altså, de kan ikke finde ud af noget.

"Hvad laver I?" lød en sukkersød stemme. Åh nej.

"Spiller Uno?" sagde jeg koldt og uden at kigge op fra mine kort. Det var min tur og ingen skulle distrahere mig. Og helt ærligt, det gik så godt med drengene. Hvorfor skulle hun dukke op hele tiden?

"Okaaay" lød hendes stemme. Jeg kiggede ud af øjenkrogen og så at hun himlede med øjnene. Excuse me, men hvad bilder du dig ind, tænkte jeg bare. Du bliver bare ved med at rulle med øjnene. Det kan være, at du kan finde en hjerne derinde? Nej, hvor var hun egentlig provokerende. Hun lagde sine hænder på Camerons bryst og kyssede ham på kinden. Han smilte hurtigt, men smilet forsvandt som det var kommet og han spillede videre. De var begge nogle ignoranter. Dumme og irriterende ignoranter. Jeg holdt vejret og bed mig i læben ved synet af hans forførrende øjne, der allerede kiggede i mine.

"Sofia? Det er din tur?" sagde Hayes, der som den eneste ikke havde lagt mærke til noget. Jeg kiggede lynhurtigt væk. Fuck. Alle stirrede.

"Nå ja. Det havde jeg glemt". Jeg kiggede ukoncentreret på mine kort, tog en tilfældigt og smed den i bunken. Det var en rød 7'er, som heldigvis matchede med kortet i bunken. . De andre fortsatte med at spille, undtagen Matthew. Han stirrede stadig på mig med et lusket smil. Det irriterede mig grænseløst. Nu havde han vel ikke forstået det, vel..?

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...