Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2016
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret? º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

102Likes
185Kommentarer
66838Visninger
AA

32. ✿ Kapitel 3| Beskadeliggjort

 

 

I nyhederne fortalte en kvindelig vært om en kommende storm, hård regn og ingen sol, mens hun pegede her og der på sin skærm. Ej hvor trist, tænkte jeg kort. Vent lidt... Et eller andet føles helt forkert. Som det første kiggede jeg op i loftet, af en eller anden vildt mærkelig årsag, og måtte erkende at det ikke var mit værelse. Hvor fanden var jeg så henne? Plus, mit TV er ikke på højre side af værelset og det var det her TV altså. Var jeg så hjemme hos Elliot? Ej, hvorfor ville han have et TV til at hænge ude i luften? Og jeg tror altså også hans TV var meget større end det her. Man kunne knap nok se noget og havde men en god hørelse, skulle man stadig spidse øre for at høre efter. Uden svar via min indre monolog, kiggede jeg videre i rummet og nærmest scannede det for ting jeg kunne genkende, men jeg fandt desværre intet. Og hvorfor var det lige, at jeg lå i en seng? Klokken var ved at blive 17, ikke fordi jeg har noget imod at sove længe.. Jeg besluttede derfor, at rejse mig op, men selv det lykkedes mig ikke. Det var som om alle mine muskler var forsvundet, og jeg forsøgte virkelig hårdt, at bruge min spæde krop til at sætte mig op med. I det samme øjeblik føltes det som om, at jeg en sten kylet i hovedet, for shit den hovedpine var til at dø af.

"Hvad sker der?" mumlede jeg lavt, og smerten tog over i hele kroppen på mig. Hvad fanden var der sket? Hvorfor havde jeg fået lagt drop? Var jeg måske blevet indlagt, fordi jeg var dehydreret? Emma tvang mig altid til at drikke mindst 3 liter vand hver evig eneste dag, så det kan umuligt være det. Jeg sukkede højt og var rimelig pissed over det faktum, at jeg ikke vidste hvor jeg var henne, hvorfor jeg var her og hvorfor det freaking altid skulle storme i London. Lige pludselig dukkede Elliot op og så ekstremt bekymret ud. Var han også lige så forvirret som mig eller?!

"Er du OK Sofia?" spurgte han, lænet ind over mig, og lagde sine hænder på mine kinder. Nej, jeg var absolut ikke OK. Jeg ville vide hvad der var sket og hvorfor det så ud til at jeg havde brækket et ben og en arm. Hvad fanden havde jeg lavet? Seriously.

"Elliot, hvorfor græder du?" spurgte jeg og rynkede med mine øjebryn. Var en eller anden død? Nu var det virkelig ikke sjovt mere. 

"Jeg troede bare.." klukkede han, med tårer trillende ned af hans kind én efter én. Troede hvad? Jeg forstod virkelig ikke noget.

"Hey, tag det roligt. Hvad end nu troede, skete det altså ikke," måtte jeg sige, og det lød faktisk også ret smart selvom jeg ikke anede hvad han snakkede om, for at han kunne blive mere rolig. Det fik dog den modsatte effekt... Han gentog ordene i håb om at kunne færdiggøre sætningen, men måtte begrave sit ansigt i sine hænder. Jeg huskede tilbage på den dag, hvor vi havde vores allerførste psykologitest og kom ind på emnet er-man-en-rigtig-mand-hvis-man-græder og Elliot havde sagt, at han synes det var pinligt når han græd, eller generelt bare når alt andet end piger græd. Det kunne jeg overhovedet ikke forstå. For når jeg kiggede på de smukkeste øjne i hele verden, som nu var næsten oversvømmet i tårer, blev jeg rørt over hans smukhed og æstetik. Jeg havde aldrig mødt en som Elliot før. En som kunne være så smuk, mens han græd. Selvom jeg havde ondt i hele kroppen og især i den arm jeg mystisk vis havde brækket, lagde jeg armene rundt om ham og kyssede ham på kinden. Der måtte køre forfærdelige ting rundt i hovedet på ham, siden han var så ødelagt.

"Elli, hvad er det du er så ked af?" spurgte jeg ham og tørrede de sidste tårer af hans kind.

"Det var især måden den kørte kørte ind på jer, der skræmte mig fra vid og sans," sagde han og sukkede dybt. Hvem talte han om?

"Elliot, hvad snakker du om?" spurgte jeg forvirret og måtte kæmpe for at ikke ruske hårdt i ham. Hvorfor følte jeg at det har var en form for dårlig joke eller at jeg havde fået hukommelsestab? Vent et øjeblik... I samme øjeblik kom en hvidklædt, mandlig læge ind og lukkede pænt døren bag sig. Jeg gik ud fra at det var rimelig alvorligt, da han rømmede sig kort, som tegn på at han ville sige at en eller anden var død eller lignende.

"Hvordan har du det Sofia?" spurgte han og trådte nærmere med nogle papirer, som han sikkert skulle udfylde og spørge mig om. Men hvordan havde jeg det egentlig?

"Jeg er temmelig forvirret," klukkede jeg kort og vidste også at det måtte være meget slemt. Hvor var Emma henne? Og Cameron?

"Det der skete er, at du blev påkørt af en lastbil. Uheldigvis. Dette resulterer i, at du har brækket højre arm og ben... Derudover har du også fået en mindre hjernerystelse, der kan gøre at du måske ikke kan huske ting inden for de seneste 48 timer. Du har været meget heldig, for vi har oplevet ligende ulykker, hvor det var gået knap så godt," klukkede han og så lidt ned i sine papirer.

"Hvor er Emma?" spurgte jeg panisk, og kunne godt bruge noget af hendes positivitet lige i øjeblikket. Åh nej, tænkt på hvor skræmt hun måtte være. Og på en en eller anden måde følte jeg at det hele var min skyld. Måske ikke lige det med lastbilen osv., men hvis jeg nu bare havde ventet i et sekund, så ville alt det her ikke været sket. Elliot ville ikke græde og se herrens ud. Bare tanken om at min bedste ven ville have haft det bedre, hvis det ikke var for min dumhed og manglende hjerneceller, ville have gjort mig glad. Men det var han ikke. Jeg kiggede på ham i håb om at han havde svaret til mit spørgsmål.

"Jeg har ringet til hende, her for ikke så lang tid siden, så hun kommer sikkert om lidt," mumlede han lavt, og jeg havde først nu lagt mærke til de store sorte rander under hans udmattede øjne. Hvor lang tid havde han stået ved min side og bare ventet på at jeg skulle komme til mig selv igen? Hvor lang tid havde han siddet der, helt alene, og grædt uden nogen til at tage sig af ham? Han havde holdt min hold, lige siden jeg havde slået mine øjne op og havde endnu ikke givet slip. Indtil nu...

"Sofia er du OK?!" lød en genkendelig stemme og Cameron stod nu ved min side, også med tårer i øjnene. Ved siden af ham var Emma og Nash. De havde et udtryk som ikke lige umiddelbart var det bedste, der gjorde mig mere skræmt end jeg var i forvejen. Hvorfor så det ud til at de vidste noget jeg ikke vidste? Og hvorfor så det ud til at Emma havde grædt før hun var kommet ind på værelset? Hendes øjne var helt røde og hun turde ikke at kigge på mig. Det virkede næsten som om, at hun ville græde endnu mere, hvis vi fik øjenkontakt. Elliot trådte et skridt tilbage og satte sig ned i ventestolen, mens Cameron havde overtaget hans plads.

"Hey.." hviskede jeg lavt og lagde min hånd på hans kind, da tårerne begyndte at trille. Emma satte sig ned ved siden af Elliot og lagde armene rundt om ham. Hun havde sådan et stærkt hjerte, og jeg ville ønske at jeg selv kunne være lige så stærk som hende.

"Jeg er så ked af det Sofia, undskyld. Det vil aldrig være det samme, men vi har stadig Keiser," mumlede han og jeg måtte afbryde ham, før han fortsatte.

"Hvad mener du?" spurgte jeg forvirret og fik ved hjælp af ham, sat mig nogenlunde op. Med et kom det hele tilbage til mig. Jeg kørte hen mod dyreklinikken, da jeg blev påkørt og havde King med på bagsædet. Hvor var han nu? Jeg kiggede forvirret frem og tilbage mellem Cameron og Emma. Han vendte sig om mod Elliot.

"Har du ikke fortalt hende det endnu?"

"Selvfølgelig ikke. Hun er sgu da først lige vågnet. Skulle jeg fortælle det som det første eller hvad?" sagde Elliot provokeret, og noget sagde mig at de havde mødt hinanden før, for hverken Cameron eller Elliot ville tale sådan til en person de lige havde mødt. Trods alle de ting Elliot vidste om forholdet mellem Cameron og jeg. Emma forsøgte at gøre Elliot lidt rolig og prøvede at få ham til at  sætte sig ned igen. Jeg, derimod, var ved at eksplodere af frustration. Hvad fanden var der sket med King, siden de havde valgt at skjule det for mig?

"Hvad er der sket?" spurgte jeg med rynkende bryn, og så forventningsfuldt på Cameron, da han bragte det på banen og da Elliot tydeligvis ikke ville have fornøjelsen af at gøre med endnu mere deprimeret end jeg var i forvejen. Han tøvede kort og hans kropssprog signalerede at det ikke ville blive rart.

"Der er sket det, at... Altså efter i blev kørt ned, blev der selvfølgelig tilkaldt en ambulance og sådan, men... de kunne ikke redde King. Han var.. borte før de kom," mumlede han og det føltes som at få hjertet skåret over i flere tusinde stykker. Hvad fanden mente han med at de ikke kunne redde ham? King var mit et og alt. Han var den hund jeg havde ønsket mig i flere år uden hverken tilladelse af mor eller alle andre i verdenen. Jeg ville hellere ofre mig selv for min højtelskede hund. Han havde været min bedste ven i de korte år vi havde levet sammen.

"Hvad? Jeg forstår det altså ikke.." mumlede jeg lavt og måtte komme ud herfra. Tårerne trillede ikke bare ned af mine kinder, men mere fossede som et vandfald. Var King virkelig..? Ej, det kunne simpelthen ikke passe. Med min eneste fungerende arm, hev jeg den lette og luftige dyne væk og måtte slynge benene over kanten af sengen med smerter. Jeg skal nok selv vurdere om man kunne redde ham eller ej, når jeg ser ham igen.

"Skat, hvor skal du hen?" spurgte Cameron, som også stod i vejen, og holdt min hånd. Tårerne blev helt ustyrlige og jeg mistede kontrollen over dem.

 

 

Dagen efter, omkring 11-tiden, fik jeg udleveret et sæt krykker til når jeg engang kom hjem, utællelige mængder af piller som smertestillende med mere og en kørestol, som jeg allerede havde benyttet op til flere gange. Hospital kit achieved. Mine øjne var så røde som de overhovedet kunne blive, og jeg havde de værste smerter i både arm, ben og ryg. Jeg havde bedt dem alle om at tage hjem, især Elliot så han kunne få noget søvn. Cameron ville ikke gå, hvis Elliot ikke også gik og det samme omvendt. De havde skændtes højlydt udenfor patientværelset, hvor jeg og min "roommate" lå i. Elliot og Cameron havde allerde mødt hinanden, før vores komsammen aften med naboerne og havde tydeligt også skændtes den dag. Jeg hørte dem beskylde hinanden for ulykken og Kings død. Cameron mente at Elliot skulle have stoppet mig og Elliot mente at alt var gået galt efter Cameron dukkede op igen. Han havde personligt sagt, at Cameron ikke skulle fri til mig hvilket Cameron alligevel gjorde. Jeg havde mistet min bedste ven og det hjalp heller ikke ligefrem, at Elliot og Cameron hadede hinanden. Efter en alt for lang diskussion, besluttede de at Elliot skulle blive, så de andre kunne gøre hjemmet klar til mig. Det lød næsten som om jeg var blevet handicappet.

"Hvad vil du have først?" spurgte Elliot og sad med bakken af mad på sit skød. Det var ikke lige fordi mad på hospitalet var min yndlings. Det var forfærdeligt og afskyeligt. Især "desserten" som var rimelig malplaceret. Et pænt nej tak fra mig.

"Ikke noget af det.." klukkede jeg og kiggede skuffet væk fra bakken og ud af vinduet. Det sneede endnu en gang. Great. Jeg var ikke sulten og føltes heller ikke som at jeg nogensinde ville blive det. Jeg havde mistet appetitten, lige siden det med King.

"Sofia, lad nu vær.." sukkede han trist og kiggede op på mig. Han troede sikkert, at jeg var sur på ham eller lignende. At jeg bebrejdede ham, men det gjorde jeg ikke. Jeg bebrejdede mig selv og havde aldrig været så skuffet før. Hvor var jeg bare uansvarlig. Det var helt til at brække sig over. Det var kun min skyld at King var død. Hvis jeg nu havde kørt lidt tidligere, bare lidt, i stedet for at vente til det sidste minut, så ville det her måske ikke have været sket.

"Jeg forstår godt, at du bebrejder mig.." klukkede han kort og jeg så på ham igen. Hvad mente han? Det her var slet ikke hans skyld. "Du styrer dit eget liv og jeg skal ikke blande mig. Hvis det er det her du vil, skal du også gøre det uden yderligere forhindringer fra min side" mumlede han, mens han havde min hånd i sin. Hans øjenfarve var falmet, og jeg havde ikke set ham smile eller hørt lyden af hans latter i alt for lang tid, og det plagede mig grusomt.

"Jeg bebrejder dig ikke Elliot," sagde jeg og hold hans ene hånd. "Jeg bebrejder mig selv".

Elliot havde brug for lige så meget støtte som jeg. Godt nok var vi ikke relaterede eller havde været venner i flere år, men vi var så tætte og kendte hinanden så godt at han var skræmt for vid og sans. Hvis lastbilen havde kørt bare en lille smule hurtigere, ville jeg have endt som Elliots mor. Jeg kunne ikke forestille mig hvordan det var at miste ens mor og derefter end bedste ven på samme måde, så jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at få ham i bedre humor. Og omvendt.

Jeg kiggede over på den kedelige og grå, ikke bogstaveligt grå men rimelig farveløs, pasta og kiggede på ham igen, som tegn på at det var det jeg ville spise. Han skar en grimasse af afskyelighed, da han kiggede på den, men lod mig spise det alligevel. Smagen var hæslig og jeg måtte kæmpe tappert for at ikke spytte eller kaste det hele op igen. Han kiggede kort op på mig, hvorefter han kom til at smile helt ustyrligt og brugte sin ene hånd til at dække sit ansigt. Synet af en genert Elliot, gjorde mig rød i ansigtet og jeg måtte kort kigge ned på mit skød, for at ikke afsløre det. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge på ham, for hver gang mine øjne mødte hans, sprang mit hjerte et slag over og jeg sad tilbage med en masse skam. Og alt hvad jeg kunne tænke på var Cameron.

"Du er så sød, når du smiler Elliot. Gør det noget oftere," røg det ud af munden på mig og jeg måtte kæmpe for at ikke stikke pastaen ned i mit luftrør igen. Hvad fanden skete der lige for mig? Elliot sagde intet, men rejste sig op lige pludseligt. Det hele udviklede sig vildt ekstremt og blev rimelig akavet.

"Jeg kommer lige om lidt.." sagde han usikkert og gik ud af værelset. Hvor skulle hen? Ville han komme tilbage? Var det fordi jeg sagde at han så sød ud og fordi han ikke kunne klare det mere, at han var gået? Jeg havde jo trods alt ødelagt vores venskab, følte jeg selv, og det var jeg ikke særlig stolt af. Det kunne være at han decideret hadede mig og ikke kunne holde ud at være i nærheden af mig, når jeg hele tiden legede rundt med hans følelser. Tid til noget analyse, erkendte jeg hurtigt. Kunne jeg stadig lide Elliot? Og hvad mente jeg egentlig med stadig, for havde jeg nogensinde haft følelser for Elliot? Havde vi været mere end bare bedste venner på et tidspunkt?

"Hey, jeg er tilbage," lød Elliots stemme.

"Jeg fandt noget, der var meget bedre en pastaen. Men noget af det blev jeg nødt til at købe fra automaten. Se de har Skittles," smilte han og holdt en ny bakke i hænderne. Han kom gående hen mod mig og rykkede stolen lidt tættere på sengen. Han foldede sine ærmer op på sin sorte sweater, som om han selv ville spise den, tog sandwichen i hænderne og rakte den ud mod mig. Jeg tog en lille bid, dels fordi jeg stadig ikke var kommet over den hæslige pasta, og måtte erkende at det var en god sandwich. Efter Elliot så havde sørget for at jeg havde spist nok, åbnede han alle de usunde snacks der var på bakken, som jeg var meget gladere for at spise.

"Er det bare mig, eller er her lidt varmt?" spurgte han og rejste sig op, så han stod med siden til mig. Hm, det havde jeg ikke lige lagt mærke til, så jeg trak på skuldrene og betragtede ham nøje. Han trak sweateren op over hovedet, så den hvide t-shirt blev løftet let. Den perfekte og dybe v line kom til syne i reflektionen af ham på vinduet. Hans krop var definitionen af den ideelle kærestekrop. Perfekte skuldre, perfekte armmuskler og en perfekt v line. Oh my god... Spis dog dine Skittles for helvede, Sofia, måtte jeg sige til mig selv. Han satte sig ned på stolen ved siden af min seng og sukkede kort.

"Sofi, jeg bliver nødt til at fortælle dig noget, selvom du godt ved det," klukkede han og strøg hånden gennem sit hår, der gjorde at jeg smeltede lidt indeni. Fokus, tak. Jeg kunne tænke mig frem til, at han ville fortælle om sin forelskelse i mig og ventede egentlig bare på at han ville sige det.

"Du ved godt, at jeg er hammerforelsket i dig, men jeg vil ikke stå i vejen for dit forhold med Cameron. I er også et bedre match," sagde han meget rolig og kiggede ud af den åbne dør. Jeg måtte styre mig for at ikke kaste mine Skittles efter ham. Han mente det jo slet ikke. Han næsten hadede Cameron over alt på Jorden og mente slet ikke at vi var et bedre match. Men han sagde det sikkert, fordi han måtte vide at jeg havde ret mixede følelser og på en elller anden måde ville støtte mig. Eller hvad?

"Elli, jeg ved jo godt at du ikke kan lide Cameron. Jeg hørte jer skændtes udenfor døren... Så bare sig hvad du har på hjerte," sagde jeg og han kiggede op så vi igen fik øjenkontakt. På en eller anden måde var det her slet ikke akavet. Jeg kan huske tilbage på et meget akavet minde da jeg var omkring de 14 år. Et af mine drengevenner havde besluttet sig for at fortælle om sine følelser for mig og vi gik ned af denne uendelig lange sti, der ikke så ud til at få en ende. Fordi den jo var uendelig... Anyways, det var superakavet. Især fordi jeg troede at han ville sige det da vi var langt væk fra de andre, men på en eller anden måde kunne han ikke få samlet sit mod, så han sagde det istedet foran vores store gruppe af venner. Jeg sagde pænt nej tak og tog derefter hjem til min bedstemor, for at grine over situationen.

"Det kan jeg ikke. Hvis jeg sagde min rigtige mening, vil du blive såret og jeg har ikke lyst til at såre dig... Du skal bare vide hvad jeg føler for dig og at jeg ikke vil ødelægge jeres forhold, men jeg kan bare ikke. Du er det sidste jeg tænker på før jeg går i seng og det første, når jeg står op. Jeg har hele tiden den her trang til at være sammen med dig. Jeg har haft mange forelskelser, men det her er så specielt, at jeg ikke kan sætte ord på det.." klukkede han sukkende og rejste sig op. Jeg åbnede munden for at sige noget, men blev hurtigt afbrudt af ham.

"Jeg skal nok holde mig væk, hvis det er det du vil have, det lover jeg. Men først efter det her," sagde han og jeg kunne mærke han bløde læber mod mine.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...