Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2016
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret? º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

102Likes
185Kommentarer
66838Visninger
AA

27. Kapitel 26|"Sofia Williams..."

 

 

Lufthavnen var fyldt med fans, takket Nash der havde skrevet det på Twitter og vi fik os klemt ind i en Taxi med besvær.

"Har du adressen?" spurgte jeg og kom til at tænke på, hvor spontant det hele egentlig havde været.

"Øh nej... Jeg finder lige ud af det," grinte han kort og fik besværligt taget sin mobil op af buskelommen.

"Hej Emma. Vi sidder i taxien lige nu, men jeg havde glemt at spørge om adressen. May I have it?" sagde Nash og gav adressen videre til chaufføren.

"Jeg kan stadig ikke fatte, at du rent faktisk gør det," klukkede han og kiggede ud af vinduet.

"Heller ikke jeg. Men jeg føler at det er det rigtige. På en måde..." sagde jeg lidt usikkert og fik kort øjenkontakt med chaufføren i bakspejlet.

"Må jeg spørge hvad det handler om?" spurgte han og kiggede ud mod vejen igen. Jeg hev den lille og røde æske ud af jakkelommen, og det så ud til at han havde set den.

"Nåå," svarede han og grinte kort.

"Dem har jeg haft mange af," grinte han.

"Ægteskaber?" spurgte Nash forvirret.

"Mænd der vil fri til deres kærester" forklarede han kort og Nash åndede mod vinduet, som han derefter tegnede på.

"Jeg går ud fra at du har et par gode råd så?" grinte jeg kort og pillede ved æsken. Gjorde jeg det rigtige?  Forvirringen tog over i hele min krop.

"Nej, ikke rigtigt. Jeg vil sige det, jeg altid siger: du skal bare gøre hvad dit hjerte siger," forklarede han og drejede til venstre i en rundkørsel, så vi kom ind til nogle eksklusive og store huse. Var det her de boede?

"Alcovefield Street" sagde chaufføren og Nash så lige så chokeret ud som jeg.

"Øh, er du sikker?" spurgte han og chaufføren nikkede.

"Jeg ringer lige til Emma," klukkede Nash og holdt mobilen for øret.

"Hvis det ikke forstyrrer dig, kan du så komme udenfor? Vi er nemlig ikke sikre på, om vi er kommet til det rigtige sted," forklarede han, efter de havde talt sammen. Døren til det store, hvide hus blev åbnet og en bekendt skikkelse stod i åbningen. Hun blev kort stående, men da hun fik øje på os, løb hun hen til Taxien.

"Hej!" sagde hun glad og Nash trådte ud, hvorefter de krammede hinanden.

"Mange tak for dit råd," sagde jeg til chaufføren og gav ham pengene.

"Du har altid vidst det. Jeg skulle bare minde dig om det," smågrinte han og kørte væk, da vi havde taget vores kufferter.

"Er det ikke mega koldt? Det er jo trods alt December," spurgte Emma, da vi var kommet indenfor.

"Mega," udbrød Nash, der havde vænnet sig til L.A.'s varme vejr.

"Øh, I kan bare stille jeres kufferter inde på mit værelse," sagde hun og pegede op mod anden etage. Med besvær fik vi kufferterne ovenpå og gemt inde på Emmas værelse.

"Hvor er Sofia egentlig henne?" spurgte jeg, da hun ikke var hjemme.

"Hun er ude og handle med Alex til vores gadefest i dag. I er meget velkomne til at spise sammen med os," smilte hun. 

"Men Elliot kommer også. Ja, jeg ved ikke rigtig hvordan vi skal gøre det her," klukkede hun og sendte os lad-os-gå-nedenunder-blikket. Vi gik ud af Emmas værelse og jeg stod foran Sofias værelse med ansigtet mod døren.

"Du må gerne gå ind, hvis du har lyst," sagde Emma smilende, før hende og Nash gik ned i stuen. Skulle jeg gå ind?

Jeg lagde min hånd om håndtaget og åbnede den langsomt. Var det okay, at jeg bare dukkede op lige pludselig og befandt mig hjemme hos hende? Jeg slap mit tag om den og kiggede egentlig bare på døren. Alt hvad jeg lært om hende, fra hendes videoer, var på den anden side af væggen. Har du tænkt dig at gå ind eller bare stå der som en idiot, sagde min indre stemme. Jeg tog endnu en gang fat i håndtaget, og fik åbnet døren. Det første, der fangede min opmærksomhed, var hvor rent og ordentlig hendes værelse var. Jeg lukkede døren bag mig og gik over til hendes skrivebord hvor der lå et fotoalbum gemt væk, som om hun var bange for, at nogen ville finde den. Jeg tog den i mine hænder og satte mig på hendes bløde sengekant. Hvorfor føltes det så forkert, at "bryde ind" på hendes værelse og rode rundt i hendes ting, men stadig rigtigt?

"Ugh, jeg ved det ikke," sagde jeg for mig slev og bladrede om på første side. "Moon of my life" stod der citeret under et billede af Sofia, som jeg havde sagt og "my sun and stars" stod citeret under et billede af mig, som hun havde sagt. Jeg vidste allerede hvad dette ville føre til, men bladrede stadig videre og kom til billeder af hende og jeg, som var taget af Bryant på stranden. Du kunne blive en professionel model, hvis du ville kunne jeg huske ham sige, da vi sad i bilen. Det kunne hun sagtens. Især med de billeder hun havde valgt at gemme væk.

"Hvor sagde du at hun gik henne?" spurgte jeg Emma, da jeg var kommet nedenunder.

"London universitet. Hvorfor da?" spurgte hun og Nash løftede hovedet af nysgerrighed.

"Hm, det ved jeg ikke. Jeg tror bare at jeg vil gå en tur dernede," smilte jeg svagt.

"Så kunne jeg vise dig rundt i London?" sagde Emma spørgende og Nash nikkede smilende.

 

"Vi ses om en time, eller bare når du er færdig" sagde Nash og Emma efter at have droppet mig af på universitetet. Vi skulle mødes igen, når jeg havde gået rundt. Jeg vendte mig om og kiggede mod det store, palads-lignende universitet. Man måtte være enten genial eller have en større IQ end resten af verdenen, for at kunne gå her. Jeg havde research'et en del, før jeg kom her hen, og det var kun de "klogeste" elever der blev godkendt. Jeg bevægede mig ind i hovedbygningen, hvor en masse mennesker stod, og jeg fik besværligt fundet informationsdisken.

"Kan jeg hjælpe dig med noget?" spurgte en mand, midt i 50'erne, med en monoton stemme.

"Jeg leder efter en person. Elliot la Coeur," sagde jeg og han skrev noget ned på en seddel, og overrakte den til mig. Tænk at hedde hjerte til efternavn... Jeg smilte kort, som tegn på tak. Efter at have gået rundt derinde i cirka 20 minutter, fandt jeg hans værelse. Bygning 3, værelse 9, stod der på papiret og jeg kiggede på døren, bare for at være sikker. Bygning 3, værelse 9. Jeg bankede på og fortrød det med det samme. Hvad lavede jeg overhovedet her? Hvad skulle jeg sige, når han åbnede døren og ville kigge spørgende på mig?

"Hvem er det?" lød en stemme og jeg kiggede hen mod døren igen. Jeg kiggede bare uden at sige noget. Jeg var chokeret. Mest fordi han så meget bedre ud, end jeg havde regnet med, men også fordi han rent faktisk stod lige foran mig og krævede et svar.

"Er det ikke Cameron Dallas?" lød en pigestemme bag mig.

"Hej Elliot," sagde en anden stemme.

"Hej Jenna," smilte Elliot til pigen og de gik videre.

"Så du er den berømte Cameron Dallas? Hvad bringer dig til London?" spurgte han og kiggede med et neutralt blik på mig. Næsten.

"Jeg ville tale med Sofia. Er hun her?" spurgte jeg og hentydede til hans værelse.

"Nej" svarede han kort og gik ind på sit værelse igen, men lod døren stå åben. "Som du kan se er det et drenge værelse," sagde han sarkastiske og nød sikkert at hakke ned på mig, efter alt hvad jeg havde gjort mod Sofia. "Hun er ude og handle ind med Alex. Og jeg synes heller ikke at du skal tale med hende," sagde han og pakkede nogle ting sammen i hans taske. Det så ud til at han skulle et sted hen.

"Det bliver jeg nødt til," sagde jeg og hev æsken ud af min jakke. Han var i mellemtiden kommet over til døren og lukkede den bag sig. Han kiggede kort på æsken.

"Jeg ved ikke hvad du har gjort eller sagt, men du har ødelagt og knækket hende. Fuldstændig," sagde han og gav mig et koldt blik, som tegn på at det også havde haft effekt på ham. Jeg kiggede ned på mine hænder af skam. Havde jeg virkelig gjort hende så ondt, at jeg havde ødelagt hende?

"Uanset hvor stort hun smiler, kan man se det på hende. Hun gør sit bedste for at skjule sorgen, men det tager livet af hende og man kan se igennem den facade hun har udenpå," sagde han og sukkede. Jeg kiggede på ham igen. Han måtte have oplevet det hele, siden det gjorde ham så trist. "Hvad end du så har tænkt dig at gøre så lad vær. Hun er lige kommet over det og du skal ikke ødelægge det igen," sagde han og bevægede sig hen mod udgangen. Og med et gik hele min verden ned. Hvis hun var kommet over mig, ville jeg ikke ødelægge det for hende. Det skulle ikke ske igen, aldrig nogensinde. Hun fortjente bedre end mig. Hun fortjente Elliot, selvom jeg hadede det. Han forstod hende. Hvad var meningen nu? Skulle vi tage tilbage til L.A. og droppe det hele? Det ville sikkert virke som en god idé.

Jeg tog min mobil ud af lommen og ringede til Nash.

"Hvad så?" lød hans stemme.

"Jeg tager hjem. Det her var en dårlig idé," sagde jeg kort.

 

 

 

Sofias synsvinkel

"Hvad mangler vi ellers?" spurgte jeg Alex og skulle nærmest løbe efter ham med indkøbsvognen, for at kunne holde trit.

"Chips tjek, Cola, Sprite, Fanta og så videre tjek, chokola-"

"Alex, du skal ikke fortælle de ting vi allerede har," afbrød jeg ham af ren frustration og pustede ud. Shit jeg havde fået dårlig kondi, ellers var det bare vognen der vejede for meget. Sikkert dem begge. Vi gik videre til alkoholdelen, der gav mig et ubehageligt sug i maven og Alex stoppede op foran æblecideren. 0,4% var tilpas for Alex. Ellers ville han gå fuld Sofia-mode og tænke på alle de negative ting, der havde sket og derfor drikke sig hammerfuld.

"Hvordan går det egentlig med dig og Elliot? Altså ikke kæreste måden, men… jo kærestemåden," mumlede han og kiggede på et par forskellige flasker.

"Øh det går godt, på vennemåden," svarede jeg igen og forsøgte at læne mig ind over vognen og skubbede mig selv efter Alex.

"Du har stadig ikke fortalt mig om jeres klassefest. Hvordan gik det så? Åh, jeg håber så meget at I har kysset," fnes Alex og lagde flaskerne ned i vognen. Hvorfor skulle han absolut tale så lumsk om vores klassefest? Det var som om han regnede med at alle gik i semg med alle. Shame on you Alex, shame on you.

"Øh. Det gik ikke særlig godt faktisk" erkendte jeg hurtigt."Jeg kom til at drikke for meget. Og ja -  jeg plejer slet ikke at drikke, så jeg regner med, at du kender årsagen," sukkede jeg og blev pinlig berørt over min berusede tilstand. Føj. "Og fordi jeg var mega dum og fuld, som jeg jo var, kyssede jeg Elliot. Og han kyssede mig tilbage," sagde jeg og gik hurtigt videre.

"Come back here, " beordrede Alex og hev vognen tilbage. "I kyssede hinanden?" udbrød han.

"Mhm.." klukkede jeg og kiggede væk. Faktisk op i loftet i håb om at en eller anden ville redde mig fra denne galning, som han ville blive her om lidt.

"Jeg skal lige have et moment til at fangirle," pustede han ud og viftede med begge hænder. Havde han tårer i øjnene? Come on dude...

"Hvad med at du fangirler, mens vi går videre?" spurgte jeg og skubbede til vognen.

"Vi bliver altså nødt til at tale om det Sofia. Du kan ikke bare lade det ligge," sagde Alex og jeg sukkede. Mest fordi han havde ret og fordi jeg havde prøvet mit bedste for at undgå emnet.

"Kom med spørgsmålet," sagde jeg og vi bevægede os over mod kassen.

"Hvem kan du lide?" sagde han og lagde hænderne på sine hofter, bare for at gøre det mere dramatisk.

"Jeg ved det ikke. Elliot?" sagde jeg tvivlende. "Nej Cameron" skiftede jeg det til. "Ej jeg ved det ikke Alex. Jeg kender jo Elliot bedre en Cameron. Både fysisk og psykisk, og han var der også for mig," klukkede jeg. "Men hans venskab er så vigtigt for mig, at jeg ikke tør at ødelægge det. Plus, vi ved jo ikke om han kan lide mig," smilte jeg, men vidste udmærket hvad Elliot følte. På samme tid måtte Alex også gøre bedste for at ignorere det jeg lige havde sagt. Drengen her kunne skrive en roman om alle de tegn, der indikerede at Elliot var hammerforelsket i mig. Men det taler vi ikke om. Vi gemmer følelserne væk...

"Hvad ville du gøre hvis Cameron kom tilbage til dig? Gud forbyde det, men hvad nu hvis han ville have dig tilbage?" spurgte Alex og havde allerede betalt for varerne, som kom ned i flere poser.

"Det håber jeg ærlig talt ikke at han gør. Jeg kan ikke klare synet af ham. Det gør mig alt for ked af det, for inderst inde brænder jeg stadig for ham og hans kærlighed," sagde jeg og havde aldrig følt mig så mærkelig tilpas før.

"Hold da op, hvor var det poetisk," sagde Alex og prøvede at klappe med poser i hænderne, men var flere gange ved at tabe dem på jorden.

"Stop det. Du ligner en retarderet møgunge," grinte jeg.

 

 

"Vi er hjemme!" sagde jeg da vi kom indenfor og Emma kom løbende imod os i sit fine tøj.

"Velkommeeen," sagde hun smilende og tog nogle af poserne.

"Er Elli her ikke?" spurgte jeg og gik kort i panik. Hvad ville jeg gøre hvis han ikke var her? Det var lidt ligesom at tage til klassefester og man så fandt ud af at ham man var forelsket i, ikke var kommet. Det betyder jo nødvendigvis ikke, at jeg er forelsket i Elliot. Calm down. Jeg beskrev bare følelsen.

"Han er ude i køkkenet," sagde hun og gav mig blikketHvad var der nu sket? Forhåbentlig ikke noget dårligt. Det blik blev kun brugt i nødstilfælde.

"Hey Elli," smilte jeg, da jeg så ham sidde på et af vores barstole.

"Hej," sagde han og lænede sig ind over bordet med mobilen i hånden.

"Hvad så? Er der sket noget?" spurgte jeg og lagde armene rundt om ham. Elliot var det eneste menneske på jorden, som duftede så vidunderlig dejligt.

 

"Nej ikke rigtigt. Jeg har bare haft en dårlig dag, mødt folk jeg ikke ville møde og så løb jeg tør for tyggegummi" sagde han trist.

 

"Mødt folk du ikke vil møde? Som Jenna eller?" spurgte jeg og gik over til poserne, for at give ham et pakke tyggegummi.

"Ja, blandt andet hende" klukkede han og greb pakken.

"Jeg har faktisk lidt ondt af Jenna, må jeg indrømme" sukkede jeg og stod overfor ham på den anden side af bordet.

"Hvorfor?" spurgte han og rynkede på brynene.

"Hm... Hvis du nu satte dig i hendes sted? Hvis du kunne lide en person, der ikke kunne lide dig tilbage, hvordan ville du så føle?" spurgte jeg og smilte svagt.

"Det havde jeg aldrig tænkt på.." erkendte han, men beholdt stadig det kolde ansigtsudtryk. Hvad var der sket med ham? Han så ud til at reflektere og tænke en del over det. Gad vide om han vidste, at jeg faktisk godt er klar over hans følelser for mig? Det ville gøre situationen med Jenna meget nemmere, that's for sure.

"Nå, skal vi komme i gang?" spurgte han og smilte.

"Helt klart," sagde jeg og gav hans hånd et klem. To minutter senere var det min tur til at sidde ned og Elliots tur til at lave maden, selvom jeg faktisk ikke havde bidraget til noget overhovedet.

"Hvad, øh, skal du ikke foretage dig noget Sofia?" lød Alex stemme bag mig.

"Nej?" grinte jeg og åbnede munden, da Elliot gav mig en smagsprøve fra maden han lavede.

"Får du ham virkelig til at lave mad? Han har altså også sat det gigantiske telt op uden din eller andres hjælp" sagde Alex og gav mig det-kan-du-ikke-være-bekendt-blikket.

"Han meldte sig altså frivilligt. Og det her er altså også tusind gange bedre end den mad jeg laver," sagde jeg og sendte Elliot et smil.

"Ingen kan lave bedre mad end dig, Sofia. Heller ikke mig," grinte Elliot og fortsatte ellers sit arbejde.

"Not true," sagde jeg og fik endnu en gang, en smagsprøve.

 

 

 

"Hej og velkommen," hilste jeg, da vores naboer kom ind i det store forsamlingstelt, og de hilste venligt igen. Emma stod ved det store bord, hvor folk satte deres madretter, desserter, ølflasker og hvad ved jeg, og guidede dem, til hvor de skulle lægge tingene.

"Er alle kommet?" spurgte hun så, da der blev stille, og folk nikkede. Derefter forklarede hun om tag-selv bordet og de rejste sig op for at få mad.

"Er det dig, der har lavet det her Sofia?" spurgte Julia, vores nabo og mor til 4 irriterende børn, og kiggede på Elliots smukke værk.

"Nej, desværre. Alt hvad der er lavet fra os, har Elliot sørget for," forklarede jeg smilende og kiggede hen mod ham, der forklarede en eller anden ret han havde lavet. Hun nikkede forstående og gik videre.

"Hej Sofia!" udbrød Clara, der boede skråt overfor os og var også på alder med mig. Næsten.

"Hej Clara," smilte jeg tilbage og kunne tolke, at hun ville spørge om det samme. "Nej, det er ikke mig der har lavet det" sagde jeg og grinte over hendes reaktion.

"Nå, nå. Hvem har så lavet det?" spurgte hun og jeg pegede på Elliot.

"Det overrasker mig ikke. Smukt mad lavet af et smukt menneske," sagde hun sukkende og tog en dåse øl med sig, før hun gik forbi mig. Hun måtte vist også have fået sig et chrush på ham, så det overraskede mig ikke spor.

 

 

 

Flere timer havde passeret, og de fleste var taget hjem. Det var vist også ved at blive sent og nogle skulle arbejde, selvom det var søndag i morgen.

"Vi ses," sagde jeg vinkende til Clara og satte mig ned igen ved siden af Elliot.

"Jeg synes, at du skal være med næste år også," sagde jeg og gav hans hånd et klem.

"Samme her. De spiste det hele op og spurgte om der ikke var mere," tilføjede Emma og tog en tår af sin cola dåse.

"Sådan er det med fransk mad," sagde han stolt og blærede sig.

"Nu skal du ikke blive for selvfed mester," sagde jeg og gav ham en albue i siden.

"Jeg siger da bare sandheden? Hvis der er noget franskmænd er bedre til end britter, så er det at lave mad. Det kan du ikke lave om på," sagde han modargumenterende og sådan fortsatte vi, mens Emma talte sammen med Julia og et par andre naboer.

"Jeg skal slet ikke, overhovedet ikke, aldrig have børn og absolut ikke giftes. Børn er giftige," sagde Emma, så de måtte vist have gang i en diskussion eller lignende.

"Jamen, det kan jeg da godt forstå, du er jo stadig kun 17", lo Julia og kiggede over på mig.

"Hvad med dig Sofia? Skal du ikke giftes en dag og have børn?" spurgte hun.

"Øh, det ved jeg ikke. Jeg kan ikke lide tanken om at have noget levende i mig, sådan umiddelbart, og det er også lidt "ulækkert" at man så også skal føde det. Jeg tror at jeg hellere ville adoptere et barn.." sagde jeg og kunne ikke forestille mig selv som mor. Aldrig.

"Vil du så ikke giftes en dag?" spurgte hun igen og vidste udmærket at hun havde tabt, selvom de andre også syntes at det var en god idé. "Nå, vi bliver nødt til at gå nu. Så kan vi bare tage det en anden gang?" smilte hun og de rejste sig alle op, da deres mænd havde besluttet at det var blevet for sent. Det var lige præcis sådan noget, der ville følge med i et ægteskab.

"Jeg vil stadig ikke giftes though," svarede jeg selvom de var gået.

"Hvorfor ikke?" spurgte Alex og slog sig ned overfor Elliot, så han sad ved siden af Emma. Det så vist ud til, at der kun var os fire tilbage..

"Det ved jeg ikke... Et, jeg er alt for ung til at skulle gifte mig nu. Jeg vil føle mig burret inde, hvis jeg bliver gift som 19-årig. To, jeg har en masse ting at skulle lave og se til. Og så vil jeg også rejse verden rundt, før jeg binder mig til en person," sagde jeg og der blev helt stille, så man kun kunne høre lyden af personer nærme sig.

"Man kan da sagtens rejse verden rundt og være gift samtidig? Man skal bare gøre det sammen," sagde Alex i baggrunden, for jeg hørte slet ikke efter. Det så ud til at ingen hørte efter, men kiggede i stedet ud mod de to skikkelser.

"Sofia. Jeg er kommet for at snakke med dig," sagde han og hans stemme skar i mit hjerte, så det ikke var til at holde ud. Jeg lagde beroligende en hånd på Elliot's arm, da han lige pludselig blev meget spændt.

"For at snakke om hvad Cameron? Om at du har været en stor idiot og at du vil have mig tilbage?" sagde jeg og rejste mig op. Jeg kunne ikke klare det her og som i en typisk kærlighedsfilm sneede det med store snekrystaller.

"Ja!" sagde han og slog ud med armene. "Jeg har været en stor idiot, fordi jeg ikke lod dig forklare og jeg er stadig en stor idiot, fordi jeg lige pludselig dukker op igen efter 3 måneder, men Sofia vil du ikke lade mig forklare denne gang?" spurgte han, mens jeg gik ud af det store telt og var på vej indenfor. "Sofia lad nu vær," sagde han og hans iskolde hånd tog fat om mit håndled, så hele min krop sitrede.

"Cameron du kan ikke bare dukke op efter så lang tid og forvente at jeg vil lade dig forklare, når du ikke engang ville kigge på mig, mens jeg forsøgte at forklare det med Luke. Så tag tilbage og lad vær med at ødelægge det hele igen," sagde jeg og hev min hånd til mig.

"Sofia stop nu," sagde han og kiggede mig i øjnene, så det gav en elektrisk følelse der fik mit hjerte til at stoppe.

"Nej, du skal stoppe Cameron. Du stoppe med at tro, at du bare kan gøre hvad der passer dig. Du kan ikke bare beslutte dig for at komme her og ødelægge alt hvad jeg opbygget igen," sagde jeg og regnede med at han ville fortsætte.

"Jeg ved det godt... Jeg har ingen ret til at ødelægge det for dig, men det samme gælder for dig Sofia. Du er alt hvad jeg tænker på 24 timer i døgnet og jeg ingenting uden dig. Livet giver ikke mening, når jeg ved at du hader mig, mens jeg stadig elsker dig af hele mit hjerte," sagde han og jeg kiggede kort over på Nash, der sendte mig et trist blik, som tegn på at det var rigtigt og at Cameron virkelig havde lidt. Jeg blev kort stående foran døren, før jeg tog mine skridt ned at trapperne og stod foran ham.

"Jeg elsker dig Sofia. Det gør jeg virkelig og jeg råber det gerne til hele verdenen, men du bliver nødt til at tilgive mig. Der findes ikke ord for hvor dum og idiotisk jeg var, men sandheden er at jeg ikke kan leve uden dig. Du fuldender mit liv, giver det mening og er grunden til at jeg lever. Jeg har brug for sit skønne smil og din positivitet, ellers... kan jeg bare ikke," sagde han og mine øjne blev fugtige. Nogle gange kan man ikke forklare hvad man ser i en person. Det er bare måden de tager tager en med til et sted, hvor ingen andre kan.

Jeg hørte et gisp fra Alex, der stod med sin mobil i hænderne og så ud til at græde. Mine øjne gled over på Emma som aldrig nogensinde havde set gladere ud i hele hendes liv og til sidst over på Elliot, hvis udstråling fik mig til at dø indeni. Lyset fra månen gjorde alles, inklusiv hans ansigt, synlige og det virkede som om han kunne bryde sammen når som helst. Jeg vidste udmærket hvorfor han var så ked af det, mest fordi jeg havde valgt at ignorere hans følelser for mig og fordi jeg havde sendt ham de forkerte signaler. Det hele virkede tåget og jeg forstod ikke hvorfor de opførte sig sådan, indtil jeg kiggede på Cameron igen med en mørkerød æske i hånden.

"Sofia Williams," sagde han og knælede. "Sofia Williams, vil du gifte dig med mig?"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...