Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2016
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret? º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

102Likes
185Kommentarer
66725Visninger
AA

31. ✿ Kapitel 2| Bagatel

 

 

"Er vi klar?" spurgte jeg og stod ude i køkkenet og kæmpede mig tappert gennem nougat cornflakes skål nummer 2.

"Jeg tror ikke at Emma er færdig endnu. Hun er knap nok begyndt," fortalte Nash, der havde været ligesom en agent for hende. Han vidste hvad hun lavede, hvornår det skete, og dels hvorfor.

"Ja, hvorfor mon? Kunne det måske være fordi jeg blev vækket til sidst?" sagde hun højlydt og klagende fra sit værelse. Vi havde aftalt i går, at tage ud på kulinariske oplevelser i London og vise drengene de smukkeste sider af byen, da der stadig var et par dage til at vi skulle til præmieren. Der var også gået samtlige dage siden jeg havde set eller talt med Elliot. Han måtte virkelig være pissed off, men det er jo også forståeligt. Suk hjerte brist...

"Ja, ja. Kom nu ned Emma og lad vær med at brokke dig," sukkede jeg og kiggede ud i haven, hvor Cameron satte stativ og kamera op. Han skulle for første gang filme en video med Emma, der stadig gjorde sig klar på sit værelse. Jeg fik lynet min jakke og tog mine støvler på, hvorefter jeg åbnede døren ud til haven.

"Hey," sagde han og kiggede smilende på mig. Jeg smilte tilbage, som tegn på hej og morrede mig over, at han stod forvirret tilbage midt på den hvide græsplæne og kæmpede sig gennem den tykke sne.

"Skal du have hjælp til noget?" grinte jeg kort og lukkede døren bag mig, så varmen ikke slap ud af huset.

"Øh, jo det må du gerne. Jeg har brug for stole," sagde han og bed tænderne sammen af kulde. Han kiggede lidt rundt i vores store have og var tydeligvis forvirret over, at der ikke var møbler. Jeg nikkede hen mod skuret og han fulgte automatisk med, da jeg gik derover for at hive vores stole ud. Efter at vi have sat dem foran kameraet, med den nøjagtige afstand som Cameron ville have, dukkede Emma op i sin tykke vinterjakke.

"Hej.." sagde hun. Cameron og Emma havde aldrig tilbragt tid sammen, heller ikke da vi var på tour, så det var kun forståeligt, at hun følte det var underligt. Men hvis man ser på det fra den positive side, så kommer de til at lære hinanden  at kende på den måde. De havde godt nok ikke fortalt mig, hvad videoen skulle handle om, men jeg regnede stærkt med at det var en icebreaker mellem dem. Det ville de i hvert fald have det godt af, da vi jo, meget spontant, blev forlovede.

"Nå, jeg kan fornemme at I skal til at filme, så jeg smutter ind nu. Skal jeg lave varm kakao til jer?" sagde jeg og blinkede til Cameron, som tegn på at han ikke skulle være nervøs, og at det hele nok skulle gå. Ikke fordi Emma var svær at gøre med, men fordi hun havde tendens til at bliver super nervøs og sige absolut ingenting. Det havde jeg personligt oplevet op til millioner af gange. Især til interviews, hvor hun bliver spurgt om noget, og så går hun selvfølgelig død og kigger på mig med tiggende øjne, som tegn på at jeg skal redde hende igen, igen.

"Øh, jo tak," sagde Cameron, mens Emma nikkede uden at sige noget. Jeg fik en fornemmelse af, at det kom til at gå vildt dårligt, men holdt det inde i mig og gik ind igen for at lave kakao til dem. Den varme og dejlige følelse af varmhed, skyllede ind over hele min krop og jeg kunne ånde lettet op igen. Stakkels dem, tænkte jeg og tog min jakke af. Jeg kiggede ud i stuen og Nash var vist ved at se den ugentlige episode af sin yndlingsserie. Jeg havde stadig ikke vænnet mig til tanken om, at de var her. Godt nok havde jeg ønsket og bedt til alle guderne, at Cameron og jeg ville finde sammen igen, men det hele virkede bare underligt... Det var som om vi blev tvunget ud i noget vi ikke rigtig var klar til. Men det kunne jo også være, at jeg følte de ting netop fordi jeg aldrig havde oplevet noget ligesom det her. Det lød et bip fra vores kakaomaskine og jeg hældte den varme væske ned i to kopper. Så tog jeg min jakke og mine sko på igen og gik ud til Cameron og Emma.

"Hvad sker der?" spurgte jeg en smule forvirret og chokeret, da jeg først nu havde lagt mærke til at Emma klaskede en masse sne op i ansigtet på Cameron.

"Han svarede forkert på spørgsmålet," sagde hun og grinte over den grimasse han efterfølgende skar. De måtte have gang i en eller anden ekstrem form for challenge tænkte jeg og stillede mig ved siden af dem. Jeg rakte kakaoerne ud til dem og satte mig på skødet af Cameron bare for at forstyrre dem.

"Tak for kakao," sagde de begge og Cameron fjernede sneen fra sit ansigt.

"Hvad filmer i? spurgte jeg og tog hans kolde hånd i min.

"Vi laver en challenge, lidt ligesom vores på hotellet, og hvis man svarer forkert får man sne i ansigtet," forklarede han. Jeg var virkelig glad for at jeg ikke var med, for jeg bliver ret hurtig syg selvom jeg stort set kun havde levet i kolde lande. Ja, mit immunforsvar er ikke det stærkeste.

"Det lyder hyggeligt. Får I så lært en masse om hinanden?" spurgte jeg, rigtig lærerinde-agtig og kom til at grine af det. Nej, hvor kunne jeg være mærkelig nogle gange.

"Ja, for søren!" udbrød Emma og kiggede over på sine snebolde, som så ud til at være klar. Jeg kiggede på mit ur og måtte hele tiden holde øje med hvad klokken var, for i dag var det en vigtig dag.

"Jeg ville bare sige, at jeg tager afsted her om lidt," sagde jeg smilende og rejste mig op. Shit, hvor var det egentlig koldt her i London. Jeg ville bare ønske, at sommerferien ville komme snart. Suk hjerte brist endnu en gang..

"Skal du være sammen med Elliot?" spurgte uskyldige Emma og så forventningsfuldt på mig. Hun skulle bare vide, hvad der var sket. Eller helst ikke. Det var bedre på denne måde.

"King og jeg skal hen til klinikken, for at få lavet en undersøgelse. Han har ikke spist særlig meget her for tiden, og det bekymrer mig lidt.." klukkede jeg og gik langsomt over mod døren. De vinkede til mig og fortsatte ellers med at filme, så jeg kaldte på King og tog mine bilnøgler. Han kom spurtende hen til mig, med endnu en legesyg husky bag sig.

"Hvorfor spiser du ikke noget?" spurgte jeg ham bekymret, som om han kunne snakke, og rystede på hovedet. Jeg havde ønsket mig en hund lige siden jeg var 8 og 11 år senere fik jeg en, som nu ikke ville spise noget overhovedet. Hvad nu, hvis han var alvorlig syg og skulle dø..? Ej, situationen blev ikke ligefrem bedre at jeg forestillede mig åndssvage ting. Få det ud af dit hoved. King ville aldrig dø og det samme med Keiser, tænkte jeg og satte hundesnoren til hans halsbånd. Med meget besvær, og lidt hjælp fra Nash, kom vi ud af huset og King hoppede ind bagved i bilen, mens jeg startede motoren. Jeg startede radioen i håb om at der var nye sange og ikke de samme 10, som hele tiden blev spillet igen og igen. Der er intet værre end at høre de samme sange igen, siger jeg dig. Det er næsten ligesom at stå i en kø, som aldrig bliver kortere - altså pisseirriterende. Efter at have skiftet radiostation, omkring 1000 gange, opgav jeg. Jeg var alligevel meget tæt på dyreklinikken, så det kunne være ligemeget. Jeg kiggede på King i bakspejlet og det så ud til at han nød sin køretur vældig meget.

"Sikke et fedt liv," sukkede jeg for mig selv og stoppede for rødt. I det øjeblik kom 1000 Miles af Vanessa Carlton på radioen og nynnede svagt med på melodien, lige før selve sangen begyndte. Lige ved siden af mig holdt en meget bekendt Audi og jeg kiggede nysgerrigt på føreren. Var det ikke Elliot? Oh my God, hvad skal jeg gøre? Skal jeg vinke eller bare ignorere ham? Åh, den dårlige skyldfølelse skyllede ned gennem hele min krop og jeg lagde hovedet på rattet i håb om at jeg ville være mindre sur på mig selv. Jeg kiggede forsigtigt op igen og blev mødt af øjne som borede sig dybt ind i mine. Holy Jesus Christ. Jeg vinkede og smilte lidt akavet og som jeg havde regnet med ignorerede han mig. Nå nå..

"And I need you dududududu, and I miss you dududuudu," sang jeg højt, da jeg kom på det rette spor igen og lavede en masse armbevægelser, der tydeligvis fik Elliot til at trække på smilebåndet, da han kiggede igen. Sådan, tænkte jeg. Det klæder ikke Elliot at være hverken sur eller ked af det. Han har et alt for kønt ansigt til at bære nag på sådan en person som mig. Jeg var virkelig glad for det faktum, at jeg nu kunne kigge på ham uden at skulle dø af skam. Lyskrydset var gul, senere grønt og jeg ville have kørt, hvis ikke det var for Elliot som ringede. Kunne han ikke bare sende en sms eller morse det? Vi var jo lige ved siden af hinanden? Men jeg tog den alligevel, da det sikkert var vigtigt eller noget lignende.

"Hallo, Elli?" sagde jeg og fik på en meget mystisk måde, min mobil klemt mellem min ene skulder og mit hoved. Jeg nåede akkurat at køre et par meter, inden jeg kunne høre Elliots stemme fra mobilen.

"Sofia pas på!" råbte han højt og jeg fattede helt seriøst intet. Hvad mente han? Jeg tog min mobil i hånden og slog den på højtaler.

"Elliot hvad snakker du om?" spurgte jeg og blev fanget af synet af en lastbil, som kørte mod mig med en ekstrem høj hastighed. Lastbilen kørte direkte ind i siden af bilen og det føltes som at blive klemt inde i et rum uden luft. Min krop kollapsede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...