Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2016
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret? º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

102Likes
185Kommentarer
66884Visninger
AA

20. Kapitel 19| Nedbrydelse

 

 

"Hey. Er du okay? Ville bare sige at de giver mad nu" afbrød Emma.

"Hvad? Nå, ja. Jeg har det fint" mumlede jeg og strakte ud.

"Hvad kunne De tænke Dem?" Spurgte en alt for venlig stewardesse og Emma svarede lige så venligt tilbage.

"Hvad med Dem?" Spurgte hun og kiggede på mig.

"Det samme. Bare med vand, tak" svarede jeg og tog i mod min mad.

 

"Hvad fanden er det her Sofia!?"

 

Flyet fløj igennem grå skyer og nattehimlen blev dækket af gråt skum, som Emma lige havde sagt.

"Du er ikke sur på mig vel?" Spurgte hun lige pludseligt.

"Hvorfor skulle jeg være sur på dig?" Smilede jeg tilbage.

"Fordi du skal være helt alene indtil jeg kommer igen. Jeg føler at jeg stikker dig" sagde hun.

"Ej, Emma hold nu op. Du er den sidste på jorden, der skal undskylde" smilte jeg.

"Jeg kan godt blive hjemme, hvis du vil have mig til det" fortsatte hun.

"Emma stop nu. Vi ved begge hvor vigtig den volleyball turnering er for dig".

"Okay så... Vil du spille Uno?"

"Nej. Har ikke overskud lige nu" sukkede jeg.

"Hm okay. Hvad så med Nintendo?"

"Fint nok" smilede jeg svagt og hev den op af min rygtaske.

"Hvilket spil?"

"Super Smash Bros?"

"Okay" smilede jeg svagt.

"Hvad laver I piger?" Spurgte Ethan, som sad bag os.

"Vi skal spille Super Smash Bros med vores Nintendoer. Vil du være med?"

"Nej tak" sagde han og gled tilbage i sit sæde, da en stewardesse gik forbi.

 

"Cameron lad mig forklare"

 

"Jeg håber at Sofia vinder" tilføjede han og kiggede stadig på os mellem sæderne.

"Hey! Hvorfor det?" Spurgte Emma.

"Fordi Pit er herre cool" sagde Ethan og fik det til at lyde som om det var indlysende. Vi tilsluttede vores Nintendoer med hinanden og startede spillet.

"Jeg beder dig Emma, vælg ikke Pokemon Trainer. Jeg hader den virkelig" grinte jeg og havde ikke troet at det var muligt at grine nogensinde, efter det der var sket tidligere på dagen.

"Yeah you wishI will beat you with my Pokemons" sagde hun truende og lavede et game mellem mig og hende. Der gik et par minutter før vi kunne komme i gang med spillet.

"Sofia?" Prikkede Ethan mig på skulderen.

"Har du det OK?"

"Jeg har det fint" løj jeg og smilte. Inderst inde havde jeg lyst til at flå mig selv i stykker og skrige til alt luften forsvandt ud af mine lunger - skrige så højt at alle på jorden kan føle min smerte.

"Vi er gået i gang!" Sagde Emma højt og jeg kunne høre hende slå min spiller.

"Hey! Du snyder!" Svarede jeg igen og tog hurtigt min Nintendo i hænderne.

"Ha ha. Bare fordi at du stinker til det, betyder det ikke at jeg snyder" sagde hun og prøvede at sno sig udenom.

"Ja ja liar. I will beat the shit out of you" svarede jeg og var rimelig sikker på at vinde.

 

"Forklare hvad? Jeg troede at jeg betød noget for dig!"

 

"Hvad sagde jeg?" Grinte jeg og blærede mig med at vinde over hende.

"Det var bare denne gang. Jeg skal nok vinde over dig næste gang" sagde hun og kiggede efter vores kufferter.

"Charizard!" Råbte hun og hentydede til at min kuffert var kommet ud på båndet.

"Charizard!" gentog jeg rimelig højt og løb over til den. Måske skulle Emma have hjulpet mig, da den var pæn tung og umulig at få ned.

"Har du brug for hjælp?" lød en stemme.

"Nej tak. Jeg klarer den" sagde jeg uden at kigge og var meget tæt på at tabe min kuffert, hvis det ikke var for drengen der greb den.

"Det ser vist ud til at jeg ikke klarer den alligevel" små grinte jeg og kiggede op.

"Den er også ret tung" grinte han med og brød automatisk isen.

"Sofia Williams" sagde jeg og rakte ham hånden.

"Elliot la Coeur" smilte han og tog min hånd.

"Mange tak for hjælpen Elliot" sagde jeg og var 600% sikker på at han var Lucky Blue Smith's tvillingebror eller lignende, ikke fordi han en tvilling, men du ved hvad jeg mener. Jeg tog fat i hanken og gik over mod Emma, som så ud til at ikke lægge mærke til noget andet end hans udseende. Typisk.

"Shit han var pæn. Var det ikke ham der modellen du er mega vil med? Lucky Blue Smith eller hvad han så hed?" spurgte hun og kiggede efter ham.

"Nej han hedder Elliot, men de ligner hinanden sygt meget" udbrød jeg af frustration, da det måtte være ham.

 

"Det gør du også Cameron. Du betyder alt for mig, men lad mig nu bare forklare det!"

 

"Han var altså mega lækker Sofia, undskyld" fortsatte Emma og gloede efter ham endnu en gang.

"Emma stop så. Han kigger altså" sagde jeg og skubbede hende blidt i gang, mens jeg så tilbage på Elliot, der stod med et stort smil og kiggede på os. Vi gik ud mod udgangen, hvor Ethan og Elisa allerede stod, og ventede på os.

"Det var I godt nok længe om piger" sagde Elisa og vi gik alle ud af lufthavnen. En vagt kom kørende med Elisas bil og standsede foran os, hvor han hjalp med at få bagagen om bag i bilen. Så satte vi ellers kurs mod home sweet home, hvor Alex og King ventede på os.

"Undskyld jeg bringer det på banen igen, men Twitter er virkelig bombarderet med billedet af dig og Luke. Det er over alt og det trender også" sagde Emma.

"Det første jeg gør, når jeg møder Luke, er at myrde ham. Bogtsaveligt" sagde jeg og var pisset af igen.

"Tag det nu roligt piger" forsikrede Elisa og kiggede på os.

"Jeg melder ham altså til politiet, hvis han dukker op igen" sagde jeg, stadig pisset af.

"God idé" sagde de alle tre støttende.

 

 

"Hej piger!" råbte Alex af glæde, da han åbnede døren og så os.

"Hej Alex!" råbte vi tilbage, som om vi ikke havde set hinanden i 100 år eller var tre bedste veninder, der ikke havde set hinanden i 2 minutter.

"Gruppekram!" råbte han og vi krammede hinanden helt automatisk.

"Fortæl mig alt" sagde han, efter at vi havde flyttet kufferterne ind på vores værelser og sagt farvel til Ethan og Elisa.

"Alt? Det er måske lidt for ivrigt" små grinte jeg og kløede King på maven, som prøvede at slikke mig i ansigtet.

"Det er også lidt ligegyldigt. Fortæl mig om det med Cameron og dig!" sagde han ivrigt.

"Ej ikke det lort. Jeg har virkelig ikke kræfter til det" sukkede jeg og kæmpede mod King, for at ikke blive slikket.

 

"Sofia hold nu op! Vi ved begge at du stadig elsker ham"

 

"Twitter er fyldt med billedet af dig og gustne Luke. Fy for helvede" sagde han og så faktisk ud som om, at han fik det dårligt.

"Hvordan blev det overhovedet taget? Jeg mener, havde han hyrret en paparazi eller noget? Det er vildt ulækkert" tilføjede jeg.

"Hey Sofia. Jeg har fundet noget, som jeg tror du skal tage et kig på" sagde Emma og gik over mod os fra trapperne med sin pc i hænderne.

"Hvis det er Twitter eller lignende, så nej tak" sagde jeg og himlede med øjnene over, at Alex havde bragt emnet op igen.

"Det har slet ikke noget med det at gøre" smilede hun og satte sig ned ved siden af os, så King hoppede op på Emma i stedet.

"Hvad er det så?" Spurgte jeg og læste op.

 

 

Hjemløs husky søger ny ejer

Copperfield hundeinternat

 

Den 21. juli, ved 23 tiden blev en hjemløs og meget sky, husky fundet ude på Sandy Forest Dell, af et ældre par. Parret ringede til Copperfield hundeinternatet, hvor den hjemløse hund også befinder sig i dag. Vi har valgt at kalde den søde hun for Jaime og efter flere måneders træning med mennesker og andre hunde er Jaime klar til at blive adopteret!

 

Race: Siberian Husky.

Køn: Han.

Alder: 2 år og 9 måneder.

Vi kender ikke til hans første leveår, men han har engang været adopteret af en alkoholmisbruger, hvilket betyder at hans tilværelse formentlig ikke altid har været lige sjov. Han bryder sig ikke om fulde mennesker og bliver ret hurtig bange. Han er en blød hund og er meget kærlig. Efter sigende er ham glad for børn og katte. Men pga. manglende historik og fordi vi synes han fortjener ro og stabilitet, skal han ikke være i hjem med små børn. Han holder mest af opmærksomhed og vil gerne gå lange ture.

 

Mere information findes på -
 


"Oh my God Emma!" Sagde jeg højt og havde først forstået nu, hvad hun prøvede at sige.

"Skal Jaime ikke have en chance til? Og desuden mangler King også en ven" tilføjede hun og hvis det ikke var for trætheden, havde jeg kørt hen til internatet og stjålet ham lige nu. Og som om King havde forstået vores samtale, logrede hans hale ustyrligt.

 

"Nej det gør jeg ikke! Han tvang mig til det Cameron. Du forstår det jo ikke!"

 

Flere timer senere, hvor vi havde spist takeout mad og set film, tog Alex hjem og vi skiftede til nattøj.

"Hvad er din kode til Netflix?" Spurgte Emma og sad stadig med sin Mac.

"Hvorfor da? Er der noget i vejen med din?" spurgte jeg og stillede noget af hendes tøj på plads, da hun ikke havde overskud til noget som helst, end at dovne på sengen.

"Jeg kan ikke huske min kode og de har først åbent for telefonopkald i morgen. Men der er jeg allerede taget afsted" sukkede hun trist. Jeg skubbede hendes kuffert ind under sengen og rejste mig op.

"Hm. Jeg tror at det er Cameron" klukkede jeg for mig selv.

"Ja prøv med den. Jeg ændrer den selvfølgelig på et tidspunkt, men beholder den bare i dag, så du kan se det du vil" smilte jeg og gik ud til døråbningen.

"Kom så King" sagde jeg og han hoppede ned af Emmas seng.

"Godnat og vi ses i morgen" vinkede jeg, før jeg lukkede døren og fortsatte ned i stuen. Sammen med vidunderlige King, der var faldet i søvn og lod mig være helt alene, så jeg Life of Pi på Tv'et. Gud hunde kunne lave mærkelige lyde når de sov. Og med et bankede det på døren. Like what the heck? Klokken var halv tre om natten. Hvem kunne det mon være?

 

"Jeg ved ikke om jeg kan det her længere"

 

Jeg åbnede døren og til min store skuffelse stod stalkeren der, så jeg lukkede hurtigt døren igen.

"Sofia, hold nu op. Jeg vil bare tale med dig" grinede han lavt.

"Luke, jeg ringer til politiet hvis du fortsætter" sagde jeg, men havde mest lyst til at tæske ham sønder og sammen.

"Ej hold nu op. Jeg har da ikke gjort noget" sagde han og trak på skuldrene. Nu var det sgu nok. Jeg tog min mobil fra bordet og ringede til politiet.

"911 emergency. Hvad kan jeg gøre for Dem?"

"Hej. Mit navn er Sofia Williams og det handler om et indbrud" forklarede jeg, gik udenfor og lukkede døren bag mig, så Emma ikke blev vækket hvis nu han gav sig til at råbe som en idiot.

"Indbrud?" Gentog han og hans ansigtsudtryk ændrede sig hurtigt. Omkring 10 minutter senere, var politiet dukket op, hvilket betød at jeg skulle det som jeg var bedst til. I mellemtiden måtte jeg holde volden inden i mig og høre på de dårlige forklaringer han kom med.

"Jeg har lige været på Tour og han fulgte efter os, opsøgte og på hotellerne, og det endte med at han faktisk også blev smidt ud derfra fordi han startede et slagsmål. Han har kommet med trusler om at sende et billede af os der kysser til min kæreste, hvilket jeg faktisk blev tvunget til, så det må du også skrive ned" forklarede jeg og iagttog betjentens blokpapir og blyant.

"Og De har naturligvis advaret ham?"

"Selvfølgelig. Op til flere tusinde gang og jeg kan simpelthen ikke forstå hvorfor han ikke bare lader os være i fred" sagde jeg og kiggede betjenten over skulderen, hvor Luke og en anden betjent stod.

"Min bedømmelse siger, at vi lige nu er i mellem en stærk advarsel og en sag i retten" sagde han, mens han skrev videre.

"Undskyld Hr., men der står i loven, paragraf 266, at "den som på en måde der er egnet til hos en anden at fremkalde alvorlig frygt, hvilket der er tale om i denne situation, for eget eller andres liv, helbred og velværd, truer med at foretage en strafbar handling, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år". Jeg ved, at hvis i ignorerer det og lader ham gå med en bøde, at han vil gøre det om og om igen, da han er psykisk syg - ja, jeg har læst psykologi" forklarede jeg og så hans underkæbe falde.

"Der er vist en som ved hvad hun taler om" grinte den anden betjent.

 

"Cameron jeg beder dig, lad vær"

 

"Hvis du siger det på den måde" små grinte betjenten og skrev mit nummer ned. "Og han har tydeligvis drukket" tilføjede jeg og fik betjenten til at kigge over på Luke.

"Vi ser på sagen og kontakter dig, hvis der sker noget nyt, men lige nu ser det ud som 3 måneders fængsel eller under" sagde han og vi rystede hinandens hænder, som et tegn på "god handel" i mine øjne.

"Fængsel? Men jeg har ikke gjort noget?! Det her er ikke ovre Willia-" forsøgte han at sige og blev sat ind i bilen.

"Oh jo, det er det" svarede betjenten og fik Luke til at lukke munden.

"Psykopat" hviskede jeg for mig selv og rystede med hovedet.

"Hvad sker der?" Spurgte Emma og gned sine øjne, mens hun gabte højt.

"Vi kommer af med Luke. Det er hvad der sker" smilte jeg og klappede hende tilfreds på skulderen.

"Bare vent til at medierne finder ud af det her. Så skal Cameron nok komme tilbage" forsikrede hun og kiggede på Luke, der råbte en masse ting i bilen, og var meget tæt på at blive sat på plads endnu en gang.

"Jeg vil ikke have at Cameron kommer tilbage" mumlede jeg og lagde mærke til at King nu også stod ved siden af os, som om vi havde familiemøde.

 

 

"Jeg forstår ikke meningen i volleyball, for at være ærlig" indrømmede jeg og blev distraheret af Tv'et.

"Volleyball er en meget hård sport, hvor man bruger mange benmuskler. Det er lidt ligesom fodbold, bare meget bedre" grinte hun og spiste videre.

 

"Jeg troede at du elskede mig lige så højt som jeg elskede dig"


"Fint fint. Hvornår kommer de?"

"Om 5 minutter, I guess" sagde hun og rejste sig op.

"Bare stil det ned i vasken. Så skal jeg nok lægge det på plads" sagde jeg. Mens Emma fik kufferten ned fra sit værelse, bankede det på døren og jeg gik der over for at åbne.

"Hej. Er Emma klar?" Spurgte Carol, Emmas volleyball træner.

"Ja. Hun kommer nu" sagde jeg og Emma stod ved siden af os. Carol tog Emmas kuffert og gik over mod bussen.

"Vi ses" sagde jeg og krammede hende.

"Kom ikke hjem uden pokalen" jokede jeg og Emma grinte. Hun steg op i bussen og alle de andre piger blev glade for at se hende. Hun satte sig ned og vinkede. I det øjeblik, hvor bussen kørte, blev jeg klar over at jeg skulle være helt alene og vidste at jeg ikke ville kunne holde ud.

 

"Det er ovre Sofia"

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...