Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2016
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret? º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

102Likes
185Kommentarer
66716Visninger
AA

18. Kapitel 17| Melankoli part 2

 

 

Efter to timers lang photoshoot, var vi endelig færdige. Aldrig nogensinde i mit liv har jeg været så træt og poseret på over millioner af poseringer, både med Cameron og uden. Men nu da jeg tænker over det, var det vildt sjovt og spændende. Måske skulle jeg ikke dømme ting så hurtigt.. Jeg gik frysende og iklædt en bikini, over til Bryant’s bil hvor mine ting lå i og så Cameron, som allerede stod klar med mit tøj.

”Tak” smilede jeg bare og rødmede sikkert. Idiot.

”Skynd dig at klæde om og tag din jakke på, så du ikke bliver syg” sagde han, holdt et håndkæde rundt om mig og kiggede væk, mens jeg hurtigt skiftede.

"Lad mig lyne den" mumlede Cameron og lynede låsen på min nye sweatshirt (som fantisk var hans for 2 minutter siden) og smilede sødt. Derefter tvang han mig til at tage en jakke på og ville selvfølgelig også lyne den. Det var vildt bøvlet og mit hår sad flere gange fast i låsen og jeg klynkede naturligvis 100 gange undervejs. Det gjorde helvedes ondt.

"Jeg vidste ikke, at du ville være så god!" Roste Bryant mig i bilen, da vi var på vej tilbage til hotellet.

"Du kunne sagtens blive en rigtig god model, hvis du ville" fortsatte han.

"Så god er jeg heller ikke Bryant. Du overvurderer mig" grinte jeg fjollet og mødte hans blik i bakspejlet.

"Jeg tror faktisk at jeg undervurderer dig".

"Jeg er helt enig med Bryant" lød Camerons stemme.

"Vent hvad?"

"Ja. Hvis du virkelig ville, kunne du sagtens blive model for Victorias Secret osv".

"Helt enig med Cameron. Du har talentet" fortsatte Bryant og fik tvivlen i mig til at vokse sig større. Skulle jeg droppe psykologien og satse på modelling? Ej okay, en simpel kommentar skal ikke kunne ændre min mening. Nu må du lige styre dig selv. Jeg rettede min opmærksomhed mod min pc, som sagde "transfer of 614 images completed". Jeg tog derefter SD kortet ud a pc'en og lagde den tilbage i Bryants kamerataske.

"Jeg har overført billederne. Kortet ligger nede i din taske" takkede jeg og studerede dem lidt. Han smilede kort, som et tak gik jeg ud fra, og fokuserede igen på vejen. Jeg scrollede hurtigt forbi mine egne billeder og fandt i stedet Camerons og mine. Han så godt ud på hvert evig eneste billede, hvilket jeg blev lidt små jaloux over. Jeg ville ønske, at jeg også havde evnen til at være så god foran et kamera.

"Hvor skal du egentlig hen efter du har droppet os af?" Spurgte jeg Bryant om.

"Jeg mangler stadig et par venner, som gerne vil have taget billeder" forklarede han og jeg nikkede.

 

 

Klokken 13:00, eller skulle jeg sige udspørgselstimen, skulle vi mødes med nogle journalister i et vildt ukendt sted, som havde en masse spørgsmål, der også skulle bruges til vores endelige tourvideo.

Og som sædvanligt hørte jeg ikke efter, men dagdrømmede i stedet, i min helt egen verden med en masse husky'er, Jellybeans, lakrids, bands og skumfiduser.

"Sofia. Hvordan ville du beskrive dit forhold til Cameron? Hvad føler du med hensyn til ham?" Spurgte en kvinde lige pludselig og rev mig ud fra min dejlige verden. Hvad skulle jeg svare??

"Øh" startede jeg usikkert.

"Jeg har aldrig været så hungrende forelsket, at jeg har stirret på en person og tabt min fornemmelse for tid og sted" opdigtede jeg hurtigt og var 100% sikker på, at jeg ikke havde svaret på hendes spørgsmål. Jeg følte naturligvis det, som jeg havde forklaret, men helt ærligt hvor lamt lød det ikke lige? Cameron er ikke en person, som du vil tabe din fornemmelse for tid og sted. Så simpel er han ikke. Man glemmer at trække vejret, evnen til at ens hjerte slår, at opføre sig som et normalt menneske og 1-tabellen, når han er til stede. Så lovely er han nemlig.

"Meget dybt" sagde Emma og fik alle til at grine. Mine øjne mødtes med hans og jeg gav ham hvad-kunne-jeg-gøre-blikket og sendte ham et smil, der hurtigt blev sendt tilbage igen.

"Er det rigtigt at I, Sofia og Emma, skal på jeres helt egen Tour om et par måneder?"

"Det er rigtigt, men vi må ikke afsløre for meget. Jeg kan dog sige, at det bliver overdrevet fedt!" Svarede Emma. En lille hemmelighed, som faktisk ikke skulle siges til nogen, blev lige delt med 10 journalister, som selvfølgelig ville indrage det Emma lige havde sagt, i vores video og på magasiner. Dejligt Emma. meget dejligt.

 

 

 

"Det er her jeg voksede op" sagde han stolt og vi fortsatte ned ad gaden, hånd i hånd.

"Lige præcis her?" Spurgte jeg drillende og pegede på det samme sted som ham.

"Nej. Hvorfor er du så fjollet?" Grinte han og rystede på hovedet.

"Undskyld" sagde jeg hurtigt.

"Jeg vidste faktisk ikke, at du var født her i New York" indrømmede jeg og følte mig som en dårlig kæreste.

"Vi boede her heller ikke i særlig lang tid. Mine far fik et job i L.A. og så flyttede vi derhen" forklarede han, mens vi langsomt  gik væk fra lejlighederne.

"Jeg vil gerne spørge dig om noget" sagde jeg og kiggede op på ham. Ikke fordi han var 1 meter højere end mig, men altså, det er jo det de fleste piger plejer at gøre, når de er sammen med deres kærester. Eller hvad? Nevermind..

"Ved dine forældre egentlig, at vi -"

"Ja, det gør de" svarede han, før jeg var færdig med mit spørgsmål.

"Vent hvad? Har I talt sammen om mig? Hvad sagde de? Kunne de godt lide mig? Nu er det jo ikke fordi vi skal giftes eller noget, men det er meget vigtigt at forældre kan lide ens barns kæreste" sagde jeg panisk og mit hjerte hamrede med 300 kilometer i timen.

"Min mor… er vist ikke særlig glad for dig" sukkede han og lavede en grimasse.

"Oh my God, hvad?" Spurgte jeg og kunne bogstaveligt mærke mit hjerte knække i tusinde stykker, som om det var is.

"Min far er sådan lidt… Ligeglad, hvis man kan sige det på den måde".

"What?!"

"Min søster synes ikke rigtig om jeres kanal" afsluttede han og det føltes som om hele min verden lige var gået ned. Hvad fuck gør jeg nu!

"Jeg er ked af at sige Cameron, men i dag er den dag vi slår op. Jeg er virkelig ked af det, men hvis dine forældre og din søster ikke kan lide mig, er jeg bange for at vi ikke kan fortsætte på denne måde" sagde jeg og lagde mærke til at han smilede.

"Hvad? Synes du at det er sjovt? Du har faktisk såret mine følelser" sagde jeg og lagde armene over kors.

"Det var bare for sjov" grinte han og trak mig ind i hans kram.

"Sjov? Kalder du det her for sjov?" Spurgte jeg og slog ham på skulderen. For sjov.

"Tag det nu roligt" grinte han stadig og holdt mig stadig tæt ind til ham. Jeg sukkede højt, som et svar på at han var tilgivet.

"Min mor kan godt lide dig. Hun elsker dig faktisk. Hun elsker dig mere end hun elsker sin egen søn" sagde han og jeg kunne mærke varmen sprede sig i min krop.

"Jeg har ikke rigtig haft tid til at tale med min far om det, men min søster sagde, at jeg var verdens anden heldigste mand".

"Hvem er den første?" Spurgte jeg forvirret.

"Hendes mand, fordi han er gift med hende. Det sagde hun selv" forklarede han.

"Din søster har god sans for humor" grinte jeg og kunne høre Camerons hjerte banke fra hans brystkasse.

"Og jeg ville slet ikke have noget i mod, at blive gift med dig" sagde han og jeg løftede forbavset mit hoved. Mente han det virkelig, eller var det endnu et af hans forfærdelig dårlige jokes? Hans tommelfingre strejfede mine kolde læber, hvorefter hans hænder fandt sine pladser på mine kinder og vores læber mødtes på halvvejen. Det er en følelse, man ikke er i stand til at forklare med simple ord. Det føles som om jeg har smagt på en del af den ydre galakse, som hverken mennesker eller Gud kender til, og tanken om at der er mere at udforske, giver mig en rolig fornemmelse i mit sind.

"Sofia Williams. Du tager livet af mig" sukkede han og et grin undslap mine læber. På en eller anden måde, havnede vi nede i byen, hvor fans pludselig krævede en masse billeder af os. Frem over tager jeg ikke i byen længere. Det bliver virkelig for klaustrofobisk nogle gange.

"Sorry guys, men vi bliver virkelig nødt til at gå nu" sagde jeg med et trøstende smil og vi forsøgte at møve os igennem fansene. En velkendt og ikke spor interesseret skikkelse, stod lænet op af en mur, uden for gruppen med fans og smilede ækelt. Frygten havde fundet sin vej til min hjerne og jeg blev pisse bange lige pludselig.

"Hvad sker der?" Spurgte Cameron, da jeg kom til at klemme hans hånd lidt for hårdt.

"Øh. Der er bare for mange mennesker. Kan vi ikke gå nu?" Tiggede jeg og fik øje på en taxi.

"Jo selvfølgelig" sagde han hurtigt og fik taxi'en standset. Jeg følte mig jaget konstant. Af en eller anden grund, synes han at det er morsomt at skræmme livet af mig. Psykisk syge idiot.

"Er du okay? Du er blevet rimelig bleg i ansigtet" sagde Cameron, efter dørene blev lukket og taxaen kørte mod hotellet. Jeg rystede panisk på hovedet som et 'nej' og var virkelig bange for at få anfald af en art. Han trak min ind i hans favn og aede bagsiden af hoved.

 

 

"Emma. Vi bliver virkelig nødt til at sige noget til Ethan og Elisa. Jeg kan ikke holde det ud mere. Han følger konstant efter mig" sagde jeg stadig panisk og gik frem og tilbage på vores værelse.

"Hvad skal vi sige?"

"Aner det ikke. Vi kan vel ikke klage over at han var nede i byen, men hvad vi kan klage over, at han smilede på den der vildt klamme og børnelokker-agtige måde. Fy for helvede hvor er han egentlig gusten" fortsatte jeg.

"Undskyld sister, men det holder altså ikke. Vi kan melde ham til politiet, for det der tvangskys, som egentlig også kan registreres som overfald og det der billede han fik taget, men ikke det der skete i dag" sagde hun og havde endelig besluttet sig for at bidrage.

"Han har jo ret til at gå ensomt rundt nede i byen. Desværre". Jeg sendte hende et olmt blik, som var tegn på at hun ikke hjalp mig.

"Okay, okay! Yeezus, du er skræmmende nogle gange" sagde hun og rystede på hovedet.

"For det første er Yeezus er mit ord, ok? For det andet, så hjælper du overhovedet ikke" sukkede jeg og stoppede op foran vinduet.

"Jamen så lad finde dem og tale om det?" Sagde hun surt og rejste sig.

"God idé" sagde jeg støttende, da jeg ikke kunne komme på en bedre idé. Døren til vores værelse blev låst og vi gik ned til lobby'en for at lede efter dem, hvilket ikke varede særlig længe, da de sad i sofaerne og snakkede sammen.

"Ethan! Elisa! Vi har brug for jeres hjælp!" Råbte Emma og gav dem et hjerteanfald.

"Hvad så?" Spurgte Ethan efter han blev "genoplivet" igen og jeg gav mig til at forklare.

"Sofia hvorfor har du ikke sagt det noget før?!" Skældte Elisa mig ud.

"Fordi jeg lige skulle samle noget mod osv. og det skete altså i går. Det er ikke 100 år siden" forsvarede jeg mig selv, da Cameron jo ikke var her og det skulle han heller ikke være. Han ville flå mig levende.

"Melder vi det ikke til politiet?" Spurgte Emma og alt den snak om Luke gjorde mig dårlig tilpas.

"Jeg sætter mig lige et andet sted. Alt den snak om ham giver mig kvalme. Sig til når I har fundet ud af noget" mumlede jeg og listede ellers hen mod en tiltrækkende sofa, som var lang væk fra de andre. Hvorfor fanden ville han også stå der og glo på Cameron og jeg, mens vi fik taget billeder? Han er virkelig en stalker, der burde anholdes lige her og nu. Gud hvor er han klam. Tanken om ham giver mig kuldegysninger og brækfornemelser.

"Har du savnet mig?" Lød en bekendt stemme lige pludselig. Jeg vente mig om og blev mødt af et ansigt jeg netop ikke ville se. Hvad fanden lavede han nu her?!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...