Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2016
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret? º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

102Likes
185Kommentarer
66711Visninger
AA

17. Kapitel 16| Melankoli part 1

 

 

“This is Sofia Williams in her natural habitat” kunne jeg høre Cameron sige og fik mine øjenlåg til at åbne sig, selv om der var flere timer til at jeg skulle have vågnet.

“Cameron hvad laver du?” mumlede jeg surt og kiggede op på hans mobilskærm.

”Godmorgen” svarede han bare tilbage og optog en video på Snapchat, som hurtigt kom ind på 'my story'.

”Ej stop!” Grinede jeg, stadig lidt surt, og trak dynen op over mig.

”Hey. Du har stadig ikke sagt godmorgen” sagde han drillende, hev dynen væk og klistrede sin mobil i ansigtet på mig.

”Jamen så godmorgen. Og du kan altså ikke være bekendt, at vække mig på den måde. Jeg lå lige så godt” gabte jeg og tvang ham til at lægge sig ned igen, så jeg kunne lægge mig tilbage på hans brystkasse. Sofia Williams in her natural habitat. True that.

Der blev hurtigt taget et nyt billede af os og det havnede skam også på my story, med teksten ’My beautiful étoile’.

”Hvad betyder det der?” Spurgte jeg og hentydede til det sjove ord.

”Det må du selv finde ud af” svarede han drillende og lagde sin mobil på kommoden.

"Men det er fransk" forklarede han og jeg sprang af. Fransk var ikke ligefrem min kop te. Men det var dansk og engelsk tværtimod, da jeg ligesom havde talt det i 19 år...

”Du må ikke bevæge dig. Jeg skal sove igen” sagde jeg.

”Men vi skal spise morgenmad snart” smilede han og kyssede mig på panden.

”Nå ja. Det fikser jeg lige” sagde jeg og rejste mig op.

”Hvorhen?” Spurgte han og fulgte efter mig. Jeg gik ud i entreen og ringede ned til lobbyen angående noget roomservice.

”Værelse 52, tak” sagde jeg før jeg lagde på.

”Hvad sagde du?” Spurgte han smilende.

”Hvorfor gå ned og have morgenmad med de andre, som først er om 2 timer, når vi kan spise sammen om lidt?” Spurgte jeg og blinkede til ham.

”Vi bliver udstødt af gruppen, hvis vi fortsætter sådan her” grinte han.

”Det er lige meget. De kender ikke til kvalitetstid” sagde jeg drillende og flettede mine fingre ind i hans.

”Nu da vi taler om det, så skriver jeg lige til dem, at vi ikke kommer” sagde jeg og fjernede mig.

”Hvad skal vi da?”

”Et: vi skal ud og svømme i poolen. To: vi skal ned i byen, så du kan få byttet dit tøj eller hvad du så vil med det, og jeg har faktisk også brug for noget nyt badetøj til shootet med Bryant” sagde jeg og lagde mærke til hvordan hans ansigt ændrede sig.

”Hvad skal du bruge badetøj til?”

”Til photoshootet?”

”I New York? Det bliver ekstremt koldt, hvis du skal shoote i badetøj, især på stranden” sagde han mistroisk og lød som min mor, hvilket fik mig til at græde af grin indvendig.

”Der sker ikke noget. Bare rolig” smilede jeg.

”Hvor skal I shoote henne?” Han lød meget interesseret lige pludselig.

”Jeg kan ikke rigtig huske det. Times Square og nogle andre steder” sagde jeg usikkert.

”Men vil du egentlig ikke med? Så kan du også fortælle mig hvordan man skal posere og alt det der. Du har erfaring" forklarede jeg og så smilet brede sig på hans læber.

”Fint. Fint. Jeg kommer kun med fordi du tigger om det” sagde han og gik ind på sit værelse igen.

”Det gjorde jeg i hvert fald ikke!” grinte jeg og fulgte efter.

”Er du sikker? For sådan lød det for mig” sagde han drillende og lagde sig ned i sengen.

”Stop eller jeg kommer og kilder dig til du ikke kan mere” sagde jeg og satte mig på kanten.

”Du lagde selv op til det” begyndte han.

”Det var jo ikke mig, som kom ind på emnet og endte med at spørge om jeg måtte komme med til jeres shoot” fortsatte han drillende og en ny krig startede.

”Jeg tror at vi vækker Nash” sagde jeg og hentydede til at vi var færdige.

”Jeg vandt” konkluderede Cameron hurtigt.

”Vel gjorde du ej. Jeg vandt” rettede jeg ham. Det bankede på døren og Cameron var allerede gået, før jeg havde nået at registrere noget. Solens stråler lyste igennem vinduet og ramte spejlet over for mig. Mine øjne flakkede over til spejlet og jeg blev mødt med den mest falske person, jeg nogensinde havde mødt. Mig selv. Jeg kunne hurtigt genkende skikkelsen, som sad helt destrueret på sengekanten. Jeg skammede mig. Jeg skammede mig over, hvordan jeg havde stukket Cameron, løjet for ham og hvordan jeg stadig lod som ingenting. Som sædvanligt skyllede den dårlige samvittighed ind og fyldte hele min krop. Jeg ville gerne fortælle ham sandheden, men billedet og Luke...

”Morgenmad!” Råbte Cameron ude fra stuen og jeg kom til mig selv.

”Kommer nu” svarede jeg og sukkede over, hvor stor en idiot jeg var blevet.

 

 

"Er vandet koldt?" Spurgte Cameron og satte sig ned på kanten af pool'en og lod sine ben komme i kontakt med det lunke vand.

"Nej, det er helt fint. Du kan godt komme ned" sagde jeg og gik længere væk fra stigen.

"Alright" smilede han og tog sin T-shirt af. Aka, alle musklerne blev synlige og mine øjne var klistret fast til hans overkrop.

"You like what you see" sagde han og citerede mig, fra den dag på stranden, hvor jeg tog ham i at kigge.

"Hey, det er ikke fair" grinte jeg og rystede på hovedet.

"Og i øvrigt, er det også normalt. Ren refleks. Det er jo ikke hver dag, at jeg ser abs som dine" tilføjede jeg og kunne godt mærke på mig selv, at det var tid til at stoppe. Et grin undslap hans læber og fik mig til at rødme. Gud, hvor var jeg bare pinlig nogle gange. Det var lige til at græde over. Ad. jeg væmmes helt ved mig selv nu.

"Der er intet at rødme over" sagde han med et skævt smil og svømmede over til mig.

"For at være ærlig, har jeg aldrig nogensinde sagt noget så dumt i hele mit liv" erkndede jeg hurtigt.

"Det har du faktisk" sagde han lige pludselig og fik mig til at lige et spørgsmålstegn.

"Da du sagde, at du havde vundet i vores kildekrig" forklarede han.

"Det gjorde jeg da også?" Smilede jeg.

"Det tror jeg vist ikke, at du gjorde" drillede han.

"Nu da vi ikke kan blive enige, vil jeg gerne have revanche" sagde han hurtigt og sprøjtede vand i ansigtet på mig.

"Av for helvede! Jeg har fået det i øjet" klynkede jeg og kunne høre ham svømme over til mig.

"JK" grinte jeg og hoppede op på ham, i håb om at kunne få ham under vandet, som selvfølgelig ikke virkede. Han holdt om mig og kiggede skiftevis på vandet og jeg.

"Cameron, hvad laver du?!" Spurgte jeg panisk og mærkede at taget blev strammere.

"Du var sammen med Luke, ikke? Den dag, hvor du skred fra mig" Sagde han og jeg kunne tyde at han var virkelig vred.

"Hv-hvordan?"

"Du løj for mig!" Råbte han vredt og tårerne hobede sig op i mine øjne. Jeg stod helt stille og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.

"Sofia?" Lød en stemme og jeg kom til mig selv.

"Er du okay?" Spurgte Cameron.

"Hvad? Nå ja. Jeg har bare en tendens til at dagdrømme" smågrinte jeg nervøst og lod en hånd køre i gennem mit våde hår. Det blev ikke lige så elegant, som jeg havde forventet..

"Skal vi gå op?" Spurgte han og pegede på liggestolene.

"Jo" nikkede jeg og vi kom op af vandet og tørrede os med håndklæder.

"Er det et FC Barcelona håndklæde?" Spurgte han overrasket og lavede elevator blikket.

"Øh ja?" Svarede jeg.

"Nå jo. Du er jo trods alt the soccer girl" sagde han og grinte.

"Det er noget vi drenge kalder dig" forklarede han og sparede mig for at spørge.

"Hvad kalder I så de andre piger?" Spurgte jeg af ren nysgerrighed. Eller faktisk ikke. Jeg var lidt ligeglad med Sarah og Angelina. Jeg ville hellere vide hvad de kaldte Emma for.

"The cool girl. Det er et midlertidigt kælenavn, da vi ikke kunne finde på andet".

"Hvad bruger I så de der navne til?" Spurgte jeg og kæmpede ekstremt hårdt for at ikke grine. Det var simpelthen noget af det barnligste jeg havde hørt.

"Ja, det ville du gerne vide" smilede han og lagde sig ned. Jeg rodede rundt i min taske efter mit kamera, så jeg kunne filme vores chill day.

"Hvad kigger ham der duden på?" Spurgte han ud af det blå, mens jeg filmede.

"Hvor skulle jeg vide det fra? Og vil du ikke kigge på kameraet, please?" Sukkede jeg og kiggede også over mod "duden".

"Han kigger altså stadig" mumlede han og havde ikke bevæget sig en millimeter.

"Ej Cameron. Come on" sukkede jeg højt og blev lidt småirriteret, selvom det faktisk var sødt, at han blev lidt jaloux.

"Alt for dig, babygirl" smilede han og vendte sig endelig om.

"Mmm. Babygirl? Det skal være mit nye navn på Twitter" grinte jeg og forklarede ellers videre til kameraet, hvad Cameron og jeg havde lavet.

 

 

"Oh my God. Hvornår kommer maden?" Sukkede jeg højlydt og fik alles opmærksomhed i restauranten. Pinligt.

"Om lidt, Sofia" svarede Elisa tilbage. Vi havde alle været i byen sammen, for en gangs skyld (uden problemer), og sad nu i hotellets restaurant og skulle spise lunch, før vi ville tage afsted til New York. Cameron byttede sine sko til et par sorte Vans, som han kun havde to par af derhjemme, som jeg ikke kunne se logikken i, men whatever...

Jeg fik købt 3 sæt bikinier, 1 kg Jellybeans (no kidding), 4 kyllingesandwichs og flere dåser Green Tea til Emma og jeg, så vi kunne drikke dem i bussen. Hverken min taske eller kuffert havde været så proppet før.

"Sofia. Vil du ikke stoppe?" hviskede Cameron lavmælt og lagde sin hånd på mit knæ. Nu forstod jeg hvad han mente. Jeg havde og har tit fået at vide, at jeg har meget uro i mine ben. Altså at jeg hele tiden har et rystende ben, som jeg bare ikke lægger mærke til nogen gange. Det er bedre kendt som RLS - Restless Leg Syndrome.

"Sorry" hviskede jeg tilbage og betragtede hans pæne øjne.

"Vi har kun en halvanden time. Maden bør være her nu" sagde Elisa og de andre var hurtige om at blive enig. Med et kiggede Cameron på mig igen og hentydede til noget, som jeg ikke helt forstod.

"Dit ben".

"Nå ja" sagde jeg og kom til at tænke på, at hånd stadig lå på mit knæ.

"Jeg kan altså ikke gøre for det" erkendte jeg, uden at fortælle ham om RLS'et og trak på skuldrene.

"Vi finder ud af noget" smilede han og deltog i en samtale mellem drengene.

"Hvad er det I hvisker om?" Spurgte Emma, som sad på den anden side af mig.

"Det der med mit ben".

"Nååå. Har du ikke taget din medicin?" Spurgte hun.

"Tsh. Jeg har ikke brug for medicin" sagde jeg og kunne lige pludselig mærke et eller andet vildt mærkeligt.

"Cameron. Hvad laver du?" Spurgte jeg nervøst og lod som ingenting.

"Ikke noget" mumlede han tilbage og kørte sin hånd længere op af mit ben. Dette var verdens dårligste dag at tage shorts på. Det måtte jeg indrømme.

”Der kommer maden jo” sagde Angelina og vi kiggede alle på de tjenere, som kom med de dyrebare retter. Jeg lagde min hånd oven på hans og hentydede til at han gerne måtte fjerne den nu, men mit ben faldt til ro lidt efter lidt.

”Nå. Hvad skete der så?” Spurgte han med et stort smil.

”Idiot” smilede jeg bare tilbage.

”Hov hov. Du blev da kureret” grinte han.

”Det er ikke sjovt” grinte jeg lavt og vi begyndte så småt at spise.

 

 

”Omkring 34 timer senere, vil vi være på hotellet” sagde Louisa, da vi knap havde kørt i en time.

”Hvad fanden?!” Skreg Hayes som ellers lå og sov for et par minutter siden.

”Ej Hayes styr dig nu lidt” brokkede Angelina sig, som jeg havde fuld forståelse for. Han var lidt ligesom sin bror – skide irriterende. Hov vent, det er kun Nash, som er skide irriterende. My bad.

”Hvorfor fanden tager vi ikke et fly i stedet for?” Sukkede Nash og jeg måtte desværre give ham ret. Det var vildt forstyrrende, at vi så skulle lave shows den samme dag.

”Helt enig” sukkede jeg og fordelte Emmas tæppe mellem hende og mig.

Green Tea?”

”Ja tak” svarede hun.

”Fordi, det er for dyrt”.

”Hvordan har vi så råd til at overnatte på femstjernede hoteller? Spørger bare” klukkede Angelina og lagde sit hoved på Johnsons skulder. Åh, de var søde sammen.

”Godt spørgsmål” sagde Johnson og støttede sin kæreste.

”Hør her. Hvis vi bruger alle pengene på billetter, som i øvrigt er meget dyre i øjeblikket, har vi ikke råd til at overnatte på hoteller. Derfor kører vi i vores egen bus til New York” forklarede hun.

”Med mindre I har lyst til at overnatte på et vandrehjem, kan vi sagtens finde et par hurtige og dyre biletter” sagde hun og lukkede munden på alle som var utilfredse.

”Jeg går lige op og henter dem” smilede jeg til Emma og rejste mig op. Jeg gik forbi alle sæderne og gik op af de alt for små trapper, til hvor vi havde alle vores madvarer osv. – nemlig på den anden etage af bussen. Det tog mig alt for lang tid, at finde vores Arizona Green Tea og jeg ville have givet op, hvis det ikke var for en åbenbaring, der gjorde at jeg fandt min Bart rygtaske som havde været foran mig hele tiden. Suk. Jeg tog en dåse til hver og var lige ved at tabe dem på gulvet pga. Sid.

Og my god Cameron! Du måtte altså gerne sige, at du var her. God, jeg blev bange” sukkede jeg.

”Jeg tænkte bare, at mens du var her kunne jeg ligeså godt give min gave til dig” smilede han sødt og ledte efter noget i hans rygtaske.

”Gave…?” Spurgte jeg og var meget interesseret. Han nikkede kort.

”Kan du huske den dag i tivoliet?” Spurgte han.

”Øh. Den hvor vi var sammen eller, hvor vi alle var sammen?” Spurgte jeg forvirret og forstod egentlig ikke hvorfor, at han ikke bare kunne give gaven med det samme. Tålmodighed er en dyd, ja ja I get it.

”Den dag hvor vi alle var sammen og Emma prøvede at vinde den der bamse til dig” forklarede han og nu forstod jeg hvad han mente.

”Har du…?” Han hev den store husky bamse ud af tasken (nu gav det også mening hvorfor hans taske var så proppet) og kiggede bare på mig.

”Er du godt klar over, hvor ked af det jeg blev efter hun tabte?” Spurgte jeg trist.

”Så er det godt, at jeg har gjort dig glad igen” smilede han med sine åh så pæne tænder og jeg kunne ikke andet end at kramme ham.

”Jeg ved ikke hvad jeg ville have gjort uden dig” sukkede jeg og nød duften af ham, hans T-shirt, hans parfume.

”Jeg vil gøre alt for dig” sagde han og kyssede mig panden. Jeg lod min bamse blive oppe ved min taske og gik ned igen med Cameron og to himmelske dåser.

”Sofia? Hvorfor hedder du Babygirl på Twitter? Jeg tweetede fra din bruger og lagde mærke til at du ikke hed Sofia Williams” sagde Emma forvirret.

 

Babygirl @SofiaWilliams

New York soon!

 

“Det er bare en hemmelighed” sagde jeg og fik øjenkontakt med Cameron på den anden side. Et stort smil bredde sig på hans læber.

 

 

34 timer, klokken 04:30 og en halvtimes forsinkelse senere, havde vi endelig tjekket ind, fundet værelser og lå i vores dejlige senge. I denne uge, og den sidste i vores Tour, havde vores managere valgt at vi delte soveværelse, i stedet for et luksusværelse hver, som vi ellers havde vænnet os til.

”Em?” Mumlede jeg dødtræt ned i min pude.

What?”

”Hvad gør vi med Luke? Kan vi ikke snart sige det til Ethan og Elisa, så vi kan komme af med ham?” Sukkede jeg og skulle aldrig have tænkt på ham. Nu ville jeg ikke falde i søvn de næste 100 år, selvom jeg aldrig rigtig kunne sove. Jeg trak dynen over mine skuldre og krammede ellers min nye bamse meget tæt. Tanken om at den netop var fra ham fik min mave til at snurre sammen (ikke på den klamme måde, hvor ens mavesæk går bersærk og laver knuder og alt muligt andet ulækkert) og fuglene til at synge over mit hoved. Jeg tænkte på ham hele tiden. Jeg havde tænkt på ham i dag, men det var jo ikke noget nyt. Jeg tænkte på ham i går og dagen før det, og dagen før det også. Han var det eneste min hjerne gik op i og jeg havde virkelig ingen anelse om, hvordan jeg ville starte på universitetet.

”Vi kan tage en snak med dem i morgen, hvis du vil” gabte hun højt og smittede også mig. Tak for lort.

”Mrs. O’Brien. Kan du huske da vi mødte drengene for første gang?” Spurgte jeg efter kort tid med stilhed.

”Mhm Mrs. O’Brien? I like that” grinte hun.

”Men jo, det kan jeg godt”.

”Gud, hvor jeg hadede alle drengene” grinte jeg lavt.

”Ja samme her. Især Nash’s tweet, hvor han kaldte os for ”hot baes”. Det var disgusting. Men jeg har det nogenlunde fint med ham nu” forklarede hun.

”Gæt hvad jeg kom i tanke om?” Spurgte hun og skiftede emne. Og dog.

”Hvad?”

”Sid”.

”Emma, det kalder vi ham altså ikke længere” fniste jeg.

”Kun når han er irriterende” rettede jeg og der fulgte en lang pause.

You really like him, don’t you?” Spurgte Emma lige pludselig.

”Meget” sagde jeg og lukkede mine tunge øjenlåg.

”Virkelig meget”.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...