Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2016
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret? º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

102Likes
185Kommentarer
66932Visninger
AA

15. Kapitel 14| Krigszonen

 

 

Sofias synsvinkel

En stor bølge af skyldfølelse ramte mig, da jeg forlod Cameron med tanken om, at Luke havde fundet ud af det hele og lod som om, at det slet ikke påvirkede mig. Jeg gik direkte ind på Emma's og mit værelse, for at sige, at vi skulle mødes med Ethan og Elisa med det samme, men fik en besked.

 

Fra: Luke Ayalon.

Til: Sofia Williams.

21:25

 

Hey.

Er du ikke i Phoenix, på Fairmont Scottsdale Princess hotel?

Tænke at jeg ville besøge dig, mens du er på tour.

Jeg har savnet sig vildt meget, men vi ses om lidt!

 

"Hvad er der?"  Spurgte Emma, da hun så mit forskrækkede ansigt.

"Han ved hvor vi er" hviskede jeg angstfyldt.

"Hvem? Luke?" Råbte hun højt.

"Skynd dig. Vi skal ned til Ethan og Elisa" sagde jeg og vi var hurtige ude af værelset.

"Tag det roligt piger. Han kan ikke komme herind af vagterne, med mindre han skal overnatte her, hvilket jeg ikke håber at han gør" sagde Elisa usikkert og prøvede at opmuntre os.

 

Fra: Luke Ayalon.

Til: Sofia Williams.

21:30

 

Kan du komme ud? Bare i et par minutter?

De ville ikke lade mig komme ind. Fucking idioter.

 

 

"Åh gud" sagde jeg bange. "Han er her". Vi kiggede alle uroligt på hinanden uden at sige noget.

"Hvad gør vi?" Spurgte jeg panisk.

"Jeg går ud og taler med ham" sagde Emma og rejste sig op.

"Emma. Sæt dig ned. Det sidste vi vil have er en slåskamp med dig" beordrede Ethan.

"Sofia Williams er du derinde? Jeg bliver altså nødt til at snakke sammen med dig" kunne vi høre Luke råbe vildt højt udenfor hotellet.

"Øh. Sofia gå ud og tal med ham. Gør det kort og kontant, uden nogle uroligheder osv. okay?" Sagde Ethan. Jeg nikkede kort og gik nervøst forbi receptionen og åbnede dørene til hotellet.

"Hvad vil du?" Spurgte jeg koldt, da jeg blev mødt af en falsk smil.

"Hvad med en varm velkomst i stedet for det der?" Grinte han sarkastisk. Jeg gik over mød dørene igen.

"Ej okay. Det var ikke cool. Undskyld" sagde han og opførte sig normalt igen.

"Luke. Hvad vil du?" Sukkede jeg og gik tilbage til ham.

"Jeg vil gerne have dig tilbage" smilte han, som om hele situationen var for sjov. Hvad fanden betød det? At han ville have mig tilbage efter at have udnyttet mig, var simpelthen som om han lavede en eller anden prank med skjult kamera.

"Det skulle du have sagt for to år siden, da vi slog op" vrissede jeg.

"Sofia. Jeg har ændret mig. Det har jeg rent faktisk. Mine karakter i skolen er blevet gode, jeg har fået mig et arbejde, faktisk der hvor vi plejede at hænge ud sammen" sagde han og fik mig til at tænke på den franske lille café, hvor jeg havde brugt alt for meget af min tid på ham.

"Kan du så også forklare det med væddemålet?" Spurgte jeg koldt og en ubehagelig følelse skyllede ind. For to år siden, da jeg var 17, faldt jeg (i mine øjne) for verdens sødeste dreng kaldet Luke Ayalon. Vi udviklede begge følelser for hinanden, mig stærkere end ham og blev også knust, da jeg fandt ud af, at det hele var et væddemål.

"Det var en fejltagelse Sofia. Undskyld. Det var aldrig meningen, at jeg ville såre dig. Det du også" sagde han trist og mindede mig om Cameron alt for meget.

"Jeg vil gerne undskylde, hvis jeg har gjort dig ked af det eller noget. Jeg ville aldrig såre dig med vilje. Du betyder meget for mig og jeg vil ikke miste dig. Det ved du godt" sagde han og ignorerede mig. Efterfølgende fik jeg et trist blik, som jeg ikke kunne stå imod. Skyldfølelse skyllede ind.

"Luke. Denne samtale er forbi og jeg gider ikke at hverken se dig eller tale med dig mere. Okay?" Sagde jeg og vendte mig om.

"Skat lad nu vær" grinte han og tog fat i mit håndled.

"Luke. Giv slip og skrid!"

"Ikke før du indrømmer, at du faktisk godt kan lide mig" smilte han skævt. Det næste vi kunne høre var Elisa, Emma og Ethans råb og forstod først hvorfor, da Cameron stod ved siden af os. 

"Cameron! Lad vær!" Råbte Elisa og Ethan efter ham og var også kommet ud. Han fjernede mig fra Luke og derefter gav han ham en knytnæve lige i øjet.

"Cameron og Luke! Stop så!" Råbte vi alle i munden på hinanden, da slagene kom lige efter hinandenEt par af drengene måtte have hørt det og kom stormende ud af hotellet og prøvede at fjerne dem fra hinanden.

"Hvad sker der?" Spurgte Nash og Emma forklarede det hele, mens jeg prøvede at få Cameron til at falde til ro.

"Cameron. Kig på mig" sagde jeg og prøvede at få øjenkontakt med ham, men både Luke og Cameron råbte efter hindanden.

"Hun er minMin!" Råbte Luke.

"Hun har aldrig været din! Du er en fucking freak!" Råbte Cameron tilbage.

"Cameron stop nu. Jeg beder dig" prøvede jeg igen. Han vendte sig mod mig og afslørede sit rodede hår, et småt sår tæt på hans øjenbryn og blod der løb ned af hans mundvige. Ethan havde tilkaldt vagterne og de tvang Luke til at forlade stedet.

"Det her er ikke ovre endnu Williams" Råbte han, før han forsvandt bag porten.

"Det er ikke ovre indtil du bliver min igen!" Fortsatte han og det til at lyde som om jeg var et objekt. Sindssyge idiot.

 

 

"Noget siger mig, at han kommer tilbage eller sådan noget" klukkede Emma stille.

"Men det vigtigste er, at han er væk. I hvert fald lige nu" sukkede Ethan.

"Fremover må hverken du eller Emma gå alene. Okay?" Spurgte han mig om og jeg nikkede.

"Hvorfor mig?" Spurgte Emma.

"Jeg ved det ikke. Bare lad vær med at gå alene ude i byen eller uden for hotellet for en sikkerheds skyld". Stemningen, hvor vi ikke sagde noget, men hvor det hele bare var akavet, bredde sig.

"Men vi har en god nyhed. Og det er, at vores kufferter er kommet tilbage. Jeres er allerede oppe på værelset" sagde Elisa og brød stilheden.

"Klokken er ved at blive sent. Vi går op vel op nu, ikke?"

"Jo" svarede Ethan.

"Godnat" sagde de og rejste sig op. Emma fulgte også med og lod Cameron og jeg sidde helt alene. Der blev ikke sagt noget i meget lang tid.

"Må jeg gerne se på dit sår" spurgte jeg forsigtigt. Han vendte hovedet mod mig og kiggede mig i øjnene.

"Jeg sagde jo, at hvis han ville irritere dig igen, ville jeg selv ordne det" smilede han.

"Jamen Cameron, for pokker" sukkede jeg og gjorde mit bedste for at ikke bande.

"Det var jo netop det du ikke skulle. Prøv lige at se dig nu" sagde jeg svagt og hentydede til såret og blødet.

"Hellere det end at miste dig" sagde han og lænede sin pande mod min.

"Du er så smooth at det er utroligt" grinte jeg og fjernede hovedet.

"Jeg tror, at vi skal have gjort noget ved det der" sagde jeg og hentydede til hans sår.

"Skal vi ikke sove sammen?" Spurgte han ud af det blå.

"Hvad?" Grinte jeg spørgende.

"Skal vi ikke sove sammen?" Spurgte han igen og smilede.

"Søde Cameron. Jeg tror, at du har mistet lidt for mange hjerneceller i dag og ved derfor ikke hvad du taler om" jokede jeg og fokuserede på såret, som blødte svagt.

"Mente du det virkeligt?" Spurgte jeg efter, at hans ansigtsudtryk ikke ændrede sig, men stadig så spørgende ud.

"Ja. Hvorfor ikke?" Smilte han skævt.

 

 

"Sådan der" sagde jeg efter at have givet ham et plaster på såret, og fik det til at se ud som om, at jeg lige havde malet et mesterværk.

"Jeg har altså ikke brug for det" sukkede han.

Jeg tog en ny serviet og tørrede blodet væk fra hand mundvige. Synet af det gjorde mig ubekvem og smerten der måtte gå igennem ham..

"Du har brug for det. Og lad vær med at opføre dig som et barn" efterabede jeg og betragtede ham hive dynen over sig.

"Jeg har brug for dig" sagde han og hev mig ned ved siden af ham.

"Det kan du ikke bare gøre" sagde jeg grinende og prøvede at slippe fri, da han kildede mig.

"Det tror jeg vist godt, at jeg kan" grinte han og kyssede mig langs halsen.

"Nej, nej, nej. Ikke så hurtigt" sagde jeg og kildede ham tilbage.

"Hey du snyder" grinte han med et yndefuldt grin, trods alt det der var sket.

"Det er ikke at snyde. Det er karma" grinte jeg, da det lige pludselig blev min tur til at blive kildet. To sekunder senere, var vi færdige med kilde krigen og var egentlig bare klar til at sove. Lysene var slukket, gardinerne var trukket for, øjenlågene var tunge og jeg lå ved siden af Cameron, og kunne ikke være mere lykkelig.

"Pst" hviskede han på et tidspunkt og lod sine fingre tegne små mønstre på min ryg.

"Mhm?" Mumlede jeg spørgende og løftede udmattet mit ansigt.

"Hvorfor er han kommet tilbage? Jeg troede at I havde slået op?" sagde han uden at kigge direkte på mig.

"Fordi han ikke er kommet over vores break-up og vil kun have mig, fordi jeg er taget. Det er ligesom One Direction's sang kaldet Taken" forklarede jeg kort og lagde mit hoved på hans brystkasse igen. Åh, hvor han duftede godt.

"Ville du tage ham tilbage, hvis han spurgte dig?"

"Hvad går det her ud på?" smilte jeg og satte mig op.

"Aner det ikke. Jeg er bare forvirret og vred over, at han lige pludselig dukker op" sagde han frusteret og satte sig også op.

"Hey" sagde jeg lavt og lod mine fingre køre langs hans kæbe.

"Jeg ville aldrig tage ham tilbage" hviskede jeg og lagde mine arme rundt om hans nakke.

"Fordi jeg elsker dig" sukkede jeg imod hans læber.

"Jeg elsker også dig" sagde han, før vores læber smeltede sammen og alt andet blev glemt.

 

 

Omkring 9 tiden blev jeg vækket af min mobil, som var bombarderet med beskeder. Så typisk. Jeg lå i hans arme i et par minutter og nød hvert sekund. Duften af ham og hans parfume var overalt. Fra luften i værelset, til blodet i mine åre. Jeg ville ikke stå op. Men så dum, som jeg jo var, strakte ud efter min blinkende mobil og læste mine 4 beskeder.

 

Fra: Luke Ayalon.

Til: Sofia Williams.

07:36

 

Godmorgen smukke.

 

 

Fra: Luke Ayalon.

Til: Sofia Williams.

07:53

 

Tænkte på om du ville hænge ud med mig i dag, alene, så vi kunne tale sammen osv.

 

 

Fra: Luke Ayalon.

Til: Sofia Williams.

08:27

 

Hvad med at vi mødes ved Starbucks og derefter kan vi gå lidt rundt i centeret, indtil at du bliver nødt til at gå igen?

 

 

Fra: Luke Ayalon.

Til: Sofia Williams.

09:05

 

Jeg er der klokken 10 og tager afsted nu.

Jeg er spændt på at møde dig igen, mindre aggressiv.

 

Jeg kiggede skiftevis på mine beskeder og på Cameron. Skulle jeg tage afsted og undlade at fortælle Cameron eller nogle andre om det? Eller ignorere hans beskeder? Men hvis nu situationen bliver værre og han dukker op igen? Cameron bevægede sig kort og tog alt min opmærksomhed. Han lå stadig på samme måde, men holdt bare om min pude i stedet for. Et smil bredde sig på mine læber. Hvordan kunne jeg forlade ham?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...