Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2016
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret? º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

102Likes
185Kommentarer
66838Visninger
AA

12. Kapitel 11| Euforisk

 

 

"Jeg håber at du laver sjov" sagde Emma og kiggede vredt på mig. Aka sendte mig det ondeste dræberblik jeg nogensinde har fået. Ingen giver mig så mange dræberblik, som Emma. Hun kunne komme med i Guinness Rekordbog. Jeg får flere dræberblik af hende, end vores haters.

"Nej det gør jeg ikke. Du må meget gerne blive, men jeg kan ikke klare det her mere, ikke på grund af jer, men jeg kan bare ikke. Jeg vil ikke være skyld i mere drama osv. Undskyld" sagde jeg og kiggede rundt på drengene og Angelina. Sarah var stadig på hospitalet med Louisa, men ville sikkert komme om lidt. Åh, hvor ville hun fryde sig over, at jeg ikke skulle være med mere. Efter hospitalepisoden, var vi taget til hotellet hvor jeg havde sagt, at jeg gerne ville holde et "møde" for at fortælle dem om min beslutning. Drengenes ansigter var forskellige. Nogle var triste, mens andre virkede ret ligeglade. Det var så kun Nash, men whatever.

"Har du så købt billet hjem?" Lød Johnson's triste stemme.

"Nej ikke endnu. Ethan arbejder på det" mumlede jeg usikkert og kiggede hurtigt ned.

"Har du pakket?" Kom det fra Carter og fik  mig til at kigge op på ham igen.

"Jeg har jo ikke åbnet kufferten. No need to pack" sagde jeg og bed mig i underlæben. Jeg kunne ikke lide stemingen. Det var som om en eller anden var død.

"Ved De det godt? William og dem? Altså vores managere?" Spurgte Jack G om. "Mhm"

"Og De har givet dig lov til, at forlade os?"

"Jack. Jeg forlader jer ikke. Jeg... Jeg skal bare ikke være med i denne tour mere. Måske næste sommer eller sådan noget?" Tårene i mine øjne kunne ses mere og mere. Jeg ville ikke forlade Dem, men jeg havde ikke et andet valg.

"Du får sgu ikke lov til at tage afsted uden mig" sagde Emma højt og rejste sig vredt op. Vi kiggede alle chokeret på hende.

"Hvis du går, skrider jeg sgu også!"

 

 

45 minutter senere, var billetterne købt og vi sad alle i tourbussen, på vej over til lufthavnen. Alle drenge var der. Bogstaveligt. Alle drengene inklusiv Sarah var kommet med, hvilket var lidt overraskende. Vi var ikke blevet bedsteveninder eller noget, med hun "undskyldede" for alt, hvad hun havde gjort tidligere på dagen. Jeg var stadig i chok. På en måde. Min hals havde det meget bedre og sårene var blevet lidt mindre, men ikke forsvundet endnu.

"Jeg synes, at det er et godt valg piger" sagde Elisa og smilte.

"Så har du også længere tid til at forberede dig, til universitetet" tilføjede hun.

"Mhm" mumlede jeg.

"Jeg har altså også savnet King vildt meget" sukkede jeg og uendelige flashbacks begyndte. Der var engang, hvor han lige havde lært at hente ting og give dem til mig, og ville ikke stoppe. Han hentede klude fra køkkenet, når jeg var i bad, fjernbetjening, når jeg skulle sove osv.

"Hvornår skal du begynde på Universitetet?" Spurgte Hayes med store øjne.

"20. august eller deromkring" klukkede jeg.

"Ikke for at være led eller noget, men jeg har altså savnet folk, som taler britisk" grinte Emma og fik automatisk os alle til at smågrine.

"Jeres accent stinker virkelig" fortsatte hun.

"Som om jeres er bedre" svarede Carter tilbage.

"I beg your pardon?" Spurgte Emma og lød som en eller anden gammel pensioneret dame fra London.

"Jeres accent lyder både forfærdelig åndsvagt og er alt for mainstream. Om et par år kan du ikke finde flere folk, som taler britisk. Vi uddør nemlig på grund jer!" Sagde hun og fik Emma og jeg til at lyde som dinosaurer. Det var det eneste de talte om. Accenter og hvordan de lød. Amerikanere udtalte alt forkert i Emmas øjne.

"I udtaler burger, som "burrrrgerrrrr" og ikke som os. Altså dem som faktisk kan sige det rigtigt". Hun lagde pres på r'erne i ordet burger og var ved at blive stresset.

"Nå drenge og piger. Vi er her nu" fortalte Ethan. Vi hoppede alle ud og drengene hjalp os med kufferterne og taskerne. Alle drenge, på nær Cameron, hjalp Emma selvom hun kun havde en enkelt kuffert. Meget "sjovt", da jeg havde flere ting end hende, men fik kun hjælp af Cameron, som jeg ikke snakkede med. Meget mystisk, right?

"Skal jeg hjæ -" "Nej, jeg skal nok tage den" afbrød han og lagde min rygtaske oven på kufferten. What a sassy little jerk. Hvad bildte han sig ind? Han spiller bare kostbar og så måtte jeg ikke engang tage min egen rygtaske. Tsh. Ingen skulle røre ved Charizard.

"Jeg vil gerne snakke med dig om noget" sagde han endelig, efter en lang og dræbende tavshed.De andre gik ind og vi fulgte langsomt efter. Han havde gjort det med vilje. Alt det der med kufferten, så vi kunne være alene.

"Jeg troede ikke, at vi talte sammen?" Sagde jeg barnligt, men havde også fået nok af at han konstant spillede kostbar.

"Jeg vil gerne undskylde, hvis jeg har gjort dig ked af det eller noget. Jeg vil aldrig såre dig med vilje. Du betyder meget for mig. Det ved du godt" sagde han og ignorerede mig. Efterfølgende fik jeg et trist blik, som jeg ikke kunne stå imod. Skyldfølelse skyllede ind.

"Og det med Sarah havde ikke noget med dig at gøre. Det ville komme før eller siden. Altså break up'et. Jeg har aldrig kunne lide hende, som jeg har kunne lide dig" fortsatte han.

"Vent hvad?" Røg det ud af munden på mig. Oh my freaking God Sofia, bandede jeg af mig selv. Fuck, hvor er du bare hjernelam nogle gange mand. For helvede. Selvfølgelig oplever jeg ikke de der Disney prinsesse moments, når jeg bliver ved med at kæfte op. Gud hvor var det bare til at få spat af. Vi kom indenfor og gik over mod de andre.

"Jeg savner dig så meget. Åndsvagt meget. Mere end jeg burde".Jeg stoppede op. Mente han det virkelig? Og var det nu, at jeg også skulle fortælle ham hvad jeg følte?

"Jeg ved godt at det er - og lyder meget spontant, men jeg tror godt, at vi kan klare det. Altså hvis du vil. Langdistance forhold er svære, men jeg føler at vi kan klare det. Så længe vi er villige til det" sagde han og kiggede med spørgende, pæne øjne.

"Cameron" sagde jeg bare stille.

"Jeg ved seriøst ikke, hvad jeg skal sige og ja, det er rimelig spontant" sukkede jeg. Ikke af irritation.

"Jeg ved det ikke. Helt seriøst. Det er alt for meget på én gang. Undskyld. Jeg tror bare, at vi går alt for hurtigt fremad. Statetisk set er det kun 1 ud af 10 langdistanceforhold, som holder og du har jo lige "slået op" med Sarah. Hvad vil hun tænke, hvad vil medierne skrive om både dig og mig osv. Jeg vil ikke ødelægge vores venskab. Undskyld" sagde jeg trist, med tårer i øjnene og turde ikke at kigge på ham.

"Sofia, kom nu!" Kaldte Ethan.

"Undskyld" hviskede jeg og krammede ham for en sidste gang.

"Du skal ikke undskylde" sagde han og smilede svagt.

"Du undskylder altid for meget" grinte han kort.Hans arme rundt om mig og følelsen af kærlighed gjorde det alt for svært for mig. Duften af ham var meget stærk og fik min mave til at slå knuder. Men det var tid til at gå. Jeg træk mig hurtigt ud af hans favn og tørrede tårene væk. Vi gik sammen over til de andre og lod som ingenting. Cameron med min kuffert og et ødelagt hjerte. Jeg var sikker på, at vi ikke engang kunne være venner længere. Ethan tog min kuffert og jeg tog min rygtaske og mit Pennyboard. Efter "kramme ritualen" og et enkelt akavet blik til Sarah, gik vi igennem kontrol afdelingen. Nu var det for sent at vende om. Ikke fordi jeg havde tænkt mig at gøre det, men hvis nu Emma foreslog det eller noget. Jeg ville ikke afvise hendes tilbud om at stikke af.

"Vi har et kvarter til flyet letter, så vi burde sikkert at gå over mod gaten før det bliver for sent" sagde Elisa. Vi skulle gå fra den ene ende af lufthavnen til anden. Ville vi overhovedet kunne nå det?

"Passagerer til London fra Phoenix bedes at komme til gate 22B. Vi tager passagerer ind i flyet nu" lød det fra lufthavnens højtalere og folk rejste sig hurtigt op og stillede sig i kø.

"Pas og billet?" Spurgte kvinden bag skranken om til Ethan.Åh gud. Det var nu.

"Er der noget galt?" Spurgte Emma om og stod foran mig i køen.

"Em. Gør dit GoPro og Pennyboard klar. Vi tager ikke afsted alligevel" sagde jeg spontant og kom til at smile som en idiot. Pokker tage dig Cameron Dallas. Pokker tage dig.

"Jeg har fucking ventet på det her øjeblik!" Råbte hun og fik folk til at glo på os. To sekunder senere stod vi på vores boards og skatede væk.

"See ya later!" Råbte Emma og vinkede til Ethan og Elisa, som råbte og skreg at vi skulle komme tilbage. Som om. Jeg havde noget vigtigere at tage mig af lige nu.

"Hey! I må ikke skate her!" Råbte en politibetjent/vagt.

"Shit" sagde vi i munden på hinanden.

"Oh my fucking God. Hvad gør vi?" Panikkede hun.

"Hvis kameraet optager, så tal pænt. Det er mega svært at redigere bandeord væk" grinte jeg. Vi skatede forbi kontrol afdelingen igen og to nye vagter løb efter os. Emma hejste hendes GoPro i vejret og filmede vagterne.

"Hey allesammen. Som I kan se, bliver vi jagtet af tre vagter, fordi vi skater i lufthavnen. Sig hej Sofia" fnes hun. Efter en herre episk og et af min vildeste adrenalinkicks, var vi kommet tilbage til udgangen, men ingen af drengene var her.

"Fuck vi kommer i trouble for det her" grinte hun, efter jeg forklarede hende, hvorfor jeg lige pludselig var blevet så spontan.

"I know" sukkede jeg. "Og det værste er, at han ikke er her".

Jeg satte mig tungt på stol og smed min taske på nabostolen.

"Hvorfor er jeg også så spontan? Alle og enhver ved da, at han selvfølgelig ikke er her, for hvorfor skulle han også vente? Em, du skulle høre hvordan jeg knuste hans hjerte og pulveriserede det til mel eller sådan noget" sukkede jeg højlydt.

"Det er kun 1 ud af 10 langdistanceforhold, som holder". Hvor ved jeg det fra? Er jeg en eller anden lovedoctor eller hvad? Jeg ved ingenting om kærlighed. Ingenting. Mit kærlighedsliv er ligesom Titanic. Det synker til ned mod havets bund" afsluttede jeg mere deprimeret, end jeg nogensinde havde været og gled langsomt ned af stolen. Emma stod bare ved siden af mig og smilede. Hun sagde ingenting, men smilet var lumsk. Det var som om hun vidste noget, som jeg ikke gjorde.

Og ud af det blå, stod Cameron med et par meters mellemrum, overfor mig. Med verdens sødeste smil, åbne arme og pæne øjne.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...