Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2016
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret? º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

102Likes
185Kommentarer
66939Visninger
AA

11. Kapitel 10| Klimaks

 

 

"Giv slip" skreg hun og forsøgte at slippe fri.

"Sarah stop så!"

Den faldt på gulvet med blod på spidsen.

"Giv slip, giv slip, giv slip" hulkede hun.

Jeg forsøgte at presse tårerne tilbage.

"Vær stærk" tænkte jeg.

 

 

"Gå lige ud og vask ansigtet" sagde Louisa, vendte skulderen til ødelagte Sarah og rettede på sin make up. Sikke en støttende manager, huh? Sarah blev beordret tilbage til hendes plads. Hun fandt sin farveløse toilettaske, som matchede hendes ansigt, steg ud af bussen og gik over mod toiletterne.

"Det hele er min skyld" sukkede jeg og tog mig til hovedet.

"Are you kidding me Sofia? Are you fucking kidding me?"

"Hvad Ems? Hørte du ikke, hvad jeg sagde? Du ligner en luder i det der tøj. Hvem siger sådan noget så ondskabsfuldt som det?"

"Hun bad nærmest om det. Du gjorde ikke noget forkert" tilføjede Angelina.

"Er vi klar?" sukkede vores chauffør. Louisa rystede på hovedet og forklarede at vi manglede en "doven" pige, som befandt sig på toilettet. Jeg havde virkelig lyst til at give hende én lige i ansigtet. Vi sad alle på vores pladser. Ingen sagde noget efter den gigantiske skideballe vi havde fået fra vores managere. Vi havde opført os som børn, havde de sagt. Skændtes uden grund. Det var sgu kun én persons skyld, at vi var i denne situation, og personen så bare passivt på.

"Hvornår kommer hun tilbage?" Sukkede Hayes højlydt og var rimelig irriteret.

"Jeg skal nok se om alt er i orden" mumlede jeg og rejste mig op. Mest fordi, at jeg havde en meget slem skyldfølelse.

"Det værste hun kan gøre, er at bande af mig. Det bliver sikkert ikke så slemt" sagde jeg og gik forbi sæderne.

"Skal jeg gå med dig? Jeg synes ikke, at du skal gå derhen alene. Hun kan finde på alt lige nu" sagde Jack G. Jeg sendte ham et smil.

"Nej søde. Det behøver du ikke" svarede jeg. Han virkede bekymret for mig, af en eller anden grund og var også alt for venlig her for tiden. Måske havde han kunne mærke de "negative vibes" mellem Cameron og jeg, og ville bare opmuntre mig. Jeg fortsatte smilende og selvsikkert over mod døren. Seriøst, hvad kunne der ske? Hun kunne kalde mig en masse grimme ting og sikkert også smide et eller andet efter mig, men det er da et tegn på at hun lever? Cameron fulgte i skjul alle mine bevægelser og havde sikkert også hørt samtalen mellem Jack og jeg. Nej søde, hvad skete der lige for det?

 

 

 

Jeg åbnede døren til dametoilettet og blev mødt med en alt for stærk lugt af sprit. Fy for helvede.

"Hallo? Er du herinde Sarah?" Spurgte jeg usikkert og fik selvfølgelig ikke et svar. Jeg åbnede toiletdør efter toiletdør og var nået den sidste. Hvis hun ikke var her, var hun sikkert gået tilbage til bussen..

"Sarah?" Jeg åbnede døren og så Sarah sidde snøftende på toilettet, men det var ikke hende min opmærksomhed faldt for. Det var saksen smurt i blod, i hendes højre hånd. Den dryppede langsomt med blod og havde dannet en pøl på gulvet.

"Sarah. Er du okay?" Spurgte jeg om og satte mig på hug foran  hende. Sikke et åndssvagt spørgsmål. Og skulle forestille mig at læse psykologi. Hun var ikke "okay". Hun var fuldstændig ødelagt og havde det elendigt. Jeg lagde min hånd på hendes skulder, for at vise at jeg var der for hende, selvom det var for alt for sent.

"Fjern dig" sagde hun lige i det øjeblik, at min håndflade lå på hende skulder. Hun gav min hånd et blik, som bestod af væmmelighed, som om det var chikanerende at have kropskontakt.

Jeg rejste mig hurtigt op og gik ud. Jeg var virkelig bange. Bange for at hun lide pludselig ikke kunne kontrollere sig selv og gøre ting, som hun inderligt ville fortryde.

"Jack Gilinksy" gentog jeg utallige gange og prøvede at finde hans nummer. Der var det! Hurtigt ringede jeg til ham og kiggede ned i gulvet af nervøsitet.

"Hvad så? Er alt i orden?" Sarah kom snøftende ud af toiletbåsen med saksen i hånden og mørkerødt blod, der løb ned ad hendes arm i en tynd fin streg.

"Ved du hvad? Det hele er din skyld. Det hele er din skyld!" Skreg hun.

"Sofia? Hvad sker der?!" Råbte han panisk og måtte have hørt hendes skrig.

"Jeg ved det ikke Jack. Jeg ved det virkelig ikke, men skynd der her over. Jeg er virkelig bange" var det eneste jeg kunne sige, før Sarah stod ved siden af mig.

"Det hele er fucking din skyld!" Råbte hun og slog mig i ansigtet, så jeg ramte væggen og faldt ned på det kølige og sorthvid ternede gulv. Smerten voksede. Jeg var ikke i stand til at gøre noget.

"Hørte du mig?!" Skreg hun og slog mig igen. "Du skulle holde dig væk fra ham!"

Hun ramte min næse og jeg var helt sikker på, at den var brækket. Jeg vred mig af smerte. Hendes slag kom hurtigt efter hinanden, som om hun var skabt til dette øjeblik. Én efter én. Nogle ramte øjnene, andre læberne, næsen, halsen. Hun havde saksen i hånden og kiggede skiftevis på den og jeg, hvilket fik mig til at tænke på de mest unaturlige måder saksen og jeg kunne komme i kontakt med hinanden på.

"Sarah, du gør det ikke!" En metallisk smag bredde sig i min mund. Ondskaben havde taget over hos Sarah. Saksen nærmede sig mit ansigt. Jeg tog hurtigt fat i hendes hænder og prøvede at smide den væk. Hun lagde alt sin vægt imod mig. Saksens spids snittede min kind. Jeg brugte mine resterende kræfter på, at få saksen ud af hendes hånd.

"Giv slip!" Skreg hun og forsøgte at slippe fri.

"Sarah stop så!" Saksen faldt på gulvet og skøjtede over mod et af toiletbåsene.

"Giv slip, giv slip, giv slip!" Hulkede hun og kom fri fra mit håndtag. Jeg forsøgte af presse tårene tilbage. Døren blev åbnet i et hurtigt tag og alle drenge og managere stod der. Alle undtagen Cameron var kommet. Jeg var ikke overrasket. Sarah kiggede hurtigt op, før hun lagde sine hænder rundt om min hals og strammede taget. Jeg forsøgte, at skubbe hende væk. Det lykkedes ikke. Mit syn blev mere og mere utydeligt. Var det nu? Med et gik jeg i panik. Jeg var bange for at blive kvalt ihjel. Dø på denne tragiske og unaturlige måde. Jeg kunne forestille mine forældres reaktion til min død. Sarahs hænder forsvandt lige pludselig og jeg begynde at hoste som aldrig før. Hun blev skubbet væk. Hun græd. Undskyldede for at hvad hun havde gjort. En bekendt, dog bekymret skikkelse dukkede op. Jeg havde aldrig været så glad for at se ham. Han løftede mig op i hans arme.

"Hurtigt hen til bussen" beordrede Ethan. Jack gjorde som der blev fortalt. I mindre en 10 sekunder var vi bussen.

"Hvad er der sket?!" sagde Cameron panisk og kiggede mig i øjnene.

"Hvis du var der, ville du vide det idiot!" Råbte jeg, men fortrød det i samme øjeblik. Min hals tog livet af mig og den klamme blanding af spyt og blod kunne smages i mund.

"Kan jeg gøre for, at de ikke gav mig lov?" Råbte han tilbage.

"Hold nu kæft Cameron og gå tilbage til din plads!" Cameron skulede ondt til Jack, før han forsvandt.

 

 

 

"Gør det stadig ondt?" Spurgte 'doktor Smith' og havde klistret plaster i hele mit ansigt, eller kun de steder der trængte til det. Min næse var ikke brækket, havde han fortalt. "Men det var tæt på" var der blevet sagt. Like I care.

"Aner det ikke... Jeg kan ikke føle noget overhovedet" sagde jeg og mente det på alle måder. Fysisk, psykisk. Jeg var blevet til ingentingJeg var forvirret. Var det meningen at en tour skulle foregå på denne måde? Vi havde kun været sammen i en uge og alt det her drama var sket. Jeg havde fået nok og tog en beslutning, som jeg skulle have gjort fra dag 1. En beslutning som ville skåne de andre og spare dem for en masse drama.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...