Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2016
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret? º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

102Likes
185Kommentarer
66939Visninger
AA

30. ✿ Kapitel 1| Vildledt

 

 

"Jeg ved det ikke.." klukkede jeg og kiggede forsigtigt op på hans smukke ansigt. Han lagde hovedet på skrå og betragtede mig.

"Hvorfor ikke?" spurgte han smilende og pillede ved min ring. Jeg havde stadig meget svært ved at at forstå det. Det var som om min hjerne ikke rigtig havde opfattet det endnu.

"Jeg... Jeg ved det ikke. Det bliver bare for "mærkeligt", at jeg bare dukker op igen. Især til præmieren, fordi dine venner og din familie kommer med. Jeg vil bare ikke ødelægge de,t" prøvede jeg at forklare ham, men det så ud til at han allerede havde besluttet sig.

"Du kommer ikke til at ødelægge noget, og Emma skal jo også med. Du skal længere ud på landet med det der, Sofia," sagde han og at han brugte mit navn, gjorde mig blød i knæene og jeg kunne ikke tænke klart. Der var noget ved måden hans sagde det på. Mit navn.

"Vi tager med så, men jeg skal først tale med Emma omkring det," klukkede jeg og fjernede noget sne fra hans hår med mine kolde hænder. Det irriterede mig grænseløst. Han mumlede noget der mindede om du har slet ikke ændret dig eller lignende og lagde sine hænder om mit ansigt.

"Hvad tror du, at folk vil tænke om det? Om os?" spurgte jeg og hentydede til det der lige var sket.

"Andres meninger er ligegyldige," sagde han og for første gang i evigheder kunne jeg mærke hans varme læber mod mine. Uden at sige noget andet trak han sig væk og lagde armene om mig og gav mig et kram jeg aldrig nogensinde havde fået før. For første gang havde jeg fået denne følelse af at være tryg og elsket på samme tid. Her kunne jeg være mig selv.

"Skal vi gå ind?" lød hans stemme og jeg nikkede kort. De andre sad i stuen, mens Alex stod ved vinduet og var ved at græde af glæde, selvom han ikke rigtig brød sig om Cameron. Alex var rimelig forvirrende på det punkt.

Vi tog de 10 skridt i kulden, over til de forfrosne trapper og jeg åbnede døren til vores hus. Varmen strømmede ud og ramte vores kolde ansigter. Mens Cameron tog jakke og handsker af, lukkede jeg døren bag mig og kiggede kort ud i stuen. Var det bare mig, eller var Elliot her ikke? Mine tanker blev igen afbrudt, da to legesyge hunde løb imod os med høj fart. Cameron blev som den første, angrebet og tvunget ned på jorden, mens jeg klappede dem på hovederne og smed overtøjet.

"King og Keiser," introducerede jeg og pegede på dem.

"King og Keiser," gentog han og forsøgte at rejse sig op, så de ikke længere kunne slikke ham i ansigtet. Nash og Emma sad i sofaen og så et eller andet på hans PC, mens de drak noget varmt. De tog et par sekunder før vi kunne få deres opmærksomhed, og de kiggede nu med spændte øjne.

"Hvad fandt I ud af?" spurgte Nash og trykkede på pause. Mente han præmieren eller noget andet? Jeg kiggede spørgende på Cameron, som tegn på at jeg havde ingen anelse.

"De kommer med," svarede han smilende.

"Fuck hvor fedt!" jublede både Emma og Nash, og de gav hinanden en så hård highfive, at deres håndflader blev røde. I et kort øjeblik følte jeg, at det nok skulle gå. Alt det ville være helt OK, at tage med til præmieren og lægge alt andet bag mig. Men som altid blev mine fredelig tanker og fantasier ødelagt. Typisk.

"Sofi," sagde Alex fra køkkenet, og havde nu givet mig et nyt kælenavn. Sofi. Herligt. Jeg gik de fire skridt hen til Alex og lagde min krop hen over bordet og kiggede spørgende på ham. Hvis det var omkring det der lige var sket, havde jeg ærlig talt ikke overskud. Han var altid så nysgerrig og kom kun med flere spørgsmål, når jeg havde svaret. Men på en eller anden psychic måde, kunne jeg fornemme at det var noget helt andet.

"Kom med det," sagde jeg og betragtede min depressive ven, der spise aftensmad for anden gang inden for et par korte timer.

"Lad mig bare sige det på den her måde... Elliot gik, da Cameron og dig talte sammen. Han så ked af det ud. Sådan mega meget. Jeg tror det ville være godt, hvis du lige ringede til ham eller noget," klukkede han og blev kun mere trist, da han tyggede den sidste asparges fra sin tallerken. Luksusproblemer siger jeg dig.

"Ked af det som hvordan?" spurgte jeg, men vidste udmærket hvad han mente. Jeg ville bare høre det fra Alex og få det bekræftet. Eller overbevist.

"Hm... Som at han kan lide dig og at du sagde ja til Cameron, hvilket jeg stadig ikke helt ved hvad jeg tænker om, og at hans hjerte blev knust. Ikke bare knust men knust knust. Og da I så skulle snakke sammen og alt det der, kørte han væk i sin smukke bil med det sørgeligste blik jeg nogensinde har set. Hverken Keiser eller King, kan lave sådan et blik, siger jeg dig," forklarede han og så ud til at være meget rørt. Måske endda mere end jeg. Der var bare noget med Alex og folk der græd. Det var hans ømme punkt, da han var lidt af en sart person.

"Jeg ringer til ham," sagde jeg smilende og klappede ham på skuldrene, da jeg gik. Shit, hvor var jeg en idiot. Jeg havde lige ødelagt mit venskab med Elliot! Og selvfølgelig var han da ked af det. Jeg havde jo bare ignoreret og glemt ham, da Cameron kom ind i billedet, som om han ikke var noget værd. Oh my God, Sofia. Skulle jeg ringe til ham? Og hvis jeg så gjorde, ville han overhovedet tage den? Han var jo ikke en idiot altså. Han måtte vide hvorfor jeg ringede til ham og hvis han så ignorerede mig, hvad betød det så? Måske ville jeg aldrig se ham igen efter det her!

"Sofi, ring nu bare," mumlede Alex, og jeg lod nu først mærke til at jeg var stoppet op, foran døren ud til stuen. Det virkede rimelig meget som om Alex kunne læse mine tanker. Uhyggeligt. "Sofia," sagde han spørgende og jeg vendte mig om. Hvor kunne han være skræmmende nogle gange.

"Yes, sir. Jeg gør det nu," mumlede jeg og tog de få skridt ud i stuen. De tre velkendte ansigter vendte sig nysgerrigt mod mig.

"Jeg skal lige ordne noget, så jeg går oven på," smilte jeg og de nikkede forstående, som tegn på godkendelse gik jeg ud fra. Jeg fortsatte op af trapperne og åbnede døren til mit værelse. Jeg anede virkelig ikke hvad jeg skulle gøre i denne situation. Tænk psykologisk Sofia, mindede jeg mig selv om, men kom ingen vegne.

"Ring nu bare for helvede," mumlede jeg vredt af mig selv og fiskede min mobil op af min bukselomme. To velkendte skikkelser dukkede op på min baggrund - den ene blond og den anden brunette. Det var Elliot og jeg fra "klassefesten" på den bar, hvor jeg gik ned med depression og drak, som om det var vand og jeg ikke havde fået væske i 100 år. Hvor symbolsk... Fokuser, skulle jeg minde mig om igen og jeg skubbede min finger til venstre på skærmen, så displayet af Elliot dukkede op.

"Den ringer.." mumlede jeg en smule chokeret og henrivende, som om min mobil ikke var i stand til at ringe eller som om jeg aldrig havde ringet til nogen før. Meget primitivt, jeg ved det. Der kom ikke noget svar på mit opkald, hvilket jeg ikke ligefrem havde regnet med, så jeg prøvede igen. Denne gang gik der ikke mere end et par sekunder før jeg kunne høre Elliots stemme.

"Hallo? Elliot!" sagde jeg og rejste mig op, som om han var til stedet i mit værelse.

"Jeg var lige i bad, så undskyld at jeg ikke kunne tage den før," sagde han kort og desværre begyndte min hjerne at tænke på hans muskeløse krops og hans smukke ansigt. Stop så Sofia!

"Du ved sikkert hvorfor jeg ringer, så jeg springer small talk'en over," sagde jeg kort og måtte senere vaske min hjerne i helligt vand. Nej hvor var den begyndt at tænke på alt mulig andet irrelevant, der slet ikke havde noget med emnet at gøre.

"Jeg kom bare i tanke om noget vigtigt, så jeg blev nødt til at tage afsted" klukkede han. Han brugte den samme undskyld mod mig, som han gjorde hver gang han mødte Jenna. "Sofia er du der?" hørte jeg hans stemme sige og jeg måtte vågne fra mit dagdrømmeri igen, og lægge tankerne bag mig.

"Hvad? Ja, det er jeg," sagde jeg bestemt og lagde mig ned igen. Hvorfor følte jeg mig så anspændt lige pludselig? Det gav virkelig ikke mening. Jeg plejede ellers at være så afslappet med Elliot omkring mig, og nu virkede det hele... Ja, jeg kunne ikke sætte ord på det.

"Hvad svarede du så?" spurgte Elliot, da jeg åbnede munden for at spørge ham om noget. Bare glem det, tænkte jeg for mig selv og kiggede op på min hylde over sengen. Det bragte minder om den aften, hvor han havde kysset mig godnat og strøget mig blidt over mine brandvarme kinder. Jeg tøvede lidt med at svare på hans spørgsmål.

"Vi tager afsted til præmieren," sagde jeg og følte straks, at jeg havde forrådt ham. Han sukkede kort, næsten lydløst, og lyden af puder og en svagt knirkende seng kunne høres. Jeg ville ønske at jeg kunne gøre tingene anerledes, men lige nu valgte jeg at være egoistisk. Jeg havde ventet i så lang tid, på at være sammen med Cameron igen. Det var virkelig vigtigt for mig, at jeg kunne føle mig hel igen.

"Det havde jeg også regnet med. Så må vi øve til musicalen senere," sagde han og gabte i røret, så det smittede af og jeg måtte styre mig for at ikke gabe med. Det her var vigtigt!

"Elliot.." klukkede jeg, men blev afbrudt. Det virkede som om han slet ikke ville tale med mig mere. Men det var også forståeligt..

"Hvad så med Emma's skole? Jeg er sikker på, at hun får meget fravær for hele den uge, du ved, gymnasiet er jo meget vigtigt," sagde han bevidst for at skifte emne. Det var et af tegnene på, at han var sårret og undgik emnet. Tak til psykologi for svaret.

"Elisa og Ethan har snakket med hendes rektor, så hun får lovligt fravær, men bliver nødt til at læse op. For hendes egen skyld," svarede jeg og havde allerede givet op. Det her var håbløst. Jeg ville på ingen måder komme igennem hans mur, som han så fint havde bygget rundt om sig i dag. "Elliot?" prøvede jeg dog igen, i håb om at han måske ville indse, at han ikke kunne løbe fra det her for altid. Det kunne han såmænd alligevel.

"Sig til hende, at jeg gerne vil hjælpe til, hvis hun har brug for det selvfølgelig. Hun bor jo trods at med en kloge åge, så jeg regner ikke helt med at hun får brug for min hjælp alligevel" smågrinte han kort og sukkede. "Godnat Sofia og hils de andre" sagde han og jeg nåede kun at mumle noget lignende ja, før han havde lagt på. Hvorfor opfører han sig så underligt! skreg min hjerne, men inderst inde vidste jeg udmærket hvorfor. Nej, hvor jeg havde opført mig åndssvagt.

"Det hele er min skyld" sukkede jeg. En svag banken lød på den anden side af døren, og et genkendeligt ansigt stak ud.

"Jeg havde banket på et par gange, men der kom ikke rigtig noget svar, så jeg åbnede bare døren. Sorry," sagde han undskylende og kiggede lidt nysgerrigt rundt.

"Kom ind. Du behøver ikke en invitation Cameron," grinte jeg og klappede på min seng, som tegn på at skulle sætte sig ved siden af mig. Han lukkede fint døren bag sig og satte sig til rette. Der gik et par få sekunder, hvor ingen af os sagde noget.

"Jeg har faktisk været herinde før," klukkede Cameron og var gledet helt ned, så han mere lå på sengen end at sidde på den.

"Hvornår?" spurgte jeg forbavset, da jeg ikke kunne huske, at jeg havde vist ham det før. Det kunne jo også være at jeg rent faktisk havde vist ham rundt, nå nej, det var Elliot... Det kunne jo være at jeg også havde vist Cameorn rundt, men så senere glemt det? Måske, måske ikke. Det var egentlig også ligemeget nu.

"Mens dig og Alex ikke var hjemme. Vi var lige kommet ude fra lufthavnen og efter at vi havde stillet kufferterne ind på Emmas værelse, gik jeg her ind. Altså jeg fik lov af Emma og jeg vidste egentlig også at jeg ikke skulle gøre det uden din tilladelse, men vi var jo ikke rigtig på talefod, plus der gik flere timer inden i kom hjem og jeg kunne simpelthen ikke lade vær," sagde han og kiggede op på reolen.

"Det er også jeres hjem. Dit hjem, så gør hvad der passer dig," smilte jeg og kiggede på Cameron, der ikke så ud til at høre efter.

"Er det ikke lidt farligt at have en hylde lige over hovedet? Den kunne jo falde ned eller du kunne slå hovedet op i den," tilføjede han, men kiggede denne gang nysgerrigt på mig. Jo, det var meget farligt og jo jeg kunne sagtens slå hovedet op i den, som om jeg ikke allerede havde gjort det med Elliot, men jeg var for doven til at pille den væk og alle mine bøger lå deroppe, så jeg skulle finde nye pladser til dem og alt muligt. Det var jo ikke fordi jeg havde alverdens tid og slet ikke overskud til det.

"Nah, der sker ikke noget," løj jeg og lod min hånd dumpe ned på hans fyldige hår. Jeg havde savnet det så meget, at jeg ikke var i stand til at forklare det med ord. Bare tanken om at vi havde fundet sammen igen gjorde at jeg havde det mindst tusinde gange bedre både indeni og udenpå, og hans nærvær fik sommerfuglene i min mave til at flyve helt gesvindt. Jeg kiggede kort på ham og kom til at smile helt ustyrligt.

"Hvad så? Du skræmmer mig lidt," sagde Cameron og grinte.

"Jeg er bare så glad!" udbrød jeg og slog ham med en pude af ren kærlighed. Elliot sagde engang, at man ikke skulle leve i datiden. Han sagde, at man ikke skulle bekymre sig om fremtiden. At sjælen afspejlede ens person og at legemet bare var en skal. En sjæl. Et legeme. Fandtes der sjæle der er to, som er smeltet sammen til en? To sjæle er blevet til en. Cameron og jeg forstår hinanden, vi forstår hinandens sprog, signaler og vi ved hvad den anden tænker.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...