Frozen In Hogwarts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2014
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Igang
Det her er en historie der er blevet blandet med Harry Potter og Frost. Det foregår i samme tid som Harry Potter går på skolen. Harry Potter er stadig populær og må dræbe Lord Voldemort men denne gang har han en extra ven med. Nemlig Anna Montgomery, en helt normal pige, der pludselig får en uventet gæst der viser sig at være lærer på en skole for Hekse og Troldmænd. Hun kommer ind på skolen men pludselig sker der noget mærkeligt. Det er nemlig ikke kun hendes heksekræfter der kommer til live. Der bliver også vækket nogle mærkelige is kræfter i hende. Hvordan kan det være? Og kan hun lære at styre sine kræfter?

13Likes
39Kommentarer
844Visninger
AA

6. The Midnight Duel

Der lød en masse tumult og larm, da Hermione og jeg trådte ind. "Hvad sker der?", spurgte jeg hende, men hun trak bare på skuldrene. Alle førsteårs eleverne stod henne ved opslagstavlen. Hermione og jeg fik myret os foran, så vi kunne se hvad der stod. Jeg var den første af os til at komme frem og den første til at læse det. Det kunne ikke havde været værrere. Det var ligeså slemt, som hvis ens tryllestav var knækket. Okay måske ikke men næsten ligeså slemt. Der var blevet hængt en stor seddel op, hvor der stod: Alle førsteårselevernes første flyvetimer begynder på torsdag med Slytherinerne. "Pokkers!" råbte jeg. "Hey Hermione!" hviskede jeg til hende. "Måske kunne jeg skyde Malfoy ned af kosten." Hun kiggede på mig med et virkelig strengt blik. "Anna-" "Slap af Hermione det var bare for sjov!"

 Om torsdagen så Hermione ud til at være virkelig bekymret for vores flyvning. Hun var virkelig bekymret fordi, at hun ikke kunne læse sig til, hvordan man fløj. Jeg var ikke bekymret. Jeg var bange. Jeg var virkelig bange for, at jeg ville gøre et eller andet som at fryse min kost eller, at der røg sne ud af min kost. Neville var også virkelig nervøs. Hermione sad og remsede de tip op, hun havde fået fra sine bøger, til morgenmaden. Neville var den eneste, der slugte det råt. Jeg lyttede ikke efter, for hvad nyttede det? Der stod garanteret ikke, hvad man skulle gøre, hvis man frøs sin kost. Alle de andre åndede let op, da uglerne kom, og Hermione lukkede munden. Jeg havde ikke fået nogle breve, fordi min mor jo ikke havde en ugle. Men jeg havde lovet hende, at skrive hvordan det var, så det havde jeg gjort. Efter Hermione og jeg havde kigget på opslagstavlen i går, gik jeg op og lånte en af skolens ugler og skrev til min mor. Uglen jeg brugte i går kom flyvende ned til mig og satte sig ved siden af min tallerken. Jeg snuppede brevet og gav den et stykke brød som tak. Jeg rakte den min tekop, som den så meget interesseret ud i. Den nippede til teen og fløj så videre. Neville der sad overfor mig havde fået en stor pakke. "Hvad er det?", spurgte jeg nysgerrigt, da han havde åbnet den, og han trak en lille glaskugle ud. "Det er en erindringskugle!", forklarede han. "Bedste ved, at jeg er lidt glemsom, og denne kugle fortæller mig, hvis der er noget, jeg har glemt at gøre. Se man skal holde den i et fast greb, sådan, og hvis den bliver rød- åh." Neville havde holdt den i et fast greb, og kuglen glødede med det samme rød og sagde: "Du har glemt noget!" Neville tænkte sig godt om for, at huske hvad han havde glemt, da Malfoy, Crabbe og Goyle kom forbi. Malfoy snuppede kuglen ud af Nevilles hånd og kiggede undersøgende på den. Harry og Ron sprang op, men Professor McGonnagol var hurtigere end nogen af dem. "Hvad foregår der her?", Spurgte hun. "Malfoy har taget min erindringskugle, Professor." Malfoy lagde erindringskulen tilbage med et lille smil. "Jeg ville bare kigge" og med de ord, luskede han af med Crabbe og Goyle.

 

Klokken halv fire gik Hermione og jeg udenfor til vores første flyvetime. Da vi kom der ned sammen med de andre Gryffindore, var dem fra Slytherin der allerede, og 21 koste lå ved siden af. Vores lærer hed Madam Hooch, og hun var en lille tynd lærer. "Nå hvad venter I på?", sagde hun. "Stil jer ved siden af en kost!" Vi stilte os alle sammen ved siden af en kost. "Ræk jeres højre hånd over kosten og sig op!" Alle begyndte, at råbe "op" og for nogle gik det godt, for andre skidt. Harrys røg direkte op i hånden på ham, Hermiones røg væk men min rykkede sig ikke en meter. "Op!" sagde jeg denne gang hårdere. Min kost rykkede sig lidt, og jeg prøvede igen. "OP!" sagde jeg denne gang så hårdt, at min kost fløj lyn hurtigt op i min hånd. Til sidst var det lykkedes alle. "Når jeg fløjter skal i sætte hårdt af, flyve 2 meter op i luften og så lande igen. Det gør i ved at læne jer lidt frem ad. Okay? Parat! 1..... 2.....3....." Hun fløjtede. Neville var kommet til at sætte for hårdt af og han fløj nu 5 meter op i luften. 10 meter. 15 meter. Jeg begyndte at trippe nervøst. Jeg mærkede hvordan mine hænder blev kolde og jeg gik hurtigt om bag ved hvor ingen kunne se mig med mindre de vendte sig om (inklusiv Madam Hooch der havde øjnene stift på Neville). Harry kiggede underligt på mig og prikkede til Ron. Hermione kom over til mig og kiggede forvirret på mig. Jeg kiggede på Harry og Ron, der holdte nøje øje med mig. Jeg viste Hermione min hånd, der var dækket med sne. Jeg sørgede for, at holde den sådan, så det kun var Hermione, der kunne se den. Jeg nød, at se hvordan Harry og Ron stilte sig på tæer for, at prøve, at se om de kunne få et glimt af, hvad jeg viste Hermione. Neville var nu kommet 25 meter op i luften og han styrt dykkede mod jorden og landte med et bump. Mine hænder blev endnu engang koldere, og jeg børstede al sneen af mine hænder. Jeg løb hen til de andre og kiggede overrasket på Neville. Han græd og Madam Hooch hjalp ham straks op. Harry og Ron kiggede på mig og kiggede på mine hænder. Jeg lænede mig frem ad og viskede til dem; "Bland jer uden om!" De kiggede irriteret på mig, og jeg vendte mig om så mit hår slog op i hovedet på dem. Madam Hooch begyndte at tale, og jeg lyttede efter. "Jeg følger denne stakkels knægt til hospitalsfløjen. Hvis nogen så meget som flyver 2 meter op i luften skal jeg sørge for at i bliver smidt ud hurtigere end I kan sige Quidditch!" Alle steg af deres koste og ventede tålmodigt. "Ha prøv at se!" Sagde Malfoy med et lumsk smil, ligeså snart Madam Hooch og Neville var væk. "Han tabte den dumme kugle, hans bedtsemor gav ham!" "Giv den til mig Malfoy!" Harry trådte frem og rakte hånden frem. "Nej, jeg tror, jeg beholder den", grinede Malfoy. "Giv den til mig nu!" "Okay Potter. Men så kom og hent den." Malfoy satte sig op på kosten med endnu et lumskt smil. Han satte hårdt af og fløj op i luften. Harry satte sig op på kosten, men Hermione og jeg stoppede ham. Eller vi prøvede.... "Er du sentsyg?" "Harry du ved ikke hvordan man flyver, og du kan blive smidt ud!" Harry var ligeglad. Han satte sig op på kosten og fløj afsted. "Sikke en idiot!" Mumlede Hermione, og jeg gjorde mig enig. Harry var nu nået op til Malfoy, og han klarede det ret godt. Vi kunne ikke høre, hvad de sagde, men pludselig kastede Malfoy kuglen, og Harry fløj afsted. Kuglen dykkede, og ligeså gjorde Harry. Han havde sentsyg meget fart på, og bænken jeg sad på blev koldere og koldere. Jeg mumlede irriteret, og holdte øje med Harry. Han var nu så tæt på jorden, at jeg lukkede øjnene. Skrig og gisp lød og jeg åbnede langsomt øjnene. Harry var landet solidt på jorden i god behold med kuglen i hånden. Jeg åndede let ud og kiggede på bænken. Den var fuldstændig dækket med sne og jeg skyndte mig at børste det af, grebet i panik. Jeg kiggede over mod de andre og i samme øjeblik fik Harry øje på mig. Han så sneet, og jeg rejste mig op og skulle til at gå hen i mod dem da det skete. "Harry Potter!" Lød det bag mig og jeg vendte mig forskrækket rundt. "Følg med mig!" Sagde Professor McGonagoll. De begyndte alle, at råbe om at det var Malfoy, der i virkeligheden startede det hele, men McGonagoll havde fået nok, og bad Harry om at følge med. Harry fulgte skamfuldt med og væk var de. Jeg gik hen til Hermione og sagde: "Verdens mest berømte troldmand bliver smidt ud efter 2 uger på Hogwarts. Det her skal nok gå godt!" Min dag gik heller ikke ret godt efter det. Jeg havde haft 3 andre tidspunkter den dag hvor det gik galt for mig. Sneet eller isen havde lige pludselig været der og så fik blev jeg også grebet af panik fordi jeg var bange for at nogen så det. Jeg fortalte det til Hermione, og fortalte også, at Harry og Ron var begyndt, at holde øje med hvad jeg lavede. Hun sagde, at så længe jeg slappede af, skulle det nok gå.

Næste dag brugte jeg Hermiones råd. Det gik ikke meget bedre. Det var kun nogle gange at det lykkedes mig at holde det inde. Der var dog ét tidspunkt hvor det viste sig at være nyttigt. Det hjalp mig da en af planterne i Botanik var tæt på at angribe mig og jeg kom til at skyde sne på den. Ingen opdagede noget men det var virkelig tæt på at Ron så det. Hvad der var endnu vildere var hvad Hermione fortalte mig ved morgenbordet. Hun fortalte mig at hun havde hørt Harry snakke med Ron om at Harry var blevet til Gryffindors nye søger! Det var ufatteligt ! Hvordan kunne en første års elev blive til en søger på Gryffindor holdet? Det var utroligt. Der var dog noget mærkeligt over Hermione da hun sagde det. Det virkede som om der var mere hun ville fortælle men hun ikke sagde det. Jeg tænkte ikke længere over det men, gik bare i seng. Jeg var alt for træt til at tænke.

Det var midt om natten. Hermione ruskede i mig for at vække mig. "Hvad-?" begyndte jeg men hun satte en hånd op foran min mund. Jeg kiggede forvirret på hende men hun gav mig tegn til at rejse mig op. Jeg rejste mig op og Hermione begyndte at gå og jeg fulgte med. Hun gik ned ad trappen og ned i opholdsstuen hvor hun satte sig i en af stolene. "Hermione hvad laver vi her?" hviskede jeg. "Jeg har noget jeg ikke har sagt til dig. Jeg hørte også Harry og Ron skændtes med Malfoy. Det endte med at de besluttede sig for at duellere midt om natten!" Jeg gispede. "Hvad sagde du?" "Jeg sagde at det var egoistisk af dem, men nu får vi at se om de rent faktisk gør det!" Jeg satte mig ved siden af hende og ventede. De første 30 minutter skete der ikke noget og vi slukkede lyset. Men da klokken blev 23:30, lød der endelig trin fra drengetrappen. "Hvor egoistiske kan man lige være, Hermione?" spurgte jeg med et lille grin. "Det ved jeg ikke, Anna" svarede hun og tændte lyset, så Harry og Ron kom til syne. "Hvad laver I her?" spurgte Ron. "Gå tilbage i seng med jer!" Men Hermione var ligeglad. "Jeg var lige ved at sladre til din bror. Percy - han er jo vejleder og kunne nemt sætte en stopper for det her." Harry skulede ondt til Hermione og fortsatte mod portrættet. "Kom vi går" sagde han til Ron. De gik igennem portrættet og vi fulgte efter. "Er I dumme eller hvad?" spurgte jeg dem og Hermione fortsatte. "Er I fuldstændig ligeglade med Gryffindors rygte? Tænker I kun på jer selv? Jeg vil i hvert fald nødigt se Slytherin rende med pokalen, og jeg er sikker på, at I vil koste os alle de point, professor McGonagoll gav Anna og jeg, fordi vi var gode til forvandling!" "Skrub af." "Fint men nu har vi advaret jer, husk det, når i stiger på toget i morgen. I er bare så...." Hermione havde vendt sig om mod mig som stod ved portrættet med et helt blegt ansigt. "Hvad er der, Anna?" Hermione kiggede bekymret på mig og jeg flyttede mig så hun kunne se portrætte med den fede dame. Bortset fra én ting. Den fede dame var der ikke. Hun var gået. "Hvad skal vi nu gøre?" Jeg trak på skuldrene men Ron sagde bare: "Det er jeres eget problem. Vi må videre, ellers kommer vi forsent." Drengene begyndte at gå og Hermione og jeg kiggede på hinanden og jeg løftede det ene øjenbryn for at sige: "Skal vi eller ej?" Hun nikkede og jeg spurgte. "Hvad nu hvis vi bliver fanget?" "Så siger vi bare at vi prøvede at standse dem!" Vi løb på listefod ned til drengene der næsten var nået enden af gangen. "Vi kommer med jer." "Nej det gør I ikke!" Jeg fnyste. "Og vi lytter ikke til jer!" Hermione gjorde sig enig og sagde: "Tror I at vi bare vil blive stående og vente på, at Filch fanger os? Hvis han fanger os tre sammen, vil vi bare fortælle ham, at vi prøvede at standse jer, og så kan I selv bekræfte det!" "I er ikke så let frække!" Sagde Ron og jeg åbnede munden for at svare ham igen men Harry lukkede munden på os alle tre. "Ti stille, alle tre!" sagde han. "Jeg hørte noget." Vi var helt stille og lyttede til en snøftende lyd. "Madam Norris?" hviskede Ron. Men det var ikke Madam Norris. Det var Neville. Han var krøllet sammen som en kugle og lå på jorden og sov. Da vi kom tættere på fik han et kæmpe chok og vågnede straks op."Åh hvor er jeg glad for at I fandt mig! Jeg har været herude i timevis, fordi jeg ikke kunne huske det nye kodeord." "Lad være med at tale så højt, Neville. Det nye kodeord er grisetryne." Jeg satte mig ned for at hjælpe Neville op men han slap mig med det samme jeg rørte ham. "Hvad er der?" spurgte jeg irriteret. "Du er vildt kold!" Jeg følte mig pludselig helt akavet og da Ron rakte ud for at prøve at røre mig, hvæsede jeg: "Hvis du kommer én centimeter tættere på så brækker jeg dit håndled!" Harry vendte sig mod Neville. "Nå øhm Neville. Vi skal nå noget så vi bliver nødt til at smutte. Vi ses senere....." "I må ikke gå fra mig! Den blodige baron har allerede været her to gange!" Han kom lynhurtigt på benene. Ron kiggede på sit ur og skulede ondt til Hermione, Neville og jeg. "Hvis en af jer får os I fedtefadet, helmer jeg ikke, før jeg har lært Quirrels bøhmandsforbandelse og brugt den på jer." Hermione åbnede munden for at skulle fortælle hvordan man gjorde men Harry hvæsede at hun skulle holde mund. Harry ledte dem derefter videre gennem de mange korridorer og det virkede helt ufatteligt at der var flere som Filch rendte rundt på lige nu. Vi listede op ad en trappe der førte til 3. sal. Vi trådte ind i trofælokalet og ventede. Harry holdte staven klar og minutterne gik. "Han kommer alt for sent. Måske er han blevet bange" hviskede Ron da en lyd fra nabolokalet fik os alle til at hoppe af forskrækkelse. "Snus du bare lidt rundt lille pus. Måske skjuler de sig i en af krogene." Det var Filch. Harry kiggede på 4 skrækslagne ansigter. Han gav tegn til at vi skulle følge med. Vi småløb mod en dør der førte væk. Vi vidste ikke hvor. Vi skulle bare væk. "De er her et eller andet sted" mumlede Filch. "De gemmer sig sikkert." Harry mimede; "Denne vej", og vi fulgte med. Vi krøb skrækslagen ned ned gennem et af de store våbengallerier med masser af rustninger langs væggene. Vi kunne tydeligt høre Filch nærme sig os. Neville kunne ikke holde et bange udbrud tilbage og begyndte at løbe. Han snublede og faldt direkte ind i en rusting. Han havde trukket Ron med sig og det bragede så højt at hele slottet måtte vågne. "LØB!" skreg Harry og vi satte alle i løb. Vi løb alle afsted uden at se os tilbage. Vi drejede om et hjørne og løb videre. Vi løb under en gobelin og før jeg fik spurgt hvor vi var på vej hen, stod vi i besværgelseslokalet. "Jeg tror vi fik rystet ham af" sagde Harry og lænede sig op ad væggen. Jeg satte mig, også lænet op ad væggen, og gispede efter vejret. Hermione havde krummet sig sammen af sidestik og stønnede: "Jeg sagde det jo. Jeg ... sagde ... det ... jo." "Vi bliver nødt til at komme tilbage til Gryffindor tårnet," sagde Ron. "Og det må hellere gå lidt hurtigt." Jeg nikkede. "Malfoy narrede dig" sagde Hermione til Harry. "Det er vel gået op for dig? Han havde overhovedet ikke tænkt sig at duellere og Filch havde på en eller andet måde fået af vide at du ville komme til trofælokalet. Det er ikke så svært at regne ud hvem der har fortalt ham det." Harry så ud til at være klar over det men ikke rigtig ville indrømme det. "Lad os komme afsted." Det blev en del sværere end vi havde regnet med. Vi var kun gået 2 meter da Peeves kom flyvende ud af et klasselokale. Han hylede af begejstring da han så os. "Hold mund Peeves. Vær nu sød! Du får os alle smidt ud!" Peeves lo bare. "Lusker I omkring ved midnatstid små førsteårspus? Sikke dog noget rod. Fy fy skamme - nu bliver i sikkert fanget." "Ikke hvis du lader være med at sige noget!" Bad jeg Peeves. Peeves kiggede på mig med overraskende øjne. "Måske skulle jeg røbe en anden hemmelighed, Anna? Hvad siger du til det?" Mit ansigt blev helt kridhvidt og jeg kiggede skræmt op på Peeves. Jeg var som limet fast til jorden. Peeves nød synet og kiggede på de andre. "Måske skulle jeg fortælle Filch at I var her?" "Skrub af med dig!" Snerrede Ron og slog ud efter Peeves hvilket han ikke skulle have gjort. "ELEVER PÅ NATTEVANDRINGEN!" brølede Peeves for alle lungers kraft. "ELEVER PÅ NATTEVANDRING NEDE VED BESVÆRGELSESLOKALET!" De løb alle sammen for livet undtagen mig. Jeg var stadig limet fast til jorden. Det var Hermione der opdagede det og hun løb hurtigt tilbage og trak mig med hende. "Anna kom nu! Du vil vel nødig blive smidt ud?!?! Kom nu han kommer!" Råbte hun da vi kunne høre Filch´ fodtrin. Vi nåede ned til en dør, drengene konstaterede, var låst. "Flyt jer!" sagde Hermione. "Alohomora!" Hun låste let døren op og gav Harry hans tryllestav tilbage. Vi trådte ind ad døren og brisen af stærk magi ramte mig og vi smækkede døren i. Vi satte alle ørerne op til døren og lyttede intents. "Hvilken vej tog de Peeves?" lød Filch´ stemme. "Hurtigt, sig mig det!" 

"Du skal først bede mig pænt!

"Lad være med at drille Peeves. Sig det så, hvor løb de hen?!"

"Jeg siger ingenting. Du skal først bede mig pænt," Peeves lød til at være på randen til at skraldsgrine. "Lad gå. Kære Peeves vil du ikke nok sige hvor de løb hen, tak?"

"INGENTING! Ha haa! Jeg sagde at jeg ville sige ingenting!" Lyden af Peeves der skraldgrinede blev lavere og ligeså blev stemmen af Filch der bandede. "Oh my god" sagde jeg da jeg havde vendt mig om men ingen tog notis. "Han tror denne dør er låst" sagde Harry. "Jeg tror vi er sluppet fra ham - slip så, Neville! Hvad er der?" Endelig kiggede de andre op. Vi stod ansigt til ansigt med en kæmpe hund. Med tre hoveder. Den stod helt stille og kiggede på os. Det var tydeligt at den var bange og den kun kunne tænke på én måde at rede sit skind på. "DEN ER BANGE! LØB!" råbte jeg og alle styrtede ud da hunden straks begyndte at bide voldsomt efter os. Vi kom hurtigt ud og løb så hurtigt vi kunne væk fra den. Vi løb gennem alle gange og korridorer uden, mirakuløst, at støde på Filch. Vi stoppede atter ikke før vi nåede portrættet af den fede men dog den forvirrede dame. "Hvor I alverden har I været?" spurgte hun. "Det er lige meget! Grisetryne! Grisetryne!" Hun åbnede portrættet og vi gik indenfor. Vi smed os lynhurtigt på sofaerne for at få pusten. Neville så ikke specielt godt ud og jeg tror ikke jeg så meget bedre ud selv, efter hvad Peeves sagde. Hvordan kendte han til min hemmelighed? "Hvad er meningen ved at holde sådan et uhyre på en skole?" sagde Ron. Hermione havde fået vejret og svarede ham. "I bruger jo ikke øjnene nogen af jer! Så I ikke slet ikke hvad den stod på?" Harry kiggede på Hermione som om hun havde tabt hovedet. "På gulvet? Jeg havde altså ikke tid til at kigge på dens poter. Jeg havde travlt med at kigge på de tre hoveder!" Hermione sukkede. "Ikke gulvet. Den stod på en faldlem. Den vogter over et eller andet", sagde hun. "Noget meget stærkt magi" tilføjede jeg og pludselig begyndte Ron at bombardere mig med spørgsmål da der skete noget forfærdeligt. "Hvad får dig til at sige det?"

"Jeg mærkede det ligeså snart jeg kom ind."

"Hvordan vidste du den var bange?"

"Jeg mærkede det."

"Hvordan?", spurgte han og måbede. "Hvordan hvad?" "Dine hænder lyser!" "Mine hænder... Oh." Jeg havde løftet hænderne for at se hvordan de kunne lyse. Og der var sket nøjeagtig det jeg regnede med; En masse sne. "Godnat!", sagde jeg og løb op ad trapperne men stoppede dog halv vejs oppe for at høre hvad drengene ville sige. Men det var Hermione der brød den akavede tavshed. "Jeg håber, at I er godt tilfredse med jer selv. Vi kunne være blevet dræbt eller det der er endnu værre - smidt ud! Hvis I ikke har noget imod det vil jeg gå i seng igen." Hermione gik op ad trappen og fandt mig stå med min hånd på væggen. Sneen havde ændret sig til is og kravlede op ad vægen og op i loftet. Jeg fulgte forundret isen der bredte sig i smukke mønstre og bredte sig længere og længere ud. Jeg slap øjeblikkeligt min hånd og sukkede. Det var umuligt at styre det. 

 

Okay undskyld hvis det er fornærmende mod nogen men den her skole dræber mig! Jeg har ikke haft tid til at få skrevet til jer på grund af lange skoledage, lektier og så bor jeg et stykke væk fra skolen hvilket også lige tager noget tid at komme hjem. Men! Jeg bliver færdig med HELE den her bog her i weekenden (det bliver jeg nødt til for jeg skal aflevere bogen). Jeg siger ikke jeg publicerer det sidste men så kan jeg endelig komme i gang med min idé om at lægge et kapitel ud hver mandag. Jeg har overvejet at ændre synsvinklen sådan så det er læseren synsvinkel men ikke Annas som fx i stedet for at skrive jeg så skriver jeg Anna. Hvad siger I til det? Please skriv hvad I syntes om idéen! Jeg ved det var en del jeg skrev her! Undskyld ventetiden. Love you guys <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...