Solen og Månen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 apr. 2014
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
En universel kærlighedshistorie.

14Likes
21Kommentarer
1222Visninger

1. .


En fortælling høres i det fjerne, ukendte, en fortælling der drager alles nysgerrighed, og får hviskende stemmer til at høre op, i et øjebliks spænding. Fortællingen om Månen, der hver nat forlod nattehimlen for at lade sin kærlighed, Solen, skinne lyst og klart.

Forblændet af Amors pil, huskede Månen ikke længere, hvor længe det var stået på. Alt Månen huskede var Solen. Solens blændende udstråling, varme kærtegn. Altid måtte Månen betragte Solen på afstand, være tavs og leve i skjul. Jorden derimod – Jorden fik alt opmærksomheden. Solen forsvarede sig med, at uden solstråler, ville Jorden ikke kunne overleve. Uden lys var der intet liv. Månen forstod, følte og gav Solen den plads, der var nødvendig. Alt dette reflekterede Månen ofte over, hvilket også var gældende i dette samme øjeblik.

Indtil det blev for meget.

Amors pil vred sig i brystet af Månen, der ikke længere kunne holde sig og opsøgte Solen, på en højlys dag.

”Hvad laver du her, Måne?” spurgte Solen forundret over.

”Jeg er kommet for at snakke med dig, Sol,” svarede Månen hvis store skikkelse, havde skabt en solformørkelse over Jorden.

”Det er et upassende tidspunkt. Du skygger for mig,” dominerende flammer ildnede op omkring Solen, og tvang Månen et faretruende skridt tilbage. ”Hvilket tidspunkt er så passende? Sol, giv mig en chance. Jeg har levet længe nok under mørkets skjul, og alt jeg ønsker, er et øjebliks lys,” længere nåede Månen ikke, inden den blev afbrudt.

”Hvad sker der her? Du har gjort mit folk oprørt, Måne! Du skaber forvirring. Forsvind med dig,” brummede Jorden, som forsøgte at finde sig en bedre placering, der ville lukke enkelte solstråler ind. Månen tillod det ikke. Solens flammer voksede større, og Månen kunne mærke varmen møde dens kulde.

”Jeg forsvinder altid for at lade Solen skinne for dig, Jord, aldrig har jeg brokket mig. Jeg beder dig blot om en chance, for at få snakket med Sol,” bad Månen om. Det store univers lå i stilhed.

”Lad det ikke vare for længe,” Jorden overgav sig.

Solen forholdte sig tavs.  

Månen forsøgte at granske sine tanker for, hvad den i tusinder år havde forberedt at sige, men aldrig havde gjort. Alt den tid, Månen havde brugt på at fantasere spørgsmål, svar og reaktioner, synes nu at ligge flere lysår væk.

”Du har forblændet mig,” - ”Lige siden vi sammen blev skabt, vidste jeg det, og da vi så på hinanden, vidste jeg, at du også gjorde,” Månens hjerte bankede hurtigere end lysets hastighed.

”Vi blev skabt for at opretholde en balance i universet. Vi kan ikke bryde den balance,” Solens fornuft brød igennem før alt andet. ”Vi kunne. Jeg kunne bryde den. Men jeg gør det ikke,” svarede Månen.

”Hvorfor?” spurgte Solen.

”Fordi det ville gøre dig ulykkelig.”

”Så er det tid til at komme videre, Måne,” afbrød Jorden. ”Du har allerede skabt for meget uorden!”

Månen sukkede. ”Jeg vil ikke give slip på dig, Sol,” tilkendegjorde Månen. ”Aldrig igen. Jeg vil være sammen med dig. Forene os – Det vil jeg gøre,”

Solens flammer fik sig en rødlig tone. ”Vi må træde varsomt. En gang hvert 370. År vil jeg tillade en solformørkelse,” – ”Ellers vil Jorden dø og balancen vil tilintetgøres,” sagde Solen.

”Det lover jeg,” svarede Månen og forsvandt fra Solen, for at lagde solstrålerne bryde igennem. Lyset lagde sig blødt over Jorden og bragte med sig varme og glæde.

Månen holdte efterfølgende sit løfte.

En gang, hvert 370. År mødtes Solen og Månen i, hvad der føltes som en evighed, men blot var enkelte minutter. Enkelte minutter var alt, hvad det tog, for at holde dem gående, i endnu hundredevis af år. Et øjebliks lys, et øjebliks mørke, et øjebliks forglemmelse af alt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...