My Lovelife 2

OBS! Dette er 2. Del af "My Lovelife" Med One Direction!! Louis får trukket Jennifer i land og tager til hospitalet. Louis finder ud af at Jennifer at den eneste ene for ham, men føler Jennifer stadig det samme for ham?

7Likes
17Kommentarer
578Visninger
AA

13. Lost, but together

~ Jennifers synsvinkel ~

Jeg åbnede stille øjnene. Alt var hvidt. Jeg var ikke længere hos Christian, men hvor var jeg så?

Jeg drejede hovedet til siden. En smerte løb gennem kroppen. Jeg så en skikkelse sidde med ansigtet gemt i sine hænder. En velkendt duft strejfede min næse.

"Louis?" Fik jeg presset over læberne. Jeg var ikke sikker på han hørte det, men han løftede straks hovedet. "Skat. Åh Jennifer!" Han rejste sig og stod bøjet ind over mig.

 

"Hvad skete der?" Spurgte jeg stille og prøvede at sætte mig op, men det gjorde for ondt. Jeg lagde mig ned igen. En smerte jog gennem min mave. Barnet. "Louis, jeg er nød til at fortælle dig noget." Jeg kiggede op på ham. "Sophia fortalte min om barnet" han smilede, men sorgen fyldte hans øjne.

Jeg havde virkelig såret ham ved ikke at sige det. Hvor havde jeg dog dummet mig.

Jeg lagde hånden på min mave, men det føltes anderledes. Louis tog min hånd.

"Barnet overlevede ikke." Sagde han lavt. "Det var ikke så gammelt, så de fjernede det, som en abort." Han satte sig ned ved siden af mig og kunne ikke holde tårerne tilbage.

Min hånd røg op til min mund og jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Jeg begyndte at hulke. Louis satte sig på sengekanten. Han løftede dynen og lagde sig ned ved siden af mig. Hans arm lagde sig som et skjold over mig og trøstede mig. Jeg greb fat i hans trøje og hulkede endnu mere ved tanken om, hvordan han måtte have det lige nu. Han havde lige fundet ud af det med barnet og så mister han det.

 

Jeg var faldet i søvn i Louis' favn. Jeg havde grædt mig selv i søvn. Louis vågnede ved, at jeg rykkede lidt på mig. Han kyssede mig på håret og satte sig op. Jeg rev ham tilbage igen og han lagde sig ned med armen om mig. "Jeg har brug for dig" hviskede jeg lidt for mig selv. Han gav mig et trøstende klem.

"Jennifer?" Jeg kiggede op fra Louis skulder. Der stod en ældre herre klædt i hvid. Jeg tørrede mascara og tåre væk med hånden.

"Kan jeg tale med dig alene?" Spurgte han venligt. Jeg kiggede på Louis og så tilbage til manden, som nok var læge.

"Han bliver." Svarede jeg kort. Lægen nikkede forstående og fortsatte.

"Jeg kan se i din journal at du har været på P-piller siden overgrebet for lidt over et år siden." Jeg stivner og kiggede på Louis ud af øjenkrogen. Jeg klemte hans hånd, som svar på at jeg nok skulle forklare senere.

"Jeg formoder, at du så var stoppet inden i havde samleje, så i kunne blive gravide." Han smilede lidt usikkert. "Øh.. Det var ikke planlagt. Jeg havde ikke flere piller, men havde regnet med at få fat i nogle nye når jeg kom hjem. Jeg havde ikke taget dem i to til tre uger inden vi havde været sammen." Jeg kunne mærke varmen stige i kinderne. "Åh" lægen kiggede forlegent på os. "Skal jeg skrive en ny recept eller vil du fortsætte uden?" Han smilede til mig. Jeg kiggede kort på Louis, som så på mig. Han smilede kort.

"Efter at barnet er blevet fjernet har jeg så mistet chancen for at blive gravid?" Jeg kunne mærke varmen stige endnu mere.

"Chancen er lige stor. Selvfølgelig skal de lige vente to til tre måneder, som efter en normal fødsel. Der er stadig chance for at blive gravid i de to til tre måneder, men den er lille." Lægen smilede venligt igen. "Jeg fortsætter uden pillerne." Svarede jeg og smilede venligt til lægen og gav Louis' hånd et kærligt klem. "Helt i orden. God bedring. Du siger bare til hvis du har brug for noget smertestillende" han smilede venligt, men jeg rystede på hovedet. Han vendte ig om og forsvandt lige så hurtigt, som han var kommet.

 

"Jeg skylder dig nok en forklaring på det første." Svarede jeg stille. Louis kiggede ned på mig. "Christian?" Jeg nikkede som svar. Han nikkede forstående. Jeg havde ikke fortalt nogen om det, for jeg var for ødelagt efter det, men det er helet godt efter jeg fik Louis tilbage.

"Er du sikker på, at du ikke vil tage pillerne mere?" Louis kiggede bekymret på mig, men der var noget i hans øjne der lignede glæde.

"Ja, jeg havde vænnet mig til tanken om at være mor" svarede jeg stille. "Men det vil måske være en idè at begynde på dem igen, for du har jo din karriere." Jeg kiggede forlegent ned i dynen. Jeg havde slet ikke skænket hans karriere en tanke.

"Skide være med den karriere. Jeg vil gerne stifte familie med min prinsesse." Han kyssede mig blidt og jeg gengældte. Det udviklede sig til snav, men jeg blev nød til at trække mig, for det gjorde ondt at bruge så mange kræfter. Louis nikkede forstående og satte sig i stolen igen.

Vi sad i tavshed og betragtede hinanden. Jeg var så glad for at han var min igen, og at han var her. Ved mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile.

"Hvad nu?" Grinte han kort. "Jeg har bare sådan savnet dig. Du betyder utrolig meget for mig." Jeg smilede forelsket til ham. "Jeg har også savnet dig! Du er mit et og alt, indtil der kommer en til." Han kyssede mig inderligt og jeg vidste hvad han mente. Smerten forsvandt stille og blev forvandlet til en varm følelse. Hvor havde jeg dog savnet ham. Jeg følte mig hel igen, men alligevel var det som om der var et ‘hul’ i det her, men vi har også lige mistet vores første barn. Tårerne begyndte at løbe ned over kinderne på mig. Louis trak sig væk og lagde sig bare ved siden af mig i stedet. Han græd selv. Det var dejligt, at man ikke var alene om det, men man havde en, som havde været igennem præcis det samme.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...