Meet Me in New York | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2016
  • Opdateret: 26 feb. 2016
  • Status: Igang
Nærdødsoplevelser ændrer ens liv. Det samme gør at få at vide, man ikke har mange dage tilbage at leve i. Men da jeg fik at vide, jeg led af lungekræft, så jeg ikke hele mit liv udspille sig for øjnene af mig, nej, jeg så bare alt, hvad jeg elskede. Jeg så alt det, der betød noget for mig. Jeg så de øjeblikke, jeg gerne vil genleve. Jeg så ham. Og jeg indså, at jeg begik en stor fejltagelse, da jeg lod ham gå uden indvendinger, uden at kæmpe for vores forhold. Lige meget hvad vil jeg altid fortryde bare at stå dér og se ham forsvinde lige så stille, og det er derfor, jeg som det sidste i mit liv vil køre de næste 24 timer, indtil jeg når New York. Jeg vil banke på hans dør og sige undskyld, i håb om at han en dag vil kunne tilgive mig, trods han sikkert allerede har fundet en ny og er kommet videre. Men jeg elsker ham, det gør jeg, og det skal han have at vide, inden det er for sent.

83Likes
83Kommentarer
10255Visninger
AA

2. » season 1: the road


Solen er skarp. Den skærer mig lige i øjnene, trods jeg gør mit bedste for at fokusere på vejen. Normalt er jeg vild med godt vejr, men lige i situationer som disse foretrækker jeg de kolde vintermorgener, jeg mindes at være stødt på en hel del tilbage i New York. Det er ikke nogen hemmelighed, jeg ikke er den fødte bilist, så lidt nervøs bliver jeg altid, når småforhindringer som denne dukker op.

  En voksen kvinde som mig burde ikke være hylet ud af den over sådan nogle ting her – især ikke fordi jeg har 22 timers kørsel foran mig – men det er jeg. Når jeg sidder i førersædet med hænderne på rattet, har jeg altid den enkelte bagtanke: ”Hvad nu, hvis jeg kører galt?” Og derfra begynder jeg så at tænke på, hvad der ville ske, hvis jeg virkelig døde i en bilulykke, og hvordan folk ville reagere. Normalt plejer jeg at have nogen omkring mig til at berolige mig, når de kan mærke, jeg er en smule ængstelig, men nu … ja, nu har jeg kun mig selv.

  Vinden, der blæser ind ad det åbne vindue, får mit hår til at flyve rundt omkring mig. Noget af det rammer mig i hovedet, men det irriterer mig ikke. Det får mig bare til at føle mig fri. Som lille plejede jeg altid at stikke hovedet ud som en ivrig labrador og indånde den friske luft, indtil mine lunger var fyldte. Derefter fik jeg som regel skældud af mine forældre, som mente det var farligt, men jeg var ligeglad. Det fortsatte gennem årene, og selv i dag nyder jeg det mere end noget andet. Hvis jeg bare kunne mærke omgivelserne flyve forbi mig og lukke øjnene med solen brændende mod mine øjenlåg én gang om dagen, ville jeg nok aldrig have startet med at ryge. Så ville jeg ikke sidde her med lungekræft og døden lige foran mig.

  Men det er ikke noget, jeg kan lave om på.

  Tanken får mig til at hoste. Det er, ligesom når man snakker om lus, og ens hår automatisk begynder at klø, eller når man ved, man har et sår et eller andet sted, og det, at man er mere opmærksom på det, ender med at gøre, så man har mere ondt, end man burde. Jeg har det pludselig, som om mine luftveje er blokerede, trods jeg har mere end rigeligt med oxygen her. Men jeg kan ikke ignorere den ubehagelige trykken mod brystet og den væg, jeg støder på, når jeg prøver at trække vejret helt ned i maven. Det er ubehageligt – især fordi jeg undervejs kun kan tænke på, at det her er min egen skyld. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...