Meet Me in New York | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2016
  • Opdateret: 26 feb. 2016
  • Status: Igang
Nærdødsoplevelser ændrer ens liv. Det samme gør at få at vide, man ikke har mange dage tilbage at leve i. Men da jeg fik at vide, jeg led af lungekræft, så jeg ikke hele mit liv udspille sig for øjnene af mig, nej, jeg så bare alt, hvad jeg elskede. Jeg så alt det, der betød noget for mig. Jeg så de øjeblikke, jeg gerne vil genleve. Jeg så ham. Og jeg indså, at jeg begik en stor fejltagelse, da jeg lod ham gå uden indvendinger, uden at kæmpe for vores forhold. Lige meget hvad vil jeg altid fortryde bare at stå dér og se ham forsvinde lige så stille, og det er derfor, jeg som det sidste i mit liv vil køre de næste 24 timer, indtil jeg når New York. Jeg vil banke på hans dør og sige undskyld, i håb om at han en dag vil kunne tilgive mig, trods han sikkert allerede har fundet en ny og er kommet videre. Men jeg elsker ham, det gør jeg, og det skal han have at vide, inden det er for sent.

83Likes
83Kommentarer
10270Visninger
AA

9. » episode 7: white girl visits in new york

Jeg længes efter de simple tider, hver gang mine tanker falder på det år. Dengang var Harry og jeg bare gode venner, og Niall var ikke nogen, jeg følte noget specielt for udover skyld.

  Synes du ikke, det er vildt, hvor meget et indtryk af nogen kan ændre sig, i takt med at tiden går? Hvordan et syn kan forvrides, indtil det næsten er uigenkendeligt? For mig virker det utroligt, at vores tanker kan være med til at skabe så meget af, hvad vi ser – at vi aldrig kan være 100 procent objektive. Nogle gange sætter jeg mig ligefrem ned og overvejer, hvad der gik igennem mit hoved, da jeg så de vigtigste personer i mit liv for første gang.

  Jeg kan huske, at Kara i begyndelsen virkede utrolig skræmmende at snakke med, fordi hun var tre centimeter højere end mig, og hun ikke var bange for drengebakterier. På dét tidspunkt i mit liv var det største spørgsmål, jeg gik og undrede mig over, hvorfor bladene ændrede farve om efteråret, og der var intet, der kunne forvolde større smerte end en splint i fingeren.

  Sådan nogle småproblemer var alt, der fyldte mit lille hoved dengang. Det er sådan nogle, man kan løse med lidt gammeldags mod og oprigtig nysgerrighed, og som man går rundt og hvisker om til sine venner. Et barns liv er så utrolig enkelt og uskyldigt, og det er næsten en tragedie at indse, at denne uvidenhed ikke varer ved til evig tid.

  For enkelt, ja, det er ikke ligefrem, hvad jeg ville kalde min nuværende situation.

  Harry sendte mig et fornøjet blik, da jeg kom gående med øjne, der lige så godt kunne have udsendt lasere.

  ”Du ser da godt nok frisk ud,” kommenterede han, inden han trak i smilebåndene, så to dybe smilehuller kom til syne. ”Har du sovet godt?”

  ”Bare fortæl mig, at jeg rent faktisk er kommet her af en god grund,” sagde jeg og ignorerede hans drilske toneleje. ”Jeg fik nærmest ingen søvn i går aftes, så nu føler jeg mig officielt som en omvandrende zombie.”

  ”Og den søvnmangel,” sagde Harry langsomt, ”skyldes den Niall?”

  ”Jeg ved ikke helt, hvad du hentyder til,” svarede jeg med rynkede bryn, ”for altså, vi har ikke engang kysset hi –”

  ”Nej, nej, det var heller ikke det, jeg mente.” Han kiggede alvorligt på mig, men tilføjede så et: ”Men så ved jeg da, hvad du går og tænker på.”

  ”Det var dig, der plantede tanken i mit hoved!” forsvarede jeg mig selv. ”Og hvis det er alt, jeg skal her, så synes jeg faktisk, min dyne savner mig.”

  Mine fødder var allerede begyndt at bakke bagud, da Harry greb fat i min hånd og trak mig op til ham igen. ”Vent.” Jeg kunne mærke hans varme ånde mod min isse, idet han lod ordet falde ud i et blødt toneleje. ”Det var ikke den eneste grund til, at jeg bad dig om at komme.”

  Mine brune øjne stirrede afventende op mod ham. Helt tæt på kunne jeg alligevel godt ane et par skægstupper hist og her. Den løgner.

  ”Du sagde selv, at skylden over alt det med Niall har holdt dig vågen,” forklarede han, ”og det synes jeg ikke, den skal længere.”

  Hvor han dog kørte i cirkler. Det var jo ikke ligefrem, fordi jeg selv nød at gå rundt og føle mig som en komplet idiot, men jeg så ikke andet valg. Nu, hvor Niall ikke længere kom og spillede om morgenen, havde jeg ikke mulighed for at tale med ham, og dermed var en undskyldning også uden for rækkevidde.

  Harry kunne vist se på mig, at hans ord kun vakte skepsis i mig, så han var hurtig til at sige: ”Derfor tager vi metroen og står af på hvert eneste stop, indtil vi finder ham. Det kan godt være, du er speciel, Ivy, men jeg nægter at tro på, at du har sådan en massiv effekt på drenge, at de er for traumatiserede til nogensinde at bevæge sig udenfor igen.”

  Han klukkede lavmælt, og jeg himlede med øjnene.

  ”Kun nogen så tosset som dig ville komme på sådan noget her,” fnøs jeg og rystede smilende på hovedet. Jeg var smigret over, at han rent faktisk ville bruge en af sine morgener på at hænge ud med mig og forsøge at løse mine problemer. Det var nok det sødeste, en dreng nogensinde havde gjort for mig.

  ”Tja, vi kan jo ikke have, at du er et omvandrende lig på jobbet, vel?” En flimrende lampe i loftet fik stationen til at se endnu mere åndsforladt ud, end den ville have gjort på enhver anden morgen. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at vi var midt i en zombie-apokalypse. ”Og lad os så komme af sted!”

  Før jeg nåede at sige mere, trak han mig hen imod billetautomaten, men der gik ikke længere, før han stoppede op og ændrede retning. Hans greb om min slaskede arm fik mig til at føle mig som en kludedukke, der ikke havde andet valg end at følge sin ejer rundt.

  ”Men først,” – Harry blinkede indforstået til mig, – ”kaffe.”

Baristaen var lige så begejstret for sin søvnmangel, som jeg var. Lige så snart vi trådte ind i caféen, slog det mig, at jeg aldrig nogensinde havde været i en Starbucks, der var fuldstændig tom. På denne tid af døgnet var det formentlig ikke et under, men overraskende fandt jeg det nu alligevel.

  Her var ikke helt så stort som i de andre caféer i New York, men det var stadig let at genkende stedet på dets dekoration. Overalt på væggene var rustikke billeder og tekster om Starbucks’ historie, og en skarp duft af friskbrygget kaffe hang overalt i luften. Der var meget lyst og åbent, fordi vinduerne erstattede en af væggene. På mange måder fik det de mørke farver rundt omkring til at virke lige så prangende som strejfene af grønt, man kunne finde på kopperne.

  ”Hvad kan jeg hjælpe jer med?” spurgte baristaen med et halvhjertet smil. På trods af at hun så en smule udmattet ud var det tydeligt, at hun var en køn pige – lyse lokker, klare, blå øjne og perfekt, glat hud, der virkede så blød, at det ville komme bag på mig, hvis hun ikke vaskede sit ansigt hver aften.

  Hun var sådan en, jeg forestillede mig at se Harry med. En rigtig solstrålepige med perfekte, hvide tænder, der kunne lyse et helt lokale op. Gennem vores tid som kolleger havde han været bundærlig omkring det faktum, at han var lidt af en womanizer – han kunne ikke slå sig ned med nogen. Selvom han var en utrolig sød fyr, der respekterede alle dem, han var sammen med, så havde han meget let ved at komme til at kede sig i et forhold, og af den grund foretrak han at holde sig til venskaber og one night stands. På den måde følte han sig ikke forpligtet til at være en specifik person eller påtage sig rollen som en, han ikke var.

  Jeg beundrede, at han bare kunne sige det, som det var. Selv i en alder af 19 havde jeg enormt svært ved at indrømme, når jeg tog fejl. Hvis jeg rent faktisk besluttede mig for at nævne noget negativt om mig selv, så endte det ofte med at komme ud som en joke, hvor man ikke var helt sikker på, om jeg mente det eller ej – og på samme måde havde jeg bare grinet lidt af alt det med Niall, selvom det i virkeligheden gik mig enormt meget på.

  ”Kan jeg få en stor Skinny Mocha med et ekstra espressoshot?” var jeg den første til at sige med et smil. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Harry sende mig et halvforvirret blik.

  ”Skinny?” spurgte han med et løftet øjenbryn. ”Nu er det heller ikke, fordi du behøver at tabe dig.”

  ”Men jeg behøver heller ikke at tage på,” gav jeg igen, ”og desuden er der allerede flere end nok kalorier i en drink fra Starbucks, som den er. Der er ingen grund til at forværre det.”

  ”Tja, hvis det giver mening for dig,” mumlede han og vendte sig så igen mod blondinen. ”Jeg skal bare have en lille Americano, tak.”

  ”Det er klar til jer lige om lidt,” sagde hun. ”Ellers andet?”

  Harry drejede hovedet. ”Har du fået morgenmad?”

  ”Ligner jeg en, der har fået morgenmad?”

  Han klukkede. ”Mind mig om aldrig at vække dig så tidligt igen,” sagde han, inden han igen henvendte sig til pigen bag skranken. ”Så skal jeg også lige bede om en morgenmadswrap og en chokolademuffin. Vi tager det med.”

  Baristaen nikkede smilende. Hun morede sig tydeligvis over det forhold, hun kunne forestille sig, jeg havde til Harry, samtidig med at hun undrede sig over, netop hvad vores relation til hinanden var. Og hvis jeg ikke tog meget fejl, overvejede hun kraftigt at forsøge at forføre ham som den perfekte solstrålepige, hun var.

  For min skyld var hun mere end velkommen.

  Da jeg skulle til at hive mit kreditkort frem, viftede Harry afværgende med hånden og sagde: ”Jeg giver. Det er det mindste, jeg kan gøre for at vække dig så tidligt.” Så klaskede han nogle sedler på disken foran sig og fortalte blondinen, at hun kunne beholde resten.

  Imens vi ventede, bemærkede jeg medarbejderen sende nogle stjålne blikke i vores retning. Trods hun lod, som om hun var travlt beskæftiget af at lave vores drikkevarer, var det meget tydeligt, at hun var nysgerrig efter at lære mere om vores fortid sammen – eller måske bare Harrys civilstand.

  Jeg forsøgte at signalere til Harry, at han skulle invitere hende ud, men alt, han gjorde, da han så mine udtryksfulde øjne, var at rynke forvirret på brynene. Det var tydeligt, at han ikke havde opfanget nogen af de signaler, hun havde sendt – eller også var det bare noget, han gjorde bevidst for at undgå at skulle konfronteres med det. Jeg kunne ikke helt tyde det.

  ”Værsgo,” sagde blondinen og skubbede to drinks frem imod os sammen med den lune wrap, inden hun stirrede længselsfuldt på Harry. Pludselig virkede hun ikke nær så træt.

  ”Tak skal du have.” Harry rakte mig min mokka og bevægede sig derefter væk, så komplet uvidende han var. ”God dag!”

  Få sekunder senere havde jeg indhentet ham, og mine korte ben måtte bevæge sig den dobbelte hastighed af Harrys for at kunne følge ordentligt med. Så snart vi nåede udenfor, udbrød jeg: ”Er du helt blind?”

  Han sendte mig et forfjamsket blik. Med solen til at skinne ned virkede hans øjne bundløse; som om de i virkeligheden var portalen til et andet univers. ”Hvad er det nu, du taler om?”

  ”Baristaen!” Jeg slog ud med armene. ”Hun var totalt meget ude efter at score dig. Den eneste grund til, at hun ikke spurgte dig direkte, var, at hun ikke vidste, hvorvidt vi var i et forhold med hinanden.”

  ”Ej, nu må du lige,” svarede han. ”Jeg tror bare, hun prøvede at være venlig. Når man arbejder i servicebranchen, er det jo bare god skik, og –”

  Han gik i stå, da et ti-cifret telefonnummer på hans kaffekop fangede hans opmærksomhed. Det var skrevet med en tynd, sort tusch, og bare hendes tretaller fortalte mig, at hun var en af de perfekte piger, der var blevet kåret som prom queen og havde fået topkarakterer i high school samtidig med at være en dygtig sportsudøver.

  ”Undskyld, hvad var det, du var ved at sige?” spurgte jeg og holdt en triumferende hånd op foran øret. ”Ja, jeg tror nu, du har ret – det må bare være procedure at give sit nummer ud til alle, man møder, når man arbejder i Starbucks.”

  Jeg mærkede et puf på skulderen, inden Harrys dybe latter nåede mine ører. Så kiggede jeg op på ham lige tids nok til at se ham trække hovedrystende på smilebåndene og sige: ”Du er utrolig.”

Kaffe var ikke noget, jeg kunne have undværet den morgen. Det blev jeg enig med mig selv om, da vi for syvende gang stod af toget og bevægede os op ad trapperne, der førte mod udgangen. Mens Harry endnu var i forholdsvis godt humør, var der intet, jeg trængte mere til end en lang lur – om jeg så blev nødt til at lægge mig lige dér på de kolde fliser.

  ”Måske er han her bare ikke,” sagde jeg opgivende. ”Jeg tror seriøst, jeg har trænet mine ben mere, end jeg normalt gør i et fitnesscenter.”

  Harry trak i smilebåndene. ”Kom nu, du må ikke give op!” sagde han opmuntrende. ”Jeg er sikker på, at vi finder ham på et eller andet tidspunkt. Der er jo stadig en del stationer  tilbage.”

  Hvis det havde været hans intention at få det til at lyde som en god ting, så var det mislykkedes ham for groft. Mine ben føltes allerede som gelé, så bare tanken om at skulle igennem flere stationer gav mig hovedpine.

  Jeg vidste ikke, om det i virkeligheden var frygten for konfrontation, der holdt mig fra at forblive positiv. På den ene side ville jeg mere end noget andet gerne give ham en undskyld, men samtidig tvivlede jeg på, at det ville ændre på noget. Det var jo ikke ligefrem, fordi jeg var speciel for ham, så det billede, han havde malet af mig, ville være vanskeligt at bryde – på samme måde som en telefonsælger virkelig var nødt til at sige noget fængende de første fem sekunder, hvis vedkommende ville undgå at få smækket røret på.

  Hvert trappetrin virkede mere og mere uoverskueligt, i takt med at vi kom tættere på de automatiske låger. Ind og ud strømmede travle mennesker, der alle var på vej til at løbe deres morgenærinder, og det mindede mig om, hvor mange gange jeg selv havde været en af dem – på vej hen mod New York Magazines kontor med en masse drømme og visioner om, hvad jeg kunne få trykt.

  En bitterhed satte sig på min tunge, da det gik op for mig, hvordan alle de ambitioner var bristet som en svævende boble, der endelig havde mødt modstand. Det var ikke, fordi jeg ikke længere holdt af at tegne, eller at jobbet i sig selv ikke var spændende – jeg havde bare ingen inspiration til det. Jeg kunne sætte mig ned med et blankt stykke papir foran mig og bare stirre på det i flere timer, inden jeg endelig satte den første streg. Og så ville det gå op for mig, at tiden var fløjet af sted, og at sengen kaldte på mig.

  Engang havde det at tegne været en uundværlig del af min hverdag; det havde været som at ånde, som hvert hjerteslag. Nu, ja, nu vidste jeg ikke engang, om de ting, jeg skabte, var noget, der kom fra den person, jeg var nu, eller om de bare var ynkelige forsøg på at genskabe gamle idéer.

  ”Det her nytter ikke noget,” sukkede jeg. ”Jeg er virkelig glad for, at du vil gøre det her for mig, men virkelig, der er ingen grund til det. Jeg fuckede op, og så må det være det.”

  Endnu en gang var jeg på vej væk, da Harry tog fat i min hånd. ”Ivy,” sagde han, og idet han udtalte mit navn, lagde jeg for første gang mærke til, at han modsat alle andre rent faktisk udtalte y’et til sidst på den helt rigtige måde. ”Du må ikke give op på det her. Jeg ved godt, at du føler, du dummede dig, men det gør vi jo alle. Vi har alle lavet nogle fejl hist og her, men det betyder ikke, at du skal lade dig stoppe, for du er værdig nok til at blive tilgivet. Du har selv sagt, at Niall i sig selv var virkelig sød over for dig, og at han hjalp dig med at skabe et af dine største mesterværker til dato – hvad det så end betyder – og det er altså ikke noget, man bare glemmer lige sådan. Hør, det kan sagtens være, at han ender med at være en nar efter tredje date, men så ved du i det mindste det. Så ved du, at du gjorde alt, du kunne, og at det så derefter bare ikke lige gik. Men du fortjener altså en anden chance.”

  ”Det er sødt af dig, men –”

  ”Men hvad?” afbrød han mig. Jeg havde aldrig set nogen kæmpe så meget for mit gåpåmod.

  ”Han spiller ikke længere, og det må vi acceptere,” sagde jeg endelig og trak på skuldrene. ”Jeg ved godt, at du ville have, vi stod af på hvert eneste stop, men tror du virkelig, han er taget så langt væk bare for at undgå mig? Det virker altså meget usandsynligt.”

  ”Nu ikke så hurtig med dine udtalelser.” Harrys øjne flyttede sig fra mine, inden han nikkede til venstre for sig. ”Jeg tror sgu, du har heldet med dig i dag.”

  Og rigtig nok sad han dér og var ved at stemme sin guitar i ro og mag, så lyden af vibrerende guitarstrenge fyldte perronen. Som altid var han klædt beskedent – nogle slidte denimbukser, en havblå T-shirt med en mørkebrun blazer ud over og et par beskidte sneakers – så enhver, der ikke kendte til hans baggrund, ville tro, at han spiste havregryn til aftensmad 15 gange om måneden. Det var tydeligt at se på ham, hvilken glæde han fik af at spille, for hver gang nogen passerede ham, sendte han vedkommende et stort, varmt smil – næsten som om han ikke kendte til noget bedre foretage.

  Først da begyndte mit hjerte for alvor at hamre.

  Jeg ved ikke, om jeg var fortsat med at lede, hvis Niall ikke havde været der ved den syvende station. På en måde vil jeg gerne vide det – om Harry allerede dengang havde sådan en effekt på mig. Så vidt jeg selv husker, så så jeg ham bare som en ven og intet andet, men det er så svært at se skillelinjen. Er det ikke en smule interessant, hvordan man kan gå fra at være venner den ene dag til lige pludselig ikke at kunne se på hinanden uden at føle intens kærlighed? Eller had for den sags skyld.

  Du synes nok allerede, det lyder rimelig kompliceret med alle de drenge i mit liv – og jeg har kun introduceret dig for to af dem. Det sjoveste er nok, at jeg slet ikke gik op i kærlighed før dem. Det var noget, jeg hellere ville tænke på efter at have taget min uddannelse, men så mødte jeg bare Niall, og han fik mig virkelig til at indse, hvilken glæde det er at have sådan en person at kunne støtte sig opad.

  Men selvfølgelig, selvfølgelig, jeg burde nok snart begynde at komme til sagen, siden det er sådan en lang historie. Du har ikke hele dagen, så det er nok en smule irrelevant at komme med alle de her filosofiske inputs – især fordi det ikke er det, jeg har studeret.

  Jeg mødte jo som sagt Niall på stationen, og nu skal du høre, hvad der skete dernæst. 

A/N: Jeg synes faktisk lige, I bør vide, at Harrys karakter rent faktisk er baseret på en af mine real life-kolleger. Det har altid været planen, at Ivy skulle møde Harry gennem arbejdet, men slet ikke på samme måde - ja, faktisk skulle det være sådan noget vildt cheesy med, at han altid har kunnet lide hende, og at han så endelig får mod til at invitere hende ud, hvor hun er vildt chokeret, fordi hun troede, han var bøsse. 

Ikke just den storyline, vi har kørende nu, haha. 

Det er virkelig sådan nogle mennesker som Harry, der gør livet til sådan et dejligt sted - altså, virkelig. Jeg forstår næsten slet ikke, hvordan nogle bare kan være så afslappede omkring hele livet og tage det, som det kommer. For mig er det at kunne leve i nuet en af de vigtigste aspekter ved vores tilværelse, så det synes jeg, alle bør stræbe efter.

Her var i hvert fald lige et fint fun fact (og lidt filosofi at gå til fyraften med).

God aften/morgen/eftermiddag!

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...