Meet Me in New York | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2016
  • Opdateret: 26 feb. 2016
  • Status: Igang
Nærdødsoplevelser ændrer ens liv. Det samme gør at få at vide, man ikke har mange dage tilbage at leve i. Men da jeg fik at vide, jeg led af lungekræft, så jeg ikke hele mit liv udspille sig for øjnene af mig, nej, jeg så bare alt, hvad jeg elskede. Jeg så alt det, der betød noget for mig. Jeg så de øjeblikke, jeg gerne vil genleve. Jeg så ham. Og jeg indså, at jeg begik en stor fejltagelse, da jeg lod ham gå uden indvendinger, uden at kæmpe for vores forhold. Lige meget hvad vil jeg altid fortryde bare at stå dér og se ham forsvinde lige så stille, og det er derfor, jeg som det sidste i mit liv vil køre de næste 24 timer, indtil jeg når New York. Jeg vil banke på hans dør og sige undskyld, i håb om at han en dag vil kunne tilgive mig, trods han sikkert allerede har fundet en ny og er kommet videre. Men jeg elsker ham, det gør jeg, og det skal han have at vide, inden det er for sent.

83Likes
83Kommentarer
10258Visninger
AA

8. » episode 6: AM awakenings in new york

Hvis der er noget, der kan afholde én fra at falde i søvn, så er det skyldfølelse. Efter daten med Niall lå jeg i flere timer og stirrede op i loftet, imens jeg undrede mig over, hvorfor jeg var sådan en idiot. Selvom jeg var ret træt, syntes tankerne at holde mig vågen, og jeg blev ved med at køre rundt i, hvad jeg kunne have gjort anderledes for at forhindre udfaldet.

  Det er lidt ligesom med eksaminer. Får man ikke den karakter, man forventede, er det, som om hele ens verden bryder sammen, og så bruger man resten af dagen – hvis ikke ugen – på at gennemgå, hvor det mon var, man gik galt.

  Jeg ved godt, jeg har talt om, at det ikke er muligt at opfinde en tidsmaskine, men mand, hvor ville jeg ønske, jeg tog fejl.

  Klokken var syv minutter over fem om morgenen, da Kara stormede ind på mit værelse med et gnavent ansigt, mormorbriller og morgenhår, der sad hulter til bulter. ”Hvad. Tror. Du. Du. Laver,” spurgte hun mig og satte en hånd i siden. ”Ved du godt, hvad klokken er?!”

  Jeg nikkede forsigtigt som en hund, der netop var blevet taget i at tygge i sin ejers sko, men trak så i smilebåndene.

  ”Jeg har netop skabt et mesterværk,” meddelte jeg med stolthed malet over hele ansigtet. Mage til ekstase havde jeg ikke oplevet længe – det var, som om jeg svævede rundt på en lyserød sky af lykke. Trods hendes kommentar om, hvad klokken var, ikke just emmede af begejstring, havde jeg aldrig været gladere (selvom jeg egentlig også følte mig trist og skyldbetynget, men overtrætheden dækkede lige præcis nok over det til, at det ikke længere var mine tankers foretrukne samtaleemne), for det lod endelig til, at inspirationen var vendt tilbage til mig. ”Jeg tror seriøst aldrig, jeg har skabt noget så unikt og æstetisk! Du skulle bare prøve at se farverne og –”

  Hun holdt en hånd op foran ansigtet og rystede så på hovedet. ”Godt for dig, Da Vinci. Gem det til senere, og indvi mig også lige i, hvad du tager.” Med det sagt marcherede hun over til mit anlæg og trak stikket ud, så Fink blev afbrudt midt i ordet ”punish”. Jeg elskede ellers den sang. ”Næste gang du beslutter dig for at holde fest med dine skitser, så bliver det med høretelefoner.”

  Der var sådan en kæmpe forskel på Kara om morgenen og Kara, efter hun havde fået dagens første kop kaffe. Lige nu virkede det, som om hun havde en tørrere personlighed end mig – og hendes mugne ansigtsudtryk, som var pyntet med mørke rander under øjnene, bekræftede kun det indtryk.

  Jeg kunne ikke lade være med at finde det en smule komisk, at vores roller for en gangs skyld var byttet rundt. Normalt besluttede jeg mig ikke spontant for at lade min kreativitet tage overhånd, men nu, hvor jeg havde gjort det, måtte jeg indrømme, der var noget underligt dragende ved det. Jeg kunne godt lide følelsen af for en gangs skyld ikke at være fuldstændig forudsigelig.

  ”Det var halvanden times søvn, du lige stjal fra mig. 90 minutter! Er du klar over, at det er en hel søvncyklus?” Kara trissede hen til døren og stoppede så op. Så drejede hun sig 90 grader og stirrede længe på mig med sine isblå øjne, næsten som om hun overvejede, om hun skulle skælde mere på mig. Men kort efter forsvandt hun igen og efterlod mig med en sigende stilhed og mit bedste værk til dato på mit skrivebord.

”Så er endnu en vagt overstået,” meddelte jeg på vejen ud af callcentret. ”Jeg hader seriøst, når ens sidste samtale er med en eller anden gnavpot, der bare kan ødelægge hele ens aften.”

  ”Bare tag det med løftet pande,” svarede min kollega, som gik ved siden af mig. Han var altid så afslappet omkring alt det med at snakke med andre mennesker, og af hvad jeg kunne høre, fik han også kun fat i søde mennesker – eller også besad han bare en eller anden form for charme, der kunne gøre enhver blød i knæene.

  ”Du har ingen idé om, hvor mange gange jeg efterhånden har overvejet at sige op,” fortsatte jeg, velvidende at jeg bare gik og pjaskede rundt i min egen lille pøl af selvmedlidenhed. ”Med studierne og det andet job synes jeg bare … altså, det er så anstrengende konstant at blive talt ned til. Som om jeg slet ikke er et menneske.”

  ”Ved du hvad, sådan havde jeg det også, da jeg startede her, men man skal bare huske på, at det ikke er noget personligt.” Hans grønne øjne mødte mine. ”Nogle gange har de i virkeligheden også bare haft en dårlig dag, og så ender vi med at påtage os rollen som boksepude.”

  ”Vi?” Jeg løftede skeptisk øjenbrynet. ”Som om du nogensinde har nogen dårlige samtaler!”

  Jeg daskede ham på skulderen, hvilket fik ham til at kigge forarget på mig. Der gik dog ikke længe, før den seriøse maske forvandlede sig til et hovedrystende smil.

  Harry havde arbejdet i Verizons telemarketing-branche i efterhånden tre år nu, så han var en af de medarbejdere, vores chef værdsatte mest. Det var ikke just det mest eftertragtede job, og derfor forsøgte vores overhoveder så vidt som muligt at holde på os – i hvert fald dem, der virkede lovende. Jeg var ikke helt sikker på, om jeg var en af dem endnu.

  Udover at være min kollega var han ved at tage sin kandidat, og derfor var det ikke hver aften, jeg fik fornøjelsen af at se ham. Mens jeg endnu arbejdede fuldtid, havde han fået lov til at gå ned på to vagter om ugen, så når jeg endelig så hans ansigt, var det noget, der virkelig kunne gøre min dag bedre. Bare synet af ham gjorde det automatisk mere udholdeligt at komme igennem aftenen.

  Den bedste del var at følges hjem med ham. Selvom vi boede mere end et par hundrede meter fra hinanden, kunne vi tale sammen det meste af vejen, eftersom vi skulle med samme tog. Det var noget, vi var begyndt på, kort efter jeg var startet på jobbet, og vi havde bare gjort det lige siden. Allerede dengang havde det været utrolig befriende at snakke med ham. Jeg kunne ikke rigtig sætte fingeren på præcis hvorfor, men det var, som om jeg bare havde kendt ham i 100 år. Det var den effekt, han havde på folk. Når man førte en samtale med ham, virkede det rent faktisk, som om han var oprigtigt interesseret i ens liv, og det var efterhånden noget, man sjældent var vidne til i dagens New York.

  ”Hvad så, hvordan går det med din stalker-kæreste?” Og den interesse var selvfølgelig gensidig.

  Han gjorde store øjne og lod en hånd køre igennem sit hår, imens vi bevægede os ned ad gaden. ”Åh, mind mig ikke om det. I går morges vågnede jeg, og så stod hun bare dér og kiggede på mig.”

  ”Hvad?” udbrød jeg. ”Vent, hvornår fik hun en nøgle til din lejlighed?”

  ”Det er det værste ved det hele,” svarede han. ”Det gjorde hun ikke.”

  ”Hvad?” gentog jeg, denne gang endnu mere forfærdet. ”Jamen, hvordan bar hun sig så ad med at komme ind?”

  ”Tja,” mumlede han og trak på skuldrene, ”hun har åbenbart længe vidst, at jeg har en ekstranøgle gemt under dørmåtten. Det var bare først i går, hun tog den i brug.”

  Jeg var stille et øjeblik. Det var svært for mig at begribe, hvordan han kunne sige det så nonchalant og afslappet, som han gjorde – kun med en lille snert af ærgrelse gemt i sit toneleje. Havde det været mig, ville min stemme for længst have vandret et par noder op – ja, det havde den faktisk allerede. Det var næsten, som om jeg var mere påvirket af det, end han var, og sådan virkede det faktisk ofte, når det kom til hans liv. Han formåede altid at lyde så cool omkring alting, nærmest som om intet nogensinde havde påvirket ham så meget, at han fuldstændig havde mistet sit temperament.

  Eller måske havde noget netop påvirket ham så meget én gang, at han havde lovet sig selv aldrig at lade det ske igen.

  ”Det er da helt sindssygt,” sagde jeg. ”Hvad gjorde du så?”

  Endnu en gang trak han på skuldrene, inden han skar en grimasse. ”Jeg slog op med hende. Det var alligevel ved at være på tide. Den eneste grund til, at hun gik helt stalker-bersærk, er, at jeg ikke svarede på hendes besked aftenen forinden.”

  Harry stak hænderne i lommen, og blikket fulgte hans lange, brune støvler. I dét øjeblik tog jeg mig selv i at ønske, at jeg vidste, hvad han tænkte på – om hans hoved mon i virkeligheden var lige så rodet som mit, og at han bare havde fundet en måde at skjule det på. Jeg var altid blevet fortalt, at drenge ikke behøvede at besvære deres tanker med helt så mange ligegyldige ting som os piger, men helt forskellige kunne vi da heller ikke være.

  Hver gang nogen passerede os, stirrede vedkommende længe efter os, som om han eller hun aldrig havde set to mennesker af modsat køn gå sammen uden at være på date. Nogle af dem smilede ligefrem opmuntrende til os som for at give os deres velsignelse. De tænkte sikkert, at vi var som de bedste venner, man så på film, hvor det var uundgåeligt, at de ville ende med at forelske sig i hinanden og leve lykkeligt til deres dages ende.

  ”Wow,” fik jeg fremsagt, da det gik op for mig, at vi havde gået i stilhed i lidt tid. ”Jeg må indrømme, at jeg troede, jeg havde noget interessant at fortælle dig om mit kærlighedsliv, men det tager jeg i mig igen.”

  ”Hov, nej, stop et øjeblik!” sagde han og stoppede bogstavelig talt op midt på gaden, inden han holdt to hænder op foran sig. ”Har du haft gang i nogen?”

  ”Når du siger det på dén måde, så nej.” Jeg rynkede på næsen og sendte ham et misfornøjet blik. ”Jeg ’har ikke gang i folk’. Det var bare en date.”

  ”Det er da også noget.” Han smilede skævt, og på en eller anden måde formåede hans glæde på mine vegne stadig at fremstå en anelse slesk. ”Hvor længe er det siden, du sidst har lukket nogen ind i dit liv på den måde? Det synes jeg da næsten er imponerende.”

  Jeg sukkede. Nu ikke så hurtig, tænkte jeg for mig selv, imens aftenen genspillede sig i mit hoved som et bånd, der var gået i stå. Hver gang jeg nåede til den del, hvor Niall stormede ud, syntes alt at køre i slowmotion – nærmest som om min underbevidsthed var ude på at straffe mig mere, end jeg i forvejen selv gjorde.

  Før eller senere måtte jeg acceptere, at jeg bare ikke var blevet født til nogensinde at begive mig ud i kærlighedens forvirrende verden.

  ”Du kender mig,” sagde jeg. ”Jeg endte med at fucke det op.”

  Han lagde hovedet på skrå. ”Åh, hvad gjorde du? Sagde du, at du var cølibat?”

  Jeg skulede til ham, imens jeg bekæmpede en trang til at slå ham igen. ”Nej, hr. Kloge-Åge. Jeg begik bare den fejl at tro, han var hjemløs, når han i virkeligheden er rigere end os begge to til sammen.”

  Det var min mening at få det til at lyde, som om det ville have været værre at sige, jeg var cølibat, men at dømme ud fra Harrys højlydte latter havde jeg fejlet. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg overhovedet havde fortalt ham det – og så med sådan en simpel formulering, der bare stillede mig i endnu værre lys.

  Nogle ting lød bare bedre i hovedet.

  ”Hold da op, bra-vo.” Han nikkede anerkendende til mig. ”Kudos til dig for ikke at være en af de piger, der siger, at hun er forfærdelig til kærlighed bare for at virke som en af de dér perfekte mennesker, man ser på film, hvor det eneste, vedkommende er dårlig til, er at elske sig selv. Du har rent faktisk formået at sætte ild til noget brandsikkert.”

  Jeg kunne godt se, hvordan det kunne virke, som om jeg havde kvajet mig gevaldigt uden grund. Der var ingen tvivl, om at jeg havde kvajet mig, men jeg syntes nu heller ikke, at det havde været helt ligetil at gætte Nialls socialklasse. Hvis Harry havde været i min situation, ville han formentlig have gjort det samme.

  Næsten som om han kunne læse mine tanker, sagde han kort efter: ”Jeg håber lidt, der er en længere historie bag din fejlagtige konklusion?”

  Jeg skuttede mig. Om det var på grund af de kølige efterårstemperaturer eller tanken om, hvor meget Niall hadede mig, var jeg ikke sikker på.

  ”Han lever en form for dobbeltliv,” begyndte jeg langsomt. ”Ikke på sådan en spionmåde, men første gang vi mødtes, var det på en metrostation – og han sad og spillede musik for at tjene penge. Da han inviterede mig ud, tænkte jeg bare, at jeg ville forsøge at være venlig imod ham og se, hvor det bar mig hen, men som du nok kan regne ud, blev han ret fornærmet, da jeg beskyldte ham for at være en fattigrøv.”

  ”Og hvad laver han så til hverdag?”

  ”Jeg forstod det ikke helt selv,” indrømmede jeg og sparkede til en ensom dåseøl for enden af mine fødder. ”Noget med nogle apps til telefonen.”

  Harry nikkede. ”Ja, jeg kan sgu godt se, hvordan det kan gå hen og blive lidt kompliceret. Men du sagde, du mødte ham på en metrostation?”

  ”Jep.” Jeg bed mig i læben. ”Men han var der ikke i morges, og han kommer ellers altid. Jeg havde håbet, jeg lige kunne fange ham og forsøge at udrede hele situationen, men han er væk.”

  Han spidsede munden og stod et kort øjeblik bare og tænkte sig om, imens et blidt vindpust legede med hans brune krøller. Som han stod dér, så han meget yngre ud, end han var – så ung og uskyldig. Det havde nok også noget at gøre med, at han ikke var blevet velsignet med nogen form for skægvækst. Det havde han indrømmet en af de første gange, vi havde mødt hinanden. Jeg kunne ikke længere huske i hvilken sammenhæng.

  ”Tror du også, han spiller om aftenen?” spurgte han mig endelig. ”Jeg mener, der er han vel heller ikke på arbejde.”

  Jeg trak beklagende på skuldrene. ”Gid jeg vidste det. Men jeg tror det ikke, for det er jo den samme metro, jeg tager, og jeg mindes ikke at have set ham. Hvorfor?”

  ”Ikke for noget.” Han smilede og tog mig så under armen. ”Kom, vi må hellere skynde os, hvis vi skal nå toget.”

Jeg var travlt optaget af en drøm om at have en kunde i røret, der bare ikke ville stoppe med at fable om sin treårige mops, da lyden af min ringetone langsomt trak mig ud af søvnen. Til at starte med gled lyden bare ind over mine tanker og gik i ét med dem som en isbjørn af op ad en hvid væg, men i takt med at de skingre toner spillede igen og igen, indså jeg, at jeg var nødt til at stå op.

  I en zombielignende tilstand fik jeg mig op at stå, inden jeg greb min telefon og stirrede på skærmen. Til min overraskelse – og også lidt irritation – så jeg, at det ikke engang var min alarm, der ringede. Det var Harry.

  ”Hallo?” mumlede jeg hæst og gned mig i øjnene.

  ”Det er Harry! Jeg håber ikke, jeg vækkede dig?” lød det i den anden ende. Jeg kunne ikke begribe, hvordan han formåede at lyde så frisk.

  ”Hvad er klokken?”

  ”Fem.

  ”Hvem ville du ikke have vækket på det her tidspunkt?” vrissede jeg og fik pludselig meget ondt af Kara, som var blevet frarøvet sin søvn af mig dagen forinden. Hvis det her ikke beviste karmas tilstedeværelse, vidste jeg ikke, hvad der gjorde. ”Hvad vil du?”

  ”Få noget tøj på og mød mig på Amsterdam Avenue om 15 minutter,” var alt, jeg fik at vide. ”Og skynd dig lidt.”

  Jeg havde slet ikke overskud til sådan noget kryptisk halløj på denne tid af døgnet. ”Jamen, hvad skal vi?”

  ”Vi skal på eventyr.” Jeg kunne næsten høre ham smile i den anden ende af røret. Så lagde han på.

  Hvis det ikke havde været for Harrys gåpåmod, ville jeg nok aldrig have set Niall igen. For mig er et kapitel overstået, når den sidste linje er læst, men sådan var det aldrig for ham – han fortsatte med at læse mellem linjerne og fandt på den måde en dybere mening i teksten.

  Det er nok noget af det vigtigste for mig, når det kommer til forhold. Jeg har altid vidst, at jeg er lidt kedelig og påpasselig, og det var derfor, det var så opfriskende at være sammen med nogen, der var det direkte modsatte – Niall, Louis, Harry og Liam tilførte alle farve i min ellers så grå hverdag. Hver gang jeg for eksempel var sammen med Niall, syntes jeg at bemærke lidt flere nuancer i mine omgivelser, og salaterne fra Hale and Hearty virkede ikke helt så kedelige i smagen.

  Derfor kan du nok også forestille dig, hvor svært det var for mig at gå tilbage til et liv i sort og hvid. Det er lidt ligesom at gå tilbage til en gammel Nokia, når man har haft en iPhone i hænderne. Før i tiden var jeg ikke rigtig klar over, at der var mere end, hvad jeg var så vant til, men det modbeviste de over for mig. De fik mig til at indse, at formålet med livet ikke bare var at blive født, få et job, arbejde røven ud af bukserne og så dø.

  Det er faktisk lidt ironisk. For her kommer jeg og har endelig lært så meget mere om, hvad man skal ud og se i livet, og så er det pludselig for sent.

  Fik jeg nogensinde fortalt dig, hvor meget det stinker at være døende?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...