Meet Me in New York | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2016
  • Opdateret: 26 feb. 2016
  • Status: Igang
Nærdødsoplevelser ændrer ens liv. Det samme gør at få at vide, man ikke har mange dage tilbage at leve i. Men da jeg fik at vide, jeg led af lungekræft, så jeg ikke hele mit liv udspille sig for øjnene af mig, nej, jeg så bare alt, hvad jeg elskede. Jeg så alt det, der betød noget for mig. Jeg så de øjeblikke, jeg gerne vil genleve. Jeg så ham. Og jeg indså, at jeg begik en stor fejltagelse, da jeg lod ham gå uden indvendinger, uden at kæmpe for vores forhold. Lige meget hvad vil jeg altid fortryde bare at stå dér og se ham forsvinde lige så stille, og det er derfor, jeg som det sidste i mit liv vil køre de næste 24 timer, indtil jeg når New York. Jeg vil banke på hans dør og sige undskyld, i håb om at han en dag vil kunne tilgive mig, trods han sikkert allerede har fundet en ny og er kommet videre. Men jeg elsker ham, det gør jeg, og det skal han have at vide, inden det er for sent.

83Likes
83Kommentarer
10281Visninger
AA

7. » episode 5: first dates in new york

Når jeg tænker tilbage på den aften, fortryder jeg virkelig, hvor fordomsfuld jeg var. Det er ikke, fordi det som sådan var en direkte dårlig første date, men vi kunne have undgået så mange misforståelser, hvis jeg bare havde været åben til at begynde med.

  Jeg ville ønske, jeg på en eller anden måde kunne stille mig selv i et godt lys, men tro mig, jeg fik ydmyget mig gevaldigt meget – du har virkelig ingen idé. På trods af det tror jeg dog ikke, at jeg ville tage noget af det tilbage, for det var lidt det, der endte med at gøre hele aftenen så mindeværdig. Der var lidt sårede følelser til at begynde med, men som tiden gik, fandt vi det bare morsomt, og i dag ved jeg, at den oplevelse lærte mig at se alle lige og lade være med at dømme nogen, før der er en grund til det.

  ”Hvis du ikke har noget imod det, tænkte jeg, at vi kunne tage metroen ind til byen,” sagde Niall, imens vi gik ned ad trapperne. ”Siden det var dér, vi mødtes.”

  Eller fordi du er for fattig til at eje en bil, tænkte jeg for mig selv, men rystede så på hovedet over mine ubehøvlede tanker.

  ”Det lyder fint,” endte jeg med et sige. Trods jeg forsøgte at skubbe tanken om hans hjemløshed fra mig, syntes den at hænge over hovedet på mig som en mørk sky. ”Hvor skal vi hen?”

  ”Første stop er Times Square.” Han lød som en tyv, der var i færd med at beskrive sin geniale plan over for sine medkriminelle. ”Resten, ja, det må du jo så finde ud af hen ad vejen.”

  Jeg kunne godt forstå, hvorfor han ville synes, det kunne være sjovt at have overraskelsesmomentet på sin side, men det var virkelig ikke noget, jeg havde tålmodighed til. Selvom jeg fandt det utrolig charmerende, når drenge kendte til balancen mellem at være for hemmelighedsfulde og at kunne læses som en åben bog, følte jeg mig stoppet af de utallige morgener, jeg havde set ham spille dér ved billetautomaten. Han var jo tiltrækkende, det kunne jeg ikke benægte, og jeg ville så gerne give ham en chance, men samtidig var det, som om min hjerne holdt en advarende hånd op imod mig og skreg: ”Kom ikke for tæt på! Ellers bliver det værst for dig selv.”

  ”Nå, men fortæl mig lidt om dig selv, Ivy.” Lyden af mit navn trak mig ud af mine tanker. ”Hvad går du og drømmer om?”

  Jeg rynkede panden. ”Det er da lidt af et stort spørgsmål, synes du ikke?”

  Niall klukkede let. ”Jeg er ikke en fan af smalltalk,” betroede han mig. ”Hvis du har lyst til at fortælle mig, hvad du fik til morgenmad, er du mere end velkommen, men jeg tænkte bare, det ville være mere interessant at høre om, hvad der foregår i dit hoved til daglig.”

  ”Åh, tro mig, det vil du ikke vide,” svarede jeg og trak i smilebåndene. ”Det er et kaotisk sted – og hvis man ikke passer på, ender man nok med at forsvinde i de mange skitser.”

  Så snart Niall åbnede døren ud, gav højlydte trafiklyde sig til at bane sig vej hen til mit øre. De var hurtigere til at ramme mig end den kølige brise, der hang i luften på denne tidlige efterårsaften. På nuværende tidspunkt var alle de ældre så småt ved at gøre klar til sengetid, mens andre kun lige netop var blevet færdige med en lang dag på jobbet.

  Og så var der selvfølgelig dem, der ligesom mig prøvede at komme igennem en date, de havde absolut ingen idé om hvordan ville gå hen og blive.

  ”Så du vil måske gerne blive kunstner en skønne dag?” Et sæt blå øjne mødte mine. I kontrast til den mørke himmel skinnede de mere, end jeg nogensinde havde set dem – næsten som om de i virkeligheden var faldne stjerner. ”Få din egen udstilling på et eller andet fancy museum?”

  Jeg rystede straks på hovedet og stirrede ned på mine støvler. ”Nej, nej, det har jeg slet ikke talentet til. Selvom jeg holder af kunst, ved jeg, jeg ikke er unik nok til at kunne skabe noget, der vil skille sig ud. Så jeg fortsætter nok bare med at beundre andre i stilhed.”

  Niall spidsede munden og stoppede op et kort øjeblik. Så lagde han hovedet på skrå og betragtede mig bare sådan i adskillige sekunder, inden han sagde: ”Du lod dig trække med på en date, du ikke ville på, bare fordi du ikke havde lyst til at såre mig. Det er der sgu ikke mange, der ville have gjort, så lidt unik er du da alligevel.”

  Jeg kunne ikke lade være med at grine – og denne gang var det oprigtigt. ”Er det virkelig så tydeligt?”

  Han trak på skuldrene, men kunne så heller ikke holde latteren inde. ”Tja, det faktum, at det var din veninde, der arrangerede den her date for dig, gjorde det lidt lettere for mig at gætte.”

  ”Åh, altså …” Jeg slog mig hovedrystende på panden. Det havde aldrig været min hensigt at få ham til at føle sig mindre værd, men jeg var bare så utrolig dårlig til at skjule ubehag eller afsky – og det gjorde det ikke bedre, at jeg generelt bare ikke kunne lægge skjul på, hvis jeg fandt noget akavet. Man kunne vist roligt sige, at skuespil ikke just var min stærke side. ”Det er jeg virkelig ked af.”

  ”Tænk ikke på det,” svarede han og viftede afværgende med hånden. ”Hvad er det sjove alligevel, hvis der ikke er lidt udfordringer?”

”Hvad laver vi så her?” spurgte jeg med et løftet øjenbryn, da vi stod midt i Times Square, omringet af travle mennesker.

  Til at starte med stod Niall bare og smilede til mig, som om dét i sig selv var forklaring nok. Hans varme øjne holdt fast i mine, og i et splitsekund kunne jeg næsten have svoret på, at han fik tiden til at gå i stå. Men så åbnede han munden og svarede: ”Såmænd ikke så meget, men jeg elsker at gå rundt i New York. Er det ikke bare skønt at se, hvor forskellige folk er – og hvordan vi alle på trods af det stadig formår at acceptere hinanden?”

  Jeg havde det lidt, som om han prøvede at fortælle mig noget med den sidste del af sætningen.

  ”Jo, det kan man vel godt sige,” mumlede jeg halvtøvende, ”men jeg synes nu også, det er ærgerligt med alle de hjemløse. Mange af dem kom jo til byen i håb om at blive anerkendt og indså så, at det slet ikke var så ligetil, som film får det til at virke som. På mange måder er det her jo bare en anden version af Hollywood.”

  ”Men tror du ikke, de hjemløse alligevel er glade for at have fået oplevelsen med sig?” Idet han sagde det, gik det op for mig, at jeg i princippet netop havde talt om ham – og at det var kommet ud i et enormt prætentiøst toneleje.

  ”Øh, jo, selvfølgelig,” udbrød jeg fortumlet og kløede mig i håret. ”Hør, det var ikke min mening at fornærme dig på nogen måde. Jeg tænkte bare, at –”

  ”Ivy,” afbrød han mig. ”Tænk ikke så meget over det. Det er ikke sådan noget, din hjerne bør bruge krudt på.”

  Hvad han helt præcist mente med det, var jeg ikke sikker på. Syntes han, at jeg overanalyserede ting for meget, eller ville han bare ikke have, at jeg dvælede mere i hans hjemløshed? Den måde, han sagde det på, var så rolig, at han fik det til at lyde som noget af det mest naturlige at sige, men jo mere jeg tænkte over, desto mindre mening gav det.

  Det var længe siden, jeg havde været i Times Square. Faktisk var der gået så lang tid, at jeg fuldstændig havde glemt, hvor magisk en oplevelse det var. Det var ikke bare de farvestrålende reklamer eller alle de fortryllende skyskrabere, men også dynamikken og de mennesker, der bar den. Lige meget hvor jeg kiggede hen, kunne jeg få øje på håbefulde unge – enten karakteriseret af en stor guitar på ryggen eller fremmedsprogede udbrud, der var så begejstrede, at der var ingen tvivl om, at det her var deres første gang i byen, der aldrig sover.

  Himlen var bælgmørk, og hvis det ikke var, fordi jeg i forvejen var omringet af overvældende lys, ville den runde måne nok tiltrække sig alverdens opmærksomhed, så stor og smuk den var. Først nu gik det op for mig, hvor lang tid der var gået, siden jeg sidst havde bemærket sådan nogle detaljer – og hvor heldig jeg var over at have muligheden for det.

  På det seneste havde mine hverdage været fuldstændig ens, og turen hjem fra arbejde eller studierne havde foregået med musik i ørerne og hovedet sænket. Var jeg ude at køre, tog det ikke længere end de små fem minutter, som kortlagde afstanden mellem min lejlighed og det nærmeste supermarked, og selv når jeg var ude med Kara, hang vi som regel ud de samme steder uden nogensinde at bryde vores rutiner.

  Det var jo egentlig altid på en eller anden måde Niall, der fik mig til rent faktisk at bemærke mine omgivelser. Før i tiden havde jeg ikke nænnet at tage på arbejde så tidligt, som jeg gjorde nu, men lige siden den dag, hvor jeg havde hørt Niall spille en af sine sange, var der noget, der var vågnet op i mig. Det var, som om hans sang havde fået mig til at indse, at der stadig var smukke ting tilbage i verden at opleve – at det ikke alt sammen behøvede at være kedeligt og ensartet. Der var stadig spørgsmål at være nysgerrig omkring og syn, som enhver, der ikke var newyorker, ville finde betagende. Jeg havde bare haft brug for en reminder.

  ”Restauranten er kun et par hundrede meter herfra,” fortalte Niall mig, inden han trådte længere ind i mit synsfelt.

  Jeg var næsten lidt ærgerlig over at skulle videre. Én ting var at komme her alene eller sammen med Kara, men det var så anderledes med Niall. Lige meget hvor smuk arkitekturen var, så afhang ens indtryk så ufattelig meget af de personer, man var sammen med. Sådan var det med min gamle skole såvel som alt andet, og jeg ville så gerne holde fast i de nye øjne, jeg havde fået i Nialls selskab. Jeg ville så gerne holde fast i de ting, jeg nu pludselig bemærkede, som jeg førhen aldrig havde set.

  Imens vi gik, noterede jeg mig adskillige detaljer, som jeg lovede mig selv at tegne senere. Som altid var baggrundsstøjen en blanding af hiphop-musik, akustiske instrumenter og kludrede samtaler, og hvis jeg spejdede rundt, var det let at se, hvem lyden tilhørte.

  ”Har du ellers haft en god dag?” spurgte Niall.

  ”Jeg troede ikke, du kunne lide smalltalk,” svarede jeg og løftede øjenbrynet.

  ”Det kan jeg heller ikke.” Han trak i smilebåndene. ”Godt bemærket.”

  ”Men hvad vil du senere hen i livet?” fortsatte jeg. ”Hvilke planer har du?”

  Han stak hænderne i lommerne på sin kaki frakke. ”Tja, jeg synes nu, jeg er meget godt på vej allerede. Jeg har alt det, jeg har brug for lige nu.”

  Jeg kunne ikke rigtig tyde, om han i virkeligheden bare sagde det for at overbevise sig selv om, at han var tilfreds med, at hans drømme var gået i vasken.

  Før jeg nåede at spørge ham ind til det, stoppede han op og fortalte mig, at vi var ankommet. Til min overraskelse var det en café ved navn Duke, som han havde fundet – ikke ligefrem det mest oplagte til en aftendate. På den anden side kunne jeg vel heller ikke rigtig have forventet andet, taget i betragtning af at han netop ikke havde det helt store budget at gøre godt med. Det kunne let gå hen og blive dyrt at skulle betale for både forretten, hovedretten og desserten.

  Jeg var allerede begyndt at krydse gaden, da jeg hørte et: ”Hvor skal du hen?” bag mig. Forvirret vendte jeg mig om og fik øjenkontakt med Niall. Han havde ikke rykket sig den mindste smule og stirrede nu på mig, som om jeg vandrede vildledt rundt. ”Det er lige her.”

  Niall og pegede op på et gyldent skilt, hvorpå der stod Le Bernardin. Først dér begyndte jeg for alvor at ligne et spørgsmålstegn, for hvad skulle vi dér? Jeg havde efterhånden gået forbi det sted en million gange, og jeg var godt klar over, at det var en restaurant, men det kostede en herregård at spise derinde. Bare et enkelt måltid kostede det samme som en af mine lærerbøger, og det skulle man ikke tage let på.

  ”Skal vi derind?” spurgte jeg.

  Han løftede sit øjenbryn. ”Nej, jeg tænkte bare, vi skulle stå her resten af aftenen og få tjenerne til at bringe maden ud,” svarede han, som om jeg netop havde stillet ham et spørgsmål med et meget åbenlyst svar – og det havde jeg måske egentlig også.

  Det er nok bare, fordi han ikke er klar over, hvor dyrt der rent faktisk er, tænkte jeg for mig selv. Så snart vi kommer indenfor, og han får kigget på menuen, indser han, at det ikke lige var den bedste idé.

  På trods af at jeg vidste, det ville blive gevaldigt pinligt for ham at skulle gøre folk opmærksomme på, at han var for fattig til sådan et fint sted, lod jeg ham åbne døren for mig, inden han fulgte trop ind i den travle atmosfære. Allerede før jeg var trådt fem skridt frem, følte jeg mig mere malplaceret end et dådyr omringet af løver – det her var alt for elegant til mig. Bare et af de malinger, der hang på væggene, var sikkert mere værd end en måneds husleje for ikke at tale om maden, der var anrettet så flot og fingernemt, at man fik det helt dårligt over at skulle ødelægge sådan et mesterværk.

  ”Et bord til to,” sagde Niall til manden ved indgangen, som mødte os med et smil. Han var iført et sort jakkesæt, som matchede hans mørke øjne.

  ”Har De bestilt bord?” blev der svaret, og jeg forberedte mig på, at Niall endelig skulle indse, at det ikke just var en typisk restaurant, man bare kunne valse ind i.

  ”Ja, under navnet Niall Horan,” fortsatte han i et overraskende selvsikkert tonefald. Jeg vidste ikke, hvad han forventede, at det her var. Hvis ham manden vidste, hvordan Niall så ud til daglig, tror jeg næppe, vi overhovedet var kommet ind.

  Der blev kastet et kort blik på listen af folk, der havde bestilt bord, inden et: ”Hvis De vil være så venlig at følge med vores tjener her,” blev sagt.

  Efter vi var blevet fulgt hen til vores bord, som var lille, rundt og dekoreret med en hvid dug, introducerede tjeneren sig for os og gav os vores menuer. Jeg havde ikke engang læst navnet på den øverste ret, da den første pris sprang mig i hovedet. $147. Det var endnu værre, end jeg havde forestillet mig.

  Jeg blev ved med at vente på, at Niall skulle kigge flovt op på mig og indrømme, at han ikke havde været klar over, at det ville være så dyrt, men han fortsatte bare med at studere kortet, som var det i virkeligheden en spændende krimiroman.

  ”Nå?” rømmede han sig, da hen bemærkede mit befippede blik. ”Er der noget specielt, du gerne vil have?”

  Og hvis jeg ikke allerede havde været rundt på gulvet, så blev jeg det i hvert fald nu.

Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om at spise, fordi jeg blev ved med at tænke over, hvordan jeg skulle bære mig ad med at betale for dette. Jeg nægtede at forsøge at komme uden om regningen, hvilket sikkert var, hvad Niall havde tænkt sig, for dyrt eller ej, så var det uretfærdigt ikke at belønne den hårdtarbejdende tjener for sit arbejde. Hvis jeg nu bare betalte for det med mit kreditkort, kunne jeg formentlig arbejde nogle ekstravagter og tjene dem ind igen på den måde. Jeg ville godt nok ikke have noget at leve for resten af måneden, men så måtte jeg bare låne lidt af Kara.

  ”Kan du ikke lide det?” spurgte Niall, da han bemærkede, at jeg ikke havde rørt min mad i adskillige minutter. Selv var han allerede godt på vej til at have slikket hele tallerkenen ren, sådan som han proppede sig.

  Han så så afslappet ud, siddende dér i sit fine tøj – ja, faktisk næsten så afslappet, at jeg var ved at tro, dette var noget, han gjorde på en daglig basis. Jeg kunne bare ikke forestille mig at skulle leve med sådan en slags skam hver dag. Én ting var jo, at medarbejderne ville vide, at man var gået uden at betale, men det måtte da også være ydmygende for én selv.

  ”Det er superlækkert,” svarede jeg stille, ”men får du det slet ikke dårligt af det her?”

  ”Hvad, maden?” Han rynkede på brynene og smilede uskyldigt til mig. ”Det tror jeg da ikke, den er af meget høj kvalitet.”

  ”Nej, Niall, det er ikke det, jeg mener,” sukkede jeg. ”Behøver jeg virkelig at sige det højt?”

  Jeg hadede, at han skulle spille så forbandet uvidende – som om han overhovedet ikke var klar over, hvad jeg snakkede om. Han havde formentlig bare taget så meget afstand fra det faktum, at det var forkert, at han ikke længere tænkte nærmere over sine handlinger.

  ”Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke er helt med,” mumlede han med sammenknebne øjne. ”Er der noget galt?”

  ”Ja!” udbrød jeg frustreret, inden jeg slog armene ud til siden. ”Det her, det her er da for helvede galt! Hvordan kan du tro, det er okay at være så ligeglad med tjenerne og det faktum, at din betaling nok er det eneste, der betaler deres husleje? Havde du tænkt dig, at jeg ville tilbyde at ruinere mig selv for de her to måltider, eller gik du bare ud fra, at jeg ville være med på idéen om at løbe ud, inden vi nåede at få regningen? Jeg ved godt, at du ikke er vant til alt det med at arbejde, men for nogen som mig, der knokler og knokler for at betale min studiegæld af, så synes jeg bare ikke, det er fair for medarbejderne. De fortjener bedre behandling.”

  Før jeg overhovedet kunne nå at stoppe mig selv, havde jeg sagt det. Det var først, da ordene havde forladt min mund, at jeg indså, netop hvor hårde de lød – og ikke mindst hvor meget arrogance de var svøbt ind i. Det havde jo ikke været min mening at få ham til at føle, at der var forskel på vores socialklasser, men jeg vidste samtidig også, at det havde været en dårlig idé at gøre det til et tabu til at begynde med.

  Ved synet af Nialls sårede ansigtsudtryk ønskede jeg inderligt, at jeg kunne tage det hele tilbage. Hvorimod han før havde emmet af god energi og optimisme, kunne han nu ikke engang møde mine øjne – det var, som om det smertede ham for meget, at jeg så ham på denne måde.

  ”Er det virkelig det, du tror om mig?” lød det koldt fra ham, da stilheden var ved at blive alt for uudholdelig. Folk omkring os var så småt begyndt at sende blikke i vores retning, imens de forsøgte at skjule deres interesse i vores samtale. ”Wow.”

  Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde det så dårligt over at have angrebet ham på den måde, men det var jo noget, jeg før eller senere ville have sagt, hvis jeg havde lyst til at slippe for at bryde loven. Ikke blot var det i princippet tyveri, det var også uetisk.

  ”Hvis penge virkelig er sådan et stort problem for dig, så skal jeg da nok betale nu,” sagde han og hev en mørkebrun læderpung op af sin lomme, inden han gav sig til at bladre igennem nogle pengesedler. Lyden af papir, der strejfede hinanden, var det eneste, mine ører registrerede. ”Her. Det var omkring de $150 per person, ikke? Jamen, så giver vi da bare $400 – så får tjeneren også lidt til at betale huslejen med. Han skal jo ikke snydes af en som mig.”

  Jeg var så utrolig fortumlet over alt, der foregik. Det, der var startet som enhver anden date, havde på få timer forvandlet sig til det mest komplekse puslespil, jeg nogensinde var stødt på, og jeg kunne knapt nok finde hoved og hale på nogen af brikkerne. Der var intet, jeg hellere ville, end drøfte den her misforståelse, som det tilsyneladende var, men det var, som om min mund var limet fast. Alt, jeg kunne gøre, var at stirre på hans sårede ansigtsudtryk, imens adskillige undskyldninger kørte rundt i mit hoved.

  Pludselig syntes den klassiske baggrundsmusik ualmindeligt tragisk – ja, næsten som var dette i virkeligheden en begravelse i forklædning. Imens violinernes skingre toner lød, bemærkede jeg menneskerne omkring os spørge hinanden ind til, hvad det dog var, der foregik nede ved bordet i hjørnet, og hvis jeg vidste det, så ville de være de første til at få det at vide.

  ”Jeg har alligevel også mistet appetitten,” sagde Niall sagte og skubbede sin stol ud. Gulvet gav sig til at jamre sig, idet benene skrabede hen over det. ”Og hvis du virkelig vil vide det, så ejer jeg et firma, der har været succesfuldt i at kode apps. De penge, jeg samler ind, når jeg spiller om morgene, går direkte til UNICEF’s arbejde, og det er egentlig bare en fritidshobby. Jeg tænkte, at det ville give mig mulighed for at møde folk som dig – eller i hvert fald den, jeg troede, du var.”

  Mere sagde han ikke, før han forsvandt ud ad døren. Tilbage sad jeg med en roman af usagte ord samt en længsel efter tilgivelse, for hvor havde jeg dog taget fejl af ham. Aldrig i mit liv havde jeg følt mig så fortvivlet og ikke mindst skyldbetynget, og det værste var, at der var intet, jeg kunne sige eller gøre for at tage det tilbage.

  Til mit forsvar tror jeg ikke, at nogen ville have gættet det om ham. Jeg havde absolut ingen chance for at vide, at han ville ende med at være en succesfuld entreprenør, men der kan man bare se – det er oftest på bunden, man møder dem, der har alt.

  Der er rigtig mange ting, jeg virkelig fortryder, og selvom det her ikke er en af dem, så ville jeg stadig ønske, der var en tidsmaskine til alle de gange, jeg har lavet ged i den. I en lang, lang tidsperiode forbandede jeg mig selv over, hvad jeg sagde på den date, men så indså jeg, at man bare er nødt til at tage tyren ved hornene og undskylde. Det er om at se bort fra ens stolthed og indse, at man tog fejl – og efter det blev alt også langsomt bedre.

  Det er derfor, jeg er på vej til New York lige nu. Jeg har virkelig indset, hvor nyttesløst det er at blive ved med at vente på det rette øjeblik, for sådan et findes der jo ikke. Det er så utrolig vigtigt at fortælle folk, at man elsker dem, før det en dag er for sent – og så hellere så ofte, at vedkommende tror, man er sindssyg!

  Det lyder nok lidt mærkeligt i dine ører, men livet er bare for kort til ikke at forsøge at rette op på ens ugerninger. Sket er sket, og det er der ikke så meget at gøre ved, men man kan forsøge at skabe nye minder, der vil gøre de mindre gode lettere at glemme, i takt med at tiden går.

  Selvom det er de færreste, der vil blive husket længe efter deres død, så bestræber jeg mig på i hvert fald at blive foreviget i hjerterne på dem, jeg elsker. Og ikke bare det, men at de også vil tænke på de gode tider frem for alt det, jeg formåede at ødelægge. Jeg vil gerne sørge for, at jeg ikke efterlader noget som helst uafsluttet, og at jeg kan gå herfra, velvidende at jeg gjorde alt, hvad jeg havde i mig, for at vise taknemmelighed over for det liv, jeg er blevet givet.

  For hvis det ikke er derfor, vi er her, så ved jeg sgu ikke, hvilken grund der ellers ligger bag.

 

 

A/N: Elsker det faktum, at jeg troede, jeg kunne få daten med i episode 4, når den her episode er mit længste til dato, haha. Imens jeg sad og skrev det, blev jeg ved med at kæmpe med at finde de rette danske begreber, for hvad siger man fx med "screw over" eller "dine and dash"? Var totalt lost - men sådan er livet vel som tidligere udvekslingsstudent.

Men nu kender I sandheden om Niall - han er faktisk slet ikke en fattig bums alligevel. Surprise, surprise? Måske ikke. Del jeres tanker med mig!

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...