Meet Me in New York | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2016
  • Opdateret: 26 feb. 2016
  • Status: Igang
Nærdødsoplevelser ændrer ens liv. Det samme gør at få at vide, man ikke har mange dage tilbage at leve i. Men da jeg fik at vide, jeg led af lungekræft, så jeg ikke hele mit liv udspille sig for øjnene af mig, nej, jeg så bare alt, hvad jeg elskede. Jeg så alt det, der betød noget for mig. Jeg så de øjeblikke, jeg gerne vil genleve. Jeg så ham. Og jeg indså, at jeg begik en stor fejltagelse, da jeg lod ham gå uden indvendinger, uden at kæmpe for vores forhold. Lige meget hvad vil jeg altid fortryde bare at stå dér og se ham forsvinde lige så stille, og det er derfor, jeg som det sidste i mit liv vil køre de næste 24 timer, indtil jeg når New York. Jeg vil banke på hans dør og sige undskyld, i håb om at han en dag vil kunne tilgive mig, trods han sikkert allerede har fundet en ny og er kommet videre. Men jeg elsker ham, det gør jeg, og det skal han have at vide, inden det er for sent.

83Likes
83Kommentarer
10255Visninger
AA

6. » episode 4: early birds in new york

Som dagene gik, fik jeg flere nerver på, og der var adskillige gange, hvor jeg kom så tæt på at aflyse, at jeg ligefrem stod med mobilen i hånden. Når det kom til stykket, kunne jeg dog bare ikke få mig selv til det. Én ting er at være dårlig til at sige nej, men når der er tale om at tage tyren ved hornene og rent faktisk aflyse eller ændre planer, kan det tage mig flere uger at samle mod til det, og den tid havde jeg i dette tilfælde ikke. Selv når det gælder små konfrontationer som at rykke en vagt på arbejdet, kan jeg blive helt ængstelig – og det var der egentlig ingen grund til dengang, for min chef var altid meget forstående omkring det. Jeg går ud fra, det bare er sådan, jeg er som person, men hvor kan jeg dog forbande det nogle gange. Det slår mig ofte, hvor meget lettere det må være at gå i Karas sko, for i hendes øjne er alt bare sol og glade dage; der er aldrig en situation, hun ikke kan få det bedste ud af.

  ”Behøver jeg tage af sted?” sukkede jeg og lænede hovedet tungt op ad sofaarmlænet. Jeg var knapt nok kommet indenfor, før Kara havde overfaldet mig med sine planer om, hvad jeg skulle have på, og om cremefarvet eller beige læbestift ville se bedst ud på mig (de så ens ud i mine øjne, så jeg var egentlig ret ligeglad).

  ”Ja, du behøver at tage af sted!” svarede hun fornærmet og lagde armene over kors. ”Undskyld, men jeg tror, jeg gik glip af din 80-års-fødselsdag, for sidst jeg tjekkede, var du stadig ung, i college og fucking lækker! Hvad er det, du går og surmuler over? Drengene går og savler efter dig, og her sidder du og tror, du kan tillade dig at blive hjemme som et eller andet dovendyr og blive fed.”

  ”Jamen, jeg tror, jeg er ved at blive syg,” forsvarede jeg mig og hostede så falskt for at understrege min pointe. ”Der er vist noget i omløb på jobbet.”

  Hun himlede med øjnene. ”Vil du så rejse dig op?”

  Inden jeg nåede at blinke, stod hun ved siden af sofaen og skulede ned på mig, som om hendes blik kunne dræbe. Ikke et eneste ord forlod hendes mund, men noget fortalte mig, at hun havde tænkt mig at rulle mig ned på gulvet, hvis jeg ikke tog mig sammen og stoppede med at have ondt af mig selv.

  Der var jo egentlig ikke rigtig nogen grund til at have så meget selvmedlidenhed. For mange mennesker var det en positiv ting at være eftertragtet blandt fyrene, men lige for tiden havde jeg bare ikke overskud til at skulle give mig i kast med alt sådan noget drengedrama igen – det, følte jeg, hørte til highschool-dagene. Hvis jeg skulle involvere mig i nogen fra det andet køn, var der tale om et enkelt kys til en fest og så ikke mere. Det var ikke så vigtigt for mig konstant at være beskæftiget med en eller anden person, og det var jeg nok inderst inde lidt bange for, ville ændre sig af dette.

  Åh, og så var der selvfølgelig også stadig det faktum, at han var hjemløs.

  ”Hør nu her, den her indstilling vil kun gøre i aften sværere for dig at komme igennem,” sagde Kara til mig. ”Jeg hader at skulle være på den her måde, og jeg ved godt, det var en fejl at lade ham invitere dig ud, men nu er skaden sket, og så må du altså også bare prøve at få det bedste ud af det.”

  At se mig være på date var ærlig talt en joke. Der var absolut intet, jeg var værre til, for jeg syntes altid at bemærke, hvor akavet stemningen blev efter noget tids stilhed, og så endte jeg ofte med at plapre for at holde samtalen i gang – det var lidt af en forsvarsmekanisme fra min side af, så jeg ikke blev så utilpas. Det havde altid været så urolig meget lettere bare at møde nogen til en fest eller starte ud som venner, for så var der ikke alt det formelle med forventningerne om en potentiel romance, og det gjorde det meget lettere for mig at være mig selv. Så snart nogen begyndte at se mig som mere, end jeg var, blev jeg så nervøs, at jeg saboterede alt, der overhovedet havde den mindste chance for at blive til et forhold.

  ”Tænk på det sådan her: du kommer i det mindste til at få gratis mad,” fortsatte Kara opmuntrende, da det gik op for hende, jeg ikke havde tænkt mig at svare hende. Jeg var alt for langt inde i mine tanker til at kunne fokusere på det, der foregik omkring mig. ”Det kan være, han tager dig til sådan et dyrt, fancy sted, hvor man skal bestille bord flere dage før. Man ved aldrig.”

  Jeg fnøs. ”Åh jo, jeg tror nu godt, jeg ved, hvad jeg kan forvente af ham her,” svarede jeg. En tur gennem Central Park, og hvis jeg var heldig, ville han investere to og en halv dollar (!) i at købe en pretzel til mig i en af de der små gadeboder – og selv sådan en ville han nok skulle spille minimum én sang for at skrabe nok penge sammen til. ”Jeg har en fornemmelse på, at han er lidt mere lowkey end de fleste andre.”

  ”Det er da også sødt!” udbrød hun. ”Så er han garanteret rigtig nede på jorden!”

  ”Det kan du bande på.” Han er nok tættere på jorden end nogen anden – bogstavelig talt.

  Der var ingen tvivl om, at jeg var alt for hård ved Niall. Inderst inde var jeg godt klar over, at det var uretfærdigt af mig at se ned på ham på denne måde, bare fordi han ikke var en eller anden mønsterelev, der gik på Yale, men samtidig kunne jeg bare ikke tillade mig at se ham med neutrale øjne. Hvis jeg gjorde det, vidste jeg, at jeg ville ende med at få sympati over for ham og den tudehistorie, der sikkert lå bag hans tiggeri, og det skulle jeg ikke.

  Det var én date, og så skulle det heller ikke blive til mere.

  ”Så, har du besluttet dig for, hvad du vil have på?” spurgte Kara, idet hun fornemmede, at vores samtale rent faktisk blev holdt kørende af begge parter. ”Jeg kiggede dit skab igennem, imens du var på arbejde, og jeg må indrømme, det alt sammen er lidt … kedeligt. Har du ikke lyst til at låne noget af mig?”

  ”Eller også kunne jeg bare komme i mit arbejdstøj,” foreslog jeg og grinede så lidt af mig selv, indtil det gik op for mig, hun ikke fandt det spor morsomt. ”Hvad, synes du ikke, rød klæder mig?”

  Hun satte sig tungt ned på vores orange tæppe og hvilede så sit hoved mod sofaen. ”Giv mig nu noget at arbejde med, Ivy, please.”

   ”Okay, okay,” mumlede jeg opgivende og kastede hænderne i vejret. ”Jeg skal nok forsøge at give ham en chance i aften, og hvis du har lyst, kan du sætte mit hår.”

  Det var nok til at få hende op at køre. På få sekunder havde hun rettet sig op og stod nu og hvinede med begejstrede, klappende hænder. ”Sådan skal det lyde, girlfriend!”

  Der var omkring halvanden time tilbage, før jeg blev hentet af Niall. I løbet af dagen havde jeg overhovedet ikke modtaget noget fra ham, så jeg frygtede lidt, at han måske havde glemt alt om vores date – men på den anden side var det måske i virkeligheden en god ting. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle forvente af aftenen, for hvis jeg skulle være ærlig, regnede jeg ikke rigtig med, at han havde råd til nogen helt store gestusser. Jeg gad godt vide, hvad han mon normalt plejede at gøre, når han skulle imponere de piger, han var ude med – men så igen, hvis han rent faktisk havde haft heldet med sig på kærlighedsområdet, ville han nok ikke være single og hjemløs.

  Måske var jeg den første, der havde været dum nok til rent faktisk at give ham mit nummer.

”Jeg har savnet det her!” fortalte Kara mig, imens hun krøllede den sidste fjerdedel af mit hår. ”Det er simpelthen så længe siden, vi har gjort os klar til en date night sammen. Jeg ved godt, vi nok har gjort det inden for det seneste år, men jeg tænker stadig på de gamle highschool-dage. Kan du huske vores første Homecoming-bal som freshmen?”

  Jeg grinede højlydt. ”Hvordan kan man nogensinde glemme det? Vi glædede os som små børn til juleaften.”

  ”Åh ja.” Jeg så Kara rulle med øjnene i spejlet. ”Og Dylan Stryder, den nar! Ham har jeg godt nok ikke hørt fra længe.”

  ”Nar eller ej, så var det sgu stadig sejt, at du blev inviteret af en senior,” sagde jeg. ”Men du har ret, det har jeg heller ikke. Endte han ikke på Hunter College?”

  ”Jo,” nikkede hun, ”men det ville ikke overraske mig, hvis han var droppet ud. Han tog ikke et eneste AP-fag, og så langt rakte hans stipendium altså heller ikke.”

  Jeg trak på skuldrene. Det var mærkeligt at tænke på, hvordan tiden bare var fløjet forbi os som en flygtig drøm. For mig føltes det ikke, som om tiden som freshman var flere år siden, men det var det jo egentlig. Hvis jeg besøgte min gamle highschool, ville der højst sandsynligt ikke være mere end en lille håndfuld mennesker tilbage at genkende – og størstedelen ville formentlig heller ikke genkende mig. Alle de elever, der i min tid havde været populære, var sikkert for længst blevet glemt, og der var blevet givet plads til, at nogle nye kunne overtage deres trone og føle sig vigtige.

  I highschool havde det altid virket, som om der ikke var noget at tage sig til efter, men nu, hvor jeg kiggede tilbage på det, indså jeg, hvor lille og ubetydelig en del af livet det egentlig var. Man kunne gå og synes, man var succesfuld, fordi man var holdkaptajn på sportsholdet, og man kunne se det at vinde statsmesterskabet som den største bedrift, man nogensinde havde udrettet, men så snart man befandt sig uden for skolens vægge og fik mulighed for at se på det med objektive øjne, virkede det så utrolig ligegyldigt. Det kunne føles som sådan en utrolig gylden tid med skolefester, smalltalk ved frokosttid og ubrugelige tidsfordrivsfag, men ligesom alt andet ville de minder, jeg havde dannet mig, på et eller andet tidspunkt også bare forsvinde ind i glemslen med kun vores yearbooks til at bevise, den tid overhovedet nogensinde havde eksisteret.

  Folk havde altid fortalt mig, at tiden var gået meget langsommere, da man havde været yngre – at en sommerferie havde kunnet virke som evigheder, hvorimod den nu måske ligefrem føltes for kort. Jeg havde aldrig som sådan fornemmet mine dage blive kortere, men når jeg endelig funderede over, hvordan jeg dog var endt her, slog det mig ofte, at flere år var smuldret igennem fingrene på mig som sand i et timeglas.

  Mine tanker blev afbrudt, da lyden af vores ringeklokke gjaldede igennem hele lejligheden. Forvirret kastede jeg et blik på uret, der hang på væggen, og til min misfornøjelse fortalte det mig, at klokken kun var halv syv.

  Det så ud til, at Niall var typen, der godt kunne lide at brase ind for tidligt, fordi han ikke havde andet at tage sig til.

  ”Hvorfor skal drenge altid komme før tid?” brokkede Kara sig. ”Bare fordi de ikke skal bruge evigheder på at gøre sig klar …”

  ”Vi er nødt til at åbne for ham,” sagde jeg og skulle til at rejse mig op, da hun lagde en varsom hånd på min skulder.

  ”Vent, vent, jeg er næsten færdig!” udbrød hun hastigt. Hendes højre fod trippede utålmodigt mod gulvet. ”Jeg mangler bare én lok.”

  Det ringede på igen, og det var, som om hvert sekund af den skingre tone gjorde mig mere og mere irriteret. Ikke nok med at han skulle bede om mit nummer til at starte med, så dukkede han også op, som om det her var en først-til-mølle-koncert.

  Jeg havde virkelig ikke overskud til det her.

  ”Så!” Kara smilede triumferende og trak stikket ud af stikkontakten. ”Go get him, tiger!”

  ”Jamen, jeg har ikke engang fået genopfrisket min makeup,” sukkede jeg, imens jeg bevægede mig igennem stuen. Det var sådan nogle her småting, der bare kunne slå mig helt ud af kurs. Nogle dage var jeg bare ikke i humør til, at noget skulle afvige fra den oprindelig plan, og det her så ud til at være en af dem.

  Da jeg åbnede døren, måtte jeg et kort øjeblik spørge mig selv, om det overhovedet var Niall, der havde ringet på. Foran mig stod nemlig ikke en sjusket påklædt musiker, men en ung mand med håret sat helt perfekt, så de lyse tjavser lænede sig lidt til højre, en mørkegrå blazer til at dekorere det ellers forholdsvis simple look samt en buket røde roser, der tilfældigvis matchede den kjole, jeg havde lånt af Kara.

  Før jeg nåede at sige noget, hørte jeg nogle hurtige fodtrin bag mig.

  ”Du må være Niall!” udbrød Kara med et stort smil og rakte hånden frem. ”Hvor er det hyggeligt at møde dig.”

  ”I lige måde,” svarede han og gengældte gestussen. ”Dejligt at kunne få et ansigt på den stemme, jeg snakkede i telefon med forleden – og ovenikøbet et kønt et.”

  ”Du er nu ikke helt værst selv.” Hendes nonchalante facade blev brudt, da hun kiggede tilbage på mig med store øjne og mimede noget, jeg ikke helt kunne tyde – men det var i hvert fald applauderende.

  Jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle sige. At dømme ud fra Nialls blik gættede jeg på, at han ventede på, at jeg skulle bryde stilheden imellem os, men alt, jeg kunne komme på, var et feset: ”Du er tidligt på den.”

  Niall trak på skuldrene, lettere overrasket over min kommentar. ”Tja, jeg har set frem til det her hele dagen, så jeg tillod mig selv at belønne min tålmodighed med en halv times ekstra tid med dig.”

  Godt comeback – det måtte jeg give ham.

  ”Og må jeg have lov at sige, at du ser fantastisk ud,” fortsatte han og trak i smilebåndene. Derefter rakte han de røde roser frem imod mig. ”De her er til dig. Jeg ved godt, det er en smule gammeldags, men jeg håber ikke, du har noget imod det.”

  Jeg var mundlam. En del af mig var en smule skræmt over, hvor god han var til at lægge sit hjemløse jeg til side og træde frem som denne brillerende, unge mand, som sikkert kunne charmere enhver pige, han mødte. Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, om han mon led af bevidsthedsspaltning, eller om dette i virkeligheden var hans tvilling, for det her virkede alt for bizart. Lige meget hvordan jeg stillede det op, kunne min hjerne ikke få denne situation til at give mening.

  ”Nå, men jeg vil lade jer turtelduer gå,” sagde Kara og tog blomsterne i min favn, da hun bemærkede, at jeg ikke havde tænkt mig at sige noget foreløbigt. ”Hun skal være hjemme senest ved midnat – ellers ringer jeg til politiet og får dig meldt for kidnapning.”

  Han slog en latter op. ”Jeg kunne ikke drømme om at udsætte hende for fare,” forsikrede han Kara om. ”Bare rolig – Ivy er i trygge hænder.”

  ”Det håber jeg for din skyld.” Hun sendte ham et alvorligt blik, men blødte så lidt op igen. ”Og kom så af sted, inden jeg personligt sparker jer ud herfra.”

  Jeg følte mig lidt som en hund, der var ved at blive solgt væk efter flere års lykke med den samme ejer, da mine fødder langsomt nærmede sig opgangen skridt for skridt. Niall begyndte at snakke om, hvor svært det havde været at finde en parkeringsplads, men det var, som om hans ord bare fløj ind ad det ene øre og ud af det andet.

  På en måde var jeg lettet over at vide, han i det mindste ejede noget pænt tøj og kunne gøre sig selv i stand på denne måde, men samtidig havde jeg ingen idé om, hvad det her så egentlig betød. Var han i virkeligheden en af de tiggere, der arbejdede for korrupte organisationer, hvor folk fik savet lemmerne af, og børn måtte sulte for at få mere medlidenhed og penge? Havde han lige solgt sin guitar for at få råd til det tøj, han havde på, bare for at imponere mig? Og i så fald, skulle jeg så føle mig forpligtet til at give ham et kys ved enden af aftenen?

  Jeg var så overrumplet af alt det, der foregik omkring mig lige nu. Trods jeg så vidt som muligt havde forsøgt at forberede mig på at skulle ud i datingverden igen, kunne jeg mærke, at intet var blevet, som jeg havde forventet – og vi var ikke engang fem minutter inde i daten (faktisk var vi minus 25 inde, siden han var kommet for tidligt).

  Og tro mig, det blev ikke mindre forvirrende med tiden. Noget, jeg virkelig har lært af at være sammen med Niall, er, hvor meget man kan gå galt i byen ved at dømme folk på deres udseende. Som mennesker har vi altid den her tendens med at tro, vi er eksperter på livet, men sandheden er, at intet er, som det virker. Der er altid en historie bag, hvad folk gør, og hvordan de er, og det erfarede jeg mere end noget andet på denne ene date.

  Den eneste ting, jeg havde set komme bare den mindste smule, var, at han ville ende med at fucke mit liv op, for det gjorde han. Han var som en spand koldt vand, der blev hældt ud over mig klokken fem om morgenen på en weekend – på én og samme tid opfriskende og provokerende. Og du må ikke spørge mig, om det var på en positiv eller negativ måde, for skal jeg være ærlig, så har jeg ingen idé. 

 

A/N: Tusind tak for 100+ favoritlister, hvor er det bare skønt! Det er ikke nogen hemmelighed, at der var en tid, hvor jeg fik 100 på en enkelt dag, men faktisk foretrækker jeg det her. Jeg tror lidt, at man kan blive vant til det med bare at få en masse læsere, og at man så let kan gå hen og miste den samme form for taknemmelighed over for dem, så at skulle være tilbage på det med langsomt at arbejde mig op imod antallet af læsere er faktisk super opfriskende. 

Det var egentlig meningen, at selve daten også skulle være med i dette kapitel, men så endte det med at blive normal kapitellængde, og ja, så vil jeg hellere beskrive det i dybden til næste kapitel! I må meget gerne prøve at gætte, hvordan Niall kan gå fra at ligne en hjemløs til nu at virke forholdsvis normal (og måske ligefrem rig), for selv synes jeg, der er en enormt interessant forklaring bag det. Kom med jeres bud, og hvis der er nogen, der gætter det, skal jeg nok finde en lille belønning til jer ;-)

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...