Meet Me in New York | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2016
  • Opdateret: 26 feb. 2016
  • Status: Igang
Nærdødsoplevelser ændrer ens liv. Det samme gør at få at vide, man ikke har mange dage tilbage at leve i. Men da jeg fik at vide, jeg led af lungekræft, så jeg ikke hele mit liv udspille sig for øjnene af mig, nej, jeg så bare alt, hvad jeg elskede. Jeg så alt det, der betød noget for mig. Jeg så de øjeblikke, jeg gerne vil genleve. Jeg så ham. Og jeg indså, at jeg begik en stor fejltagelse, da jeg lod ham gå uden indvendinger, uden at kæmpe for vores forhold. Lige meget hvad vil jeg altid fortryde bare at stå dér og se ham forsvinde lige så stille, og det er derfor, jeg som det sidste i mit liv vil køre de næste 24 timer, indtil jeg når New York. Jeg vil banke på hans dør og sige undskyld, i håb om at han en dag vil kunne tilgive mig, trods han sikkert allerede har fundet en ny og er kommet videre. Men jeg elsker ham, det gør jeg, og det skal han have at vide, inden det er for sent.

83Likes
83Kommentarer
10253Visninger
AA

5. » episode 3: anonymous phone calls in new york

Trods Karas ord havde jeg undgået at tage metroen fra den sædvanlige station siden den dag, hvor Niall havde bedt om mit nummer. Til min overraskelse havde han endnu ikke forsøgt at tage kontakt til mig, selv mere end en uge efter vores sammenstød, så jeg var begyndt at tro, han måske bare taget mit afvisende kropssprog som et nej og ladet den ligge dér.

  Men selvfølgelig skulle det ikke være så simpelt. Så let er det aldrig.

  ”Kan vi få to Salty Pimps?” sagde Kara, inden hun hev sin pung op af tasken.

  ”Ja, selvfølgelig,” sagde medarbejderen bag skranken og tastede det ind i systemet. ”Så skal jeg bede om syv dollars og 52 cent.”

  Jeg skulle til at rode mine lommer igennem efter småpenge, da Kara viftede afværgende med hånden.

  ”Jeg klarer den,” fortalte hun mig, inden hun rakte medarbejderen en grøn pengeseddel med et smil.

  Bag os var en lang kø af mennesker, der ligesom os havde brug for en is i det varme vejr. Trods vi var godt på vej ind i september, havde solen endnu ikke besluttet sig for at gemme sig væk, og mennesker følte ikke et behov for at finde efterårsjakken frem. Det var på denne tid af året, hvor folk lige så langsomt var begyndt at gå tilbage til deres daglige rutiner efter en lang, afslappende sommerferie, så de strålede ikke helt så meget, som de havde gjort. På trods af det var energien dog stadig at spore – allerede nu begyndte folk at glæde sig til Halloween, som ville blive til Thanksgiving, som senere ville blive til jul, og som i sidste ende ville munde ud i nytårsaften.

  The Big Gay Ice Cream Shop var et ret populært sted heromkring. Jeg syntes ikke at have været forbi på noget tidspunkt, hvor køen ikke nåede helt udenfor, og det tog mindst ti minutter at få bestilt. Om det havde noget at gøre med, at de solgte exceptionelt god is, eller at der generelt var mange kendte, som stoppede forbi stedet, vidste jeg ikke – men forretningen klarede sig i hvert fald godt.

  ”Jeg sætter pris på, at du vil betale for min is, men det er altså virkelig ikke noget problem for mig at tage vare for mig selv,” betroede jeg Kara, da vi satte os hen ved vinduet og ventede på vores is. I dette nabolag vrimlede der ikke med helt så mange mennesker, som der gjorde i Times Square, men turisterne var alligevel lette at få øje på – alle gik de rundt med deres kameraer og en solhat til at dække over det sorte hår, imens de forsøgte at få nogle billeder af ikoniske lejligheder fra Friends og Sex and the City. Det undrede mig altid, at sådan nogle tv-serier kunne vække interesse helt nede i Asien, når de da måtte producere mindst lige så meget materiale til fjernsynet på et mere forståeligt sprog.

  ”Det ved jeg godt,” svarede Kara og lo, ”men derfor må jeg stadig gerne forkæle min bedste veninde. Desuden ved du jo godt, at sådan en enkelt is heller ikke gør det helt store for min økonomi.”

  Jeg rullede med øjnene. Det gjorde jeg i dén grad.

  Kara var enormt velhavende, trods hun ikke var meget for at vise det frem. Fordi hendes far havde været død, siden hun havde været helt lille, havde hun som enebarn arvet adskillige millioner ved bortgangen af sin farfar. Han havde åbenbart skrevet en eller anden succesfuld bog om forlystelsesparkmaskinteknik, og den havde solgt så godt, at hun i princippet kunne leve af indtjeningerne resten af sit liv, hvis hun ønskede det. Hun havde dog altid haft den holdning, at enhver mand var sin egen lykkes smed, og det var derfor, hun havde valgt The City College of New York frem for Brown eller NYU. Generelt var hun ikke særlig begejstret for det faktum, at hun aldrig måtte kæmpe for at få sin økonomi til at hænge sammen, så vi snakkede ikke om det særlig ofte – det var kun, når hun selv bragte det på banen, som regel i form af en joke eller noget lignende.

  Da vi havde modtaget vores is, bevægede vi os igen udenfor i det skyfri vejr. Det var søndag formiddag, og hist og her kunne man se folk komme løbende i nogle træningsshorts samt en tanktop, imens musik buldrede ud af deres høretelefoner. Andre sad i bil på vej i kirke, og så var der dem, der netop havde spist en stak pandekager på den lokale diner. Selv nød jeg den afslappede atmosfære i fulde drag; hvordan alle værdsatte hvert eneste øjeblik af denne hviledag, inden det hele begyndte igen.

  Jeg skulle til at spørge Kara, om hun havde husket at tage nogle servietter med, da lyden af min ringetone begyndte at fylde luften. Med rynkede bryn flyttede jeg isen hen i min venstre hånd og stak den højre ned i baglommen på mine shorts.

  ”Blokeret nummer,” mumlede jeg, da jeg havde mobilen foran mig. ”Det er sikkert en eller anden telefonsælger.”

  ”Eller også er det ham, du snakkede om i sidste uge!” udbrød Kara ekstatisk. ”Skynd dig at tage den!”

  ”Gud, ja,” hviskede jeg for mig selv. Det havde jeg helt glemt.

  Jeg stirrede længe på skærmen, som endnu lyste op i et tillokkende billede, der næsten skreg ad mig, at jeg skulle køre min finger til højre og finde ud af, hvem der prøvede at komme i kontakt med mig. De første par dage efter mit møde med Niall havde jeg gået og ventet på hans opkald, men da der efter lang tid endnu ikke var sket noget, havde jeg fuldstændig lagt tanken fra mig.

  Det overraskede mig, at jeg overhovedet stadig huskede hans navn.

  ”Hvad venter du på?” fortsatte Kara og stirrede på mig med store øjne. ”Hvis du ikke snart tager den, gør jeg det for dig!”

  ”Okay, okay!” sagde jeg og himlede med øjnene, inden jeg tog mobilen op til øret. ”Hallo?”

  ”Hey, det er Niall,” blev der sagt i den anden ende af røret. ”Er det Ivy, jeg har fat i?

  Jeg gik i stå. Det var først nu, det gik op for mig, at jeg egentlig slet ikke havde forventet, at det rent faktisk ville være ham. En del af mig havde bare slået den tanke til side og gået ud fra, det formentlig ville være nogen, der havde fået forkert nummer – at oddsene for, at han efter mere end en uge pludselig bestemte sig for at kontakte mig, var meget små. Jeg havde slet ikke overvejet, hvad jeg kunne sige til ham, og hvordan jeg skulle reagere, hvis han besluttede sig for at invitere mig ud.

  ”Er det ham?” halvt hviskede, halvt mimede Kara og lænede sig så langt hen imod mig, at hendes hasselnøddefarvede hår strejfede mine fingre, der holdt om mobilen.

  Der gik adskillige smertefulde sekunder, hvor jeg bare stod som en statue uden at vide, hvad jeg skulle gøre. Det var som at få en alt for hurtig tilbagemelding på en jobsamtale, for jeg havde slet ikke besluttet mig for, om jeg havde lyst til at se ham igen. Dagene efter vores møde i undergrunden havde jeg da kort overvejet det, men ikke tæt på nok.

  I min venstre hånd var chokoladeovertrækket nu det eneste, der holdt min is fra at falde sammen som en smeltet snemand. Det var de små løbende dråber af karamelis, som langsomt bevægede sig ned ad vaflen, der fortalte mig, at jeg havde været stum alt for længe.

  ”Ivy?” lød det lettere forvirret i telefonen. ”Har jeg stadig fat i dig?

  ”Hvad siger han?” spurgte Kara. ”Jorden til Ivy!”

  ”Øh …” var det eneste, jeg kunne komme på at sige. Jeg var næsten 100 procent sikker på, at jeg lød som et hjernedødt fjols, men det var, som om min evne til at tale havde svigtet mig fuldstændig. Det var efterhånden også længe siden, jeg havde været inde i alt det her med kærlighed og dating, så det overraskede mig ikke, at jeg var så rusten.

  Før flere befippede lyde kunne nå at forlade min mund, mærkede jeg nogen tage min iPhone ud af hånden på mig. Jeg registrerede slet ikke, at Kara nu stod med mobilen op til øret, før jeg vendte mig til højre og var ved at få et angstanfald.

  ”Kara, hvad laver du?” udbrød jeg og forsøgte at gribe ud efter hende, men hun var hurtig til at træde væk med sine lange ben.

  ”Dette er Ivys bedste veninde, Kara,” sagde hun med et selvfornøjet smil. ”Hvad kan jeg hjælpe dig med?”

  ”Du vover lige …” knurrede jeg og stirrede olmt på hende med lynende øjne.

  ”Mm-hm?” kvidrede hun bare og hoppede fortsat frem og tilbage, hver gang jeg kastede mig frem i et ynkeligt forsøg på at få min mobil tilbage. Hun havde altid været lidt over ti centimeter højere end mig, så jeg vidste, det var nyttesløst overhovedet at prøve. ”Åh, det er sødt af dig!”

  ”Kara! Det gør du bare ikke!” Jeg rakte hånden afventende frem for at signalere til hende, at det her var sidste chance for at levere min mobil tilbage.

  ”Åh ja, det lyder som en god idé.” Hun ignorerede dog fuldstændig min gestus og vandrede nu nogle skridt frem, så hun stod med ryggen til mig. ”Det passer meget godt – men hun får først fri klokken syv. Okay, okay, jamen, det er perfekt. Selv tak, og god dag!”

  Jeg nænnede ikke engang at sige noget, da hun gav mig min mobil tilbage. Hvis jeg kendte hende ret, ville der ikke gå mere end fem sekunder, før hun var ved at sprænges af spænding.

  Rigtigt nok rømmede hun sig efter tre sekunder og sagde så: ”Vil du ikke vide, hvad vi snakkede om?”

  ”Egentlig ikke,” svarede jeg mut med blikket stift rettet mod min is. ”Jeg tror, jeg klarer mig bedre uden.”

  ”Nå, men det tror jeg ikke,” svarede hun triumferende, nærmest som om hun var stolt over netop at have arrangeret en date til mig med en hjemløs. ”Niall har inviteret dig ud! Onsdag klokken syv, jeg sender ham adressen. Og du fortalte mig da slet ikke, at han er fra Irland?”

  Nogle gange gik hun simpelthen over grænsen. Jeg havde længe vidst, at hun var en del mere imødekommende og åben for at tage nye chancer end mig, men det var aldrig som sådan endt med noget som dette. Det var jo ikke, fordi hun havde dårlige intentioner, men jeg kunne samtidig ikke lade være med at føle mig en smule skuffet over hende.

  Jeg sukkede. ”Det dér var altså for meget, Kara. Jeg bad dig udtrykkeligt om at lade være! Du har ikke mødt ham, så du ved ikke, hvem han er, eller hvorfor jeg ikke var interesseret i at gå ud med ham.”

  Der gik lidt tid, før hun indså, at jeg rent faktisk var seriøs. Indtil da havde hun bare fortsat med at smile, men i takt med at det langsomt gik op for hende, at jeg var alvorlig, falmede hendes glade ansigtsudtryk. ”Åh ej, det er jeg sgu ked af, Ivy. Jeg vidste ikke, du mente det, da du bad mig om at lade være. Jeg tænkte bare, at du altid er så bange for at springe ud i nye ting, så måske du bare havde brug for det lille skub,” sagde hun og trak på skuldrene. ”Men please, du må ikke blive vred på mig! Det kan jo stadig ende med at overraske dig positivt, og han kan vise sig at være den sødeste i verden! Om lidt tid vil du sikkert takke mig for det her! Skal vi ikke se på det sådan?”

  ”Tja, måske,” svarede jeg og trak vejret dybt. Hun havde ingen idé om, at Niall, lige meget hvor sød han var, aldrig ville kunne blive en del af min fremtid, fordi han ikke engang havde en selv. ”Måske ikke.”

  Hvor meget jeg end hader at indrømme det, så endte Kara med at få ret. Selv i dag har jeg ikke fået takket hende for det forhold, hun satte gang i, da hun stjal min telefon, fordi jeg er alt for stolt til det, men det er bestemt ikke noget, jeg har glemt.

  Jeg kunne formentlig bare have ringet til Niall den næste dag og forklaret, at jeg ikke var interesseret i at lære ham bedre at kende, men jeg er nu ret glad for, at jeg lod være. Selvom det ville have sparet mig for en herrens masse hjertesorg, ville det også betyde, at jeg ville være foruden alle de minder, jeg har med ham – og dem vil jeg for alt i verden ikke glemme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...