Meet Me in New York | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2016
  • Opdateret: 26 feb. 2016
  • Status: Igang
Nærdødsoplevelser ændrer ens liv. Det samme gør at få at vide, man ikke har mange dage tilbage at leve i. Men da jeg fik at vide, jeg led af lungekræft, så jeg ikke hele mit liv udspille sig for øjnene af mig, nej, jeg så bare alt, hvad jeg elskede. Jeg så alt det, der betød noget for mig. Jeg så de øjeblikke, jeg gerne vil genleve. Jeg så ham. Og jeg indså, at jeg begik en stor fejltagelse, da jeg lod ham gå uden indvendinger, uden at kæmpe for vores forhold. Lige meget hvad vil jeg altid fortryde bare at stå dér og se ham forsvinde lige så stille, og det er derfor, jeg som det sidste i mit liv vil køre de næste 24 timer, indtil jeg når New York. Jeg vil banke på hans dør og sige undskyld, i håb om at han en dag vil kunne tilgive mig, trods han sikkert allerede har fundet en ny og er kommet videre. Men jeg elsker ham, det gør jeg, og det skal han have at vide, inden det er for sent.

83Likes
83Kommentarer
10253Visninger
AA

4. » episode 2: mornings in new york

Efteråret 2009 forelskede jeg mig i en dreng, hvis hjerte var lige så rent som den fineste sne. Før jeg mødte ham, havde jeg lidt mistet håb for menneskeligheden; jeg havde været overbevist om, at alle undervejs i livet blev nedbrudt på den ene eller anden måde. I takt med at jeg lærte ham bedre at kende, indså jeg dog, at dette langt fra var tilfældet med ham. Hvorimod jeg, når jeg stirrede på mine barndomsvenner, ikke længere så den samme form for energiske gnist, de engang havde besiddet, fandt jeg ikke den mindst smule selviskhed i ham. Nogle gange overraskede det mig ligefrem, hvor helt igennem godhjertet han var – som var han i virkeligheden min skytsengel og ikke bare nogen, jeg tilfældigvis havde mødt og forelsket mig i.

  ”Kara, jeg smutter nu!” råbte jeg ud i lejligheden, selvom jeg tvivlede på, at hun var vågen. ”Husk nu at være hjemme og vågen klokken 13, når tømreren kommer.”

  ”Ja-ja,” lød det halvsøvnigt fra min roommate. Jeg kunne knapt nok høre hendes hæse stemme på grund af den lukkede dør, der adskilte os. ”God arbejdslyst.”

  Jeg mumlede et uhørligt tak, før jeg trak ned i håndtaget og trådte ud i opgangen. Det var altid sådan en besynderlig oplevelse at befinde sig dér om morgenen, fordi det virkede som et helt fremmed sted i kontrast til, hvor højlydt der var om aftenen. Det var efterhånden længe siden, jeg ikke var gået i seng til højlydt musik med en bas, der fik det til at vibrere i væggene, så når stilheden endelig lagde sig over bygningen, var det næsten som at se shorts i december.

  Størstedelen af de mennesker, der boede i dette kvarter, var ligesom mig omkring 20 år. Selv var jeg netop fyldt 19 og var nu i gang med mit andet år på college. Det første år havde været fyldt med at vænne sig til de nye omgivelser samt at finde nye venner, men nu, hvor jeg endelig var faldet på plads, havde jeg indset, at mit liv slet ikke havde helt så meget indhold, som jeg havde håbet på.

  Dette var grunden til, at jeg havde skrevet ind til New York Magazine for at høre dem ad om, hvorvidt de ville have lyst til at samarbejde med mig. Jeg havde været klar over, at det var et langt skud, men til min overraskelse havde de været lige så begejstrede for min mail som mig og besluttede sig for at give mine kompetencer et skud.

  Det var ikke, fordi jeg holdt af journalistik eller at skrive for den sags skyld. Det, jeg gjorde for dem, var at have nogle skitser klar til dem hver uge, som de kunne trykke. Jeg havde siden børnehaven elsket at udfolde mig kreativt og studerede nu også arkitektur på The City College of New York, så det virkede, som om et fritidsjob som dette ville passe meget godt ind som en puslespilsbrik i mit liv. Trods det ikke direkte omhandlede mit studie, kunne det relateres dertil, og så sørgede det derudover for, at jeg holdt min kreative gejst oppe.

  Grunden til, at jeg var nødt til at komme og arbejde så tidligt som klokken halv otte om morgenen, var, at jeg havde et fuldtidsjob i Verizon ved siden af mine studier. Det var ikke, fordi jeg som sådan nød det, men med de mange lån, jeg havde taget for at få råd til min uddannelse, lod det ikke til, at jeg havde andet valg. Egentlig havde mine forældre tilbudt at betale for det hele, eftersom de havde sparet op hele livet, men jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne finde på at tage imod så meget. Jeg ville bare ende med konstant at føle, jeg skyldte dem noget, og det havde jeg ikke lyst til – så hellere gå ned med stress end have dem til at tro, jeg ikke duede til noget som selvstændig.

  Jeg kunne formentlig godt have valgt et mere passende tidspunkt at ankomme, men der var noget utrolig betagende over atmosfæren i New York på denne tid af døgnet. Før byen vågnede, var der ikke andre end de travle forretningsfolk, der ikke ville risikere at komme for sent på arbejde, og friluftsmenneskerne ude at gå tur med deres mange hunde i Central Park. De eneste steder, der var åbne, var Starbucks, 7 Eleven og de små gadekiosker, man stødte på hver 50 m, og for en gangs skyld var det fuglesang, der fyldte den forurenede luft, og ikke bilers dytten.

  Imens jeg bevægede mig ned ad trapperne til metroen, bladrede jeg rundt i min skitsebog efter en idé, jeg kunne arbejde på. På det seneste havde mit hoved virket så tomt i forhold til, hvordan der normalt var at opholde sig dér; hvorimod idéerne engang havde stormet ned på papiret, måtte jeg nu vride de grå hjerneceller til det yderste, før jeg kunne komme på noget, jeg vurderede værdigt nok til at komme i et rigtigt blad.

  Jeg kiggede op et kort øjeblik, da lyden af nogle bløde guitartoner nåede mit øre.

  Han misser da heller aldrig en enkelt dag, tænkte jeg for mig selv og trak let i mundvigene.

  Rigtig nok kom en lyshåret dreng inden længe til syne, og som altid sad han lige dér ved siden af billetautomaten og nynnede nogle beroligende melodier, som flød i ét med lyden af susende toge. Så snart han fik øje på mig, sendte han mig et smil, som afslørede et sæt kridhvide tænder, der næsten var alt for velplejede til at tilhøre en hjemløs.

  Jeg rodede lommerne i min mørkebrune cardigan igennem efter nogle småmønter, men fandt kun en sammenkrøllet femdollarseddel samt en enkelt cent. Eftersom jeg lod nogle mønter dumpe ned i hans guitartaske, hver eneste gang jeg skulle på arbejde, virkede sedlen som en anelse for meget at give, siden jeg nu også selv kæmpede for at betale for el- og husregningen.

  Hvad fanden, jeg er i godt humør, endte jeg dog med at tænke og gav slip på indholdet i min hånd. Han var bestemt talentfuld, det var der ingen tvivl om. Nogle gange undrede det mig, hvorfor dygtige mennesker som ham ikke bare stillede op i et talentprogram og fik den anerkendelse, de fortjente, i stedet for at sidde på et beskidt gulv i timevis bare for at tjene et par skillinger hjem.

  ”Hav en god dag!” hilste jeg på min vej forbi ham, men før jeg kunne nå så langt, stoppede han mig.

  ”Nu har jeg efterhånden set dig alt for mange gange til ikke at kende dit navn,” konstaterede han, og det gik op for mig, at jeg aldrig havde hørt ham sige noget, som ikke kom ud i form af sang. Til min overraskelse var hans normale stemme meget dybere, og at dømme ud fra hans irske accent var han heller ikke herfra. ”Hvis jeg må spørge?”

  En perlende latter slap over mine læber. ”Kun hvis jeg må få dit.”

  Han sad et kort øjeblik og betragtede mig bare; som for at vurdere, om jeg var værdig nok til at kende hans identitet. Til sidst åbnede han dog munden og lod et navn falde ud. ”Niall.”

  ”Ivy,” introducerede jeg mig selv og overvejede et kort øjeblik at række hånden frem, men endte med at lade være. ”Det er hyggeligt endelig at få et navn på dit ansigt.”

  ”Hør, Ivy” – hans havblå øjne mødte mine – ”jeg har længe haft lyst til at invitere dig ud, men vidste ligesom bare ikke, hvordan jeg skulle spørge dig.”

  Endnu en gang tog jeg mig selv i at grine. Det var dog ikke ligesom før, hvor jeg havde været smigret, men nærmere fordi jeg havde absolut ingen idé om, hvad jeg skulle svare.

  Jeg havde jo ikke noget som helst imod ham og beundrede uden tvivl hans talent inden for musik, men hvis der var noget, der kun ville gøre mit liv mere kompliceret, var det at tage på date med en hjemløs. Ud fra hans udseende kunne han ikke være meget mere end et par år ældre end mig, og hvis han allerede var så langt ude at bunde nu, kunne jeg ikke forestille mig, hvor han ville være om fem år. Han måtte virkelig have trådt i spinaten.

  Gennem mit liv var der ikke blevet sparet på de dårlige indflydelser, så det var måske ikke det klogeste træk at byde ham velkommen, så naiv jeg kunne være.

  ”Øh, jeg er faktisk virkelig nødt til at nå på arbejde, men måske en anden dag,” svarede jeg fortumlet og skulle til at skynde mig væk, da han hurtigt udbrød et: ”Vent!”

  Trods jeg ikke var meget for at få øjenkontakt med ham, endte jeg dog alligevel med det, idet han spurgte mig: ”Kan jeg i det mindste få dit nummer, inden du går?”

  Hans øjne var bedende, ja, næsten bønfaldende. Alt i mig skreg, at det var nu, jeg skulle afvise ham blankt og stoppe med at tage metroen fra denne station, men der var noget over ham, jeg simpelthen ikke kunne modstå. Af alle de mennesker, der var kommet og gået fra mit liv, havde jeg aldrig set nogen med så uskyldigt et blik. Når jeg stirrede ind i dem længe nok, føltes det næsten, som om den havblå farve vaskede alle mine synder borte og efterlod mig med et rent, udhvilet sind.

  Jeg bed mig i læben og pillede lidt ved en løs tråd på min cardigan. ”Det er virkelig sødt af dig, men jeg …” mumlede jeg, men gik så i stå.

  ”Bare giv mig en chance,” fortsatte han, men det var ikke på en pressende måde – nærmere bare opmuntrende. Det mindede mig lidt om de mange sportsgrene, jeg havde gået til i mine yngre år, hvor min mor havde været overbevist om, at ”den her ville være den rette” og givet mig en peptalk, hver gang jeg skulle til træning. ”Jeg lover, at du ikke vil fortryde det.”

  Jeg ved ikke, hvad det var, men jeg endte med at overgive mig. Med et suk fik jeg mumlet et ”okay” og fik så skriblet mit nummer ned på en gammel bon.

  På vejen ned til perronen skældte jeg mig selv ud over, hvad jeg netop havde gjort. Jeg kunne jo egentlig bare have givet ham nogle helt tilfældige tal, og så ville det have været det. Sagen var bare, at han ikke direkte havde gjort noget imod mig, så sådan en blank afvisning fortjente han heller ikke – det virkede jo, som om han var et godt menneske. Samtidig vidste jeg dog også, at der var 90 procents chance for, at jeg netop havde begået en kæmpe fejltagelse, som ville indhente mig før ellers senere.

  Jeg kunne allerede mærke de katastrofale følger, der ville komme af min dårlige evne til at sige nej.

”Jeg har virkelig fucket op,” var det første, jeg med et suk sagde, da jeg slæbte mig selv hen over dørtærsklen.

  ”Hvad så, dårlig dag?” spurgte Kara med munden fuld af røræg. Da hun bemærkede mit spørgende blik, tilføjede hun et hurtigt: ”Morgenmad.”

  Jeg kneb øjnene sammen. Klokken var lidt over to om eftermiddagen. ”Hvor ville mit liv dog være lettere, hvis jeg også havde fri hver fredag.”

  ”Tja, jeg har jo heller ikke haft helt fri,” svarede hun og blinkede indforstået til mig. ”Nogen skulle jo også sørge for at være hjemme, når tømreren kom. Han var i øvrigt vildt lækker – lige min type! Jeg prøvede at få ham til at blive lidt længere, men han havde åbenbart alt for travlt til en enkelt kop kaffe.”

  ”Mm,” svarede jeg med et kækt smil på læberne, inden jeg slog en latter op, ”for det ville da slet ikke munde ud i mere end en lille kop kaffe.”

  Det var så typisk Kara at forsøge at komme i bukserne på enhver, hun stødte på. På dette punkt var det næsten ikke engang underligt for mig at møde fremmede drenge med pjusket hår i færd med at snige sig ud længere, for hun havde en tendens til at gøre ethvert hverdagsærinde til en jagt efter en ny kærlighedsinteresse. Det undrede mig heller ikke, at hun havde så let ved at forføre dem, så køn hun var.

  ”Men fik han fikset vasken?” spurgte jeg, imens jeg snørede mine sko op og tillod mine fødder at ånde igen. ”Siden det jo faktisk var det, han kom for.”

  Kara rullede øjne ad mig ved lyden af min bemærkning. ”Åh, vil du holde op,” mumlede hun og tog en bid af det ristede stykke toast på hendes tallerken. Idet hun bed sine tænder sammen, lød en knasende lyd, der mindede mig om den, man hørte, når ens fødder traskede hen over sneen om vinteren. ”Men hvis du er så nysgerrig, så ja, han fik ordnet det med vasken. Det var åbenbart bare en eller anden form for prop, der manglede. Han sagde, at hvis vi nogensinde oplever sådan et problem igen, kan man købe sådan en prop for to dollars i Home Depot.”

  ”Det er da godt.” Jeg satte mig i sofaen og tændte for tv’et. ”Hvornår gik han?”

  ”For en lille halv time siden.”

  Der var absolut intet godt at se i fjernsynet. I folkeskolen havde jeg altid skyndt mig hjem fra skole for at nå de reruns, der kørte af Buffy the Vampire Slayer, men nu, hvor Netflix og HBO var kommet på banen, virkede det, som om kabel havde mistet sin magi. Selv hvis det var noget, der kørte eksklusivt på tv’et, kunne man bare optage det og se det senere, og så ville det ikke være værre end et par spoilers hist og her. Med det travle liv, jeg havde, var det heller ikke just muligt for mig at følge fast med i nogen tv-serier – jeg ventede bare, til det kom på Netflix og kunne så finde på at se en sæson på en aften.

  Jeg blev trukket ud af mine tanker, da Kara satte sig ved siden af mig i sofaen med et bump. ”Men du sagde noget med, at du havde fucket op?”

  ”Åh ja,” sukkede jeg og rystede så på hovedet, ”men det er faktisk ikke så vigtigt.”

  Det sidste, jeg havde lyst til, var at få kærlighedstips fra Kara. Det var ikke, fordi hun ikke havde forstand på det, for det havde hun i den grad, men jeg havde indset, at hver gang der var den mindste chance for, at jeg var ved at komme i et forhold, endte hun med at vise mere begejstring for det end mig. Lige siden bruddet med min highschool-flirt havde jeg ikke været meget for at binde mig igen. Det havde ikke så meget at gøre med, at det havde været hårdt at gå fra ham – jeg fandt det bare ikke længere nødvendigt at være bundet til nogen, nu hvor jeg var så fokuseret på mine studier.

  Kara og jeg var meget forskellige på dét punkt. Selvom vi havde været venner siden de helt små klasser, var vi ikke særlig ens, hverken udenpå eller indeni. Mens hun mente, at det var utrolig vigtigt at investere tid i drenge, imens man endnu havde udseendet med sig, syntes jeg, det var spild af tid, medmindre der var tale om noget seriøst. Jeg kunne da godt se hendes pointe i, at tiden i college var dér, hvor man skulle prøve nye ting af og have det sjovt, men samtidig var det utrolig vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke afhang af nogen. Jeg havde ikke lyst til at lade en eller anden fremmed gå ind og fylde så meget i mit liv, at jeg ikke længere følte, jeg var nogen uden ham.

  ”Ej, nu har du gjort mig nysgerrig!” fortsatte Kara med ivrige øjne. ”Du ved da godt, du kan fortælle mig alt, Ivy. Ud med sladderen.”

  Endnu et suk forlod mine læber, men denne gang kunne jeg ikke lade være med at trække let i smilebåndene. Mine tanker vandrede tilbage til togstationen og New Yorks søvnige morgenudseende, og hvordan de søde melodier havde gjort mig klarere i hovedet, end jeg ellers havde været hele morgenen indtil da. ”Der er den her fyr …”

  ”Sig, det er løgn!” afbrød hun mig straks og gjorde store øjne. ”Hvordan kan det være, du slet ikke har nævnt noget om ham indtil nu?”

”Fordi der ikke har været særlig meget at nævne,” grinede jeg, før jeg tilføjede et hurtigt: ”Ikke at der overhovedet er det nu.”

  ”Hvem er det så?” fortsatte hun, og jeg kunne mærke, hun kun var få sekunder fra at overfalde mig med alverdens spørgsmål, jeg ikke engang selv havde overvejet endnu. ”Hvordan mødte du ham?”

  ”Hans navn er Niall,” mumlede jeg en anelse modvilligt, i frygt for at det ville gå ud over hans Facebook-profil – hvis han da overhovedet havde sådan en. ”Jeg møder ham bare hver morgen på vej på arbejde, og så bad han om mit nummer her i dag. Men han er ikke rigtig noget for mig, så lad nu være med at gøre det til mere, end det er.”

  ”Ikke noget for dig?” Hun rynkede brynene. ”Hvad mener du?”

  Jeg vidste egentlig ikke helt selv, hvad jeg mente. Han havde trods alt gjort mig i godt humør bare ved at sidde dér og spille på sin guitar, og på en eller anden mærkelig måde havde han evnen til at inspirere mig mere end noget andet. Jeg var sikker på, at man kun ville holde mere og mere af ham, jo mere man lærte ham at kende, men alligevel udlignede det ikke det faktum, at han altså var hjemløs – eller i hvert fald noget i den retning. At give ham en chance kom ikke uden komplicerede konsekvenser, og dem var der ikke plads til i min hverdag, hvor det var hårdt nok at få arbejde til at hænge sammen med studier.

  ”Lad os bare sige, at jeg var lidt for hurtig til at give ham mine kontaktoplysninger,” endte jeg med at svare. ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at opsøge sådan nogle her problemer, når jeg har nok af dem i forvejen. Jeg mener, han kunne være en sindssyg stalker og ende med at ødelægge mit liv!”

  Selvom jeg var dødseriøs, grinede Kara bare ad det, jeg sagde. ”Ivy, nogle gange er du bare noget af det sødeste i verden. Jeg ved godt, du går ind for alt det med feminisme, og at du ikke afhænger af nogen mand, men lad nu være med at overanalysere den her situation alt for meget. Du har levet på den sikre side af alt hele dit liv, så måske det er på tide også at være lidt på bar bund. Det er jo egentlig det, livet handler om, ikke?”

  Jeg trak på skuldrene. ”Tja, måske,” mumlede jeg og pustede tungt ud. ”Men jeg må indrømme, det var meget lettere bare at bo hos mine forældre og tage skolebussen hver morgen uden de mindste bekymringer. Dengang behøvede vi ikke overveje, hvad vi skulle købe ind til aftensmaden, og vores største udfordring var at beslutte, hvilken sport vi skulle starte til, når den nye sæson kom. Gennem highschool glædede vi os så meget til at dimittere og blive selvstændige, men jeg må indrømme, at college ikke ligefrem er det, folk gør det til.”

  Kara smilede halvhjertet og nikkede anerkendende. ”Jeg ved godt, hvordan du har det. Men ikke desto mindre er det her en af de fedeste tider i vores liv, og det skal vi udnytte! Godt nok har jeg ikke valgt at belaste mig selv med helt så mange fag som dig, men det viser jo bare, hvilket supergeni du er, og hvor meget du fortjener i livet. Så beløn dog dig selv ved at give lidt slip og tillade den her Niall at lære dig at kende – og hvis han så rent faktisk viser sig at være en stalker, skal jeg nok sørge for at købe billetter til Alaska.”

  ”Jo tak.” Jeg klukkede, inden jeg gav hende et kram. ”Du har nok ret, K. Nogle gange er jeg bare lidt for meget af en lyseslukker.”

  Han endte hverken med at være en sindssyg stalker eller nogen, der gjorde mit liv til et helvede for den sags skyld – ja, faktisk gjorde han lidt af det modsatte. Han bragte mig så tæt på Himlen, at det nu næsten fremkommer mig umuligt at forstå, hvorfor jeg nogensinde gav slip på ham. Ud af de fire må jeg indrømme, der ikke var nogen, der kunne inspirere mig mere end ham. Hver gang jeg havde set ham, kunne jeg finde på at gå hjem og tegne i timevis, fordi han plantede så mange nye idéer i mit hoved, og det er noget, jeg nok sent vil glemme. Selv i dag tager jeg mig selv i at tegne hans opslugende øjne, trods de aldrig forekommer helt så betagende på papir, som de gør i virkeligheden.

  Hvor ville jeg dog gøre alt for se dem igen.

A/N: Hvor er jeg dog bare glad for, at I har taget så godt imod historien! Det her er efterhånden en to år gammel idé, så jeg er superspændt på endelig at kunne dele den med jer. De fleste kommende episoder vil være i samme format som den her, hvor der er en slags monolog i begyndelsen og slutningen, så historien får lidt af et tv-serie-præg. Det er ret nyt for mig at skulle bevæge mig ind i sådan en skrivestil, og jeg er også en smule lost omkring college-livet, men mine venner i USA guider mig igennem det, haha! 

Skriv endelig, hvad I synes indtil videre!

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...