Meet Me in New York | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2016
  • Opdateret: 26 feb. 2016
  • Status: Igang
Nærdødsoplevelser ændrer ens liv. Det samme gør at få at vide, man ikke har mange dage tilbage at leve i. Men da jeg fik at vide, jeg led af lungekræft, så jeg ikke hele mit liv udspille sig for øjnene af mig, nej, jeg så bare alt, hvad jeg elskede. Jeg så alt det, der betød noget for mig. Jeg så de øjeblikke, jeg gerne vil genleve. Jeg så ham. Og jeg indså, at jeg begik en stor fejltagelse, da jeg lod ham gå uden indvendinger, uden at kæmpe for vores forhold. Lige meget hvad vil jeg altid fortryde bare at stå dér og se ham forsvinde lige så stille, og det er derfor, jeg som det sidste i mit liv vil køre de næste 24 timer, indtil jeg når New York. Jeg vil banke på hans dør og sige undskyld, i håb om at han en dag vil kunne tilgive mig, trods han sikkert allerede har fundet en ny og er kommet videre. Men jeg elsker ham, det gør jeg, og det skal han have at vide, inden det er for sent.

83Likes
83Kommentarer
10281Visninger
AA

3. » episode 1: pilot

”Så skal jeg bede om tre dollars,” bliver der sagt. Jeg kaster et blik op på manden bag kassen, der er mindst 25 centimeter højere og bredere end mig. Den måde, han tårner sig over mig på, får mig til at rykke uroligt på fødderne, så jeg må minde mig selv om, hvad min mor engang har sagt om ikke at dømme nogen på vedkommendes udseende. Jeg går ud fra, at det er sandt, for min mor har altid ret i sådan nogle ting. Hun har gennem mit liv lært mig en hel del lektier, og hver gang jeg ikke har troet hende, er det senere blevet modbevist – nærmest som var hun synsk. Af den grund har jeg erfaret, jeg slet ikke bør stille spørgsmålstegn ved, hvad hun siger, lige meget hvad.

  Her i Nebraska er jeg lidt af en outsider. Jeg er alt for lille og spinkel, mit hår er for langt og glansfuldt, og jeg har ikke sand under mine negle, der heller ikke er helt nedbidte. Jeg befinder mig et sted langt væk fra byen, så alt, der er omkring mig, er marker. Det er et smukt sted, uden tvivl, men jeg er samtidig klar over, at denne levestil aldrig kommer til at appellere til mig. Jeg har været et storbymenneske, siden jeg var helt lille; født i New York og senere været lidt omkring i andre hovedstader uden nogensinde at slå mig ned i en landsby.

  Da jeg har rakt ham tre sedler, griber jeg min dåsecola og forsvinder ud ad døren. Denne benzintank er ikke som nogen anden, jeg nogensinde har været ved – den er så gammel og slidt. Jeg er overrasket over, at butikken rent faktisk stadig har åbent, for det ser ikke ud, som om der kommer mange forbi i denne omegn. På den anden side har jeg slet ikke set andre supermarkeder inden for de nærmeste 50 kilometer, så mon ikke beboerne kan leve med en lidt længere køretur.

  Her er støvet. Det er, som om synet altid er en smule sløret og sandfarvet på grund af al den grus, der hvirvler rundt i luften. Langt væk kan jeg høre lyden af hvinende dæk, og i et kort øjeblik er jeg overbevist om, at jeg befinder mig i Det Vilde Vesten. Indtil videre har jeg kun kørt i to timer, men jeg har alligevel fået et indblik i, hvor mange forskellige landskaber USA har at byde på. Trods jeg primært har kørt på én lang vej, kan jeg konkludere, at det her sted bestemt er noget for sig – hele byen virker som et lille punkt på kortet for sig selv. Det har sin egen unikke skønhed.

  Jeg går ud til min gamle truck. Det er det eneste omkring mig, der falder i ét med miljøet. Jeg har ikke nænnet at få mig en ny bil, fordi jeg holder så meget af de minder, der har fundet sted i den, og der er vel egentlig heller ikke det helt store i at investere i et smart køretøj nu. Mon ikke jeg kan nøjes med den her skrotbunke i bare et par måneder mere. Nu har jeg allerede haft den i en del år, så lidt længere skader vel ikke.

  ”Hvad laver en som dig heromkring?” spørger nogen mig pludselig. Af ren refleks tumler jeg tre skridt tilbage, men mærker så gradvist en skyldfølelse stige i mig, idet jeg bemærker, at min reaktion sårede manden foran mig.

  Det er let at komme til at fejlbedømme folk – især når de har lange ærmer af tatoveringer, står lænet op ad en motorcykel, har enorme, knyttede hænder på størrelse med et salathoved, en blank, skinnende isse, rynkede bryn og er iført en tanktop, der engang var sort, men nu nærmer sig en smudset, grå farve, fordi den er så gammel. Jeg indser dog, han langt fra er noget at være bange for. Øjnene afslører alt.

  ”Undskyld …” Jeg kigger ned på mine hænder. ”Jeg er lidt årvågen, fordi jeg ikke er herfra. Det var ikke min mening at støde dig på nogen måde – det håber jeg, du ved. Du forskrækkede mig vist bare en smule.”

  Han siger ikke noget i lidt tid. Står bare dér og vipper lidt med sine tæer, så jeg lige kan skimte bevægelsen gennem hans store støvler. Så bryder han igen stilheden og siger: ”Du svarede ikke på mit spørgsmål,” inden han trækker let i smilebåndene.

  ”Åh, ja.” Jeg griner. ”Tro mig, det er en lang historie. Jeg har ikke rigtig lyst til at kede dig ihjel, nu hvor vi lige er kommet på rette fod igen.”

  ”Du virker ikke som en, der føler sig særlig tryg ved den her enmands-roadtrip, så hvad end du skal nå må vel være vigtigt. Og sådan en historie er værd at høre,” svarer han, og jeg bider mærke i, at hvis man hørte hans stemme uden at kende hans ansigt, ville den faktisk være virkelig beroligende. ”Hvis du ikke har lyst til at dele historien, er det selvfølgelig forståeligt. Men jeg har tid, og os lokale oplever ikke særlig tit folk, der kommer udefra, så det er altid spændende at høre om noget lidt anderledes, end hvad der foregår lige her. Men jeg forstår, hvis det er noget personligt.”

  ”Nej, nej, slet ikke.” Jeg ryster forsikrende på hovedet. ”Selvom det ikke virker sådan, er jeg meget glad for, du spurgte mig. Jeg har godt nok kun kørt i to timer, men det kan alligevel let gå hen og blive en smule kedeligt og ensomt.”

  Jeg kan ikke lade være med at finde det en smule komisk, at han er så imødekommende, men samtidig så skræmmende at se på. Hvis jeg farede vild i en by, ville en mand som ham være den sidste, jeg ville spørge om hjælp, og det er måske en smule skamfuldt at tænke på. Vi drager altid så hurtigt konklusioner om andre. Nu, hvor jeg snakker med ham, virker han jo mere som en type, der elsker at kramme folk, men altid kommer til at kramme så hårdt, at man mister pusten et kort øjeblik, end et voldeligt bandemedlem. Han er bare venlig. Nysgerrig og med et rigtig stort hjerte.

  ”Tja, jeg kan da starte med at sige, at jeg for lidt tid siden fik konstateret lungekræft.” Jeg vifter afværgende med hånden, da han skal til at sige noget i stil med, at det gør ham ondt. ”Men det er min egen skyld. Jeg har røget lidt for mange cigaretter de seneste par år, og selvom jeg har skåret ned på forbruget, er jeg stadig afhængig. Så jeg er lidt uden om det selv, og man kan vel sige, det stinker lidt, taget i betragtning af at de fleste først bliver ramt i de sene år, men det er ikke det mest væsentlige ved historien.

  ”Jeg har lige været forbi mine forældres hus for at fortælle dem det hele. Lige nu er det ikke så slemt med min tilstand – jeg får af og til lidt ondt i siden, men det er noget, jeg godt kan klare. Og jeg kunne da godt lade mig indlægge og få en masse behandlinger, men det liv ville være lige så godt som at være død. Måske vil jeg gøre det, når jeg vender tilbage til New York, men jeg ved ikke engang, om jeg vil flytte tilbage dertil. Det er godt nok mit barndomshjem, men jeg har ikke været der, siden jeg gav slip på en gammel flamme, og jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå mig, når jeg først er der.”

  ”Hvad skal du da i New York?”

  ”Se, det er dér, det går hen og bliver en smule kompliceret.” Det er pludselig meget svært ikke at smile lidt. ”Jeg har i min tid været sammen med fire forskellige fyre, og jeg mødte dem alle i New York City på nogle lidt forskruede måder. Hver af de forhold har en lang række begivenheder vedhæftet, og jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg nogensinde gav slip på nogen af dem. Men der er én af dem, jeg slet ikke kan få ud af hovedet, og som jeg for alt i verden gerne vil gå tilbage til.”

  Jeg kan godt lide, hvordan hans blå øjne lyser af nysgerrighed. Han minder mig om et lille barn, der får fortalt en spændende godnathistorie, men så alligevel ikke, fordi han er klædt i det samme tøj som en rocker. Jeg har dog altid følt, at ens ansigt og dets udtryk er, hvad der fortæller sandheden om én. Og lige nu synes jeg fuldstændig at have glemt, han bare er en fremmed, jeg lige er stødt på, for den interesse, han viser for mig, tilhører nærmere en vens.

  ”Mit liv er delt op i fire perioder: Niall, Louis, Harry og Liam. Hver især har de formået at vende op og ned på alt det, jeg nogensinde har troet på. Hver især har de forvandlet mit liv til en meget plat kærlighedsfilm. Hver især har de forladt mig, efter jeg skubbede dem væk på en eller anden måde. Man kan roligt sige, at de er så forskellige fra hinanden, som nogen kan være. Jeg ville nok ikke kunne sætte fingeren på en eneste ting, de har tilfælles, selv hvis jeg satte mig ned i fem timer og gav mig til at brainstorme.” Jeg stopper op et kort øjeblik og ryster så leende på hovedet. ”Eller nej, det tager jeg faktisk tilbage. Ser du, de har jo én lille ting tilfælles – eller, det har de i hvert fald nu.”

  Jeg tænker på ansigterne, der tilhører de fire navne. De smukke, smukke ansigter, der altid dukker op i mit hoved sent om aftenen, når jeg ikke kan sove; når jeg ligger og stirrer op på loftet, indtil det begynder at lukke sig omkring mig. De hjertevarmende smil, der når helt op til øjnene, det pjuskede hår, der fra den ene til den anden kun bliver mere og mere pjusket. Der er dog ét af ansigterne, der altid lader til at overstråle de andre, som månen blandt stjernerne i mørket. Lige meget hvad jeg gør, kan jeg ikke få ham ud af mit system.

  Det er ham, jeg fjernt ser for mig, da jeg stille siger: ”De har alle elsket mig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...