Unexpected - One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Igang
Abygail - også kaldet Abby - er navnet på en 18-årige pige som bor ved sin meget kendte far i Los Angeles. Hun er ikke typen som gør alt hvad hendes far siger - overhovedet. Faktisk, så er hun det stik modsatte. Hun tager til fester og drikker sig pløre fuld, hun kommer op og slås, klare sig dårligt i skolen og man kan i hvert fald ikke sige at hun er jomfru. For at sige det lige ud, så gør hun alt det, ens forældre frygter at man vil gøre. En dag får hendes far nok. Han vælger at hun skal sendes over til den person, som hun absolut vil gøre alt for ikke at komme over til. HENDE, som Abygail kalder hende. Men hvad sker der når hun møder de fem drenge, som på nul komma fem er blevet verdenskendte - igen? Og specielt ham som tror hun har ødelagt hans liv. Ændre det det hele, eller vil hun stadig bare gerne tilbage til sit fest liv i L.A? En ting er i hvert fald sikkert. Abygails liv bliver aldrig det samme som før.

24Likes
20Kommentarer
3620Visninger
AA

2. "Vil du virkelig sende mig over til hende"

Jeg vågner med den mest forfærdelige hovedpine. Mit hoved dunker som aldrig før. Minderne fra i går kommer frem. Tænk at han faktisk sagde det. Skal jeg være ærlig, så tror jeg faktisk ikke at han mente det. Han har truet med det mange gange, men er det nogensinde sket? Nej. Så hvorfor skulle det ske nu?

Langsomt rejser jeg mig op, og slentre ud på mit badeværelse. Jeg finder min badekåbe frem, smider mit tøj og hopper ind i brusekabinen. Jeg tænder for vandet og lader varmen omfavne mig. Jeg tager min shampoo, og putter hurtigt noget i håret. Jeg masserer det godt ind i mit hår, og skyller det så ud. Derefter gentager jeg processen - bare med balsam.

Jeg slukker for vandet, tager min badekåbe på og tørre langsomt min krop. Da jeg er sikker på at jeg er helt tør, går jeg ind på værelset igen. Jeg udstøder et lille skrig, da jeg ser fem kæmpe kufferter ligge på min seng. Jeg går langsomt hen til kufferten og ser noget tøj, som ligger ovenpå den største af dem. Han mener det faktisk. Han vil sende mig over til hende. Det er ikke en joke.

Jeg går langsomt over til mit walk-in-closet. Lige Så stille åbner jeg døren. Der er ikke noget tøj tilbage. Ingen sko, ingen tasker, ingen smykker. Intet. En tårer triller ned af min kind. Dog er jeg hurtig til at få den tørret væk igen. Jeg vil ikke græde. Jeg græder ikke. Sådan er jeg ikke. Jeg er en stærk og selvsikker ung kvinde, som ikke vil virke svag. For det er jeg ikke. Jeg vil bevise overfor min far, at jeg er fuldstændig kold, og at det ikke rører min det mindste, at han sender mig over til hende. Men altså... Det skader vel ikke at tjekke om han mener det? Gør det?

Jeg løber hurtigt ud i køkkenet i min badekåbe. Min far sidder og læser avis, med en kop kaffe i hånden. Han ligger roligt avisen fra sig, og kigger spørgende på mig. Helt roligt og afslappet.

"Mente du det helt seriøst. Vil du virkelig sende mig over til hende?". Min stemme er hård, og en anelse kold. Men nu er jeg jo også sur, så det er vel fair nok.

"Ja" svarer han koldt tilbage.

"Hvorfor? Det i går var ikke meningen!". Han udstøder et lille grin, hvilket får mig til at kigge forvirret på ham.

"Tror du virkelig, at jeg kun sender dig over til hende på grund af det i går? Huh?" vrisser han.

"Hvad er så grunden?" spørger jeg så roligt som muligt, selvom det er pænt svært at være rolig i sådan en situation.

"Hmm, jeg ved ikke, måske har det noget med at gøre at du altid kommer ud i problemer, og når du kommer i problemer, kommer jeg i problemer. Tror du det er fedt at se sin datter på diverse sladderblade hver uge? Var?", siger han med den der ironiske stemme, som langsomt ændre sig til en hård en.

"Der er altså for det fucking meste altid en fucking grund til at jeg fucking gør som jeg fucking gør!" halv råber jeg og ser surt på ham.

"Snak ordentlig til mig unge dame!" siger han hårdt og peger fingeren strengt på mig. Han ved at jeg hader når han gør det. Det er også mit argument på at være flabet.

"Det er ikke pænt at pege" siger jeg flabet.

"Det er heller ikke pænt at smadre flasker i hovedet på folk!"  råber han irriteret tilbage.

"Hun var fucking selv uden om det!"

"Og hvad havde hun så gjort dig?!" råber han med hævede øjenbryn og det hele.

"Hun gav mig en fucking lussing, og vodkaen var det eneste jeg lige havde" siger jeg med armene over kors.

Han skulle ikke vide noget om det med min mor. Det var altid det Clarissa brugte imod mig. Det var så også det der ramte mig mest. Men alligevel ville jeg bare ikke have at min far vidste at det tog så hårdt på mig. Jeg blev vækket fra mine tanker da min far pludselig råbte.

"Det giver dig ikke ret til at slå hende i hovedet med en vodkaflaske!" råber han. Der skete det. Han gjorde mig mundlam. Jeg aner ikke, hvad jeg skal svare. Han har jo egentlig ret. Jeg burde ikke have slået hende ned med en flaske, det ved jeg jo godt. Ikke at jeg har tænkt mig at indrømme det.

"Gå ind og få det tøj jeg har fået lagt frem til dig på. Vi kører om en halv time", siger han så pænt, som han nu kan. Jeg knytter næverne for at falde lidt ned.

"Hvad hvis jeg nægter?" spørger jeg.

"Så sætter jeg dig på kostskole og tager dit kreditkort", siger han koldt.

"Urrrg!" råber jeg, og går med faste skridt ind på mit værelse igen. Jeg smækker døren hårdt i, og skriger alt hvad jeg kan. Nøj hvor jeg hader ham. Jeg vil ikke væk herfra. Her har jeg alt. Jeg har hundredvis af venner, jeg har en masse penge, jeg er en af de populære, jeg bor i et hus som mindede utroligt meget om det Hannah Montana bor i bare mere stilfuldt. Så tænker du nok, Hannah Montana? Seriøst? Men det var altså fordi, at da jeg var mindre, der var jeg kæmpe fan af hende, og min største drøm var at bo ligesom hende, så min far fik huset specialbygget.  Man skal være en idiot, hvis man frivilligt sagde nej tak til mit liv. Hvis jeg flytter vil jeg miste det hele. Nok ikke pengene da min far stadig vil have sit uh og åh så fantastiske skuespiller job, men mine venner og min popularitet. Det eneste gode ved at jeg bliver sendt væk er, at jeg kommer væk fra Clarissa. Men ikke engang hende er grund nok til at jeg vil væk herfra.

Jeg tager tøjet på som min far har lagt frem til mig. Han har valgt et par røde tætsiddende bukser og en løs T-shirt med Mickey Mouse på. Jeg lægger et hurtig lag mascara, og sætter derefter mit hår op i en rodet knold.

Jeg går ud til min far igen, og sætter mig ned på en af stolene ved køkkenøen. Kender i dem? De køkkenborde som ikke hænger sammen med det andet, men faktisk er et slags bord for sig selv. Det gør i sikkert, jeg er bare ikke så god til at forklare sådan noget, så derfor fatter i mig ikke.

Vores butler og chauffør Edward kommer ind i køkkenet, og fortæller at vi skal af sted. Jeg går med langsomme skridt hen til vores bil, åbner døren så langsomt som muligt og sætter mig ind. Jeg kigger ud af vinduet og hen på min Edward, som slæber alle mine kufferter ud i bilen. Det går pænt langsomt, da han er ved at være i halvtredserne. Jeg er dog bare taknemmelig. Hvis han nu tager lang tid, så kan det være, at vi kommer for sent til flyet, også fortryder min far måske, og så skal jeg ikke hen til hende. Det vil være dejligt.

Desværre er heldet ikke med mig. Edward er færdig med kufferterne, og sætter sig ind på førersædet, imens min far står og låser hoveddøren. Efter noget som føltes som tre sekunder, har min far fået låst døren, sætter sig ind på sædet ved siden af mig, og guidet Edward hen til lufthavnen.

Efter at have kørt i tre kvarters tid, ankommer vi til lufthavnen. Der er fyldt op med paparazzier og fans, hvilket heller ikke er så mærkeligt når min far har det job han har, og har været med i de film som han har.

Edward hopper ud af bilen, og åbner døren for mig, og så hopper min far ud efter. Der går ikke mere end fem sekunder, så er vi omringet af fansene og paparazzierne. Dog har Edward nået at komme hen til bagagerummet, og taget alle mine kufferter op på en af dem der kuffertvogne som er i lufthavnen.

Langsomt prøver min far og jeg at mase os igennem de mange mennesker som er mødt op. Det er helt vildt at der er så mange mennesker for at se en 38-årig gammel mand og hans datter. Bare fordi han var pæn da han var yngre, betyder det altså ikke at han er nu.

Jeg har endelig fået mast mig igennem mængden af de mange mennesker. Selvfølgelig skal min far lige stoppe op, og skrive autografer.

"Omg omg omg omg omg!! Du er Leonardo DiCaprio's datter! Omg det er for vildt! Må jeg ikke få et billede" udbryder en pige på alder med mig. Jeg udsteder et lydløst støn, men nikker så. Hun smiler stort, og skynder sig hen til mig. Vi får taget et billede, og hun forsvinder hurtigt hen til sin familie.

Efter fem minutters tid, er min far og Edward kommet igennem de mange mennesker. Uden at kigge på min far, begynder jeg at gå. Dog synes han lige at han skal kommentere på den vej jeg går.

"Abygail, det er den anden vej, du skal på ved gate 45". Jeg vender mig langsomt rundt, sender min far et surt blik, og går hurtigt hen imod gaten.

"Jeg går over med bagagen" kan jeg høre Edward sige, og min far får mumlet et 'okay'.

 

Da vi kommer til gaten ordner min far det med mit pas og papirer. Da det er ordnet, kommer han hen for at kramme mig. Dog undviger jeg, og vender ryggen til mig.

"For helvede Abygail, kan jeg ikke engang få et farvel-kram?" spørger han med en irriteret stemme.

"Nej" svarer jeg bare koldt.

"Nej? Seriøst Abygail, jeg gør det her for din skyld".

"Min skyld? Ikke en fucking skid du gør! Den eneste grund til at du gør det, er at du ikke vil se mig på forsiden af sladderbladene. Hvilket du sikkert nok kommer til alligevel, da jeg bare finder nogle andre venner i London!" siger jeg med sammenbidte tænder, imens røgen stod ud af ørene på mig. Okay, overdrivelse fremmer forståelse.

Min far ryster langsom på hovedet, og kigger skuffet på mig. Jeg mærker et stik i mit hjerte, da jeg ikke synes at det var fedt at min far er skuffet over mig.

"Okay... Så farvel... Jeg kommer til at savne dig, og husk at jeg elsker dig", siger han, imens han ser ned i jorden. Langsomt kigger han op, drejer rundt på hælen og går væk fra gaten. En tåre falder ned af min kind, men jeg er hurtig til at få den fjernet. Jeg vender mig om, og stiller mig i køen.

Efter fem-ti minutters tid kan jeg komme på flyet. Dørene bliver åbnet, og alle mennesker strømmer ud til flyet. Dog er jeg en af de sidste, da jeg ikke er vant til at flyve med passagerfly. Min far og jeg bruger altid hans privatfly.

Jeg kommer op i flyveren og er totalt forvirret. Han kan ikke mene at jeg skal flyve med alle disse underlige mennesker. Jeg finder en stewardesse og spørger om hjælp.

"Åh, det er fordi du skal sidde på første klasse. Bare følg med mig", siger hun og begynder at gå. Jeg går bare efter hende, ligesom hun siger, at jeg skal. Vi kommer til et gardin, som hun trækker fra. Hun viser mig min plads og går derefter hen til en anden der sidder lidt længere fremme. Se det her er meget bedre. Man har meget benplads, en videoafspiller + sæderne ser faktisk behagelige ud. Det bringer et lille smil frem på mine læber. Dog forsvinder det hurtigt igen, da jeg kommer i tanke om, at jeg er på vej over til hende.

Jeg håber virkelig, at hun har skaffet mig et ordentligt værelse. Jeg kan lige se, hvis jeg skal bo med en af hendes lorte børn. Det vil være forfærdeligt. Hun er forfærdelig. Min far har bare at få mig tilbage hurtigst muligt.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...