Unexpected - One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Igang
Abygail - også kaldet Abby - er navnet på en 18-årige pige som bor ved sin meget kendte far i Los Angeles. Hun er ikke typen som gør alt hvad hendes far siger - overhovedet. Faktisk, så er hun det stik modsatte. Hun tager til fester og drikker sig pløre fuld, hun kommer op og slås, klare sig dårligt i skolen og man kan i hvert fald ikke sige at hun er jomfru. For at sige det lige ud, så gør hun alt det, ens forældre frygter at man vil gøre. En dag får hendes far nok. Han vælger at hun skal sendes over til den person, som hun absolut vil gøre alt for ikke at komme over til. HENDE, som Abygail kalder hende. Men hvad sker der når hun møder de fem drenge, som på nul komma fem er blevet verdenskendte - igen? Og specielt ham som tror hun har ødelagt hans liv. Ændre det det hele, eller vil hun stadig bare gerne tilbage til sit fest liv i L.A? En ting er i hvert fald sikkert. Abygails liv bliver aldrig det samme som før.

24Likes
20Kommentarer
3633Visninger
AA

11. "-Og desuden... Så kunne jeg ikke lade være"

"Abygail kom og hjælp med at gøre rent" Liams stemme kan høres igen. Dog ignorere jeg ham bare og tager en pude som jeg dækker mit hoved med, så jeg ikke kan høre ham mere. Jeg tager min iphone med min anden hånd og opdager at jeg har 15 ubesvarede opkald fra Elizabeth. Jeg løfter det ene øjenbryn og glor bare ned på skærmen, indtil jeg får et kæmpe chok og mit hjerte hopper et slag over. Harry står med min pude i hænderne mens han har et seriøst ansigt på. Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til hans tydelige kindben, hvilket er ret sexet og smiler flirtende. Dog når jeg ikke at sige noget til ham før han kyler den ned i hovedet på mig.

"Av for helvede!" Jeg råber og sætter mig hurtigt op, mens jeg begynder at bande med knyttede tænder. Han sætter hænderne ned ved siderne og tydeligvis ligeglad med, at jeg bander ham op i ansigtet, "Liam har sagt, at du skal hjælpe mange gange nu. Du hjælper med at gøre rent, ellers er det ud!" Jeg tror aldrig, at jeg har hørt ham sådan før, men så igen, vi er ikke ligefrem besties. 

"Jeg kan ikke finde ud af at gøre fucking rent! Forstå det!" Jeg giver ham fingeren, rejser mig op og går derefter med lange skrit hen mod ham, indtil jeg står et par centimeter fra ham. Hans ansigtsudtryk ændre sig ikke, men ligner bare en skulptur.

"Jeg gør ikke rent, okay? Jeg har aldrig gjort det før, jeg gør det ikke nu, og jeg kommer aldrig til at gøre det, complente?" Jeg skubber lidt til ham, så han ender udenfor døren, hvorefter jeg lukker den foran næsen på ham. Jeg ligger mig over i sengen igen og begraver mig i dynen.

Det frustrerer mig lidt, at jeg ikke engang kan finde ud af, at lave normale hverdags ting. Jeg har aldrig tænkt over, hvor meget jeg er afhængig af andre mennesker. Jeg er ligesom Rachel Green fra friends, da hun frasiger sig hendes fars penge, fordi hun vil klare det selv. Jeg er egentlig lidt af en nørd.

"Abby?" Kommer det lavmælt fra Liam. Han har på en eller anden måde kommet lydløst ind på værelset og hen til sengen. Jeg gætter på, at Harry har været ud for at sladre.

"Abby, Harry fortalte mig at du aldrig har lært gøre rent for, hvorfor?"

"Det ved jeg ikke, har du nogensinde lært at styrer et tog?" Mit hoved er presset ned i dynen, så jeg har lidt svært ved at trække vejret.

"Øhm, nej hvorfor skulle jeg dog det?" Svare han og jeg vender hovedet mod ham.

"Præcis, du har aldrig skulle styrer et tog før, så hvorfor skulle du lære det? Jeg har aldrig gjort rent før, for det har jeg haft folk til at gøre" Jeg trækker irriteret på skulderene og sukker.

"Det er ikke så svært." Han siger det med en rolig stemme og overrasker mig da han lægger en hånd på min ryg. Selvom jeg ikke plejer at vil tillade det, gør jeg ingenting, da det er lidt behageligt. Jeg ved ikke hvorfor, men føler mig en smule beskyttet under hans hånd. Hvorfor skal han være sød?

"Abygail?" Jeg løfter et øjenbryn ved lyden af mit navn og kigger ind i hans øjne. De er brune. En slags chokolade brun, hvis man kan kalde dem det. Næsten lige så brune som Zayns.

"Hvad?" Jeg prøver at lyde hård, men det virker ikke. Min stemme er lige så blød som smeltet smør, hvilket gør mig helt vildt irriteret, for jeg ved, hvad der kommer til at ske bagefter. Enten ender jeg med at blive alt for blød og glemme min hårde side, som holder de store vægge oppe, ellers lader jeg som om jeg er hård og afviser ham. Problemet er bare lige at jeg ikke har lyst til at være led mod Liam. Han har ikke gjort mig noget.

 "Jeg ved at vi ikke kender hinanden særlig godt, men du skal vide at du godt kan fortælle mig alting. Hvis du mangler en at snakke med, så er jeg her." Han lægger hovedet på skrå og rækker hans hånd frem så jeg kan tage fat i den. Dog kigger jeg bare på den og begynder at grine et dårligt falsk grin, "Tak Liam, men jeg har virkelig ingenting jeg skal snakke om." Jeg ved at jeg lyver ham lige op i ansigtet, men det er bedst sådan. Jeg kan ikke begynde at stole på en person der sikkert bare fortæller andre om det eller forlader mig. Det er sket så mange gange før og jeg har ikke lyst til at blive såret igen.

 "Men hvis du får brug for det, så er jeg her", svarer han. Jeg prøver at lade vær med at smile ved at presse mine læber hårdt sammen. Det er alligevel rimelig sødt, men jeg vil ikke vise det.

Han begynder stille at trække sig tilbage, da jeg siger hans navn. "Ja?" Han kigger opmærksomt på mig.

Jeg kæmper for at få ordet ud. Det er ikke så let som folk tror. I hvert fald ikke for mig, men jeg får det ud tilsidst, "Tak" Ordet føltes forkert i min mund, hvilket også er grunden til, at jeg ikke siger det særlig tit. 

Han nikker med et smil og går ud i køkkenet. Jeg sidder lidt og kigger, hvorefter jeg også rejser mig op og går ud i køkkenet. Harry og Louis sidder begge ved spisebordet. Da de ligger mærke til mig ser de aldeles overrasket ud. De har nok ikke regnet med, at jeg ville hjælpe. Det vil jeg så heller ikke, men lige nu har jeg ingen penge, så jeg kan ikke engang bo på hotel et eller andet sted. De er min eneste mulighed for ikke at skulle hen til Elizabeth og hendes lorte børn. 

"Skal vi begynde?" Spørger Liam med et smil, og jeg svarer med et lille nik. 

"Super, vi starter på badeværelset". Han går hen til et langt skab, som står i gangen, og finder diverse rengørings ting frem. Der er virkelig meget. Jeg har aldrig tænkt over hvor mange forskellige ting man egentlig bruger til at gøre rent. 

"Hjælper du ikke lige med at tage tingene ud på badeværelset?" Spørger han og rækker mig en spand med noget som minder om det som en frisør sprøjter i håret, hvilket det højst sandsynligt ikke er. 

Jeg tager fat i spanden og går ud på badeværelset. Der går ikke mere end ti sekunder, så er Liam her også. 

"Okay, hvis du tager spejlet, så skal jeg nok tage toilettet", siger han med et smil og rækker mig en af sprøjte tingene - som jeg så gætter på er spejlrens, en vinduesvisker og et viskestykke. 

"Og hvad gør jeg så? Skal jeg bare sprøjte det her på?" Spørger jeg forvirret. 

"Ja, hvis du bare sprøjter det på spejlet, og så bruger du vinduesviskeren til at fjerne det med, og viskestykket til at tørrer vinduesviskeren af med, og hvis du spilder, så brug viskestykket til det", svarer han med et smil og kaster sig ellers over toilettet. 

Jeg gør som han siger, og efter to minutter er spejlet rent. Jeg smiler stolt til mig selv inde i spejlet, da jeg selv synes det er rimelig godt gået af en amatør. 

"Se, det var da ikke så svært", kommer det fra Liam. Jeg smiler et lille mini smil til ham. Liam sætter mig igang med at gøre bruser døren rent, da den er af glas, og det sådan set er det samme jeg skal gøre. 

"Må jeg spørge om noget?" 

"Ja da" svare han.

"Hvorfor er det lige i alle sammen bor sammen? Jeg mener, bliver i ikke træt af hinanden?" Mit spørgsmål får Liam til at udstøde et lille grin.

"Hvad får dig til at tro at vi bor sammen?"

"Jeg ved ikke, måske fordi i alle er her, i har alle et værelse?" svarer jeg lidt ironisk. 

"Ja okay, vi bor ikke sammen, vi har alle vores eget sted, der er bare nok værelser til os alle, fordi det er rart nok, hvis man nu har været i byen eller noget, at man kan crashe hos hinanden. Det er derfor vi alle har nøgler til hinandens lejligheder", siger han med et smil. 

"Så du bor frivilligt nogle gange med Louis?" spørger jeg med et forvirret udtryk. Jeg er også lidt forvirret, hvem vil frivilligt bo med ham?

Liam begynder at grine højt, hvilket får mig til at se forvirret på ham. Jeg mente det jo. 

"Hvad er det lige der er med dig og Louis?" Spørger han.

"Har han ikke sagt det?" svarer jeg overrasket tilbage. 

"Jo altså, han har sagt du har ødelagt hans liv, men ikke hvordan".

"Det er også lige meget, jeg ved bare, at han er mega sur på mig, selvom jeg selv synes, at han var et større svin end jeg", svarer jeg.

Han løfter øjenbrynet en smule og stopper med alt det han har gang i. Så vender han sig om og går hen til mig, "Hvad er det egentlig det hele handler om? I var da gode venner før? Jeg forstår godt, hvis du ikke vil snakke om det, men det ville være lidt nemmere, for mig at sætte mig ind i. "

Jeg sukker og kigger ind i den hvide væg ved siden af mig. På en måde har jeg ikke lyst til at snakke om det, da jeg stadig er såret og på en anden måde kunne jeg godt tænke mig at Liam så Louis som et kæmpe svin. Alt det han gjorde. Alt det jeg gik i gennem. Louis er ikke nogen engel.

"Okay, hvis jeg siger det, så skal du virkelig love ikke at sige det til nogen, for det er nok min største hemmelighed i hele verden, og jeg aner virkelig ikke, hvordan du kunne tale mig ind til det her, men du skal love det"

"Det lover jeg, som jeg sagde, du kan stole på mig"

"Godt så, det skete noget tid efter jeg mødte jer første gang. Som du jo godt ved, så skrev Louis og jeg en del sammen efter vi mødtes til det der awardshow noget, og jeg fik måske et lille crush på Louis. Mest fordi min bedsteven lige havde forladt mig, og Louis var så sød, du ved, sårbar pige + sød dreng = virkelig lort. Men altså, da min far skulle indspille nogle scener til en film i London, tvang min far mig med, og jeg mødte så Louis igen, da jeg skulle på starbucks. Vi begyndte at snakke, og det endte lidt med at vi havde sex hjemme ved ham..."

"Havde i sex?!" svarer Liam en anelse for højt.

"Shhh forhelvede, de andre skal fandeme ikke vide det, du lovede ikke at sige noget, og hvis du gør, så afviser jeg det hele!"

"Oh ja, undskyld, hvad skete der så? I kan umuligt blive uvenner kun på grund af det"

"Nej selvfølgelig ikke, nå men vi havde sex-" mere når jeg ikke at sige, før Harry kommer og afbryder, "hvem havde du sex med, du ved, bortset fra det meste af L.A" siger han med et smørret smil.

"Fuck dig Harry" svarer jeg ligeglad og rejser mig op.

"Du må høre resten senere Liam, Harry er kommet for at gøre rent, så jeg tror jeg tager en pause", siger jeg, og giver Harry de rengøringsmidler jeg har i hånden, hvorefter jeg går ind i stuen hvor Zayn og Niall sidder og ser tv i hver deres sofa. Jeg sætter mig hurtigt over i den sofa Zayn sidder i og smækker mine ben op på hans lår.

"Hva, skulle du ikke gøre rent?" spørger Zayn med et løftet øjenbryn.

"Jo, men Harry kom og tog over" svarer jeg med et smil og kigger på tv'et. De glor Ridiculousness, et af mine absolut ynglings tv programmer. 

"Nå, jamen der var du heldig var?" Han smiler stort og lægger hans arme på mine ben. Berørelsen af hans arme som hviler på mine ben får mit indre til at eksplodere. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan en nat med Zayn ville være, mens jeg fører mit blik længere og længere ned af hans krop.

Har han sixpack? Det burde han have! Størstedelen af mig har lyst rive den stramme T-shirt i stykker og glo på hans overkrop i flere timer, men jeg ved udmærket godt at det ikke ville være den bedste ide, da de andre drenge også er her. Derfor nøjes jeg bare med at smile flirtende og blinke ekstra meget med øjnene.

"Har du fået noget i øjet," Kommer det fra Niall ikke så lang tid efter.

"Hvad mener du?" Spørger jeg.

"Ja dit øje? Du sidder og blinker hele tiden?"

"Det kaldes at flirte skal du nok se, ikke at du ved noget om det"

"Og hvad mener du så med det?"

"At du ikke kan flirte, ikke for noget, men hvor mange har du måske været sammen med?" Niall har rejst sig op, og det hele udvikler sig lidt til en diskussion. 

"Det kan du vel være ligeglad med, man kan jo godt være god til at flirte uden at knalde med alle"

"Det kan man ja, men hvor mange gange har en pige sagt til dig, at du er noget af det lækreste de har set, eller bare forslået at i tager hjem til hende? Eller måske endda bare købt dig en drink?"

"Det sker da"

"Ja det tænkte jeg nok, på en almindelig hverdag for mig får jeg nok komplimenter for ti forskellige fyrer"

"Det er også nemt når man nærmest ikke går rundt i noget tøj"

"Undskyld mig? Du er bare skide jaloux over at jeg er bedre til at flirte end du er!"

"Det lyder lidt som en udfordring?"

"Det er ikke en udfordring hvis jeg ved, at jeg vinder"

"Jamen så har jeg kun en ting at sige, game on bitch". Vi giver hånd og sætter og derefter ned. Jeg kigger hurtigt på Zayn, som ser utrolig overrasket ud på en måde. Det er nok også meget underligt at Niall og jeg pludselig skændes om hvem der flirter bedst, men whatever. 

Der bliver meget stille  stuen, og det ender faktisk med at jeg halv sover på sofaen. Jeg kan høre en lille smule af hvad der sker, og jeg opfatter da også at der kommer flere ind i stuen. Jeg kan høre Harry være mopset over, at han selv skulle til at gøre rent, og Liam der klager over filmen de ser. Men ellers er jeg meget i drømmeland. Eller, mere i en slags trance. Det er lidt ligesom at dagdrømme. Man opfatter ikke hundrede procent hvad der sker, men man sover alligevel ikke. 

Pludselig rykker min pude sig. Jeg sætter mig hurtigt op, hvilket jeg ikke skulle have gjort, da jeg slår hovedet lige op i Zayns hovede. Jeg har åbenbart sovet op af ham og brugt hans ben som hovedpude. 

"Hvad sker der!" Udbryder jeg. Jeg kan høre Harry grine af mig, men vælger at ignorerer ham.

"Niall var sulten, så han har lavet aftensmad", svarer Zayn, som tager sig lidt til hagen. 

"Oh" svarer jeg bare. Så har jeg alligevel blundet i lang tid. Jeg rejser mig træt på fra sofaen, og følger med de andre ud i køkkenet. Maden er på bordet og der er dækket op til og alle sammen. Jeg sætter med hurtigt ned på en stol, og øser noget mad op til mig selv. Den lur har alligevel gjort mig træt. 

"Du kunne ikke vente på os andre eller hvad?" Kommer det fra Zayn som sætter sig ved siden af mig. 

"Næ, det lur har gjort mig sulten", svarer jeg, og spiser en skefuld spaghetti kødsovs.

"En lur varer ikke fem timer", kommer det fra Liam med et smil. 

"Spade" kommer det lavt fra Louis. 

"Luk røven Louis", siger jeg med afsky i stemmen.

"Det skal jeg nok helt selv bestemme, det er mig som bor her"

"Hvorfor er du altid sådan en stor idiot?!" spørger jeg vredt.

"Okay, så nu er det min skyld, at du er dum?!"

"Tjaaa, hvis du må komme med falske anklagninger, så må jeg kraftedeme også!"

"Det må du da godt, problemet er bare, at mine anklagninger ikke er falske!" 

"Hah! Det er nok den største løgn jeg længe har hørt!"

"Du er bare irriteret over, at ligemeget hvad du gør, kan du ikke komme over mig"

"Nåååår ja, det er jo sådan det er, for det er jo ikke fordi jeg synes du er sygt forfærdelig eller noget", svarer jeg ironisk.

"Det var i hvert fald ikke det, som du gav udtryk for sidst vi var sammen". Jeg er overdrevet lykkelig over, at Liam endelig afbryder vores fight, for Louis har gjort mig faktisk mundlam. Jeg har vitterligt ikke et godt comeback.

"Nu synes jeg lige vi tager en slapper og spiser aftensmaden færdig, det er ikke fair for os andre, at fordi i to har en eller anden fortid i ikke fortæller os om, at vi skal høre om jeres skide skænderier hele tiden", kommer det fra Liam. Jeg kigger vredt på Louis, og spiser derefter hurtigt min mad færdigt. 

"Jeg går i bad", siger jeg og går. Jeg magter ikke at se på Louis' ansigt mere. Havde det ikke været fordi, at jeg ikke har andre steder at være end ved Elizabeth, så havde jeg helt klart skredet. 

Jeg er hurtigt ude på badeværelset. Jeg finder et håndklæde og hænger det på håndklædeholderen. Derefter stikker jeg min arm ind til bruseren og tænder for vandet. Jeg tager mit tøj af, og går ind under bruseren. Det varme vand som fordeler sig ud over min krop gør mig rolig. Jeg lytter. Jeg har altid elsket lyden af dråberne der lander spredt rundt omkring min nøgne krop.

Jeg rykker lidt på mig selv og flytter mig så langt ind under bruseren så de lange stråler rammer min hovedbund og derefter ned over mit ansigt. Samtalen ude i køkkenet står stadig klar for mig. Jeg hader ham. Jeg hader at han stadig har den magt over mig. Hvor hårdt ordene egentlig rammer mig, og hvor meget jeg hader, at han kan gøre mig mundlam. Jeg har aldrig haft de problemer med andre mennesker, men så kom han ind i min verden og vendte alt rundt. Legede med mig, fik mig til at føle smerten så dybt inde i hjertet. Selvom jeg siger det modsatte ved jeg udemærket godt at jeg ikke er kommet videre. Jeg bliver ved med at tro på at den søde dreng der gav mig den hjælpende hånd jeg havde brug for, stadig er der inde. Dybt inde bag de tremmer menneskene kalder ribbenene. Er han virkelig blevet blændet af lyset fra stjerneland at han ikke kan huske hvem han var før?

En lyd fra døren får mig til at stivne. Jeg slukker det varme vand og lytter godt efter. 

"Abygail åben døren" Det er Louis stemme. Jeg går ud af bruseren og vikler et håndklæde rundt om min krop, men lader håret hænge ned.

"Hvad fuck vil du?!" Jeg sætter facaden op og råber med en hård tone.

"Åben nu bare" Han banker og bliver ved i noget der føles som et minut, før jeg låser op. Jeg åbner og stikker mit hoved ud.

"Hvad vil du. Jeg er i bad. Er du fucking døv?! SKRID" jeg stirrer på ham og nyder hvor tydeligt jeg kan se hvordan hans krop spænder ved mit valg af ord. Jeg har trykket på de rigtige knapper.

"Det var dråben." Han åbner døren så hurtigt at jeg falder ned på gulvet. Håndklædet jeg havde på før har sat sig fast på dørhåndtaget og hænger og dingler der. Jeg skriger og dækker mig med mine hænder mens jeg bander og skælder ham ud.

"Slap dog af! Som om at jeg ikke har set dig uden tøj før!" Man kan tydeligt se hvor meget han morer sig over det.

"Fuck dig!" Jeg sparker ud efter ham men rammer ikke. I stedet griner han bare, lukker døren og giver mig håndklædet. Jeg river det til mig og stirrer vredt på ham.

"Hvad vil du!" Jeg er rasende.

Han sætter sig på toiletbrættet og trækker på skuldrene, "Snakke"

"Om hvad! Vi har ikke mere at snakke om!" Jeg rejser mig fra gulvet og begynder at gå hen til døren, men når ikke særlig langt før han har fat i mit håndled og trækker mig hen mod ham. Hans smil er væk og han stirrer op i mine øjne. Jeg har det som om at en eller anden har bundet vores øjne sammen og kan ikke få mig selv til at kigge væk. Der går et stykke tid før han bryder stilheden mellem os og rejser sig op.

"Os... Du hørte godt hvad Liam sagde. Han har ret. Vi kan ikke ødelægge de andres dag fordi at vi har haft nogle minder i fortiden, der ødelagde vores venskab."

"Venskab! Kalder du det et fucking venskab at have sex med en pige? Og desuden, så var det dig der startede", jeg er mundlam og har lyst til at give ham en lussing.

"Du var ensom!" Han trækker på skuldrene.

Jeg har det som om at mine øjne skal til at falde ud af mit ansigt og kan ikke tro mine egne øre. Ensom! Min hånd flyver op for at give ham en kæmpe lussing men han når at stoppe den ved at tage fat i min arm og presse min krop ind mod væggen indtil vores kroppe er presset mod hinanden og jeg kan mærke hans varme ånde mod mine læber. Jeg vrider mig under hans vægt, men ved at jeg ikke har nogen chance. Han er stærkest.

"-Og desuden... Så kunne jeg ikke lade være"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...