Unexpected - One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Igang
Abygail - også kaldet Abby - er navnet på en 18-årige pige som bor ved sin meget kendte far i Los Angeles. Hun er ikke typen som gør alt hvad hendes far siger - overhovedet. Faktisk, så er hun det stik modsatte. Hun tager til fester og drikker sig pløre fuld, hun kommer op og slås, klare sig dårligt i skolen og man kan i hvert fald ikke sige at hun er jomfru. For at sige det lige ud, så gør hun alt det, ens forældre frygter at man vil gøre. En dag får hendes far nok. Han vælger at hun skal sendes over til den person, som hun absolut vil gøre alt for ikke at komme over til. HENDE, som Abygail kalder hende. Men hvad sker der når hun møder de fem drenge, som på nul komma fem er blevet verdenskendte - igen? Og specielt ham som tror hun har ødelagt hans liv. Ændre det det hele, eller vil hun stadig bare gerne tilbage til sit fest liv i L.A? En ting er i hvert fald sikkert. Abygails liv bliver aldrig det samme som før.

24Likes
20Kommentarer
3622Visninger
AA

12. ”Hvad er dit problem? Kan du ikke engang klare en enkelt aften uden mig?”

Han kommer tættere og tættere på mig, selvom jeg ikke tror, at han kan komme tættere på. Han begynder at kysse mig på halsen. Langsomt rykker han længere ned mod mine bryster. Han stopper ikke med at give mig små kys. Han har godt fast i mine hænder, så jeg kan ikke bruge dem. Han krop er presset så meget op mod min, at jeg heller ikke kan bevæge mig. Min hjerne siger til mig, at jeg skal få ham til at stoppe, men det er ligesom min krop ikke hører efter. 

Han tager begge mine hændet over mit hovede, og holder godt fast i dem med sin ene hånd. Langsomt kører han den anden ned af min krop og griber fat i min numse. Han tager godt fast, og ufrivilligt udstøder jeg et lille støn. Jeg kan mærke han smiler i kyssene. Han elsker, at han har den her effekt på mig. Han er også den eneste der har det. Og jeg hader ham for det. 

Hans kys bevæger sig længere op af min hals igen og på af min kæbe. Han bider blidt i mit øre og kysser omkring det område. 

"Så sygt forfærdelig er jeg vidst heller ikke var?" Hvisker han ind i mit øre. Jeg prøver at vride mig fri, men jeg kan ikke. Han er for stærk. Lige nu er jeg under hans magt. Jeg kan ikke bevæge mig. 

"Venner? Er i okay? Her blev pludselig stille. I lever begge to ikke?" lyder det fra døren. Saved by the bell. 

"Slap dog af, så meget hader vi heller ikke hinanden", kommer det fra Louis.

"Tal for dig selv", hvisker jeg til ham. 

"Nå, men vi har sat film på, så kommer i ikke ud?" Jeg har lidt svært ved, at høre hvem det er, men lige nu er jeg pænt ligeglad. Jeg er bare glad for, at jeg kan komme ud herfra.

"Vi kommer nu", råber Louis og presser sin krop endnu tættere på mig. 

"Laver i noget, vi ikke skal vide eller sådan noget?" Personen siger det med et grin. Jeg er pænt sikker på, at det er Niall, hans grin er lidt specielt. 

Det virker som om, at Louis bliver lidt distraheret, for det er ligesom at hans greb løsner sig lidt. Jeg er hurtigt til at vride mig fri af hans greb og løbe hen til døren. Jeg hiver døren op, og får et chok da Niall og Harry står med siden til, fordi de sikkert har lyttet ved døren.

"Der skete ikke noget, slap dog af" siger jeg bare til dem og smiler, hvorefter jeg fortsætter, "kunne jeg måske komme forbi?" Drengene når ikke rigtig at flytte sig, før Louis har skubbet dem begge til side og gået ind i stuen. Harry og Niall sender mig mærkelige ansigter, som ligesom siger, 'hvad sker der for ham', men jeg trækker bare på skulderen og går forbi dem. Dog når jeg ikke langt, før de begge overhaler mig. Jeg mærker en hånd på min røv, jeg snurre rundt for at se, hvem det er, hvilket er utrolig dumt, da de eneste der kunne have gjort det, lige er gået forbi mig, og sikkert gjorde det da personen passerede mig. 

Jeg løber det sidste lille stykke ind i stuen. Der er en enkelt plads i sofaen imellem Niall og Harry. Jeg sætter mig ned, og Harry er hurtig til at tilbyde mig noget af hans dyne. 

"Hvad ser vi?" Spørger jeg og række ud efter slikskålen, som står på bordet.

"Titanic" Kommer det hurtigt fra Harry.

Jeg åbner munden og glor på ham, "Kidding me?" Det er flere år siden jeg har set den film, og selvom jeg næsten ikke kan huske noget fra den, ved jeg at jeg ikke gider at se den.
"Hvad er der galt med den film?" Hans ansigt har ændret sig fra selvsikker til usikker. Han tygger på sin underlæbe og kigger rundt på de andre

“Jack-fyren Harry, han spilles af hvem??”, kommer det fra Zayn, som om det var det mest åbenlyse i verden, men så igen, det er det jo egentlig.

“Æh, Leonardo DiCaprio? Men jeg troede piger elskede ham?” Svarer han. Han er nok den dummeste person jeg kender.

“Og hvad hedder jeg, Harry?” Spørger jeg med brynene i panden.

“Abygail?” svarer han.

“Omg jeg kan ikke klare det mere! Han er forhelvede min far din spade, Abygail Di fucking Caprio! Kæft du er dum!” Mit store udbrud for Harry til at se lidt chokeret ud, men det virker som om, at han har fattet det.

“Oh.. Jear det vidste jeg da godt, jeg… Jeg drillede.. Da bare..” Siger han akavet, hvilket får de andre til at grine. Jeg ruller med øjnene og rejser mig op. ”Jeg tror, jeg skrider” Hvorhen, ved jeg ikke, men jeg har virkelig lyst til at slå mig løs sammen med andre mennesker end dem.

”Hvor skal du nu hen?” Udbryder Louis og slår opgivende ned i sofaen, ”- Kan du forhelvede ikke bare sætte dig i en fucking sofa i 2 minutter?!” Jeg kan mærke de andres stirrende blikke og vælger at vende mig om mod dem.

”Hvad er dit problem? Kan du ikke engang klare en enkelt aften uden mig?” Jeg løfter øjenbrynet og stirrer på ham, ligeglad med de andre. Det er vigtigt, at jeg har min hårde facade på lige nu. Især efter episoden på badeværelset.

"Nåår ja, det er jo sådan det er", svarer han ironisk og fortsætter, "jeg tænkte bare, at du ikke har nogen penge, så hvad vil du egentlig lave?"

"Jeg har tænkt mig at finde min pung, hvor end den nu lige er, og så finde mig et hotelværelse, hvor jeg kan være i fred for jer"

"Og hvordan har du så tænkt dig at gøre det?"

"Det finder jeg vel ud af, ses!" Inden de når at svare, snupper jeg et par af drengenes sko, og løber udenfor. Jeg har stadig Nialls trøje på, og selvom det er skide koldt, vil jeg gerne bare væk. Jeg skal ikke risikere, at Louis får sådan kontrol over mig igen.

Jeg går lidt rundt og tænker. Jeg skal have fat i min pung, men hvor fuck lagde jeg den? Jeg var i hvert fald i byen, og det betalte jeg min regning, og så tog jeg hjem til zack. ZACK! Den er selvfølgelig ved Zack! Og fordi han højst sandsynligt er i fængsel, er der ikke nogen hjemme, så jeg kan bare lige smutte ind og tage den! Jeg er simpelthen så klog.

Jeg begynder straks at gå, da jeg opdager, at jeg ikke kan huske, hverken hvor jeg er, eller hvor jeg skal hen, så jeg beslutter mig for at spørge nogle af menneskerne jeg ser på gaden, da jeg ikke orker at gå tilbage til dem. Jeg kigger rundt og ser en gammel mand der ligner en i 70’erne. Lidt creepy ser han ud. Hans hvide skæg er langt, fyldigt og fyldt med krummer, hans tænder gule og hans øjne smalle. Hans gule t-shirt gør det tydeligt at se at hans mave hænger ud af bukserne. I hånden har han en burger. Det ligner lidt en kinesisk julemanden, hvis du spørger mig.
”Hey, kom lige her lille pige!” Hans blik har fundet mit. Stemmen er rå. Virkelig hæs.

Jeg får hurtigt lyst til at spørge ham, hvad han mener med det, men beslutter mig at holde mig tilbage og i stedet tænke ’Gamle æsel! Du er måske faret vild? Kan du ikke finde din kane?’
Da jeg når hen til ham står jeg bare med krydset arme og venter på at han siger noget. Han smiler stort, men forvirringen i hans øjne er tydelig. ”Undskyld, men jeg bliver lige nødt til at spørge, er du ikke Leonardo DiCaprios datter? Jeg synes at jeg har set dig i avisen før.”
Great endnu en fan…
Jeg smiler stort men falskt, ”Jo, han er min far. Er du en fan?”
”Nej, men mit barnebarn er. Hun er næsten lige så stor som du er. Nej, nej, nej, du må VIRKELIG hilse din far mange gange! ” Han sidder nærmest og hopper op og ned på den bænk han sidder på. ”- Kan jeg få et billede? Mit barnebarn vil aldrig tro på mig.”
Jeg trækker på skuldrene, ”Sikkert, bare kom.”
Inderst inde har jeg mest lyst til at sige ’Skrid’, men ved også at jeg nok ikke kommer særlig langt, med hjælpen om hvor jeg er, hvis jeg ikke er venlig.

Han rækker mig telefonen og spørger om jeg har lyst til at tage billedet da han ikke kender særlig meget til det der selfie halløj, som han kalder det, hvilket får mig til at fnise. Jeg tager den og holder den ud så vi begge kan være på billedet, mens jeg laver nogle mærkelige ansigter.

"Så!" Siger jeg, da jeg er sikker på at han har nok billeder, "- Kan du så til gengæld fortælle mig hvor vi er? Jeg er på en måde faret vild..."

"Selvfølgelig", siger han med et smil, hvorefter han fortsætter, "ikke for at snager, men hvad laver du her ude og aftenen, her kan være rimelig farligt jo." Han løfter øjenbrynet og lægger kameraet ned i hans lomme.
Jeg kigger ned på mine trippende fødder. Skal vi virkelig igennem det nu?

"Det er en lang historie." Han bliver ved med at kigge på mig og rykker ikke en mine, hvilket fortæller mig at han sikkert ikke fortæller det foreløbig.
Jeg sukker "Min far sendte mig over til min moster, men der kunne jeg ikke være, så jeg skulle finde et andet sted at være. Jeg mødte nogle venner, og vi gik så i byen sammen, og der mødte Zac, en dreng. Han tog mig med hjem, men fandt ud af at han var syg i hovedet og så ved jeg ikke hvor jeg er nu."

“Det skulle ikke tilfældigvis ikke være Zachery Mills, vel?” Siger han med afsky i stemmen.

“Æh, det ved jeg ikke lige, jeg fik ikke hans efternavn”, svarer jeg lidt forvirret.

“Er han høj, lidt mørk i huden med sort hår? Lidt ligesom ham popdrengen fra det der band?”

“Mjaaaa, kender du ham da?” Spørger jeg med et løftet øjenbryn.

“Ja desværre, han datede mit barnebarn i en årgang, skidt fyr”

“Det kan du have ret i”

"Såe, hvor skal du hen?"

"Jeg skal hen til Zac, jeg glemte min pung hos ham, ved du hvor han bor?"

“Kom, så følger jeg dig derhen, jeg skal alligevel den vej”

“Mange tak”. Kan det være mere belejligt? Den første fremmede jeg møder, ved ikke bare hvor jeg er, men også hvor jeg skal hen, perf. Manden begynder at gå, og jeg følger straks efter. Hvor bliver det bare dejligt at få fat i mine penge igen! Så skal jeg ikke være drengenes slave mere. Dog ville det faktisk være dejligt at kunne bo hos dem. Nu er det jo ikke fordi de er grimme, og hvis jeg bare spiller mine kort rigtigt, kan jeg i hvert fald få noget fra Harry. Eller måske endda Zayn. Sikkert også Niall, han er nok den nemmeste at få noget fra. No offense. Liam får jeg nok ikke noget af. Han er alt for sød. Og ærlig. Og en alt for god kæreste til at være hende trunten han er sammen med utro.

Jeg går i mine egne tanker, da manden pludselig stopper op.

“Så er vi her, kan du kende det?” Spørger han. Jeg kigger lidt rundt. Her ser meget bekendt ud. Jeg går over til dørtelefonen, og kigger efter Zacs navn. ‘Zachery Mills’. Etage 8.

"Jep, det er her. Ved du hvordan jeg kan komme ind?" Jeg kigger på knapperne med numrene og tilbage på manden. Hans mund er spids og hans øjne kniber sammen, i et tankefuldt udtryk.
"Øhh, jeg kender hende der bor i etage 3, nummer 23 Prøv at ring til hende." Han smiler derefter og trykker på knappen.
"Duuuut... Duuuut..." Lyden bliver ved og ved indtil den lige pludselig stopper og en dames stemme kommer ud af højtaleren.
"Hallo?" Hun lyder mindst 60. Hendes stemme er meget skrøbelig og hæs.
"Mia! Hej det er Kevin. Kan du muligvis åbne døren? Jeg har en pige her, der meget gerne vil indenfor." Kevin? Er det hans navn?

"Ja selfølgelig!" Svarer hun og lidt efter lyder der et bib fra dørhåndtaget. Jeg prøver at rykke i det og det går op med det samme. Jeg smiler og jubler indeni. "Tak... Kevin"

“Det var da så lidt, og mange tak for billedet!” Svarer han og smiler, hvorefter han går igen. Jeg er hurtigt til at komme ind i lejlighedskomplekset, og løber så hurtig jeg kan op af de mange trapper. Først da jeg kommer til Zacs dør, opdager jeg, at der var en elevator. Fuck my life.

Der er en masse politi tape ved døren for at man ikke skal gå ind i lejligheden. Det ignorer jeg selvfølgelig. Jeg finder hurtigt en pincet og en hårnål frem og dirker låsen op. Jeg kommer forbi tapen uden at ødelægge det. Hans lejlighed er helt smadret. Politiet har totalt ransaget hans lejlighed. Jeg kommer ind i stuen, og heldigvis for mig, ligger min pung stadig på bordet. Dog kan man godt se den har været åbnet og rodet igennem. Ved siden af ligger en pakke smøger. Jeg snupper hurtigt både pungen og smøgerne, og løber ud af lejligheden. Jeg har ikke specielt meget lyst til at være der.

Jeg kommer ud på gaden og tænder en cigaret. Jeg tager det første sug, inhalerer, og puster så ud. Åh det var dejligt. Det har jeg også ventet på i lang tid.

Jeg ser mig lidt omkring og beslutter mig for at gå til højre. Jeg går og går, og aner egentlig ikke helt hvor jeg er. Jeg bliver bare ved med at gå. Drejer lidt til højre nogle gange, og så lidt til venstre. Jeg kan se et stort metro skilt, og selvom jeg ikke er meget for det, så går jeg alligevel derned. Der er ikke så mange mennesker hernede, men det kan jo selvfølgelig også være fordi, at klokken er rimelig mange. Faktisk ved jeg ikke hvad klokken er, men det er såmænd også ligemeget. 

Der er en skrank af en art, hvor der står en dame bag, så jeg går hurtigt hen til hende for at få hjælp.

“Undskyld, hvordan kommer jeg med metroen, og hvordan betaler jeg?” Spørger jeg så pænt som jeg nu lige kan. Hun ruller med øjnene og kigger på mig, som om jeg er den dummeste i verden.

“Du skal købe et oister kort her, du kan selv vælge hvor mange penge du vil have på, så går du hen og bipper den ind ved indgangen, derefter går du på metroen”, svarer hun koldt.

“Det vil jeg gerne bare have så”, hun kigger spørgende på mig, som om jeg har glemt noget,

“Åh, der skal bare 10 pund på” svarer jeg til hendes spørgende ansigt. Hun kommer med et lille nik, og siger hvad det koster, hvorefter jeg hurtigt bare betaler og går væk.

Jeg er ikke helt sikker på, hvor jeg skal hen, så jeg tager bare med en random metro. Jeg er heller ikke sikker på, hvor jeg står af, så jeg ender et sted jeg ikke ved hvad hedder. Noget med street tror jeg, men det hedder det hele vidst.

Jeg kommer hurtigt væk fra metroen og går bare ind på det første hotel jeg finder, som jeg vurdere til at være nogenlunde okay. Jeg får tjekket ind og får et værelse, bare for en enkelt nat. Heldigvis er mit kort ikke blevet lukket alligevel, så det er intet problem for mig at bruge det.

Jeg smider mig i sengen, og der går ikke mere end fem minutter, så sover jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...