Unexpected - One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Igang
Abygail - også kaldet Abby - er navnet på en 18-årige pige som bor ved sin meget kendte far i Los Angeles. Hun er ikke typen som gør alt hvad hendes far siger - overhovedet. Faktisk, så er hun det stik modsatte. Hun tager til fester og drikker sig pløre fuld, hun kommer op og slås, klare sig dårligt i skolen og man kan i hvert fald ikke sige at hun er jomfru. For at sige det lige ud, så gør hun alt det, ens forældre frygter at man vil gøre. En dag får hendes far nok. Han vælger at hun skal sendes over til den person, som hun absolut vil gøre alt for ikke at komme over til. HENDE, som Abygail kalder hende. Men hvad sker der når hun møder de fem drenge, som på nul komma fem er blevet verdenskendte - igen? Og specielt ham som tror hun har ødelagt hans liv. Ændre det det hele, eller vil hun stadig bare gerne tilbage til sit fest liv i L.A? En ting er i hvert fald sikkert. Abygails liv bliver aldrig det samme som før.

24Likes
20Kommentarer
3622Visninger
AA

7. "Fuck, det her er ikke gennemtænkt"

Jeg vågner med den sygeste hovedpine. Jeg aner ikke hvor jeg er. Langsomt åbner jeg mine øjne og sætter mig op. Det her er ikke mit hjem. Jeg kigger fabrilsk rundt. Mit tøj ligger spredt ud over hele gulvet. Jeg kigger ned af mig selv. Fuck. Jeg har ikke noget tøj på. Jeg kigger langsomt til siden. Der ligger en. Der ligger en i min seng! Vent. Det er ikke min seng. Jeg ligger i en andens seng. Hvad skete der lige i går?

Personen ved siden af mig bevæger sig. Fuck. Nu vågner han også. Jeg ligger mig hurtigt ned igen, og lader som om jeg sover. Hvorfor, ved jeg ikke. Det var egentlig super dumt. Man skal nå at komme ud af personens lejlighed, inden personen vågner. Det er selvfølgelig lidt forsent du.

"Eleanor?" siger en hæs stemme som kommer fra personen. Eleanor, hvor har jeg hørt det henne? Fuck.

"Louis?!" råbe hvisker jeg. Han sætter sig hurtigt op og kigger på mig.

"Abygail?!" svare han. Mine øjne vokser sig store som tekopper.

"Hvad laver du her?! Det her er så meget din skyld!" fortsætter han.

"Min skyld? Hvad snakker du om? Du kastede dig over mig?" svarer jeg.

"Mig? Det tror jeg ikke, det var dig der ville danse"

"Ha, hvems lejlighed er vi ved? Min? Nej, det er din, og hvorfor? Fordi du ville her hjem", min flabethed kommer langsomt frem igen. Hvor vover han at give mig skylden for alt der sker i hans liv?

"Fuck, det her er ikke gennemtænkt", svare han med et bange udtryk, hvilket gør mig en smule bange selv.

"Hvad nu? Har jeg ødelagt dit lille liv igen", siger jeg sarkastisk

"Nej, eller ja, men det var ikke lige det.. Drengene har også nøglen til denne lejlighed, det er vores fælles lejlighed", svare han stille. Seriøst?

"Seriøst, det mener du ikke vel? Så de kan komme når som helst?" råber jeg.

"Æh..." svare han. Han kigger ned. Der er noget mere. Hvad fuck har den dumme dreng gang i? Nu ødelægger han fandeme mit liv!

"Æh- hvad?" svare jeg surt.

"De er er sikkert allerede"

Jeg strammer grebet om dynen og kigger endnu engang rundt i værelset. Der er helt stille. Det eneste man kan høre er når vi trækker vejret, og nogle små stemmer inde i stuen, køkkenet eller hvor fanden de andre ellers befinder sig!

”Hvad fuck vil du have jeg gør? Jeg kan for helvede ikke sige til Eleanor at jeg har været sammen med dig! Igen!” Hvisker han hidsigt.

Jeg strammer mine tænder sammen og kigger surt på ham. ”Nu holder du bare din kæft, okay?! Det var dig som lagde an på mig!” Siger jeg gennem mine tænder. Jeg kan knapt nok huske hvad der skete, men jeg vil aldrig give mig selv til ham. Jeg mener, det er ham! Det er klamt nok at se på ham!

”Det var ikke mig som lagde an på dig. Det var DIG som lagde an på MIG!”

”Som om Tomlinson! Som om jeg ville have lyst til dig!” Siger jeg med afsky i stemmen.

”Tror du selv jeg ville være min kæreste utro, for at være sammen med DIG? Du må drømme!”

”Tro mig, Jeg ville ønske at jeg drømte lige nu! Dig, kæreste?!” Jeg begynder at grine og kan ikke stoppe mig selv igen. Jeg kan hurtigt se på hans ansigtsudtryk at han tydeligvis er irriteret, og det gør bare det hele tusinde gange mere sjovt.

”Det er ikke mig som giver mig til alle drenge som en lille luder, og bagefter ødelægger andre menneskers liv!” Jeg kan hurtigt mærke et stik i brystet. Luder? Jeg er ikke nogen luder og vil aldrig blive det. Jeg har bare haft en hård fortid. Fucking nar!

Jeg leder efter en sætning jeg kan bruge mod ham, men kan ikke finde en som vil såre ham så meget, som han lige sårede mig.

”Det er ikke mig som har en pik som ligner en to årigs! Er din kæreste til piger eller sådan noget, for du kan ikke være en dreng med den størrelse der!” Jeg hiver dynen til mig og samler mit undertøj op. Egentlig, så kan jeg ikke huske hans størrelse, det er bare et virkeligt godt comeback til drenge. Det sårer dem så meget. 

Jeg finder min vej ud på toilettet og kigger mig selv i spejlet. Jeg har fucking ondt i hovedet, men er ligeglad. Jeg skal bare have mit tøj på og ud af den her lejlighed. Jeg vil ikke en gang skænke dem et blik. Seriøst det ville bare være for mærkeligt efter alt det her. Jeg vil bare ud og glemme alt om i nat.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal tage hen, men jeg er helt sikker på en ting. Jeg vil ikke tilbage til Elizabeth og hendes forfærdelige familie.
Det ender med at jeg bestemmer mig for at shoppe lidt mere. Jeg finder en butik med starbucks og køber en kaffe. Folk glor en smule efter mig, men som altid glor jeg bare tilbage og kommer med en led kommentar.
Med min kaffe i hånden går jeg ind i Topshop. De plejer at have meget flot tøj, men selvfølgelig ved jeg ikke om London også har det på den måde. Altså jeg mener det ikke på en ond måde eller noget. Det er bare, du ved, det er London, og jeg har aldrig været i London. Det er meget, meget langt hjemme fra.
”Hej, skal du have hjælp?” En dame med mørkebrunt hår og brune øjne kommer hen til mig. Jeg drejer mit hoved og kigger på hende. Hendes smil falmer en smule. Jeg løfter derfor det ene øjenbryn og glor lidt på hende.
”Nej.” Jeg siger det uden et smil og går væk fra hende.

Da jeg kommer hen til et stativ med en masse trøjer ringer min mobil. Jeg tager min iphone op af min taske og kigger ned på den, i noget som føltes som en evighed, før den stopper med at ringe. Hvad ville min far dog også mig? Det var ham som sendte mig herned og så ringer han til mig? Jeg forstår ikke hvorfor, og bestemmer mig for at gå videre og finde noget jeg kan bruge mine penge på. Dog går der ikke særlig lang tid inden min telefon ringer igen, og jeg tager mig selv i at tage den.

“Hvad?!” Jeg siger det med kraft på, da jeg ikke har tænkt mig at være hende den sukkersøde overfor ham.

Dog fortryder jeg det en smule, for det er ikke en sød far jeg har i røret. Mere en rasende far.

“Abygail? ABYGAIL, HVOR FANDEN ER DU HENNE!” Han råber det så højt at jeg bliver nødt til at fjerne min telefon fra mit øre.

“Hvad rager det dig?!” Jeg siger det med lidt kraft på, men ikke for meget da jeg ikke har lyst til at tiltrække alt for meget opmærksomhed.

“DET RAGER MIG MEGET! JEG ER DIN FAR OG DU HAR BARE AT FORTÆLLE MIG, HVOR DU ER HENNE! VED DU LIGE, HVOR BEKYMRET DU GØR FOLK?! ELIZABETH HAR LIGE RINGET TIL MIG!” Jeg får lyst til at smide min telefon ned på gulvet og trampe på den, men ved at det er en dårlig ide, hvis jeg lige pludselig kommer til at stå i en nødsituation og ikke har andre hos mig. Jeg skal ikke hen til hende!

“FUCKING STOP MED AT RÅB AF MIG!” Jeg kan ikke stoppe mig selv før jeg råber ud over butikken, og menneskene omkring mig glor mærkeligt på mig. Jeg smiler falskt og går ud af butikken. Han råber stadig af mig.

“Gider du at holde din kæft? Der er mennesker omkring mig, som sikkert kan høre dig, så fucking ti stille!” Hvisker jeg med kraft på.

Han stopper øjeblikkeligt med at råbe og der er helt stille i røret.

“Hør her. Hun har en klam datter, som er en fucking taber, så nej jeg har ikke tænkt mig at komme tilbage dertil lige nu. Jeg kan ikke klare dem. Det ender med at jeg slår en af dem ned!”

“Abygail sådan skal du ikke tale om din kusine! Det vil jeg ikke acceptere. Du tager hjem til dem nu og så håber jeg ikke at jeg bliver vækket en gang mere i nat. Jeg skal op i morgen!”

“Sikkert”

“Det gør du, NU! Godnat!” Han lægger på inden jeg kan nå at svare. Jeg kigger mig omkring. Hvad ville han kunne gøre, hvis jeg ikke kom hjem nu? Ikke en skid, så det sidste jeg har tænkt mig at gøre nu, det er fandeme at tage hjem!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...