Unexpected - One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Igang
Abygail - også kaldet Abby - er navnet på en 18-årige pige som bor ved sin meget kendte far i Los Angeles. Hun er ikke typen som gør alt hvad hendes far siger - overhovedet. Faktisk, så er hun det stik modsatte. Hun tager til fester og drikker sig pløre fuld, hun kommer op og slås, klare sig dårligt i skolen og man kan i hvert fald ikke sige at hun er jomfru. For at sige det lige ud, så gør hun alt det, ens forældre frygter at man vil gøre. En dag får hendes far nok. Han vælger at hun skal sendes over til den person, som hun absolut vil gøre alt for ikke at komme over til. HENDE, som Abygail kalder hende. Men hvad sker der når hun møder de fem drenge, som på nul komma fem er blevet verdenskendte - igen? Og specielt ham som tror hun har ødelagt hans liv. Ændre det det hele, eller vil hun stadig bare gerne tilbage til sit fest liv i L.A? En ting er i hvert fald sikkert. Abygails liv bliver aldrig det samme som før.

24Likes
20Kommentarer
3633Visninger
AA

5. "Forhelvede Aby! Hvad fuck er det du har gjort?!"

"Omg omg omg omg omg! Det er Louis! Lo-Louis T-To-Tomlinson!! Omg!". Payton skriger det hele, og folk omkring os glor på hende, som om der er noget galt med hende. Men det er der egentlig også, hvem flipper sådan ud over Louis? Seriøst, det er Louis vi snakker om.

"Shh, shhh.. Please ti stille" kommer det desperat fra Hr. Louis fucking Tomlinson.

"Nej, jeg har det helt fint. Jorden er dejlig blød", siger så ironisk jeg nu kan.

"Ja undskyld..." Louis får hurtigt hjulpet mig op. Det er ligesom om han slet ikke har lagt mærke til, at det var mig han havde skubbet til. Han kigger på mig med et smil, og Bang! Hans øjne bliver ligeså store som tekopper, og hans smil blegner med det samme.

"Nej nej nej nej nej... Hvad laver du her... Abygail?!". Han siger mit navn som om at jeg er en eller anden Alien.

"Jeg shopper? Du er ikke den eneste som har et liv?"

"Som om du har et liv", hvisker han.

"Undskyld mig?".

"Du er undskyldt".

"Hvorfor skal du altid være så flabet flabet?".

"Hvorfor skal du altid være så irriterende?"

"Øh undskyld? Kender i hinanden? Kender du Louis Tomlinson?". Payton ligner en der har set et spøgelse, og havde det ikke været fordi at Louis var den person jeg var gået ind i, havde jeg grinet så meget af hende.

"Ja... Desværre.." svarer Louis med afsky i stemmen.

"Åh hold dog mund, hvornår fatter du at det ikke var mig der gjorde det?"

"Hvornår fatter du at jeg ikke tror på dig"

"Okay hvad sker der lige her?" Siger Payton og vi bliver straks stille.

"Ikke noget, kom Payton.. Vi skal hjemad"

"Ja-Jamen, jeg vil gerne vide det". 

"Det var meget ærgerligt, jeg gider ikke at bruge min tid på et verdenskendt fjols", snerrer jeg og kigger surt på Louis.

"Er jeg et fjols? Det er da ikke mig som ødelægger andre folks liv?!" Snerrer han tilbage.

"Ikke at jeg har gjort det, men du er verdenskendt, og af en eller anden weird grund, elsker halvdelen af verdens befolkning dig, så hvor slemt kan dit liv lige være?" 

"Det var ikke det jeg mente, og det ved du udmærket godt"

"Det siger vi bare, kom så Payton". Jeg får trukket Payton med mig væk fra Louis, og begynder at gå i retningen mod Elizabeths lejlighed. Payton kan ikke rigtig følge med, da jeg går rimelig hurtig. Jeg vil også bare væk derfra så hurtig som muligt.

Vi kommer til lejlighedkomplekset, og jeg er ikke langsom til at få åbnet døren, sprunget op at de mange trapper og løbe ind på værelset.

Jeg lukker døren efter mig, da jeg virkelig har brug for at tænke. Hvorfor skulle jeg lige møde ham? Af alle mennesker i hele London, så skal jeg lige møde den dreng, som hader mig allermest. Det er jo klart.

Jeg lægger mig på min seng, trækker dynen over mig og skriger ned i min hovedpude. Det er en af mine mange måder at afreagerer på.

"Det svin! Hvorfor fatter han ikke noget?! Hvad fuck er det galt med ham?!" skriger jeg til mig selv. Jeg håber nok på at svaret på en eller anden måde kom frem til mig, selvom jeg godt ved at det aldrig vil ske.

Jeg er så meget i min egen verden, at jeg slet ikke bemærker at Payton kommer ind på værelset. 

"Hvad er der lige sket imellem jer to? Hvorfor er det Louis hader dig så meget?" spørger Payton med en hård stemme. Jeg svarer hende ikke. Jeg ligger bare helt stille på sengen uden at sige noget.

"Forhelvede Aby! Hvad fuck er det du har gjort?!" Payton råber så pludseligt at jeg får et chok. Hvordan kan hun egentlig tillade sig at spørge om sådan noget? Jeg sagde til hende, da vi mødte Louis, at jeg ikke ville snakke om det, så kan hun da ikke tillade sig at blive ved med at spørge ind til det. 

"Jeg har forhelvede ikke gjort noget, og hvis jeg hvis jeg havde, ville jeg bestemt ikke sige det til sådan en lille pistimens som dig! Hvornår fatter du, at du ikke skal blande dig i alting?! Hvis jeg ikke ville sige det tideligere idag, hvorfor fuck skulle jeg så ville sige det nu? Var?!" Jeg råber så højt jeg kan. Jeg har et temmelig stort temperament. 

"Hvorfor fuck kan du ikke bare sige det til mig?!" råber Payton tilbage, som tilsyneladende har et ligeså stort temperament som mig.

"Fordi det fucking ikke har noget med dig at gøre! Du skal bare blande dig udenom mit liv! Ved du hvad Payton? Jeg var rent faktisk begyndt at kunne lide dig, og jeg regnede med at vi var ved at blive venner, men det kan du i hvert fald godt glemme nu! Du er en lille pisse irriterende møgunge der ikke fatter hvornår hun skal holde kæft" råber jeg tilbage.

"Tror du selv at jeg vil være venner med en som dig? Jeg brugte dig bare til at få tøj af dig. Jeg gider da ikke bruge min tid på sådan en forkælet ko som dig!" skriger Payton lige op i fjæset på mig, som om jeg slet ikke har nogen følelser. Min mund bliver lukket, og jeg ser bare tomt på hende. Hele mit liv har jeg skulle kæmpe mod folk, som lader som om de er mine venner, bare for at få ting af mig, og nu gør min mors søsters familie det også? Hvordan kan man få sig selv til at gøre sådan? Hvad er det for nogle mennesker jeg skal bo med?! Jeg har ikke engang været her en hel uge, og de her forfærdelige mennesker udnytter mig allerede! 

Jeg tager hurtigt min taske og lægger min pung i den. Jeg svinger tasken over skulderen og går ud i køkkenet. Uden at sige ét ord til Payton. Jeg kigger ikke engang på hende.

"Hej Abygail! Du kommer lige til tiden, vi skal spise nu", siger hun med et stort smil og fortsætter; "Hvad var det for noget råberi jeg hørte, det er vel ikke noget alvorligt". 

"Det er ligemeget. Jeg spiser ude. Alene. Jeg ved ikke hvornår jeg kommer tilbage. Måske sover jeg ved en". Uden at kigge på hende går jeg ud i gangen, tog sko og jakke på og skynder mig ud af døren før Elizabeth kan nå at stoppe mig. Nu gælder det bare om at få hævet nogle penge hurtigst muligt, så jeg har nogle, selvom min far spærrer kortet, hvilket han sikkert gør.

Jeg får hævet nogle penge og er nu på vej i byen. Jeg har købt nyt tøj inden, og ekspedienten havde sagt at jeg gerne måtte bruge deres prøverum til at klæde om, hvilket var fantastisk, da jeg ikke vil klæde om på et random toilet. Mit andet tøj gav til en hjemløs, da jeg alligevel ikke skal bruge det mere.

Jeg ankommer til en klub som hed Funky Buddha. Jeg har aldrig været her før, men en gang skal jo være den første ikke? Jeg kommer hurtigt ind, og det først jeg gør er, at gå op i baren. Jeg får hurtigt vinket bartenderen hen til mig og bestiller en martiny. Der går ikke mere end ti sekunder, før jeg har bundet den og bestilt en ny. Da den er bundet, bestiller jeg en mere. Og en mere. Og en mere. Til sidst har jeg ikke rigtig tal på hvor mange jeg har drukket, jeg ved bare, at jeg har drukket en del.

"Sidder der nogle her?" spørger en dyb stemme ved siden af mig. Jeg vender langsomt hovedet, og da jeg ser hvem det er, får jeg hurtigt et flirtende smil på læben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...