Unexpected - One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Igang
Abygail - også kaldet Abby - er navnet på en 18-årige pige som bor ved sin meget kendte far i Los Angeles. Hun er ikke typen som gør alt hvad hendes far siger - overhovedet. Faktisk, så er hun det stik modsatte. Hun tager til fester og drikker sig pløre fuld, hun kommer op og slås, klare sig dårligt i skolen og man kan i hvert fald ikke sige at hun er jomfru. For at sige det lige ud, så gør hun alt det, ens forældre frygter at man vil gøre. En dag får hendes far nok. Han vælger at hun skal sendes over til den person, som hun absolut vil gøre alt for ikke at komme over til. HENDE, som Abygail kalder hende. Men hvad sker der når hun møder de fem drenge, som på nul komma fem er blevet verdenskendte - igen? Og specielt ham som tror hun har ødelagt hans liv. Ændre det det hele, eller vil hun stadig bare gerne tilbage til sit fest liv i L.A? En ting er i hvert fald sikkert. Abygails liv bliver aldrig det samme som før.

24Likes
20Kommentarer
3619Visninger
AA

3. "Du må være Abygail. Vi har hørt meget om dig. Desværre"

"Mine damer og herre, det her er jeres kaptajn. Vi lander i London City Airport om få minutter. Vær' venlig at spænde jeres sikkerhedsseler" lyder det fra flyets højtalere. Jeg spænder min sikkerhedssele og læner mig tilbage i flysædet.

Flyet begyndte langsomt at svæve ned af, og det går egentlig meget godt. Der kommer dog et par enkelte bump engang imellem, men ellers er piloten meget god til at lande. Flyets hjul rammer landingsbanen, og en følelse af lettelse rammer mig. Ikke fordi jeg er bange - for det er jeg ikke, men bare tanken om at man har overlevet en 15 timers lang flyvetur, får mig til at føle mig lettet.

Flyet standser helt, og man kan nu komme ud. Folk løber nærmest ud af flyet, som om at der er en bombe der inde. Jeg ville gøre det samme, men tanken om at jeg er her, fordi jeg skal over til hende, får mig til at bevæge mig utrolig langsomt.

Da alle andre er nået ud af flyet, tager jeg min elskede Louis Vuitton taske, og baner mig vej ud af flyet.

Langsomt går jeg hen af lufthavnens gange. Jeg har ingen idé om hvor jeg skal hen, så jeg prøver bare at følge skiltene, som alle sammen siger det samme - bagage lige ud.

Jeg finder endelig bagage rullebåndet, og skynder mig hen til det. Mine kufferter skulle ikke være svære at finde, da de alle var lilla og havde mit navn skrevet med grønt på.

Jeg får fat i min bagage, og med besvær får jeg det hele op på en bagagevogn. Jeg sprøjter vognens styr af med håndsprit, og skubber til den for at komme frem af.

Jeg kommer ud til der hvor alle chaufførerne står. En midaldrende dame står med et skilt hvorpå der stod 'DiCaprio'. Jeg kan sagtens genkende hende. Godt nok er det lang tid siden jeg har set hende, men hun ligner sig selv.

Med langsomme skridt får jeg skubbet vognen hen til hende. Hun står med et kæmpe smil, som om at det eren god ting, at jeg skal bo her.

Jeg kommer hen til hende, og straks trækker hun mig ind i et kram. Så står jeg der. Totalt malplaceret med en gammel dame om halsen. Det er i hvert fald noget jeg godt kunne have undgået. Jeg prøver lige så forsigtigt at komme ud af grebet på hende, men hun har åbenbart andre planer. Hun bliver ved med at holde mig tæt, og begynder at svinge mig frem og tilbage, som om vi er "best friends", der ikke har set hinanden i evigheder.

Til sidst bliver det for meget for mig, og jeg skubber hende fra mig. Hun ser chokeret på mig og skyder øjenbrynene i vejret.

"Jeg er ikke så meget for nærkontakt", siger jeg og smilede skævt. Straks lyser hun op i et smil og kommer med en lille latter.

"Kære barn dog, det må du skam undskylde", siger hun med sin irriterende stemme.

"Nå, skal jeg ikke tage dine ting, så vi kan komme hjemad?" spørger hun og ser på mig med et smil. Skal jeg være ærlig, så giver al den glæde mig nærmest kvalme. Eller for at være mere præcis - hun giver mig kvalme.

Jeg nikker dog bare til hende, og hun begynder straks at køre vognen.

Der er ikke andet end gamle biler at se i miles omkreds, så jeg regner med at vi skal tage en taxa. Jeg går hen til taxa pladsen og begynder at vente.

"Øhm, hvad laver du Abygail?" spørger hun og kigger på mig, som om jeg er det mærkeligste menneske på jorden.

"Jeg venter på en taxa, for det er vel det vi skal med?" svarer jeg, som om det er det mest indlysende på hele jorden. Hun ryster på hovedet af mig og får mig guidet hen til hendes bil.

"Det her er min bil", siger hun stolt imens hun lægger min bagage i bagagerummet. Det er bestemt ikke noget hun skal at være stolt af. Hun kører forhelvede rundt i en Opel! Og ikke nok med det, så er det en Opel Vectra! Den er både gammel og slidt, plus, den ligner noget som burde stå på lossepladsen.

"Den der sætter jeg mig ikke ind i", siger jeg bestemt og lægger armene over kors.

"Det bliver du nødt til, for det er enten den eller dine ben", svarer hun mig lige så bestemt tilbage. Jeg sukker tungt og sætter mig ind i hendes skrotbunke af en bil. Hun smækker bagagerummet og sætter sig ind på forsædet. Hun starter bilen og begynder at køre.

 

Efter at have kørt i godt tyve minutter, ankommer vi til hendes lejlighedskompleks. Udenpå ser det faktisk fint nok ud, men det er ikke noget, som jeg nogensinde vil bo i frivilligt.

"Børnene glæder sig sådan til at møde dig", siger hun med det største smil. Jeg nikker bare ligegyldigt og kigger på de omgivelser der er.

"Hvor skal jeg hen?" spørger jeg ligegyldigt og så på hende.

"Jeg bor i 12A tredje sal til højre, men kan du ikke lige hjælp-", hun når ikke at sige mere, før jeg er gået hen til den bygning hun bør. Uden at røre håndtaget med min hånd, får jeg den første dør åben og en masse trapper kom til syne. Tænk de ikke engang har en elevator.

Jeg begynder at gå op af trappen som ikke så ud til at være helt jævn. Den knirker og knager for hvert skridt man tog. Da jeg ikke gider at høre på larmen, løber jeg op til tredje etage. Jeg går langsomt hen til døren til højre og ser på navneskiltet på døren. Elizabeth Jones. Yup, det var hende. Den mest irriterende og lalleglade dame jeg nogensinde har mødt. Min mors irriterende søster. Hende jeg skal bo med de næste par måneder. Hvor jeg bare ikke orker det!

Jeg åbner forsigtigt døren, og en masse larm møder mig. Et barn som græder, to andre børn som skændes og et tv som kører på fuld tryk. Hvordan kan tre børn larme så meget? Det er jo værre end når jeg er til fest.

Jeg går længere ind i lejligheden, og lige da børnene ser mig, bliver der helt stille. De to store står med åben mund, imens den lille bare sidder og griner og råber "mor".

Drengen er den første som er henne ved mig. Han har et charmerende smil på læberne, og noget siger mig, at han vil blive min hjemme stalker.

"Hej smukke" siger han og tager min hånd.

"Fjern dine beskidte hænder fra mig!" siger jeg og trækker hånden til mig. Han ser helt overrasket ud, som om han ikke lige har regnet med at det ville ske.

Den største af pigerne kommer hen til mig med det mest glødende ansigt nogensinde. Hun ser virkelig sur ud.

"Du må være Abygail. Vi har hørt meget om dig. Desværre" siger hun koldt og rækker hånden frem.

"Hør her din lille mokke, tror du selv jeg gider at bo her frivilligt? Jeg ville bare ikke på en eller anden skide kostskole, så derfor er jeg tvunget til at være i den her papkasse i kalder for et hjem. Tror du ikke også at jeg meget hellere ville hjem til min far i vores strandhus? Var? Det tror jeg nok lige, så luk røven og fjern dig!" siger jeg så hårdt og bestemt som jeg kan. Hun ser helt overrasket ud, som om ingen nogensinde har svaret hende igen.

Jeg går forbi hende og skubber muligvis en lille bitte smule til hende. Jeg kommer helt ind i stuen som er på størrelse med mit gamle badeværelse. Dog er mit badeværelse også meget stort i forhold til så mange andres, men for mig virker det altså meget lille.

Køkkenet hænger sammen med stuen, og hvilket gør rummet lidt større, men det er ikke meget. Der er en slags åbning i enden af rummet som førte til en gang. Jeg er ikke langsom til at gå derover for at tjekke det ud.

Gangen er smal, og der er ikke meget plads. Der er en masse døre. fem for at være mere præcis. Så får jeg sikkert mit eget værelse! Jeg bliver så begejstret, at jeg skynder mig at åbne den første dør jeg kan komme hen til. Desværre er det ikke det jeg havde forventet. Det er et badeværelse. Det vil sige at der kun er fire værelser, og vi er fem personer.

Jeg åbner en ny dør, og synet af et lille prinsesse værelse møder mig. Det var helt klart Elizabeths yngste datters værelse. Eller det håber jeg da. Hvis det er drengens, har jeg rimelig meget ondt af ham.

Jeg lukker døren igen, og først nu lægger jeg mærke til de små prinsesse bogstaver på døren. 'Emma' står der. Det er egentligt meget sødt.

Jeg får videre til næste dør, hvor der ikke står noget på. Langsomt åbner jeg den, og et meget voksen værelse møder mig. Det var faktisk meget pænt. Ikke så pænt som mit, men pænt. Det er sikkert Elizabeth’s værelse. Jeg regner ikke med at hun deler værelse med nogle af børnene, og hvis hun gør, havde det nok været den mindste, men hun har ligesom et værelse.

Jeg får lukket døren, og er hurtigt videre til den næste. 'Luke' står der på døren. Det må så være drengens værelse. Jeg åbner døren og rigtigt nok, det er i hvert fald et drengeværelse. Det er meget sort/hvid det hele, men egentlig meget fedt. Plus, han har en guitar!

Jeg kommer til det sidste værelse. Jeg turde næsten ikke at kigge på bogstaverne på døren, men gør det dog alligevel. 'Payton & Abygail' står der. Så jeg skal altså dele værelse med den irriterende pige? Jeg kan da godt forstå hvorfor hun er sur, men ærligt talt, så magter jeg det ikke. Jeg får åbnet døren og træder ind i værelset.

Synet overrasker mig utroligt meget. Det er faktisk flot. Payton har faktisk smag for værelsesindretning, hvem har lige troet det? Det er meget lyst - hvilket er godt. Dynebetrækket er sort/hvid mønstret, hvilket er mega flot. Der står en sort sofa i det ene hjørne, med et falsk dyreskinds tæppe og et bord ved siden. I den anden side er et kæmpe skab. Jeg skynder mig derover for at åbne det. Cirka halvdelen er fyldt, hvilket vil sige at jeg kun har et halvt skab til alt mit tøj.

Der lyder et bank på døren, og ind kommer Elizabeth med mine tasker. Hun lægger dem på min seng og ser opgivende på mig.

"Det her er så dit værelse, du skal bo med Payton" siger hun og gik ud. Jeg sukker højt og sætter mig på min seng. Det er så her jeg skal bo i de næste par måneder. Hvor er det surt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...