Kampen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
Kommer

1Likes
0Kommentarer
120Visninger

1. Freya

Her står jeg så, ved håndvasken og vasker mine hænder. Jeg kigger mig selv i spejlet. Mit hår sidder skævt, så jeg retter det så det ser nogenlunde ud. Min mobil vibrerer i lommen. Jeg slukker vandet, tørrer mine hænder i håndklædet og finder min telefon frem. Det er Freya. Hun spørg om vi ikke kan mødes på rådshuspladsen om lidt. Jeg ved egentlig ikke om jeg har lyst til at mødes med hende, efter hvad hun har gjort. Hun har lagt tonsvis af beskeder, om hvor ked af det hun er, og om jeg kan tilgive hende. Det tror jeg ikke at jeg har lyst til. Hvis hun virkelig elskede mig, havde hun holdt fingrene fra ham Jeppe dér. Men næh, sket er sket, gjort er gjort, og nu kan hun ikke komme og tro at hun er noget. For det er hun ikke, hun er fortid, og jeg har ikke lyst til at spilde flere af mine kræfter på hende. Jeg hopper i mine vans, og beslutter mig for at gå derned. 

Solen skinner på mit ansigt, imens jeg slentrer forbi alle butikkerne på strøget. Folk virker stressede, og kommer næsten løbende forbi mig med deres shopping poser i hænderne. Jeg troede at sommerferien var en af de tider på året hvor man bare skulle slappe af, og nyde det hele. Jeg kigger indad en af butiksruderne. Freya arbejder derinde, og det var dér jeg mødte hende for første gang. Det bringer nogen gode minder, og et smil fremkommer på mine læber. Smilet forsvinder hurtigt, da jeg ser hun står i kassen. Hun står i kassen og snakker med Jeppe. Hun griner og smiler af ham. Jeg kan ikke se det. Jeg kan ikke se, hvad han har som jeg ikke har. Penge? En fed bil? Et stort hus? Freya har ellers aldrig gået op i den slags. Måske er det hans blændende smil? Hans perfekte bronxefarvede hår? Jeg slentrer videre ned af strøget, kigger ind imellem ind i en af butikkerne. Da jeg når til rådhuspladsen, sætter jeg mig på en stenbænk, hiver min mobil frem. Idét jeg skal til at sende en besked til Freya, kommer hu gående mod mig. Hun vinker til mig og smiler. Hvad fanden tror hun at hun har gang i? At komme her, og lade som om igenting er sket? Jeppe ved sikkert det hele. At vi skal mødes og det hele. Hun har sikkert tænkt sig at stikke med en fød løgn. 

"Patrick." Hvisker hun, og smiler igen. Jeg nikker til hende, men gengælder ikke hendes smil. Hendes smil forsvinder langsomt fra hendes læber. "Jeg er sammen med en anden nu." Jeg nikker endnu en gang. Jeg har lyst til bare at skride, slette hendes nummer, hendes facebook og få hende ud af mit liv. Men jeg må mande mig op, og lytte til hvad hun har at sige. "Er du okay?" Jeg nikker for tredje gang, og smiler mit falske kolde smil til hende. Hun bliver helt hvid i ansigtet. "Jeg ville egentlig bare fortælle dig det, andet er der ikke." Virkelig? Er jeg gået hele vejen til rådhuspladsen for dette? Jeg kan ikke fatte det. Hun er utrolig. Jeg vender om, og slentrer langsomt tilbage mod strøget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...