Obsessed - One Direction AU

Melissa Johnson er navnet på Holmes Chapel High School, som mange frygter. Især én. Skolens populære fyr, Harry Styles. Melissa er skolens såkaldte “stalker”, da hun ved næsten alt om alle. Hun er faldet pladask for Harry, som ikke kan fordrage Melissa. Dog, så stopper det ikke Melissa fra at opnå det, som hun vil have: Hun vil være hans kæreste - koste hvad det vil. Men uanset, hvad hun gør, ignorere eller afviser Harry hende hver eneste gang. Han har endda blokeret hende på Facebook. Melissa tænker dog, at det ikke gør spor. Når man er forelsket, kan hvad som helst jo ske, ikke?

27Likes
23Kommentarer
1695Visninger
AA

4. Kαριтєℓ 2

“Weirdo!”

“Fucked up i hovedet!”

“Stalker!”

“Klamme stalker unge!”

Det er de ord, jeg hører hver dag i skolen når jeg træder ind ad skolens store fordøre. Ikke fordi det genere mig, men bare det, at folk de glor på mig, peger fingre og hvisker bag min ryg, det er bare lidt kujonagtigt. Dog, så vil jeg bare finde Harry, så jeg gør som jeg altid gør: Lukker deres negative ord ude og begiver mig på jagt efter Harry.

Sam er allerede kørt, da han var alt for sent på den. Så jeg gik ind på skolen alene, og her er jeg så. På jagt efter min kommende kæreste. Han elsker at lege gemmeleg med mig på skolen. Det er sjældent jeg finder ham, fordi han er mega god til at gemme sig! Måske kan jeg ringe til ham, hvilket gør, at jeg kan høre hans ringetone og på den måde kan jeg finde ham. Hvor er jeg genial! Jeg skynder mig at fiske min mobil op ad min lomme, finder hurtigt Harry i mine kontakter og ringer ham op.

Der lyder en høj ringetone nede for enden af gangen, hvilket straks fanger min fulde opmærksomhed. Dér er han. Han står sammen med Zayn Malik og Liam Payne. De har været venner siden barndommen, men én mangler. Louis Tomlinson. Hans allerbedste ven. Jeg hader ham. Han stjæler altid Harry fra mig, når jeg prøver at tale med ham. Desuden, så har han altså en kæreste, så hvorfor skal han hænge sådan op ad Harry 24/7? Harry er min og ingen andres.

“Harry!” råber jeg og løber ned ad gangen og hen imod ham. Han kigger op og hans øjne fyldes med rædsel og afsky. Åh, er han ikke bare sød? Han har også savnet mig!

“Løb Harry! Det er hende stalkeren. Løb nu for helvede!” råber Zayn og som på kommando, løber Harry.

“Harry skat! Vent på mig!” råber jeg og sætter i løb efter ham. Jeg spurter forbi Zayn og Liam, som ser mærkeligt efter mig.

“Skrid af helvede til, din sindssyge psykopat!” råber Harry, som har kurs mod drengenes toiletter.

“Harry, skatter! Vent på mig!”

Der lød et ordentligt bang, da Harry smækker døren til drengenes toiletter lige i ansigtet på mig. Den rammer min næse, og med ét, ligger jeg nede på det beskidte, hårde gulv. Jeg fører hurtigt en hånd op til min ømme næse. Jeg gisper, da jeg ser, at min hånd er dækket af frisk blod. Jeg begynder at græde. Mange er stoppet op og kigger nu på ynkelige, lille mig, som sidder og græder på gulvet ude foran drengenes toiletter, hvor Harry stadig er inde.

Jeg kan ikke tåle at se blod. Jeg begynder at gå i panik. Derfor hader jeg blandt andet også biologi. Hvis bare det har noget med indre organer eller noget andet, får jeg kvalme og besvimer. Engang, hvor jeg var på jagt efter Harry, snittede jeg en meget skarp kant, hvor den rev min hud op og blodet strømmede ned ad armen på mig. Jeg skreg, græd og besvimede. Jeg vågnede op derhjemme ved mor og Sam, hvor jeg så fandt ud af, at en eller anden havde ringet til ambulancen. Sam var så dukket op og tog mig med hjem igen, da de havde syet min arm sammen igen.

“Sa-am!” græder jeg højt, da ingen andre vil hjælpe mig. Hvorfor står de bare der og glor? Hvorfor vil ingen hjælpe mig? Kan de ikke se, at jeg bløder? Måske dør jeg af blodtab! Jeg kommer vaklende på benene og går med langsomme skridt hen imod sygeplejerskens kontor. Min næse bliver ved med at løbe med store dråber blod, hvilket får mig til at hyle endnu mere af ren angst.

Jeg går forbi hjørnet, hvor Zayn og Liam står. Da de ser mig, gisper de og bryder derefter ud i grin. Jeg ignorer dem og går videre ned ad gangen, hvor folk stirrer, nogle fniser, andre hvisker. Inden jeg når ind på sygeplejerskens kontor, hører jeg Zayn sige: “Godt gået, Harry! Der viste du sgu weirdoen, hvem der bestemmer!”

“Ja, du har sgu givet hende en på tuden! Hold nu kæft, mand,” siger Liam efterfølgende. Hvordan kan de sige sådan noget til min kæreste? Eller … kommende kæreste. Hvorfor hjælper Harry mig ikke? Det er jo meningen, at kærester skal hjælpe hinanden, ikke?

Jeg snøfter og ser ned i gulvet, mens jeg forsigtigt åbner døren til sygeplejerskens kontor. Sygeplejersken, Rita, sidder sædvanligt i sin kontorstol og kigger nogle papirer igennem. jeg rømmer mig lidt og hun kigger op.

“Melissa? Du gode Gud! Hvad er der dog sket med dig?” siger Rita og tager hurtigt noget papir, hvorefter hun tørre blodet væk fra min næse, som nu har fundet vej ind i min mund. Jeg snøfter kraftigt og prøver desperat at tørre tårerne væk.

“Hvem gjorde det her, Melissa?” spørger Rita strengt. Jeg ser igen ned i gulvet.

“Harry …” siger jeg stille. “Men han gjorde det ikke med vilje! Jeg ville bare spørge ham om noget, men han løb væk og jeg løb efter ham, men han løb ind på drengenes toiletter og smækkede ved et uheld døren i hovedet på mig. Vær sød ikke at sende ham op på rektorens kontor!” siger jeg så hurtigt, at det lyder som volapyk.

“Melissa, slap du bare helt af. Jeg sender ikke Harry op på rektorens kontor. Jeg ville bare vide, hvad der var sket. Nu får du lige et plaster på din ømme næse og så får du en pakke lommeletter i tilfælde af, at blodet skulle strømme ud igen,” siger hun og placere nænsomt et plaster på min næse.

“Av!”

“Jeg ved det godt søde. Det må have været et ordentligt slag med den dør, for du var meget tæt på at brække næsen.” Jeg klynker lavt og lader en tåre falde.

“Tak, Rita.” Jeg åbnede døren igen og gik langsomt ud. Min næse gør ondt. Jeg skyndte mig at tørre mine øjne, da jeg ikke vil have, at folk skal se mig græde - specielt ikke Harry. Han skal jo ikke bekymre sig om mig.

Jeg går med hastige skridt over til min skab, drejer låsen på låsen og åbner mit skab. Mit skema hænger på undersiden af min skabslåge, hvor alle mulige billeder af Harry hænger rundt om. Hele mit skab er nærmest et alter til ære for min elskede Harry-mus. Jeg kigger på mit skema og ser, at jeg nu skal have historie. Jeg kan godt lide historie, jeg elsker at høre om krige, gamle dage og andre kulturer.

Et lyserødt brev med et kæmpe stort, rødt hjerte på, falder ned i bunden af mit skab. Mit brev til Harry! Hvor kommer det dog fra? Nå, det må jeg hellere tage med sådan at han kan få det. Jeg kan nu også bare ligge det ind i hans skab. Jeg tager hurtigt brevet, ligger det ned i min taske, tager mine historiebøger og lukker mit skab i.

Mens jeg er på vej hen til historieklassen, stirrer en masse elever på mig. Det er sikkert på grund af min næse. De fleste har også set, hvad der skete ved toiletterne. Godt at jeg bare ved, at Harry aldrig vil skade mig med vilje. Kærester skader jo ikke hinanden, vel?

 

~❊~❊~❊~

"Endelig!" tænker I nok, da jeg ikke har opdateret denne her i lang tid, men som jeg skrev i prologen, så er det her kun en 'sidehistorie', ergo, kun en historie, jeg skriver på, når jeg har lyst og føler for det.

Men nu er andet kapitel ude! Hvad synes I? :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...