ONE BIG FAMILY ~ One Direction *færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 apr. 2014
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Igang
Da successen ikke går som planlagt for One Direction vil de prøve at starte en familie. Da ingen af dem har kærester må de adoptere. De adoptere Becky som har siden hun var lille boet på børnehjem. Becky kender ikke sin biologiske familie, men hvad nu hvis en af hendes nye fædre kender mere til den end nogen anden? *ikke kendte og læses på eget ansvar*

133Likes
85Kommentarer
19992Visninger
AA

21. Kapitel 19

Becky's POV.

#1 år senere#

Sandheden var for voldsom for mig. Jeg havde aldrig i mit liv troet på at Harry var mit bror jeg altid har drømt om at se. Mit liv stoppede dér. Den samme aften jeg blev voldtaget. Ingen ved endnu hvem som gjorde det, kun mig.

Jeg et skuffet over mig selv for ikke have fortalte noget til dem. De har endda opgivet med at få mig i skole. Jeg kan ikke. Jeg har intet kunne. Det eneste jeg har lavet er at ligge i min seng uden at sige noget. Jeg har intet vist. Ingen følelser. Ingenting.

Engang kom Harry ind og fortalte at min mor og søster gerne ville se mig. Jeg svarede ham slet ikke men alligevel tog han dem med herhen.

"Hun vil ikke snakke!" Havde han fortalt dem. Min mor var lige så køn som jeg husker hende. Hun havde mørkebrunt hår. Da jeg så min søster blev jeg overrasket. Hun lignede Harry på en prik. Stadig sagde jeg intet. Der gik ikke mange minutter før de gik igen.

En læge havde undersøgt mig to dage efter voldtægten. Hun havde taget sæd prøver af mig, men de fandt ingen svar. Pokkers tage dig far!

"Kunne i overveje at sætte hende på en anstalt for syge mennesker?" Spurgte en mand engang. Han lignede en psykolog. Drengene havde straks sagt nej. Jeg kunne forstå at de ikke ville af med mig.

De inviterede Reuder for nogle måneder siden. Han kunne heller ikke få et ord ud af mig. Jeg så hvor trist alle var bare ved at kigge i deres øjne. Den dag tog Reuder mig i bad. Han snakkede til mig som om jeg stadig snakkede. Han fik lov til at tilbringe en dag sammen med mig selvom han ikke fik meget ud af det.

Noglegange prøvede de allesammen at få mig til at snakke. Jeg kiggede ikke længere på dem. Kun ind i væggen hvor en rids var dannet. De havde købt en kørestol til mig, da de var for bange for at knække mig. Man kunne tydeligt se mine knogler rundt i kroppen. Det var ikke fordi de ikke gav mig mad, men jeg kunne ikke indtage næringen længere.

Den det nok mest tog hårdt på var Harry. Han kunne næsten ikke sige noget til mig uden at bryde sammen.

"Please snak til os" bedte han engang. Jeg kiggede bare ind i væggen og lod hans plageri forsvinde fra mig. Jeg havde efterhånden lært at leve med det.

"Hvis du fortæller os hvem der gjorde det kan vi anholde den nar" sagde han for noget tid siden. Alligevel sagde jeg intet. Jeg kunne ikke lide tanken om at han fik på fri fod ude i verdenen.

At have voldtaget sin egen datter, fy for fanden. Jeg ville ikke kunne have levet med det. Jeg ville have selv gået til politiet. Men hvad kan jeg gøre? Jeg kunne vælge at sige det - hvis jeg havde en stemme. Den var helt væk.

Jeg havde aldrig troet at dagene kunne gå så hurtige. Jeg så træerne miste deres blade. Jeg så sneen falde. Se sommeren komme igen. Jeg så hele verdenen forandre sig foran mig.

Jeg forblev inde i mig selv. Alle andre kunne komme videre, undtagen jeg.

Mit verden gik i stå og forblev det.

*SLUT*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...