ONE BIG FAMILY ~ One Direction *færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 apr. 2014
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Igang
Da successen ikke går som planlagt for One Direction vil de prøve at starte en familie. Da ingen af dem har kærester må de adoptere. De adoptere Becky som har siden hun var lille boet på børnehjem. Becky kender ikke sin biologiske familie, men hvad nu hvis en af hendes nye fædre kender mere til den end nogen anden? *ikke kendte og læses på eget ansvar*

133Likes
85Kommentarer
19940Visninger
AA

18. Kapitel 16

Becky's POV.

Mange tror at hvis man dræber, skal man selv dræbes. Det kalder man "et øje for et øje". Dødstraffen førhen var aldeles voldsom. Jeg har læst at den blev afskaffet, heldigvis. Jeg kender en pige, hun kom på plejehjem som lille. Hun så sin mor blive tæsket af sin far. Senere blev hun selv. Hendes mor løb væk med pigens to andre søskende. Uden hendes yngste datter. Hun ved ikke hvordan hendes egen datter ser ud nu. De elleve år som er gået nu har hun ikke engang prøvet at kontakte sin egen datter. Hun ved ikke om faren har gjordt noget. Nu står pigen helt forvirret. Hun ved at hendes far prøver at finde hende. Hun venter på den dag hun for advide hendes mor leder efter hende. Hvornår kommer den? Tænker hun tit. Jeg synes selv, hvis man er en femten årig pige der lever dette liv, bør hun få advide sandheden. Hvor er hendes mor, hvor er hendes søskende og ikke for at glemme, hvem er hende pigen inderst inde..?

Jeg foldede papiret pænt sammen og lagde det foran mig på bordet. De andre i klassen skrev stadig noget anonymt. Jeg havde skrevet om mig sig, da jeg vidste Liam ville se det. Måske var det en dårlig ide at fortælle jeg ved det, men det er bedre end ingenting.

"Becky er du færdig?" Spurgte Liam oppe fra desken af. Jeg nikkede og rejste mig op med papiret i hånden. Jeg rakte ham papiret uden at vise nogen form for følelse og smuttede tilbage på min plads.

Jeg kiggede hen mod trioen som truede mig og skød dem et irreteret blik. Jeg havde valgt at fra nu af skulle jeg være stærk. Ingen skal bestemme over mig. Man kan vel sige jeg har fået mig et nyt 'jeg'?

"Okay i har endnu et kvarter til at skrive færdig før i har Spisepause. Dem som er færdige kan skrive videre på stilen til på mandag" meddelte Liam. Yeah right. Hvad tror han jeg skal gøre? Jeg så hverken filmen og kan ikke skrive på computer.

Jeg kiggede ud af vinduet og så det øsede ned. Jeg var vel ligeglad med det egenlig, det eneste jeg brænder for er sandheden.

"Mr. Payne hvorfor skal Becky ikke lave noget?" Spurgte en bitchet stemme længere foran. Jeps, det var skal Abby og hendes onde sind. Grr.

"Det skal du slet ikke blande dig i Abby" svarede Liam blot tilbage og sendte hende et falsk smil. Abby vendte sit hoved mod mig og jeg skød bare øjenbrynet op i luften. Hvad var hendes problem egenligt?

Efter adskillige minutter ringede klokken endelig. Jeg tog min taske op over skulderen og smuttede ud af klassen som en dronning. Okay måske ikke, men jeg følte mig badass. Ingen snakkede til mig eller noget.

Jeg fortsatte ned i kantinen hvor jeg fandt en ledig plads. Jeg trak mit æble op af min taske jeg havde taget med hjemmefra, uden nogle vidste det. Jeg begyndte at knaske i det imens mit blik søgte ud over alle de andre.

~*~*~*~

Klokken ringede ind igen. Imens jeg gik imellem alle de andre elever kiggede jeg ud, det regnede stadig helt vildt. Jeg vendte mig mod kunst. Pis, det er med Zayn. Jeg gik ind i klassen med et koldt ansigt. Jeg fandt en plads nederst og kiggede op mod tavlen.

"Okay så Idag skal vi tegne noget som viser hvem vi er. I kalder bare hvis i skal have hjælp" forklarede Zayn. Jeg tog den tegneblok som lagde foran mig samt en blyant.

Hurtigt begyndte jeg at tegne mig selv i midten. Under var der min mor som jeg huskede hende bedst. Under var der to mennesker uden ansigter. Det var mine søskende. Min far kom ned i hjørnet. Jeg tegnede hans ansigt helt mørkt. Jeg tegnede Reuder oppe i toppen og lidt til venstre. Han fortjente også en plads.

Jeg stoppede med at tegne og lagde blokken ned på bordet. Jeg var tilfreds. Ingen farver eller noget, bare den grå og den sandhedsløse verden jeg lever i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...