10 skridt frem, 11 tilbage.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2014
  • Opdateret: 21 apr. 2014
  • Status: Færdig
Marley har passet sin alkoholmisbrugte mor i omkring to år, efter hendes far forlod dem. Marley vænner sig til det, men ting bliver anderledes, da en ny mand, og hans søn dukker op i hendes liv.

6Likes
0Kommentarer
408Visninger
AA

1. Vasken

Av. Jeg bankede for tredje gang hovedet op i vasken. Jeg bandede inde i mig selv, for jeg havde brugt flere timer på at ordne den. Min mor kunne ikke finde ud af det, hun var alt for beruset. Som altid. Vasken havde været itu i flere uger, og jeg syntes at det var på tide at få den ordnet. Vi skulle altid vaske hænder inde ved naboen når vi havde været på WC, og de begyndte også at blive rigtige træt af det. Mest Svend, som er kendt for den sure i nabolaget. Men jeg kunne egentlig godt forstå ham og hans kone, som prøvede at gemme de irriterede følelser bag et smil. Min mor hoppede på den hver gang, og jeg vidste at det gik Hr. og Fru. Olsen aka Svend og Hanne på nerverne. Jeg, som gik derind med mit ansigt skjult i hænderne af bare skam, og min mor, som kom væltende ind, og knap nok kunne stå på benene. Stakkels Hr. og Fru. Olsen. Stakkels mor. Stakkels mig. Jeg vidste at jeg gjorde Svend og Hanne en tjeneste, ved at ordne vores egen vask. Vi prøvede nogen gange at bestille en håndværker, men de løb som regel skrigende bort, efter min mor prøvede at flirte med dem på en "sexet" måde. Og så hjalp det ikke ligefrem, at hendes ånde lugtede af sprut, og hendes ben knap nok kunne holde hende oppe. Det var især et minus, at min far var rejst væk. Det gjorde han for to år siden. Mine forældre havde et voldsomt skænderi den aften. Når jeg ser tilbage, kan jeg slet ikke forstå hvordan jeg overlevede hele aftenen. Jeg kunne ligeså godt have været død.


"Jeg går en tur med hunden.", sagde min far roligt, efter en lille diskusion om hvad vil skulle have til aftensmad. Min mor så irriteret på min far.

"Du ved jo godt at det er mig og Marleys' pligt. Lav nu bare den fiskefilet, så går jeg og Marley med ham!", insisterede min mor. Min far så undrende på min mor. 

"Jeg troede vi blev enige om hakkebøf?!", sagde min far og hævede stemmen. Min mor vrissede af ham.

"I dine drømme, lille Per!", sagde min mor provokerende. Min far knugede hænderne sammen, for  han hadede når nogen kaldte ham lille Per. Jeg sad i sofaen, stille som jeg var, og bed negle af usikkerhed. Jeg hadede når de skændtes, og det skete oftere og oftere. 

"Hold nu kæft med dit lille Per-shit, du er ikke en skid bedre selv, Ælle Bælle.", råbte min far. 

"Du ved sgu da godt at mit navn er Elle, ikke ÆLLE!", råbte min mor efter ham, og stod nu med en tallerken i hånden, klar til at kaste den efter min far. 

"Det kan du lige våge på, din druk-idiot!", brølede min far. Hans stemme rungede i hele huset. Jeg var lige ved at græde. Det føltes som om mit hjerte ville briste. Min mor knurrede af ham, og kastede tallerkenen i hovedet på ham. Glasskår var nu havnet i panden, og læben på ham. Blod løb ned ad hans kinder og hals. Én ting var at hun virkelig kastede tallerkenen efter min far, som muligvis var ved at dø. Èn anden ting er at det var hendes oldemors gamle porcelæns tallerken, som var over et århundrede gammel. 

"Du er syg, kvinde.", sagde min far, og løb så hurtigt han kunne, ud af døren. Han tog hunden med. Der lød et ordenligt brag fra døren, og min mor begyndte at græde. Rigtig meget. Hun kastede i sorg, de sidste 4 tallerkener efter døren. Dumt, hvis du spurgte mig, men kærlighed gør nogle underlige ting ved en. Man måtte bare håbe de stoppede, når kærligheden var forbi. 

Alting skete så pludseligt, og jeg kom ved et uheld til at skrige i gråd. Min mor så vredt på mig, og tog hårdt fat om armen på mig.

"Hvad tænker du på, din lille, forkælede møgunge unge? Kan du ikke se jeg har det hårdt? Så skriger du kræftedme også, for at gøre min verden forfærdelig. Hvorfor gør du det, hva'?", sagde min mor arrigt, og gav mig en lussing.

"Og der er flere hvor den kom fra.", sagde hun og lo med en ondskabsfuld latter. Min mor var ikke den hun var før, og det fik mig til at forsvinde ind i mig selv. Ubehageligt. 


Og det blev meget værre efter det. Hvis man sagde hun drak meget før, så var det barnemad, i forhold til nu. Hun drak flere flasker om dagen, og det kunne ikke stoppes. Hendes misbrug var kommet for at blive. Hun druknede sine sorger i alkohol. Sådan måtte det blive, tænkte jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...