10 skridt frem, 11 tilbage.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2014
  • Opdateret: 21 apr. 2014
  • Status: Færdig
Marley har passet sin alkoholmisbrugte mor i omkring to år, efter hendes far forlod dem. Marley vænner sig til det, men ting bliver anderledes, da en ny mand, og hans søn dukker op i hendes liv.

6Likes
0Kommentarer
407Visninger
AA

4. Politiets' "tjans"

Da min mor kom hjem, havde jeg lige nået at få noget tøj på. Jeg blev tvunget til at sidde i sofaen sammen med Shane, og se glad ud, så de voksne ikke blev mistænkelige. Jeg havde lyst til at kaste de værste ord i hovedet på ham, men jeg vidste også godt at det ikke ville hjælpe. Jeg bed mig i læben for at holde tårerne inde. Det var især svært, fordi Shane havde sagt, at jeg ikke måtte sige ét eneste ord om det, på noget tidspunkt. Jeg kunne høre Svend/Per, råbe grimme ord efter min mor, og så hørte jeg en klask. Jeg løb ud for at se hvad der foregik. Min mors "prins", havde lige stukket hende en lussing, og skulle til at gøre endnu værre ting ved hende. Nu så jeg endelig Svends' ansigt. Det var ikke nabo-Svends', som det også var ved at gå op for mig det ikke var, men min klasselære, Svends' ansigt. Jeg gispede, og var lige ved at gå kold, da det slog mig, at min mor muligvis ville dø, hvis jeg ikke sagde noget.

"Hvad foregår der her?", var det eneste jeg kunne sige. Svend så vredt på mig. 

"Nu skal jeg fortælle dig hvad der foregår. Ser du, din mor her skylder mig en masse penge, eftersom hun drak min og hendes flaske vin. Jeg er så tørstig, at jeg er ved at besvime! Din mor skylder mig både for hendes og min vin!", sagde han vredt. Jeg blev bange for ham.

"D-du kan bare få et glas vand. Det slukker i hvert fald tørsten...", sagde jeg. Han rullede øjne, og lo en ond latter. 

"Hvis bare det ku' gøre det... din mor sagde også en hel masse forfærdelig pinlige ord, som du ikke har lyst til at høre. Din mor er ligeså dum som du er i skolen!", sagde han, og sparkede til min mor, der lå krympet sammen på gulvet. Jeg fnøs, og var ved at få modet tilbage. Ingen skulle genere mig eller min mor!

"Så skulle du kraftædme have valgt en person, der ikke er alkoholiker! Du er da så dum, at man skulle tro du ingen hjerne havde. Nogengange, så tænker jeg over hvordan du overhovedet fik lov til at blive lærer. Jeg er simpelthen så forarget over din opførsel, at jeg har tænkt mig at sige det til ikke blot rektor, men politiet. Er du med?", spurgte jeg, og prøvede at virke hård. Svend lo ad mig. 

"Du er sød, min ven. Men du kan ikke stoppe min vrede til din mor. Hun skal ikke være iblandt os længere. Hun er jo allerede død for dig, indrøm det!", råbte han, imens han smilede. Mit hjerte hamrede af frygt.

"Du er syg!", skreg jeg, og løb ind på min værelse. Hvilket var dumt, hvis jeg ville redde min mor, men min mobil lå på mit værelse, og jeg skulle ringe til politiet. Problemet var bare, at Shane holdte døren for mig. Jeg kunne ikke komme ind.

"Skal du ringe til politiet på grund af i aftes?", spurgte han med et klamt smil plantet i hans ansigt. 

"Nej, og skrid så!", sagde jeg, og prøvede at skubbe til ham. Han rullede øjne. 

"Hvorfor dog det?", spurgte han. Jeg skreg, og begyndte at hamre løs på ham. Det så ikke ud som om det havde nogen virkning på ham. 

"Så lad gå", sagde han, og skubbede mig ind på værelset. Jeg snublede over gulvtæppet, men lod det ikke rører mig. Jeg kunne høre nøglen dreje, og jeg vidste jeg var fanget. Heldigvis for mig, fandt jeg min mobil. Jeg tastede "1-1-2". Da jeg havde snakket med politiet, smed jeg mig i sengen. Nu kunne jeg endelig græde. Jeg græd indtil politiet kom. Det lød som om de bankede hovedøren ind. Jeg lukkede ørene, for at lukke alt ude. Dagen havde været for barsk, og det var ikke noget jeg ville opleve igen. Pludselig blev min dør til værelset låst op. Det var politiet. De skulle snakke med mig. Om min mor. Hun skulle i spjældet i et par dage, imens politiet fandt en plejefamilie til mig. Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg ville ikke også miste min mor. Noget af det værste var, at Svend kendte politiet godt, så han slap for en bøde. Og så løj han sig en del meget udenom. Ligesom Shane. Det fyldte mit hjerte med vrede, og gav mig en kæmpe lyst til at slå nogen. Mit slag endte på Shane. 

"Hov, hov unge dame! Man slår ikke på andre, og det ved du udemærket godt selv.", sagde politiet. Jeg kneb mine øjne sammen i vrede.

"Hvad gør du ikke selv? Du udelader en psykopat, der prøvede at slå min mor ihjel, kun pga. hun drak af hans vin, og sagde fjollede ting, fordi hun var fuld. Bare så du ved det, er det ikke ulovligt at drikke, så længe man ikke kører. Du udelader også en klam, pædofil, som voldtog mig fra fængselet. Kalder du det at arbejde? Kalder du det din pligt? Efter som jeg ved, kan jeg melde dig til politiet for dit "arbejde". Det gælder jer alle.", sagde jeg, og kunne mærke det gjorde godt. 

"Shane er ikke pædofil. Han er kun et år ældre end dig.", blev politiets' svar. Jeg hulkede, skreg, knurrede, og bandede af ham. Det skulle han ikke slippe godt fra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...