Skovens skygger

Lige meget hvor lang tid, ægte venner er adskilt... Så ved de inderst inde, at de altid ville kunne komme tilbage! Men hvordan kan glæden ved at genoplive gode minder pludselig ENDE...??? Jeg undskylder for fejlene, den er ikke færdigbearbejdet;-) Knus og kram fra Laura<3:-*

1Likes
0Kommentarer
167Visninger
AA

4. Velkommen tilbage...

Det var ikke et kønt syn vi gik i møde. Flere brædder var knækket af, resten var rådne, og et tykt lag grøn mos dækkede dem. Den ene rude var knust, og gamle spindelvæv sad klistret til de resterende. Flere tagsten var gledet ned. Men det der fangede vores blik var, hvor postkassen plejede at sidde. Der var intet mos, som var den lige blevet revet af. Med røde dryppende bogstaver stod der: Velkommen Tilbage…

Der var et par minutters skræmmende stilhed. Men vi blev enige om, at det bare var nogle yngre drenge, der havde lavet sjov. Da vi så lidt nærmere under træhytten, tænkte vi, at det kunne være sjovt at reparere den. Vi fandt hurtigt en masse gode ting i Anders´ hus og var straks i gang på hytten. Vi manglede kun en postkasse, nogle tagsten og lidt andre småsager.
 I hele vores skoletid, var der blevet digtet historier om et forladt og forfaldent hus, som lå dybt inde i skoven. Vi vidste at det fandtes, for jeg kunne se en flagstang uden top på og en halv skorsten fra mit vindue. Og lidt efter var vi på vej.

Det var som om at nogle eller noget holdte øje med os, og mystiske vindpust fik det til at rasle i krattet. Men vi følte os sikre, da vi havde bundet en snor fast i skovbrynet, som lå langt bag os. Endelig kom vi til en sti. Den var mudret og fyldt med snegle, rådne æbler og andre ugenkendelige ting. Hele vejen langs den stod skilte, med advarsler som ”stop”, ”ingen adgang”, ”bliv væk”, ”du vil fortryde” osv. Men der var et som fangede mit blik, skiltet så nyt ud, og der sad ingen snegle på. Med samme røde bogstaver som før stod der: ”Velkommen for sidste gang…”

Jeg prøvede at tage den med ro og undlod at sige det til Anders. Vi besluttede os for at binde snoren fast på, hvad der engang var, en havelåge. Men snoren endte få meter bag os. For at være ærlig, havde jeg ingen idé om, hvor vi var, eller hvordan vi kom hjem. Men som den koldblodige dreng Anders var, mente han, at vi kunne finde tingene, før vi gik.

Vi listede forsigtigt rundt og ledte, det lød som om, at huset kunne falde sammen når som helst. Vi fandt en stor rusten skrotbunke i baghaven, hvor der var, alt muligt vi kunne bruge. Vi gik om til fordøren for at finde en postkasse, og der hang ganske vidst en postkasse. Men til vores store forskrækkelse var det vores postkasse. Det velkendte grønne mos sad over navneskiltet, og den rustne nøgle sad i nøglehullet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...