Mørkets Kræfter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 17 apr. 2014
  • Status: Igang
Skrevet i førsteperson. David er en und mand med utrolige kræfter. Dog er han ikke klar over han besidder dem... endnu... Følg ham, jo længere ind i mørket, og lyset, gennem verdener og tidslommer... I det jeg får skrevet mere og mere... God fornøjelse!!

0Likes
0Kommentarer
67Visninger

1. Mandag

Mørkets Elementer

Kapitel Et

Mandag

Mit navn er David Soimmers og her er en historie om mig og mit liv. Er stadig en ung mand, men inden for de sidste par år er der hændt mig meget. Her er min beretning.

Morgensolens stråler begyndte at brede sig i horisonten. Fuglene havde kvidret i timevis allerede. Jeg lå stadig i sin seng med lukkede øjne. Har været vågen længe. Før de kvidrende fugle. Var vågnet med et sæt, som havde jeg mareridt og vågnede op badet i sved. Men kunne intet huske fra drømmen. Og derefter kunne jeg bare ikke falde rigtigt i søvn igen. Han mærkede solens stråler ramme sin kind. Den varmede allerede godt. Han glippede med øjnene, lod benene glide ud over sengen og satte sig op. Han kiggede på uret, der stod på bordet ved siden af sengen. ”04:32 mandag den 3. juni 2013”, hviskede han svagt for sig selv. Han kiggede ud af vinduet. Han kiggede atter på uret og rynkede panden. ”Ville ønske jeg kunne sove…”, hviskede han igen og rejste sig så. Han trak i et par løse joggingbukser og trak en sort T-shirt over hovedet. Han kiggede sig selv i spejlet da han gik forbi det og rystede på hovedet, så håret faldt naturligt på plads. Med den ene hånd trak han døren til bag sig og tændte lyset i gangen. Han slukkede det igen og gik så ned igennem mørket, til han nåede trappen. Lod fingeren glide over kontakten og fortsatte nu ned af den belyste trappe. Han klikkede på lyskontakten for enden af trappen og blev igen omsluttet af mørke. Han traskede nøjsomt ud i køkkenet. Han var vokset op i dette hus, så han kendte det hele som sin egen lomme. Og mere til. Han åbnede køleskabet og bøjede sig let, gloede ind i det skarpe lys og trak en karton mælk ud som han satte på køkkenbordet, mens han rakte den ene arm ud og tændte det lille matte lys over køkkenbordet. Han fandt en dyb tallerken i skabet og lagde en ske ved den side på bordet. Han fandt krukken med havregryn og fyldte tallerknen og fyldte mælk på. Mælken røg tilbage i køleskabet og han dumpede ned på stolen foran sit morgenmåltid. Langsomt slubrede han måltidet i sig. Han rakte ud efter gårsdagens avis, som lå henkastet på bordet. Bladrede op på den første side og læste uinteresseret i den, mens han spiste sin morgenmad.

Dan han lagde avisen fra ham på bordet var morgenmaden for længst fortæret. Han lod blikket glide over uret på køkkenvæggen og kiggede så ud af vinduet. Klokken nærmede sig fem denne mandag morgen. Han gik ud og trådte ned i sine løbesko. Han snørede dem godt til og strakte sig. Han åbnede døren og trådte udenfor. Lukkede døren dag sig og kiggede ud over haven og vejen. Duggen lå stadig hen over græsset, men solens varme var begyndte at tage sin virkning. Han smilede for sig selv og gik ned af trapperne, hen over den smalle havegang og ud på fortovet. Han stod lidt og nød solen og stilheden, som han gjorde hver eneste morgen omkring fem tiden. Han drejede sig og begyndte at løbe. Først stille og roligt, men inden længe havde han god fart på. Han lagde hurtigt mange kilometer bag sig og da han havde taget sin sædvanlige rute på ti kilometer, valgte han i dag at løbe en anden tur forbi købmanden og hjem. Han trådte ind ad købmandsdøren med det velkendte kling, som den lille klokke alarmerede med når døren åbnede og lukkede. Han gik forbi disken og smilte hilsende på Lotte, der altid havde den tidlige morgenvagt. Hun stod altid i sin kortærmet røde T-shirt, med det lille gråstribede navneskilt lidt over det ene bryst. Han havde ofte mødt hende oppe i byen forhen, hvor hun var på vej til fest og han bare var ude og gå. Hun overlod sjældent noget til fantasien når hun var klædt til fest. Men når hun stod her i den lille købmandsbutik, så hun helt anstændig ud. Hun stod med en neutral makeup og læste magasiner. Hendes hår havde hun altid oppe i en struttende hestehale. Om hun stod her eller skulle i byen, var frisuren altid den samme. Jeg smilte lidt for sig selv, mens han tænkte over det, og fortsatte ned mod kølerdiskene. Han greb en energidrik fra køleren og gik tilbage mod disken. Fangede en pakke tyggegummi og lagde den på disken sammen med den lille dåse energi. Han så høfligt på hende og lagde en pengeseddel ved siden af. Hun smilede og gnaskede videre på sit tyggegummi. Hun tastede tingene ind, tog sedlen og lagde nogle mønter. Jeg tog sin energidrik og pakken med tyggegummi og forlod disken. ”Hey dine byttepenge?!”, hørte jeg bag mig. ”Behold dem!”, svarede han og åbnede døren. Han stoppede op og hørte døren lukkede sig. Han knappede dåsen op og tog en tår. Så begyndte han at gå hjemad igen.

Han dumpede ned på sin seng igen. Det var gammel vane at han gik op på sit værelse og satte sig på sin seng hver gang han kom hjem. Han blev lidt trist. Han rejste sig langsomt og gik over til kommoden. Han tog en billederamme og løftede det. Hans øjne begyndte at blive blanke. På billedet stod han. I midten mellem sine forældre. Og på faderens side stod han farmor og farfar. Mellem dem stod hans lillebror. På moderens side stod hans mormor og morfar. Mellem dem stod hans storesøster. En tåre begyndte at glide ned over hans kind. Han lukkede øjnene. Hans tanker gled tilbage til for to år siden. De skulle alle sammen på ferie. De havde lejet en stor autocamper, hvor de alle sammen kunne være med god plads. De glædede sig alle sammen. Jeg var i skole og ville blive samlet op og så kørte de direkte. Men de dukkede aldrig op den dag efter skole. Han ringede i millioner af gange. Så efter halvanden time valgte han at gå hjem. Da han kom hjem var huset låst og tomt. Han var forvirret og prøvede utallige af gange at ringe til sine forældre igen. Men intet held. Der gik en halv time og så hørte han en bil i indkørselen. Han kiggede ud og en politibil var holdt ind. Han kiggede undrende på den og hørte så dørklokken. Han gik ud og åbnede døren. Hans tanker var tilbage i rummet igen. Han satte billedet på kommoden igen. Han tørrede sine kinder og trådte ud på gangen. Han havde arvet huset efter sine forældre da de døde for to år siden. Nu var han 19 år gammel, havde sit ejet hus, grund og garage. Han havde arvet både forældrenes og bedsteforældrenes penge og formuer, så han manglede ikke noget. Men han ville nu hellere have de var i live. ”Torpederet af en skraldevogn, min bare r…!”, mumlede han sagte for sig selv og hoppede galant ned af trapperne og gik ind i stuen. Han smed sig i sofaen og greb fjernbetjeningen. Begyndte at zappe rundt i kanalerne og fandt en kanal der sendte en lidt ældre actionfilm. Han havde set den før, men blev på kanalen og smed fjernbetjeningen fra sig i sofaen.

Filmen nærmede sig sin slutning og han kiggede på sit ur. Den vidste kvart i fire. Han gabte. Han måtte hellere finde på noget at spise, tænkte han og rejste sig. Slukkede tv’et og gik ud i køkkenet. Han skulle til at åbne køleskabet da telefonen ringede. Han gik over og tog røret. ”Hallo… Hvem… Jamen… Okay så… Ses!”, sagde han og lagde røret på. Han lænede sig op af væggen. Så rettede han sig op og gik ud i gangen. Han åbnede skabslågen og tog et håndklæde. Lukkede og åbnede et nyt. Tog noget forskelligt tøj frem og gik derefter ud på badeværelset. Smed sit eget tøj i vasketøjskurven og tændte vandet i bruseren. Han stod foran det store spejl. Han studerede sig selv i det store spejl. Han var godt bygget, tænkte han. Fra naturens side havde han altid været muskuløs. Han sorte pjevset hår var glat, men ikke sat. Han havde ikke barberet sig i et par dage og der var kommet et godt lag skægstubbe. Hans blå øjne skinnede i spejlet og han smilte let til sig selv. Så hoppede han ind under de varme stråler.

Han havde fået overstået badet. Stod nu i sine fine sorte bukser, sine pæne sko og sin lyserøds-stribet skjorte med flip. Han nynnede og bladrede gennem de mange Lp’er, der stod fint arrangeret på hylden. Det elegante anlæg stod ved siden af og han havde gjort pickuppen klar til en ny plade. Han valgte en nyere plade med lidt festligt blandet musik på. Han tog den ud af sit cover og lagde den forsigtigt på anlægget og satte pickuppen ned. En rytmisk moderne melodi begyndte at spille og han smilede. Han dansede et par trin over til baren, som var opført i samme stil som resten af stuen, meget moderne og stilet. Han trådte om bag bardisken og begyndte at mixe en større portion drinks. Lidt efter ringede det på døren. Han gik mod hoveddøren med shakeren rystende i hænderne. Han åbnede den og smilte venligt. ”Kom indenfor Mia!”, sagde han og hun trådte nærmere. Han lukkede døren efter hende og gik undersøgende bag hende til bage til stuen. Hun havde bare ben, med et par høje sorte stilletter. En sort kort nededel og en mørk top udover. Hendes sorte hår gyngede bølgende ned ad ryggen og hun bar en lille sort håndtaske. Midt i stuen drejede hun rundt og kiggede på mig. Han rystede videre og fortsatte om bag bardisken igen. Foran på hendes top var et mat mønster af noget mørk sølvfarve, som fadede en anelse ud hvor hendes dybe kavalergang endte. Hun havde nogle forskellige halskæder på, der meget godt matchede hendes store øreringe. ”Er de andre ikke kommet endnu?!”, spørger hun og jeg kan høre at hun jo godt ved det, men bare vil starte en samtale. ”Nej, men de er vel snart på trapperne!”, siger jeg smilende tilbage og stiller shakeren på bordet. Hun træder over til baren og sætter sig op på en af de sorte barstole. ”Du ser da fin ud i dag!”, siger jeg så og smiler. ”Fin…”, starter hun. ”Kun fin?!”, slutter hun så og smiler drillende til mig. Jeg går helt i stå. ”Ehm…”, fremstammer jeg. Hun begynder at smågrine og jeg smiler akavet. ”Ja… ehm… fin…!”, jeg rømmer mig og finder så nogle glas frem. Hun griner. Han stiller et glas frem og hælder drinken op fra shakeren. Hun kigger interessant på glasset. Han stiller shakeren på bordet og trækker en lille paraply op af en af skufferne og putter den i glasset sammen med et sugerør. ”Vær så artig!”, siger jeg og smiler. Hun tager om glasset og så ringer det på døren. Jeg blinker til hende og går hen og åbner døren. ”Hej David!”, siger Mark og træder ind forbi ham og efter Mark følger Signe og Martin. De går ind i stuen og jeg lukker døren og går efter dem. ”Velkommen til!”, siger han lavmeldt. Han ville nu hellere bruge aftnen sammen med Mia. Han kan godt lide Mia. De forstår hinanden. Jeg går om bag baren og løfter låget af shakeren. Han løfter armen og lader den glide hen over de tre glas. Og væsken løber i glassene og han stiller den på bordet igen. Kommer sugerør i og stiller dem op på baren. Han finder en lille paraply og vipper den op i Signes glas. Han smiler til hende og løfter sit eget glas. ”Skål og velkommen til!”, siger han så og kigger på dem alle sammen. Der bliver skålet og smagt på drinksene.

Småsnakken går mellem dem og jeg står bag baren. Mark og Mia sidder i sofaen og snakker. Martin sidder og bager overdrevent på Signe ved kanten af baren. Signe ser ud til at finde det ubehageligt, men skjuler det meget godt. Hun smiler nervøst og prøver at fange mit blik i håb om jeg kan hjælpe hende. Men jeg står og stener lidt. Står og betragter Mia. Hun ser rigtig sød ud syntes jeg. Han smiler for sig selv, men kommer nu tilbage til verden igen. ”Kom nuuu… bare et lille kys, Signe!”, hører han nu Martin sidde og lokke. Jeg kigger over på dem og Signe fanger nu hans blik. Han kigger hurtigt væk, for vil egentligt ikke blande sig. Han går om på den anden side af baren og går over til anlægget. Nu står han lige bag Martin. Og han kan ikke undgå at høre hvad han sidder og ævler om. Lige pludseligt tager Martin fat i Signe, som giver et lille hyl. Han prøver nu med stor kræft at kysse Signe, som prøver ihærdigt at holde ham på afstand. Mia og Mark har rejst sig og står og råber til Martin. ”Lad hende nu være Martin!”, råber de nærmest i kor. Jeg drejer sig langsomt og står nu og kigger ind i nakken på Martin. Mia fanger mit blik og nikker, som ved hun hvad han tænker. Jeg kigger igen på Martin og tager ham så om Martins skulder. Og med et ryk drejer han ham rundt. Martin bliver lidt overrasket, men står nu og kigger vredt på mig. Signe løber over og stille sig ved Mia. Mark står og kigger på Martin. ”Mit hus!”, siger jeg kort. Martin kigger stadig vredt på ham og jeg ser at han knuger sine fingrer sammen til faste knytnæver. Knoerne bliver helt hvide. ”Og hvad så?!”, vrisser Martin. ”Det var min dame!”, fortsætter han. Jeg kigger på Signe, som har fået blanke øjne. Så kigger jeg tilbage på Martin. ”Nej hun er ikke!”, svare jeg skarpt. Med ét hæver Martin hånden til slag, men hurtigt griber jeg hans arm og den anden arm hæver jeg hurtigt og griber Martin hårdt i halsen. Da jeg har et godt greb i hans hals, skubber jeg ham helt op ad baren. ”Jeg vil aldrig nogensinde se dig mere! Jeg vil aldrig nogensinde hører et eneste ord om dig! Er det forstået?!”, hvæser jeg nu meget vredt og hårdt og stirre direkte Martin i øjnene. Alt vrede, raseri og fuldskab er med ét forsvundet fra Martins blik. Han nikker på hovedet så godt han kan og frempuster et ja. Jeg slipper ham og Martin kan igen trække vejret frit. Han kiggede skarpt på mig, men da jeg bare står og kigger vredt på ham, forsvinder det fra hans blik igen. Han retter sig op og kigger så på Signe. Han ser på hende som var hun en meget billig tøs og kiggede så på Mark. ”Kommer du?!”, sagde han, stadig lidt forpustet. ”Nej jeg bliver her!”, sagde Mark. ”Hvad fanden…”, starter Martin. Jeg rømmer sig og det giver et sæt i Martin. Han mumler hele vejen ud i entréen og vi hører hoveddøren smække. Signe går over til mig og lægger armene om min hals og takker mig mange gange. ”Det var ingenting!”, svare jeg og får så sat den plade på anlægget jeg havde fundet frem. Mark lader sig dumpe ned i sofaen. Signe hopper over ved siden af ham og de falder i god snak. Dæmpet ballademusik spiller ud af de store mørke højtalere og jeg dumper ned i min store lænestol. Mia sætter sig på armlænet. Mark kigger over på mig og smiler nervøst. ”Det må du sgu undskylde David! Jeg vidste ikke at…”, siger han så. ”Alt forladt min ven!”, siger jeg og smiler. ”Har set ham et par gange og har aldrig kunnet lide ham. Kender ham ikke, men… ja et eller andet siger mig han er dårligt selskab!”, slutter jeg og tager en tår af mit glas. Mark smågriner lidt, men slår så over i en alvorlig mine. ”Han var en gang min allerbedste ven… Men… Det er lidt som om vi er vokset fra hinanden…”, han tager en tår af sit glas og fortsætter: ”Han er i hvert fald ikke den samme mere…”, han bliver afbrudt af Mia, som har siddet og lyttet, men som nu har fanget hvilken sang der lige er startet. Balladenumrerne er overstået og en gammel klassisk rocksang er tonet frem på pladen. ”Jaaaaaah!!”, råber hun nærmest og hopper op og fyrer den af på luftguitar, så Signe er ved at spilde sin drinks. Vi griner alle sammen og meget efterlignende hopper vi med på vognen og spiller alle sammen luftguitar. Jeg får hevet en kasse øl frem og ellers bare sat nogle flasker sprut på bordet og diverse vand. Gider ikke stå og lege bartender. Vi sidder alle fire om det brede sofabord og hygger os. I vores alder er drukspil stadig hyggeligt og sjovt, så det bliver da til nogle spil. Da jeg efterhånden kan mærke at jeg snart skal lade vandet, rejser jeg mig for at gå på toilettet. Ude i gangen, kommer mark gående bag mig. ”Hør… Der er lige noget du skal vide David!”, siger han og jeg stopper op og vender mig mod ham. ”Hva så?!”, siger jeg og dasker venskabeligt til hans skulder. ”Martin er desværre en person, der bærer nag…”, siger han lavmeldt og kigger ind mod tøserne. Jeg bliver lidt mere alvorlig og selvom jeg nu er ved at skulle lade mit vand kraftigt, bliver jeg stående. ”Kan han finde på noget som…”, starter jeg, men bliver afbrudt af Mark igen. ”Han er begyndt at hænge ud med nogle forkerte typer og nu er jeg bange for… du ved… Nu hvor han også ved hvor du bor!”, nærmest hvisker han. ”Kom lige med!”, siger jeg så og åbner døren ud til toilettet. Han går med. Jeg stiller mig ved toilettet. Vipper brættet op, lyner ned og får styr på vandtrykket. ”Du siger altså han kan finde på at vende tilbage hertil i aften med hans lille bande og gå lidt amok?!”, siger jeg til Mark, som har lænet sig op af håndvasken. ”Jeg ved det faktisk ikke… Han er blevet en rigtig ondskabsfuld person inden for de sidste par år. Så et eller andet sted skal jeg da ikke kunne afslå at tanken om dette har strejfet mig!”, og fortæller lidt om hvordan Martin har udviklet sig de senere par år. Jeg lytter interesseret, mens jeg bliver færdig og vasker hænder. Inden vi forlader badeværelset, kigger jeg på ham. ”Tror ikke det er en god idé at nogen af os tager videre i byen i aften!”, siger jeg og Mark nikker. Vi går ind til pigerne, som er ved at lave nogle meget specielle drinks og samtidigt har fået et ordentligt grineflip. Vi falder hurtigt ind i stemningen og smiler. Da vi alle fire sidder og snakker, griner og hygger, begynder Signe så småt at hentyde om vi ikke skal videre i byen. Jeg får øjenkontakt med Mark. ”Signe… Og Mia!”, siger jeg så. ”Mark og jeg har besluttet at vi fortsætter festen her resten af aftnen og natten, eller i hvert fald så længe vi gider og så kan I bare sove her! Har rigeligt med plads… Ja I kan alle tre få hver Jeres værelse at sove i, hvis det skulle være det!”, siger jeg og smiler. De kigger undrende på mig et øjeblik. Mia smiler. ”Lyder som en dejlig idé David!”, siger hun og kigger på Signe. ”Øv… Ville ellers gerne i byen!”, siger Signe lidt tvært. ”Men kan da godt se, at hvis ham hundehovedet er taget i byen…”, siger hun så lidt mere muntert. Hun smiler og ligger en hånd på Marks lår. ”Tror ikke vi behøver så mange værelser!”, tilføjer hun og man kan se at Mark bliver rød i kinderne. ”Årh hold da op pigebarn!”, griner han og vi griner alle med ham. Vi fortsætter festen.

Jeg vågner og føler mig lidt omtåget, men kommer hurtigt til mig selv og strækker mig. Hører fuglene kvidrer. Jeg rejser mig fra sofaen. Jeg har ikke sovet i min egen seng. Efter jeg havde vist Mark og Signe, det værelse de kunne sove i var jeg gået tilbage til stuen hvor Mia sad. Hun var blevet godt fuld. Vi havde alle drukket godt. Men hun sejlede nu meget. Jeg satte mig ned ved siden af hende. Hun lagde sit hoved på min skulder og sin hånd på mit lår. Jeg tog hendes hånd. "Skal jeg ikke følge dig i seng Mia?", siger jeg og kigger på hende. Hun småfniser, men nikker så mere alvorligt. Vi rejser os og støttende følger jeg hende ind i mit soveværelse. Hun falder om på sengen og smiler til mig. "Så kom jeg alligevel ind i det allerhelligste!", griner hun op til mig. Jeg smiler til hende. "Jeg kommer igen om lidt!", siger jeg til hende og går. Hun ligger og breder sig og smiler. Jeg lukker døren efter mig. Åbner et vindue og rydder hurtigt op i stuen. Bagefter sidder jeg i sofastolen lidt og slapper af. Rejser mig så og går ud i gangen. Tager mit tøj af og finder mit løbetøj frem. Hopper i mine løbesko og lukker hoveddøren bag mig. Nyder denne morgens friske dufte. Fuglens kvidreren, der så småt begyndt at lyde rundt omkring. Jeg begynder at løbe. Efter en god times løb, står jeg i gangen igen. Har smidt kludene og går ud i et friskt bad. Tørre mig og går ind i stuen og lukker vinduet. Så fortsætter jeg ind på det andet gæsteværelse. Huset er helt stille. Jeg ligger mig under dynen. Nu er jeg vågen igen og efter strækket får jeg rejst mig og taget tøj på. Kigger på klokken som viser lidt over ni. Jeg smiler. Jeg træder ud i gangen og lukker døren efter mig. Af hvad mine ører siger mig, er der kommet liv. Kan hører nogen i køkkenet. Jeg går derud. Og der står Mark ved vasken og leder efter glas i skabene. ”Godmorgen Mark!”, siger jeg friskt og åbner et skab og tager et glas ud. ”Er det sådan et du leder efter?!”, siger jeg så og Mark kigger forbløffet på mig. ”hvordan kunne du…?!”, siger han så. ”Du har allerede taget mælken ud!”, siger jeg så og peger på kartonen ved siden af køleskabet. ”Hehe… Du ikke til at skyde igennem hva!”, konstatere han og tager imod glasset. Tager mælken og sætter sig ved bordet. ”Godmorgen for resten!”, smiler han og hælder op. Han løfter mælkekartonen mod mig, men jeg ryster på hovedet og kigger ud af vinduet. ”Dejligt vejr!”, siger jeg og høre Marks slubren. Vi begynder at snakke lidt frem og tilbage om aftenens fest, om Signe og andre ting, der lige falder os ind. Pludseligt kan vi høre en masse støj og med et bliver min soveværelsesdør nærmest revet op. Mia kommer forvirret ud. ”For en i helvede da også!”, nærmest råber hun. Hun ser os i køkkenet. ”Er sgu virkeligt ked af det drenge… Men havde helt glemt jeg skal på arbejde… for fanden da også!”, vrisser hun og man kan tydeligt se at tømmermændene bare banker derudaf og stressen føler godt efter. Hun løber ud i entréen med sine høje hæle dinglende mellem fingrene og håndtasken i den anden hånd. ”Hey David…! Tak for i går aftes… Kom forbi i aften ik’?!, råber hun tilbage og inden jeg når at svarer, smækker døren efter hende. ”Nå da da!”, siger Mark og griner. Den var høj i går hva!”. ”Ja… Hun er nu meget sød!”, siger jeg så og Mark kigger på mig. ”Ja det er hun bestemt!”, siger han så og begynder at bladre i den gamle avis. ”Synd hun mistede sine forældre dengang!”, mumler han og bladre. Jeg kigger på ham. Han kigger på mig. ”Åh… De blev dræbt i en bilulykke, da hun var seks år gammel!”, sagde han overrasket. ”Det troede jeg du vidste?!”. Jeg ryster let på hovedet. ”Det må være svært at miste…”, starter han, men stopper så og kigger på mig igen. ”Åh ej undskyld David… Jeg tænkte mig ikke om…!”, sagde han og rejser sig op og kigger på mig. ”Alt forladt min ven!”, siger jeg og smiler til ham. ”Det helt i orden!”. Som Marks redning, åbnes døren ind til det andet gæsteværelse og Signe kommer ud. Hun ser noget videre træt ud. ”Godmorgen søde!2, siger Mark friskt. Hun mumler søvnigt godmorgen til os og kommer over til os. ”Tak for i går!”, siger hun og smiler til mig. Derefter kigger hun på Mark. ”Kan vi ikke tage hjem til dig?!”, mumler hun. ”Jo lad os det! Du ligner en der kan bruge noget kaffe, noget at spise og så en masse åndssvagt tv!”, griner Mark. ”Lyder som en god idé!”, stemmer jeg i og siger pænt farvel til dem begge. Jeg lukker døren efter dem og går tilbage til køkkenet. Jeg sukker og går ind i stuen. Sætter min kop kaffe på sofabordet og tænder tv’et. ”Så skal der bare stenes…”, hvisker jeg for mig selv. ”Lad det snart bliver aften…”, hvisker jeg igen og begynder at zappe.

Jeg går op ad den brede indkørsel. Solens sidste røde stråler skinnende svagt gennem buske og træer. Da jeg når hoveddøren er solen gledet ned over horisonten og mørket begynder at lægge sit tæppe over landet. Jeg står foran døren. Løfter hånden for at banke på, men sænker den så igen. Dette gør jeg et par gange, men tøver hver gang. Til sidst bider jeg tænderne sammen og banker på. Der går lang tid. Jeg banker igen. Der sker intet. Så sænker jeg hovedet og vender mig. Træder ned af trappen og går slukøret ned af indkørslen. Stopper så op og kigger sig over skulderen. Der er kommet lys i et af vinduerne på førstesalen. "Bare det ikke er hendes stedmor!", hvisker jeg lavt for mig selv. Lyset slukker igen. Jeg sukker dybt og idét jeg vender mig for at gå videre, høres hoveddøren blive låst op og åbnet. Jeg kigger mod døren og ser nu hendes kønne lille ansigt dukke frem ad skyggen. Hun misser lidt med øjnene og vinker til mig. Jeg smiler og går op til huset. Hun træder ud og lukker døren bag sig. Hun står i en mavekort T-shirt og et par matchede sort hotpants. Hun smiler. Lægger hovedet på skrå. "David Soimmers... Hvad laver du ude på dette tidspunkt?!", siger hun spørgerne med et glimt af sin underholdende humor. Jeg har altid godt kunnet lide hendes humor. Og hun var den eneste, der kunne lide min. I hvert fald er hun den eneste, der har givet udryk for at kunne lide min humor. Jeg kigger på hende. "Var bare ude og gå en tur...", siger jeg tøvende. "Nå så det var du...", siger hun spøgfuldt og fortsætter:" Ja man skulle jo næsten tro du ligefrem savnede mig jo!", griner Mia. Vi smiler. "Kom!", siger hun så og tager min hånd. Hun trækker mig med over i garagen, hvor der er indbygget et lille værelse. Hun låser op og lukker døren bag os, tænder lyset og beder mig om at sidde. Jeg dumper ned i sofaen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...