Different {HP} {Draco + Luna}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 17 apr. 2014
  • Status: Igang
Draco Malfoy er den dreng alle ser som en virkelig badass. Han har fra første skoleår skabt sig uvenner med Harry Potter og hans venner, og nu er han i alles øjne kynisk og usympatisk. Draco er efterhånden begyndt at kunne lide hans image, og gør intet for at ændre det. Men da Luna Lovegood begynder at åbne øjnene op for ham, bliver han presset op i et hjørne. Skal han følge sit hjerte med Luna, og risikere alt han har - eller skal han droppe hende, og forblive tryg? *ADVARSEL SEX OG INTIMITET KAN INDGÅ*

10Likes
9Kommentarer
416Visninger
AA

2. Draco Malfoy

 

Hans lange lyse hår falder gentagende gange ned i hans øjne, og det irritere ham så meget at han snerrer kort og koldt. Goyle ser skræmt på ham, som om Malfoy er ude på at såre ham eller skade ham, hvilket bare for ham til at sukke dybt og endnu mere irriteret, den fede nar går ham på nerverne, han puster og laver ikke andet end at æde konstant imens han ser utrolig dum og uintelligent ud, men der er ikke andre der er ligeså dumme og lette at manipulere med som ham, i hvert fald ikke nogen han gider manipulere med, da de virker dummere og mere åndsvage end Grabbe og Goyle til sammen, og det siger ikke så lidt, men dog heller ikke for meget. Han løfter hovedet, slår kort med det så hans hår kommer på plads, og ser over på Luna Lovegood der sidder og ligner en der er dybt lykkelig, og at alt i hendes liv er perfekt - dette får Draco til at rynke på næsen og snerpe læberne sammen i en utilfreds streg, han forstår ikke at man kan smile så meget som den pige gør, hun bestiller ikke andet end at vade ned igennem gangende på Hogwarts med et stort, dumt smil påklistret hendes ellers fine tynde læber, hun går Malfoy på nerverne, men alligevel kan han ikke lade være med at være en smule imponeret over hende, det må være fantastisk at kunne smile over alt og intet, selv i krise situationer har han set pigen smile, som om det hele nok skulle ordne sig, inden for den nærmeste overskuelige fremtid. 


 Han drejer hovedet en anelse, og ser ud af togkupens støvede  og beskidte vindue, hvor træer og skove farer forbi i en sådan en fart, det bare ligner udtværet maling. Han rømmer sig kort, tøver og drejer så hovedet imod Luna igen. 
" Hva' så? Glæder du dig til skoleåret - måske der er flere sokker der bliver taget af den der sokke tyv du ævlede om sidste år? "

Hele sidste år gik folk og snakkede om Luna Lovegood og hendes skøre overbevisning omkring at hendes sokker blev spist af et monster, og at de nok skulle dukke op igen, hvilket de underligt nok også gjorde sidst på skoleåret, Malfoy er dog overbevist om det var bevist, hun havde gemt dem for at kunne lave et nummer med dem alle sammen i slutningen af året. Hvis det er sandheden, lykkedes det hende. For alle begynde at kigge efter deres egne forsvundne sokker, men som man jo kan sige sig selv var der ingen der fandt dem, udover et par stykker, men det var under senge, stole eller andre naturlige steder, en sok kan smutte hen i øjeblikkets hede. 
Han sender sig selv et smil ved tanken, og venter bare spændt på Lunas kommentar til hans spørgsmål. " Hmm, måske. Man ved aldrig om de har gjort noget ved dem imens vi har været hjemme, men jeg har taget et par ekstra med hvis det skulle være sket. Jeg vil nemlig helst ikke undvære, Hogwarts gulve kan være så kolde i vinter halvåret. Uh. "  
Malfoy glor målløs på Luna. Hun har end ikke forstået ironien og sarkasmen i hans spørgsmål, og hun besvarer det som om det var et venligt sindet og rart spørgsmål. Malfoy er ikke let at chokere eller gøre mundlam men dette er tilfældet. Hende Luna er godt nok noget specielt, det må selv han indrømme.

Som hun sidder der og vipper en anelse med hendes fødder imens hun ser glad ud, kan Malfoy ikke lade være med at studere hende. Hun er faktisk en ganske køn pige, hvis man ser bort fra hun er skør. Hendes evige glæde kan være irriterende, men den har også reddet stemningen utallige gange, mindes Malfoy. Hun har ofte afværget en del skænderiger og slåskampe, bare ved at komme hoppende med hendes 'det skal nok gå' smil på læberne.


 Han drejer hovedet med et irriteret suk, da han hører Harry Potters forfærdelige stemme i hans ører. Det er ikke fordi Potter har gjort ham noget personligt, ikke ud over at gøre Malfoy jaloux af helvedes til. Det kan ikke passe at en forældreløs dreng kan havde det så meget bedre og lykkeligere, end Malfoy selv der har to forældre der elsker ham - i hvert fald en mor der elsker ham. Han sukker igen og er generelt træt af Potter skal stå udenfor deres togkupe og hænge, stod det til ham skulle de hænges op i deres arme, og trækkes efter toget. Sådan en som Herimone Granger, og hendes forgiftende muggleblod, der er intet at sige til at Potter er blevet så blødsøden og sindsyg som han er. Bare man har rørt ved en Muggler der tror han er magisk, er man dømt til at være sindsyg resten af sine dage. Den vej er Potter allerede veget ind på, i hvert fald hvis man spørger Malfoy, men det er der som sædvanlig ingen der gør. Alle er på Potters side, undtagen Malfoys ynglings professor, professor Snape. Snape er måske en smule lusket og uhyggeligt, men han hader Potter ligeså indædt som Malfoy, og det er altid godt. Han ser op da toget kørt bumper, det giver ham nemlig altid en ubehagelig fornemmelse i maven, da det er stoppet lander hans blik igen på Luna. "Jeg fatter ikke hvad du ser i Potter, han fører du kun i urede, du ender som en af dem. En Muggler elsker, en mudderblods elsker. Er det virkelig det du ønsker Lovegood? At være en Mudderblods elsker? Fy for fanden, siger jeg bare." Han afventer Lunas reaktion, selvom han godt er klar over den ikke bliver hidsig, men han håber bare der kommer en eller anden slags reaktion, ellers ville hans ord være forspildte. Luna end ikke se forlegen ud, men sender bare Draco et venligt smil, og trækker kort på hendes benede skuldre. "Du burde ikke være så Jaloux på Harry, Draco, det er tydeligt at se. Jalousi er ikke sundt, og det bringer intet godt med sig, kun harme og død. Jeg synes du skal slå koldt vand i blodet, og nyde at du har det godt og lever, Draco." Hendes smil giver Malfoy lyst til at flænse hende levene. Så kan det være det forsvinder, det grimme selvfede smil, så skriger hun måske, græder og tigger om nåde. Hun ville i hvert fald ikke længere smile, og det ville være pointen med det. Da hun trækker en bog op om blomster og Botanik fnyser Malfoy kynisk. "Jaloux? Du burde ikke snakke om at være jaloux. Du kan sagtens med dit dumme kønne ansigt, og dine lyse lokker. Du render jo rundt og tror hele verden er et eventyrland, men det er det ikke. Heldigvis. Jeg tror ikke du skal udtale dig om begreber, der går ud over din forstand, Luna." 

 

Han rejser sig hidsigt op, og begynder at rode i hans taske, hvor han river en bog op med vrede bevægelser, bogen er tyk og slidt, og det er tydeligt han ikke er den første der har læst den, bogen har han lånt af Professor Snape,  Snape har fortalt ham at den vil give ham gode chancer for at arrangere - med en smule snyd og besværgelser - at Slytherin vinder mesterskaberne i år i Quddith. 

" Jeg er slet ikke så ond som du går og forstiller dig, Lovegood. "

 

{ Undskyld længden på første kapitel, jeg synes det er svært at komme igang. Håber i vil læse den. Knus. }

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...