Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4958Visninger
AA

12. Vildana

Stenmurene omkring byen Berna lignede dem, som omgav Thornag. Stedet i sig selv; menneskerne og husende lignede meget Thornag, men jeg vidste ikke, om det var en god følelse. Jeg savnede jo Thornag så meget, og det at være tilbage til et sted, hvor børnene med røde kinder legede på gaden, og hvor livet og glæden sværmede som bier over stedet, gjorde mig glad, men også trist. Det var ikke min by, og min by ville aldrig blive det samme igen.

    Mennesker kom ud af de små stenhuse, der var beklædt med stråtag, for at se Rakian og jeg, der kom gående hen ad vejen. Deres øjne gloede på os, som om vi var ubudne gæster, og nogen så endda bange ud.

    ”Tror du de ved, hvem vi er?” spurgte jeg så lavmælt, at kun Rakian kunne høre det.

    ”Det er jeg bange for.” Jeg bemærkede, at han langsomt lagde sin hånd på sværdets skaft.

    Jeg havde ingen ide om, hvor vi var på vej hen, men jeg fulgte grusstien på mine ømme fødder og undlod at få dårlig samvittighed ved det faktum, at Rakian humpede ved siden af mig, uden jeg hjalp ham.

    ”Leder vi efter en kro?” spurgte jeg. ”Det kunne være rart at sove i en seng igen.”

    ”Ja, lad os gøre det.”

    En hånd lagde sig på min skulder, og mit hjerte sprang et slag over, da jeg fik et chok og trak mit sværd. ”Prinsesse?” sagde en velkendt stemme.

    Jeg vendte mig hurtigt om og så til min store lettelse, at det var Vildana, som en gang var kokkepige på Slottet Thornag. Jeg lyste op i et smil og slog armene om hende. Tårerne som jeg frygtede så meget truede med at slippe ud igen, og jeg hadede det, men jeg troede, at hun var død.

    ”Hvor er det godt at se, at du er i live,” sagde hun og trak sig væk. Vildana lignede som altid sig selv med sit gråsprængte mørke hår, der var sat op i en knold, hvor vildfarede hårtotter krøllede ned på hver side af hendes hoved. Vildana var kraftig og bar altid det samme plettede forklæde bundet stramt om maven udenpå sin kjole.

    ”Jeg troede at du var død,” var det eneste, jeg kunne fremstamme.

    Hun rystede på hovedet og smilede. ”Nej jeg slap væk.” Hun skiftede brat ansigtsudtryk til medfølelse og sorg. ”Jeg hørte om kongen…” Jeg vendte blikket mod jorden og rystede på hovedet. ”Vil du ikke med hjem til mig? Jeg bor hos en gammel ven ikke langt herfra. Han er ude at rejse for at besøge noget familie, så faktisk passer jeg bare huset,” spurgte hun, og jeg nikkede. Så var vi da fri for at skulle til at finde en kro.

    Jeg nikkede mod Rakian. ”Det er Rakian,” sagde jeg, da jeg vidste, at hun kun havde mødt ham et par gange før.

    ”Åh ja. Hej med dig,” sagde hun og smilede høfligt til ham. ”Du er selvfølgelig også velkommen… skal vi gå?” spurgte hun.

    ”Ved folk godt, hvem vi er?” hviskede jeg.

    ”Nogen gør, andre gør ikke,” sagde hun og begyndte at gå op ad vejen med os i hælene.

    ”Hvorfor kigger de på mig på den måde?”

    ”Dem der ikke ved, hvem du er, er bare bange for nye mennesker, men dem der ved det, er bange for hvad du bringer med dig. Tænk hvis du leder Vatokan ind i byen,” svarede hun lavmælt og åbnede døren til et lille hus. ”Vatokan har udlovet en dusør,” hviskede hun og viste os ind. Hun rakte hånden ud mod et bord med stole, som jeg satte mig på.

    ”Jeg har hørt om dusøren. Hundrede guldmønter.”

    Efter få sekunder kom Rakian humpende ind af døren, og det slog mig, at jeg helt havde glemt, at han var skadet. Vildana trak overrasket en stol ud, som han kunne sætte sig på. ”Hvad er der sket?” spurgte hun og gav sig til at undersøge hans fod.

    ”Vi blev overfaldet, og han slog foden.”

    ”Blev i overfaldet?” udbrød hun fortvivlet. Jeg sukkede og nikkede.

    ”To gange.”

    ”Ved i hvad? I ser ud til at trænge til noget mad, og så kan i jo fortælle mig om det, mens vi spiser,” sagde hun og gik hen for at begynde tilberedningen. ”Suppen skal koge lidt tid, inden vi kan spise den, så jeg kan jo passende kigge på din fod imens.” Hun smilede varmt til Rakian, der nikkede og smilede skævt tilbage.

    Det tog ikke lang tid for hende at tilberede det. Hun var en af de bedste, jeg kendte til at lave mad, og det slog mig, hvor meget jeg havde savnet hendes mad. Faktisk havde jeg savnet hende en hel del, og selvom jeg vidste, at det ikke var normalt at have forhold med de ansatte på slottet, var hun nu alligevel som en mor for mig, og det havde hun altid været.

    ”Jeg kigger lige på din fod,” sagde hun og mærkede blidt på den. Rakian skar ansigt og bed tænderne sammen. ”Altså det er mig en gåde, hvordan du har fundet ud af at gå på den fod.” Hun lagde hans fod på en taburet, og han udstødte et lille forpint støn. Jeg havde svært ved at kigge på ham med smerter, så jeg gav mig til at undersøge rummet med blikket. Jeg kunne se at huset ikke var specielt gammel på grund af det nye træ, der var lavet borde og stole af og tingene rundt omkring, der var fuldstændig intakte og pæne. Stedet var hyggeligt og dejligt varmt. Stenovnen var tændt op, så jeg valgte at sætte mig længere over til den, da jeg fandt den knitrende ild beroligende.

    ”Er det virkelig nødvendigt det der?” udbrød Rakian, og jeg kunne se sveden perle af ham, da hun vaskede hans fod med en klud.

    ”Jeg er nødt til at vaske den, hvis der skal en forbinding på,” sagde hun bestemt. Hun gik ind i et andet rum og kom tilbage med nogle hvide stofstrimler. Rakian blev helt hvid i hovedet og bed tænderne sammen, da hun foldede det ud og begyndte at lægge det om hans fod. Hans fingre greb hårdt fat i bordkanten, og jeg så neglene borde sig ned i det nye træ.

    Det kunne da ikke kun være en forstuvning. Det var garanteret blevet værre, efter han absolut skulle spille helt.

    ”Kan vi blive her, til foden er i orden,” spurgte jeg Vildana.

    ”Har i tænkt jer at rejse igen?” spurgte hun. Jeg nikkede alvorligt. ”Hvor vil i tage hen?” Hun bandt forsigtigt enderne sammen og lod Rakians fod ligge selv. Han åndede lettet ud og lukkede øjnene, mens han slappede af.

    ”Det er en længere historie, men hvis du har tid, kan du høre den nu,” sagde jeg. Hun nikkede og rejste sig op for at øse suppe op i tre skåle. Jeg fortalte om alt, hvad der var sket, men jeg undlod at sige noget om det, Rakian havde gjort. Jeg gad slet ikke snakke om det, og hun var helt oppe at køre over de andre ting, jeg sagde i forvejen. Jeg vidste godt, hvordan hendes beskyttende personlighed, kunne få hendes mave til at slå koldbøtter, fordi hun havde den dejlige evne til at tage sig af folk. Og det havde været en hård tur, men ikke desto mindre havde jeg stadig planer om at tage videre. Jeg ville finde Luna, og tage hævn over Vatokan. Jeg havde lovet mig selv, at gøre alt hvad jeg kunne.

    Da jeg var færdig, kunne jeg ud af øjenkrogen se, at Rakian stirrede på mig med et tænksomt blik. Jeg vidste, at han undrede sig over, at jeg ikke fortalte hende om det, han havde gjort, og jeg kunne se, at han var lettet over det.

    ”Kan du se, hvorfor vi er nødt til at tage af sted?” spurgte jeg. Hun nikkede tavst. ”Der er også en anden ting, jeg skal vise dig,” sagde jeg. Jeg havde aldrig fortalt hende om mine evner, fordi jeg var bange for, at hun ville fortælle det til min far, men hun fortjente at få det at vide. Jeg funderede over, hvordan jeg skulle fortælle hende det, så hun troede på mig.

    Jeg fik en ide. Et lille smil gled over mine læber, da jeg kiggede hende ind i øjnene og koncentrerede mig om at trænge ind i hendes tanker. Jeg havde det som om, jeg trak fat i en usynlig elastik, da jeg langsomt gled ind i hendes sind. Jeg kunne mærke mange forskellige følelser, og hendes tanker kørte på fuldt tryk, hvilket gjorde det svært at opfange det hele. Jeg læser dine tanker, tænkte jeg til hende. Hun så forvirret på mig, og et lille hvin undslap hendes læber.

    ”Hvad laver du?” udbrød hun forvirret. Jeg hoppede ud af hendes sind og blev forundret over, hvor sjovt det egentlig føltes at gøre. Jeg havde altid udelukket mine evner.

    ”Jeg kan læse tanker,” sagde jeg. Hun lignede et stort spørgsmålstegn. ”Og jeg kan betvinge ild.”

    ”Ild!” Hvis det var muligt, rynkede hendes pande endnu mere, og hendes trætte øjne åbnede sig vidt. Jeg lod blikket glide rundt i rummet og undersøgte, om der var mulighed for, at nogen kiggede ind af et vindue. Det så ikke ud til, at der var fare for noget, så jeg gav mig til at lave ild i håndfladen. En aften jeg ikke kunne sove, havde jeg siddet og eksperimenteret med mine evner, og opdaget, hvordan jeg kunne lave en flamme i håndfladen uden at tage den fra bålet.

    Et lille lys opstod på min håndflade, og langsomt blev den større og blev til en lille flamme, der bevægede sig smukt og lystigt. Jeg elskede følelsen. Den kildende fornemmelse i min håndflade, akkurat som at have et lillebitte blæsevejr i hånden, og lyset fra ilden var så tiltrækkende. Jeg kunne blive forelsket i den lille flamme, som var så smuk.

    ”Sarina, dine øjne skifter farve!” udbrød hun. Jeg havde ikke lyst til at flytte blikket fra flammen. Den var så fantastisk, og følelsen af at det brændte i hele kroppen gjorde mig nærmest ekstatisk.

    ”Ja… de er smukke,” mumlede Rakian, hvilket med et kunne flytte mit blik.

    ”Hvad?” Min stemme lød hård. Flammen i min hånd blev større i takt med, at jeg blev mere og mere irriteret. Jeg var ikke engang sikker på hvorfor jeg var irriteret. Rakian! Måske var jeg mere vred på ham, end jeg troede.

    ”Pas på,” sagde han og nikkede mod min hånd. Jeg lukkede hånden og dræbte ilden, men jeg var stadig irriteret. Egentlig havde jeg lyst til at smide ilden efter ham, men jeg styrede mig og så væk.

    ”Jeg har brug for noget luft,” sagde jeg og gik min vej. Jeg var sikker på, at jeg overreagerede, men sandheden var, at jeg mest af alt havde brug for at skyde skylden på en, og hvorfor så ikke ham der havde startet det? Jeg vidste, at han ikke havde gjort det i en ond mening, men jeg kunne ikke tilgive ham. Jeg kunne ikke få mig selv til det, og det måtte han leve med. Det var trods alt ham, der havde ødelagt det.

    En tårer truede med at slippe ud af mine øjne, men jeg blinkede en gang, og borede mine negle ind i håndfladerne. Jeg gik uden at vide, hvor jeg gik hen. Jeg ænsede ikke engang de stirrende blikke, der hvilede på mig. Jeg var ligeglad. Jeg var i det hele taget et stort rod af fortvivlelse, forvirring og sorg. Jeg følte mig fortabt og alene, fordi jeg i bund og grund følte mig presset fra alle sider. Den gav mig lyst til at græde og smide med ting, men hver gang jeg tændte en af mine små smukke flammer, slappede jeg af og sank ind i den med blikket. Som om alle de ting jeg ikke kunne få ud forsvandt ind i flammerne, der slangede sig op over min hånd.

    Jeg ville lyve for mig selv, hvis jeg sagde, at jeg ikke savnede Rakian. Jeg savnede ham mere, end jeg turde indrømme. Hans varme krop at falde i søvn hos og at vågne op til et dejligt smil og et lille kys. Jeg havde brug for ham, men det forvirrede mig, at jeg havde det sådan. Jeg var jo vred på ham.

    Jeg lod mine fingerspidser udforske den lille fugl i halskæden. Bare for nu ville jeg nøjes med den. Jeg kunne ikke tilgive ham endnu, men jeg beholdt halskæden om halsen. Jeg var nødt til at minde mig selv om det, vi havde, for måske kunne vi få det tilbage en dag. Bare ikke nu.

    Jeg satte mig tungt og lænede mig op ad et træ. Jeg havde brug for at samle tankerne. Mit blik gled over alle byens indbyggere og landede på en lille pige, der sad i vejkanten med en blomst i hånden. Hun lignede Luna. Den lille pige plukkede bladene af en efter en og sukkede, da der ikke var flere af de fine hvide blade. Hun slog armene om sine tynde ben og stirrede lige ud i luften. Gad vide hvorfor hun sad der. Havde hun ikke noget sted at bo?

    Hendes blik frøs fast på en dreng, der var lidt ældre med et slidt forklæde spækket med pletter, som gik med en kurv bagerbrød, og hun bed sig i læben. Hun gemte frustreret hovedet ned i sine knæ og tog fat i sit hår. Hun var sulten, gættede jeg på, men drengen så hende. Han så sig over skulderen, tog et par skridt over mod hende og satte kurven ned. Han satte sig ned ved siden af hende og lagde en arm om hende. Hun virkede så uskyldig, så skrøbelig, men det skæve smil der prydede hendes søde læber, skar lige i mit hjerte.

    De talte kort sammen, og drengen tog et af de nybagte stykker brød. Jeg trak lidt på smilebåndet. Han var en modig lille dreng, for hvem vidste, hvem han arbejdede for. Han gav det til hende, og hun lyste op. Det var svært at sige, om de kendte hinanden, eller om de aldrig havde set hinanden før, men de snakkede i lidt tid, og pigen på omkring tyv år spiste så hurtigt, at hun knap kunne nå at sluge det. Drengen rejste sig og tog kurven med sig videre. Han vinkede og sendte hende et smil, inden han fortsatte væk.

    Det mindede mig af en eller anden grund om Rakian. Han havde den gang samlet mig op, da jeg var allermest nede på grund af min far og blev min ven. Det ville jeg altid være taknemlig for.

    Pigen kiggede på mig, og vi fik øjenkontakt. Jeg smilede til hende og vinkede hende over til mig, men hun så forvirret ud, indtil hun besluttede sig for at gøre det. Hun stillede sig foran mig med et nervøst ansigtsudtryk. ”Sæt dig her,” sagde jeg og gjorde plads til hende. Hun tøvede, men gjorde det så. ”Hvad hedder du?”

    ”Alina,” sagde hun så lavt, at jeg næsten ikke kunne høre det. Det var et kønt navn, som jeg ville huske.

    ”Var det din ven?” spurgte jeg venligt.

    ”Nej, jeg kender ham ikke, men han gav mig mad,” sagde hun og kunne ikke undertrykke et lille smil. Hun var en køn pige, og hun havde de smukkeste grønne øjne.

    ”Det var da sødt af ham.” Jeg smilede til hende. ”Hvorfor sad du der helt alene?”

    Hun bed tænderne sammen og kiggede ud mod vejen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg spurgte, men jeg ville så gerne hjælpe hende. Jeg kendte om nogen til ensomhed, før jeg mødte Rakian i sin tid.

    ”Jeg kan ikke lide at være derhjemme,” svarede hun blot.

    Jeg rakte ned i min lomme og fandt nogle mønter. ”Giv nogen af dem til drengen, hvis du kan finde ham, og resten gemmer du et sted, hvor ingen kan finde dem. Ikke engang dine forældre, for det er dine penge nu. Dem kan du gemme, til en gang du får brug for dem,” sagde jeg og smilede. Jeg lagde mærke til en rød og blå plet, der lå som en rende under hendes øje. Var det derfor, hun ikke ville være hjemme? Slog de hende? Jeg kunne mærke, hvor vred jeg blev, men der var ikke noget, jeg kunne gøre. Hvis jeg tog hende med mig, blev hun sikkert slået ihjel alligevel, for jeg kunne ikke ligefrem påstå, at det var en hyggetur, vi skulle på.

    Jeg lagde mønterne i hendes hånd og lukkede hendes fingre om dem. Hun smilede taknemligt tilbage og så på alle mønterne med lettere opspilede øjne.

    ”Tusind tak.” Hun ventede lidt. ”Hvad hedder du egentlig?”

    ”Jeg hedder Sarina.” Hun fik store øjne.

    ”Er det dig, de alle sammen taler om? Er det dig der er øh…” Jeg nikkede, for jeg vidste hvad hun mente. ”…Prinsesse,” afsluttede hun, og jeg nikkede igen. ”Tak Sarina,” sagde hun og rejste sig. ”Øhm majestæt… eller.” Hun rynkede panden.

    ”Bare Sarina.” Hun nikkede taknemligt og begyndte at gå. ”Hav det godt,” råbte jeg efter hende, da hun løb ned ad vejen. Jeg kunne ikke lade være med at mærke den varme følelse af god samvittighed, da jeg så hendes glade ansigt. Det var som om, at siden det gik op for mig, hvilket forkælet forhold jeg havde til penge, havde jeg haft brug for at vise overfor mig selv, at det ikke passede. Jeg havde en stor trang til at give noget til alle, der så ud til ikke at have så meget. Var det så mærkeligt?

    Somme tider, når jeg følte mig mest alene kunne jeg mærke et sind der buldrede rundt i min hjerne. Nogen gange så jeg mig omkring bare for at være sikker på, at ingen holdt øje med mig, for jeg følte mig overvåget. Jeg havde lært at leve med den, eftersom jeg ikke kunne gøre noget ved det, men det kunne somme tider drive mig til vanvid at gå og lede efter noget, der ikke var der.

    Jeg besluttede mig for at vende næsen hjemad, men jeg havde glemt, hvor jeg kom fra. Jeg lukkede øjnene og rystede langsomt på hovedet over mig selv, for helt ærligt lignede det mig utroligt godt at fare vild. Det var Rakian der havde det indbyggede landkort i hjernen.

    Jeg fortsatte op ad vejen, og forsøgte at huske hvor jeg var. Det tog lang tid at finde tilbage, og da jeg kom ind, blev jeg mødt af to vrede blikke. ”Hvor har du været?” spurgte Vildana og krydsede armene over brystet.

    ”Ude,” svarede jeg og lænede mig op ad bordet.

    ”Du har været væk helt vildt længe,” udbrød Rakian, men jeg sendte ham et blik, der var svært at misforstå. Han var vidst den sidste til at sige noget.

    ”Du må aldrig skræmme mig på den måde igen!” Vildana stod med en stor træske foruroligende tæt på, hvilket fik mig til at træde et skridt tilbage. Hun så det og lagde den på bordet. Rakian synes åbenbart det var morsomt, men da jeg for anden gang sendte ham blikket, så himlede han med øjnene og forsvandt ind i rummet, hvor vi skulle sove.  

    Da han var gået, gik hun så tæt på mig, at jeg var nødt til at sætte mig ned på stolen. ”Hvad er der lige sket mellem jer to?” spurgte hun lavmælt, men strengt som om det var min skyld alt sammen. ”Du er helt kold overfor ham.”

    Jeg tøvede. ”Der er ikke noget,” sagde jeg.

    ”Helt ærligt! Da jeg så jer sammen der hjemme, var du en hel del sødere mod ham, og nu behandler du ham, som om han kun er til for at irritere dig.” Hun sukkede. ”Hørte du ikke, hvad han sagde inden du gik?” Jo jeg gjorde! Det var jo derfor jeg gik.

    ”Jo.” Jeg havde ikke lyst til at snakke om det, og jeg var bange for, hvordan hun ville reagere, så jeg holdt min mund lukket.

    ”Hvorfor behandler du ham så sådan?”

    ”Jeg har ikke lyst til at snakke om det,” fastslog jeg og gik hen mod værelset. ”Jeg går i seng.” Jeg gik ind, og så Rakian ligge på den eneste seng der var. Så jeg måtte vel sove på gulvet. Jeg tog mit tæppe og bredte det ud på gulvet for at gøre det behageligt, eller i det mindste ikke beskidt. Men det kunne alt sammen være lige meget, eftersom jeg lugtede og følte mig beskidt over alt. Jeg var heller ikke sikker på om det var menneskeligt muligt at få flere blå mærker på sin krop. Rummet var heller ikke større end der var plads til en enkelt seng og nogle hylder, hvor der lå nogle redskaber. Nedenfor gærdet af Rakians seng stod der et slukket stearinlys.

    ”Det kan du godt glemme det der,” sagde han. ”Jeg tager gulvet.”

    ”Hold nu op.” Jeg lagde min taske, så jeg kunne bruge den som hovedpude og min kappe til at have over mig.

    ”Helt ærligt. Du kan da ikke sove på gulvet!”

    ”Jo jeg kan. Du er skadet, så du bliver bare liggende der.” Det var ikke til diskussion, og desuden var jeg vandt til at ligge på jorden i skoven og sove, så hvor stor forskel kunne der være.

    Han sukkede og lagde sig til rette. ”Så er du selv udenom det,” sagde han og lukkede øjnene, men lidt efter slog han dem op igen og vendte blikket på mig. Jeg var ved at finde en ordentlig stilling at sove i. ”Hvorfor fortalte du ikke Vildana om det?” spurgte han. Selvfølgelig vidste jeg, hvad han snakkede om, men jeg trak bare på skuldrene. ”Det havde du altså ikke behøvet.”

    Jeg stirrede på ham. ”Hvorfor ikke?” Nu var det hans tur til at trække på skuldrene.

    ”Sarina jeg ved godt, at du stadig er sur på mig, og det er også i orden, for jeg har fortjent det, men jeg er her for at være din ven. Jeg er her for at beskytte dig, og det tror jeg også godt du ved.”

    ”Hvordan kan du være så klog?” spurgte jeg irriteret.

    Han sukkede opgivende. ”Du havde ikke ladet mig komme med, hvis du ikke inderst inde vidste, at jeg angrede så dybt som jeg gør. Du kender mig for godt, og jeg kender dig for godt.”

    ”Godnat,” sagde jeg. Ingen skulle fortælle mig hvad jeg tænkte, og heller ikke selvom han havde ret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...