Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4919Visninger
AA

6. Uvejr og blomster

To dage efter da jeg skulle hente Lunas tøj, var Rakian opsat på, at han ville med, og jeg tænkte, at det var meget rart at have lidt andet selskab end et umuligt barn som i øvrigt fik lyst til at plage mig om en æske rosiner. Dog besluttede jeg mig til at vente til efter, jeg havde fundet tøjet med at give hende rosiner. Man kunne aldrig vide, hvad sukkeret ville gøre ved Luna, der i forvejen slet ikke var til at holde styr på.

    Da vi ankom til damens bod, sad hun og var ved at lægge en sidste hånd på kjolen. Hun holdt kjolen op foran os, og jeg smilede stort. Det var lige, hvad jeg havde forestillet mig. Den var yndig og enkel, og den sad en lille smule løst om hende, som jeg havde bedt om. Da hun prøvede, om det passede, blev vi enige om, at hun bare kunne beholde den på, for det var synd at skrue hende i det gamle.

    Damen betragtede os, da vi gik videre, og på sådan et tidspunkt overvejede jeg kraftigt at læse hendes tanker. Tankelæsning vare ellers ikke noget jeg brød mig om, for jeg følte altid jeg overskred en grænse som jeg ikke havde ret til. Jeg vidste selv, hvor personlige mine egne tanker var.

    Vi så os omkring i de forskellige boder, og da vi kom hen til en mand, som solgte knive i alle slags størrelser og til alle mulige formål, blev Rakian besat af dem. Han stod længe og snakkede med manden om de forskellige egenskaber af knivene.

    Efter en snak med ejeren af boden fortsatte vi hen ad vejen. Jeg tænkte på hvor optaget Rakian havde været af knivene, da det slog mig hvorfor. For det første var Rakians gamle kniv hakket og sløv, og for det andet var Rakian fremragende til at snitte små ting og mønstre i træ. Næsten hver gang jeg skulle møde ham et sted, sad han og snittede i et lille stykke træ. Han havde engang snittet en lille fugl på størrelse med det yderste led af min tommelfinger til mig i lyst træ, som kunne hænge i en kæde om halsen. Jeg tog mig til halsen og kom i tanker om, at den lå i mit smykkeskrin hjemme på slottet, hvilket bedrøvede mig, da jeg altid havde været så glad for den, trods den ikke var besat af diamanter og kæden blot var en lædersnor i stedet for ædelmetaller. Var jeg mon en rigtigt pige?

    Jeg gav nogle rosiner til Luna og tog hende med hen til Rakian, der stod og snakkede med en pottemager. ”Kan du ikke tage Luna med hjem, så kigger jeg videre,” spurgte jeg og fnes af den tydelige lettelse, der skyllede ind over hans ansigt. Jeg vidste godt det ikke interesserede ham at kigge på småting.

    Da de var gået, gik jeg tilbage til ham der lavede knive. ”Goddag igen,” sagde jeg høfligt og begyndte at kigge lidt grundigere på udvalget. Faktisk havde jeg ikke nogen ide om, hvad jeg kiggede efter, så jeg besluttede at spørge til råds. ”Jeg har en ven, der elsker at snitte små ting. Kunne du fortælle mig hvilken kniv, der ville være god til formålet?” 

    Manden så på mig, som om jeg var dum, men da det gik op for ham, at jeg havde tænkt mig at købe noget, livede han op og fortalte grundigt om de forskellige knives egenskaber. Jeg fandt frem til en kniv på længde med min udstrakte hånd, som havde en perfekt balance og skaftet var skåret i fint rødbrunt træ. Det var også den dyreste. Måske skulle jeg til at begynde at tænke på, hvad jeg brugte mine penge på. Det kunne godt være at vi havde mange, men på et tidspunkt ville de jo slippe op.

    Jeg gik tilbage mod kroen med et smil på læben, fordi jeg glædede mig til at forære ham gaven. Han lod mig aldrig give ham noget, da vi boede i Thornag, fordi han havde for meget stolthed til det, men jeg håbede det ville være anderledes nu, hvor vi begge var lige. De sad begge to på græsset og grinede, da jeg slog mig ned ved siden af dem.

    ”Var der noget interessant?” spurgte han.

    Jeg nikkede ivrigt. ”Se her,” sagde jeg og holdt en grå pakke frem, som manden havde været så flink at lave til mig. Rakian løftede begge bryn og tog imod den.

    ”Til mig? Hvorfor?”

    ”Fordi du fortjener den. Jeg er så glad for at du passer på mig, så jeg ville gerne betale tilbage.” Jeg flettede mine fingre foran mig. ”Åben den.”

    Luna så begejstret til, mens han pakkede den op, og i det samme han så den, åbnede han munden for at sige noget, men han kunne ikke fremtvinge ordene. Han trak forsigtigt kniven ud af skeden og undersøgte den, som om det ikke kunne passe. Stadig med åben mund så han på mig.

    ”Har du spist søm?” udbrød han og studerede den lidt nærmere. ”Jeg mener tak, men jeg ved ikke, om jeg kan tage imod det. Den må have kostet mange penge.”

    ”Selvfølgelig kan du det,” svarede jeg. Han bed tænderne sammen, som om der er noget, der nagede ham. ”Hvad er der?” spurgte jeg.

    Han lagde den tilbage i papiret. ”Jeg kan ikke tage imod den,” sagde han bestemt og sørgede grundigt for ikke at se lige på mig.

    ”Hold nu op. Jeg syntes du skal have den. Jeg har jo betalt for den.”

    Han samlede den op igen. ”Tak.” Men han så ikke ud til at mene det.

    Hvorfor var han ikke glad for den? Havde jeg gjort noget forkert? Jeg studerede hans ansigt i et stykke tid, men jeg kom ikke frem noget, så jeg rejste mig op og gik. Han kunne ikke være det bekendt. Jeg købte en flot gave til ham, og så sad han og så ked ud af det. Jeg hørte skridt bag mig, men jeg forventede, at det er ham, og mine ben fortsatte ligeud. Jeg havde lyst til at tude, og alene af den grund følte jeg mig dum, da det var ham, der skulle have dårlig samvittighed.

    Jeg søgte hen mod skoven, men han fulgte stadig efter mig. ”Lad nu være med at være sur,” råbte han efter mig.

    Jeg snurrede rundt på hælen og gik lige hen mod ham. ”Hvorfor?”

    ”Fordi…” han tøvede og fortsatte så. ”Fordi du ikke har noget at være sur over.”

    ”Jeg giver dig en gave som har kostet flere penge, end du kan tjene på en måned, og så sidder du bare og surmuler, som om du er ked af det,” råbte jeg. ”Jeg kan se på dig, at du holder noget hemmeligt for mig, og du fortæller det ikke til mig! Selvfølgelig har jeg grund til at være sur.” Jeg var ikke sur. Det var bare en måde at skjule de egentlige følelser, der ulmede inde i mig. Jeg havde gået og lagt mærke til, at han ikke var, som han plejede, og jeg var såret over, at han ikke sagde noget til mig. Først havde jeg bare antaget, at han savnede sin familie, men jeg kunne fornemme, at det var noget helt andet. Noget han af en eller anden grund ikke kunne betro til mig. Det var måske tarveligt af mig at forlange, at han skulle fortælle mig alt, men jeg troede han stolede på mig.

    Han tog en dyb indånding. Den ellers så stærke Rakian så pludselig skrøbelig ud, som om han kunne bryde sammen, hvornår det skulle være. ”Hvad er det, du ikke fortæller mig?” spurgte jeg denne gang med blidere stemme.

    ”Jeg kan ikke.” mumlede han og vendte blikket mod jorden. Endnu mere dårlig samvittighed skød ind i mig, og jeg stod nu imellem at være sur eller trøste ham og undskylde for mit pludselige udbrud. Jeg lagde mærke til kniven i hans bælte. Den sad perfekt. ”Jeg er glad for den. Den anden var ikke noget værd mere.” sagde han, da han havde samlet sig.

    Jeg tøvede, men gik hen og lagde armene om ham. ”Undskyld!”

    ”Lad være med at sige det.” sagde han. Vi stod der et øjeblik, og jeg fik en følelse af ro, da jeg mærkede hans varme favn. Han var altid varm - selv når han frøs var han varm, og det var en af hans bedste egenskaber.

    Jeg slap ham, og vi gik tilbage sammen. Luna sad på græsset og grinede for sig selv. Hun klappede og hyggede sig vældigt, og jeg kunne ikke stoppe med at grine af hende, før jeg opdagede, hvad det var hun grinede af. Hun formede en kop med begge hænder ned i græsset og en lille hvid blomst sprang op mellem dem ved et trylleslag. Det gav anledning til endnu et grineanfald, mens Rakian og jeg blot stirrede stumt på hinanden.

    Rakian gik hen og fejede hende op på armen. Hun smilede stort og gav ham blomsten.

    ”Tak,” mumlede han med rynket pande.

    Vi spiste noget af den mad som Monikka havde lavet, og vi vidste at hun kunne mærke hvor anspændte vi var. Det kunne heller ikke gå hurtigt nok med at komme i seng, så vi kunne snakke med Luna om det. Jeg vidste ikke hvorfor, men noget sagde mig at Lunas evner ikke var nogen vi skulle reklamere med til alle og enhver.

    Jeg satte mig ned på hug ved siden af Luna og kiggede hende alvorligt ind i øjnene. ”Luna? Vil du ikke godt love mig noget.” Hun nikkede alvorligt. ”Du må ikke lave flere blomster.” Hendes små øjenbryn trak sig sammen, og hvis jeg ikke tog meget fejl skulle hun til at græde. ”Nej nej nej, du er så god til det. Det er nogle meget fine blomster, men vi skal holde det hemmeligt. Forstår du det?”

    ”Hvorfor det?” spurgte hun med bævrende læbe.

    ”Fordi øh…” Jeg så på Rakian efter lidt hjælp.

    Han rømmede sig. ”Øh… der er nogen mennesker, som ikke bryder sig om at du laver blomster, og vi vil ikke gøre dem sure.” Det var virkelig en dårlig forklaring, men det var ikke godt, hvis hun tiltrak sig for megen opmærksomhed. Nogen ville bare finde ud af noget om os, og så var vi i problemer. Desuden, ville jeg også helst selv finde ud af, hvad hun var for en først.

    ”Og du skal heller ikke lave om på vejret,” tilføjede jeg.

    ”Men det var et uheld,” sagde hun stille.

    ”Det ved vi godt, men folk bryder sig heller ikke om at du laver om på vejret.” Jeg strøg hende over kinden og smilede til hende. ”Vil du hjælpe os med det?”

    Hun nikkede tavst og hendes øjne blev blanke, mens hun ihærdigt kæmpede for ikke at græde.

    ”Kom her.” Jeg rakte ud efter hende og hun kravlede ned i mine arme med den ene af sine tynde arme stramt om min hals, og tommelfingeren på den anden hånd godt gemt ind i munden.

    ”Skal hun ikke sove ved mig i nat?” spurgte Rakian. ”Hun er så uroligt, og du får ikke noget søvn.” Han tog om hende og lod hende putte sig ved siden af sig.

    ”Er du sikker? Jeg sover nok ikke så meget alligevel. Mareridt du ved...”

    ”Sov nu.” Han blinkede til mig.

    Jeg nikkede og lagde mig til rette, men jeg rystede af kulde i lang tid. Det var den koldeste nat, jeg nogen sinde havde oplevet, og det sagde ikke så lidt, men jeg var også lidt for vant til bløde puder og dundyner. Hjemme hos Rakian var der kun plads til hans mor og far i sengen, så han havde altid sovet på gulvet. Jeg havde tilbudt at skaffe en seng til ham, men han var for stolt til at tage imod noget fra mig, så det var han selv udenom.

    Jeg fór sammen og hev efter vejret, da jeg et par timer senere opdagede at Rakian lå og kiggede på mig. ”Lad være med at forskrække mig på den måde!” råbte jeg lidt for højt, og Luna vågnede kort, men faldt hen igen. En kuldegysning løb ned af ryggen, så jeg trak tæppet op over mine røde kinder.

    ”Du kan da ikke ligge og fryse hele natten,” sagde han.

    ”Hvad vil du ellers have at jeg skal gøre?”

    ”Jeg kunne…” Han bed sig lidt i læben. ”Nej bare glem det.”

    ”Jo du skulle til at sige noget. Jeg tager imod alle forslag.” Jeg var ved at blive desperat. At føle sig kold en hel nat, så musklerne krampede og tænderne klaprede var meget anstrengende.

    ”Jeg kunne lægge mig over til dig. Luna kan bare få en ekstra kappe over sig.”

    ”Er du sikker på, jeg ikke bare gør dig iskold i stedet?”

    ”Det gør du ikke. Det er faktisk meget bedre at ligge tæt sammen, hvis man fryser,” skyndte han sig at sige og rejste sig forsigtigt op. Han puttede Luna med min kappe og lagde sig ved siden af mig med armen under mit hoved. Han fik en lille kuldegysning, da jeg lagde mit kolde øre på hans arm, men han ignorerede det og lagde den anden arm omkring mig.

    Jeg puttede mig tå tæt på ham som det var menneskeligt muligt og placerede min hånd på hans bryst. Der var ikke noget sted, jeg følte mig mere tryg end i Rakians favn, der var stor og stærk og varm. Rakian var min faste klippe, som passede på mig, og jeg elskede ham for at holde af mig, når andre mente, jeg var en forkælet prinsesse, der gik i mandetøj og sloges med sværd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...