Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4958Visninger
AA

16. Tilgivet?

Vi gik væk fra Sansan og Rosa ind mellem træerne et øjeblik. ”Jeg øh… Rakian jeg er virkelig ked af det,” sagde jeg næsten som en hvisken og så ned i jorden.

    ”Ked af hvad?” spurgte han.

    ”Ked af, at jeg har været så led mod dig.”

    Han rystede på hovedet. ”Du er ikke den der skal sige undskyld Sarina, men jeg ved godt, du har en mani for at tage skylden på dig. Bare lad være, for du er den sidste i verden at bebrejde for noget som helst.” Han lænede sig op ad et træ og sukkede. ”Hør, jeg er klar over konsekvenserne af det har jeg gjort, og jeg er klar over, at jeg har såret dig.”

    ”Hvis det her er nogens skyld, så er det Vatokans. Jeg var bare så… så vred Rakian. Jeg er stadig vred.” Jeg satte neglen i barken på træet. ”Jeg havde brug for at lade det gå ud over nogen.”

    Rakians rystede på hovedet. ”Tilgiv mig Sarina,” hviskede han og øjebrynene trak sig sammen i en forpint grimasse. Der var ingen tvivl om, hvor meget han angrede det. ”De tog min bror fra mig alligevel. Elvira og mor og far er væk. Jeg har kun dig tilbage at passe på, og det var lige før, du ikke engang ville have mig med.” Han tog et skridt frem og lagde sine hænder om mine albuer. ”Du aner ikke, hvor meget det her piner mig.”

    Jeg så ham i øjnene for at finde den mindste brist. Finde ud af om han ikke engang bare løj en lille smule, men nej. Han var stadig den samme Rakian, som havde begået en fejl, ligesom jeg selv så mange gange havde gjort. Han var min Rakian, der passede på mig, og jeg sukkede og nikkede. ”Du er tilgivet,” svarede jeg næsten som en hvisken. Måske løj jeg, men måske var jeg faktisk parat til at give ham en chance. Jeg vidste det ikke engang selv, men nu var ordene sagt, og lettelsen kunne jeg ikke holde væk. Jeg ville helst bare have ham tilbage.

    Han smilede og åndede tungt ud. ”Tusind tak Sarina. Tak!” Han tøvede et øjeblik inden han omfavnede mig i et varmt kram. Jeg savnede ham, og et kram var det eneste jeg havde ønsket mig i lang tid. Jeg havde følt mig så alene, så indebrænd og så såret at det alt sammen kunne være lige meget, hvis bare jeg fik min hævn over Vatokan, men ikke længere. Tak skæbne for Sansan og Rakian.

    ”Du har halskæden på,” sagde Rakian pludselig og fandt lædersnoren i min nakke. ”Hvor længe har du haft det? Jeg troede du hadede mig.”

    ”Jeg har hele tiden haft den på. Jeg kunne aldrig hade dig helt.” Jeg lænede mig op ad ham og lagde øret mod hans bryst. ”Hvis ikke jeg havde dig, så havde jeg ikke nogen. Vildana er langt væk, og… jeg er bange for, jeg gør noget dumt, hvis jeg er på egen hånd. Jeg ved ikke hvor længe Sansan bliver.”

    ”Noget dumt? Som hvad?”

    Jeg tøvede. ”Som at tage til Sydlandet og slå kongen ihjel.”

    Han blev helst stille et øjeblik. ”Det må du love mig du aldrig gør.”

 

***

 

Jeg mærkede Sansans blik på mig, mens jeg forgæves forsøgte at sove i nattekulden. Kun den knitrende ild brød den, men den svage varme fra de efterhånden små flammer kunne ikke nå os alle. Sansan kravlede lydløst hen mod mig, og ind under kappen, som jeg puttede mig under, for at varme mig med sin lune bløde pels. Jeg håber det er i orden, sagde han og så på mig med sine dybe, intelligente øjne, der glimtede fra lyset af månen.

    Sansan du er min helt. Jeg smilede til ham og bevægede min hånd op for at klø ham bag øret, som jeg vidste, han elskede. Jeg havde det som om, vi havde kendt hinanden i mange år. Jeg stolede på ham, og selvom det nok var tidligt at begynde på det, så var der alligevel noget i mig der knyttede mig til ham. Som om vi havde et bånd mellem os; noget der sagde mig, at han var en del af mig. Jeg vidste, at han kunne hjælpe mig med at finde Luna og måske også min mor. Han kendte landet og vidste hvilke byer, der var værd at undersøge. Han kunne sågar fortælle mig, hvor Alia-folket levede, og jeg ville være taknemlig, hvis han ville stå ved min side på rejsen, for jeg havde brug for ham, ligesom jeg havde brug for Rakian.

    Solen var begyndt at stå op, og jeg havde ikke lukket et øje hele natten. Jeg var kold og fugtig, og solen var endnu ikke nået så langt op over træerne, at jeg kunne mærke dens varme stråler. Jeg skuttede mig under tæppet og tog en dyb indånding af den friske luften, inden jeg hørte nogle stemmer og stivnede i min bevægelse.

    ”Rosa?” spurgte Rakian. ”Har du været vågen hele natten?”

    ”Nej. Jeg vågnede for lidt siden. Har du?”

    ”Ja. Der er noget jeg har tænkt på…” Det puslede og et par skridt ramte jorden, inden der lød et dump i græsset. Han satte sig ved siden af hende. ”Sarina har tilgivet mig.”

    ”Hvor godt!” sagde hun muntert, og jeg vidste ikke, om hun mente det. Jeg brød mig ikke om, at han betroede sig til hende, for det var jo mig han skulle snakke med. Og hvorfor tænkte jeg disse tanker? Var jeg Jaloux? Hun havde jo ikke vist andet end godhed på turen. Hun var for god.

    ”Ja, men hun var usikker. Det er nok bare mig, men hun er ikke rigtigt sig selv mere. Det ligner mere Sarina at give mig nogle slag og så er vi kvit, men denne gang bærer hun nag, og jeg ved ikke engang, om det er mod mig. Det kunne ligeså godt være Vatokan. Hun siger, hun vil slå ham ihjel.” Han sukkede. ”Hun elsker at slås, men selv et lille dyr kunne hun ikke dræbe uden af være lige ved at lade tårerne trille.”

    ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal hjælpe dig. Jeg kender hende jo ikke, men måske er hun virkelig ikke den samme mere. Måske har hendes fars død forandret hende for altid. Mange mennesker giver ikke op, før de har fået hævn.”

    ”Jeg ved ikke…” tøvede han.

    Hun afbrød ham. ”Jeg er ked af at sige det Rakian, men hvordan kan du være helt sikker på, du nogen sinde har forstået hende rigtigt. Jeg mener nu er evnerne ikke tabu mere. Nu kan hun få frit løb til at brænde en skov af, hvis det er det hun vil.” Irritationen begyndte at boble i min mave. ”Jeg mener, hun går i mandetøj og slås. Jeg har snakket med hende i tankerne, og der er ingen vej igennem. Hun er helt blokeret.” Der var stille lidt. ”Det tegner ikke godt,” hviskede hun lavmælt, men jeg havde øre som en flagermus. En flagermus der snart satte tænderne i Rosa.

    ”Jeg kan ikke tro den slags om Sarina. Jeg har kendt hende i for mange år til det,” sagde han tøvende. ”Jeg mener, hun er min bedste ven.”

    ”Det er altid de bedste man mister…”

    ”Jeg mister ikke Sarina!”

    ”Nej, men du må ikke være blind. Det er mit eneste råd.”

    Jeg kunne ikke spille sovende meget længere, så jeg besluttede at ”vågne” og så Sansan, der vidste jeg havde hørt det. Tag det roligt, sagde han i mine tanker. Jeg er sikker på, hun blot vil hjælpe.

    Jeg fortryder jeg tog hende med, svarede jeg og det slog mig, at jeg havde haft ret i, at hun sikkert ikke mente det, hun sagde. Hun ville have mig ud af spillet og få Rakian for sig selv. Det var lige det hun ville!

    Du må ikke gøre noget overilet, sagde han bestemt. Det er bedre, hvis du blot beviser overfor Rakian, at hun tog fejl.

    Sikkert. Jeg trak tæppet af mig og mødte morgenkulden. Solen begyndte at ramme min hud. ”Godmorgen,” sagde jeg roligt og uden at kigge på dem, begyndte jeg at finde noget mad. ”Værsgo,” mumlede jeg, da jeg rakte dem noget brød, som vi spiste i stilhed, inden vi pakkede tingene ned og skulle til at af sted. Hvor ville det være smartest at tage hen til at starte med? Spurgte jeg Sansan. Jeg måtte hellere holde mig selv beskæftiget, hvis jeg skulle lade være med at stikke Rosa en flad.

    Lad os bare følge Rakians plan mod Sall, for så skal vi følge floden, fastslog han og luntede over til stien for at vente på os. Rakian kom først på Mikka, så Rosa på sin mørkebrune hoppe ved navn Lissy og til sidst mig med min altid trofaste Nat, der tilsyneladende ikke var uddelt begejstre for at skulle af sted igen.

    Jeg vil gerne finde en mand, Vildana nævnte i sit brev ved navn Tailo Raimar, der vidst nok også bor i Sall. Fortalte jeg Sansan, da vi havde reddet lidt. Vildana skrev, at han måske ved, hvor min mor er, og at han kunne fortælle mig lidt om mig. Du ved, mine evner og sådan, og siden du ikke har sagt noget, formoder jeg, at du heller ikke ved noget.

    Han var stille lidt. Lige nok tid til at skæve til Rakian og Rosa der sludrede.

    Sarina, jeg er bare ikke sikker på, at jeg er den rette til at fortælle dig det. Jeg har oplevet mange ting, men de er alle oplevet fra en ulvs synspunkt. Lad mig bare sige det på den her måde: Mennesker har ikke altid været helt gode ved os ulve, så måske får du det forkerte syn på sagen. Alle de kræfter der findes i verden og i mennesker med magi har en historie, og jeg tror at min historie vil påvirke dit syn på det hele. Jeg ville med glæde fortælle min historie, virkelig, men jeg tror, at du skal have den anden side af sagen først.

    Jeg tyggede på hans fortælling og nikkede så. Det var svært at vente på, da jeg nærmest var desperat efter at få mere at vide om min mor. Billedet af min mor, der havde forfulgt mig altid poppede frem igen, og hver gang hun fik lyst til at vise sig bag mine øjenlåg, blev jeg mere og mere sikker på, at det for det første var et virkeligt minde, men også at jeg kunne finde hende. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle sætte for høje forventninger, for jeg ville blive knust, hvis jeg fandt ud af, at hun faktisk ikke eksisterede, men jeg savnede hende. Hvordan kan man savne en, man aldrig rigtigt har kendt? Måske det var et instinkt. At et barn bare elskede sin mor ubetinget.

 

***

 

Omkring vores lille plads tårnede høje træer sig op og omgav os. Lydende af fuglene der kvidrede, og den stille lyd fra det knitrende ild, som dansede rundt på det let forkullede træ. Duften af skov. Det var magisk, men jeg fik kun lov til at nyde det kort, før noget blev smidt ved siden af mig. Mit sværd.

    ”Er du klar?” spurgte Rakian, der holdt om skaftet på sit eget.

    ”Vil du slås?” Det var flere uger siden, vi havde trænet, og jeg kunne mærke at min fysiske form ikke var, hvad den havde været.

    ”Ja kom nu.” Han gik hen mod et sted, hvor der ikke var rødder og træstubbe, som man kunne falde over. Han kørte hurtigt en hånd igennem sine fedtede krøller og trak sit sværd ud af sin skede i bæltet. ”Er du bange?” Det var længe siden, han havde udfordret til en god sværdkamp, hvilket lige var, hvad jeg trængte til. Jeg havde så mange aggressioner.

    ”Du kan bare komme an,” sagde jeg selvsikkert og spændte mit bælte med sværdet om maven, hvorefter jeg trak min klinge, som jeg ikke havde haft i hånden længe. Jeg havde bestemt ikke glemt, hvor godt den lå, og hvordan det føltes at svinge den.

    Jeg gik med faste skridt hen mod Rakian, der stod og svang sit sværd for sig selv. ”Den der først ligger ned skal skaffe aftensmad. Alle kneb gælder, men ikke det der hokus pokus du kan. Jeg har ikke brug for flere brandmærker. Det andet du gav mig for lang tid siden er ikke engang gået væk.” Han grinede. Jeg var så glad for, at jeg havde tilgivet ham, for den kolde luft imellem os var stort set væk, og det var nemmere at fremtvinge et smil på læben en gang imellem. Vi kunne grine sammen igen.

    ”Det er i orden.” Jeg stillede mig i position foran ham og holdt stramt om sværdets skaft. Rakian var gået en anelse i knæ og lænede sig frem med et koncentreret udtryk malet i ansigtet. Jeg ventede på, at han skulle angribe, mens vi stod og stirrede hinanden i øjnene. Pludselig tog han et hurtigt skridt frem og svingede sit sværd i en drabelig vinkel mod mine side. Selvfølgelig vidste jeg, at han ikke ville ramme, for vi ville jo ikke slå hinanden ihjel, men jeg parerede den med det samme, og klangen af metal der klirrede mod hinanden fyldte luften.

    Rosa løb hen mod os. ”Hvad laver i? Stop det inden nogen kommer til skade,” sagde hun uroligt, og kom alt for tæt på, så vi var nødt til at stoppe.

    Rakian stak sit sværd i jorden. ”Rosa, vi slår ikke hinanden ihjel.” Han så en anelse irriteret ud. ”Sæt dig derhen og kig på. Sarina og jeg skal lige have afgjort, hvem der skaffer aftensmad.” Han pegede på foden af et træ ude i siden. Rosa stirrede mistroisk på os, inden hun traskede væk, og før jeg kunne nå at reagere, havde han revet sit sværd til sig, og jeg fik kun med nød og næppe pareret den, og kampen fortsatte. Jeg svedte så det dryppede og havde sidestik, men Rakian skulle ikke have den tilfredsstillelse at se mig bukke under. Han var mindst ligeså forpustet, og hans bevægelser blev langsommere, hvilket gav mig en fordel, fordi jeg var mindre og hurtigere. Hans fordel var styrken.

    Jeg svang mit sværd, så den kom til at snitte en rift på hans kind, og jeg udstødte et lille grin, da han skar en grimasse og tog sig til kinden der blødte. Han glemte at se sig for, da jeg taklede ham, så han faldt lige på bagdelen, og jeg satte mig på hans mave. Jeg smilede et ondskabsfuldt smil. ”Jeg glæder mig til aftensmaden.” Jeg grinede og rejste mig op. Jeg var meget forpustet, og det mindede mig alt for meget om, at jeg var helt ude af form. Rakian stod med et stykke stof, han havde hældt vand på, og tørrede blod af kinden.

    Rosa så forundret ud, da hun kom hen til ham med en vanddunk. ”Gør det ondt?” spurgte hun og tog kluden, så han kunne drikke lidt, mens hun holde den på hans kind.

    ”Ha! Jeg skulle vidst nødigt snakke. Jeg har lavet værre rifter på hende gennem tiden, så måske var jeg heldig,” sagde han og blinkede anerkendende til mig. ”Tak for kampen.”

    ”Selv tak. Det var lige, hvad jeg havde brug for.”

    ”Brug for?” spurgte Rosa forvirret. ”Syntes i, at det er sjovt at slå hinanden til blods?” Hun  var helt ude af den, og forstod tydeligvis ikke formålet, med det vi lige havde lavet.

    Både Rakian og jeg kunne ikke lade være med at grine over hendes ansigtsudtryk. ”Rosa, det var jo bare for sjov. Nogen gange er det måske rart at have nogle at slå på, og desuden er det god træning,” sagde jeg og tørrede noget sved af panden. Hun rystede på hovedet og gik hen til bålet, hvor hun satte sig tungt. Rakian klappede mig lidt hårdt på skulderen, og jeg anstrengende mig for ikke at måtte hoppe et skridt frem, da han gik forbi og fandt sin bue.

    Det var længe siden jeg havde fået et bad. Jeg følte mig beskidt og svedig, og desuden havde jeg ekstra tøj med. Jeg efterlod Rosa, der sad og stak en pind i ilden og gik ned til floden, hvor jeg stoppede og lagde det ekstra tøj fra mig. Jeg skulle til at tage mit tøj af, da jeg kom i tanker om, at jeg ligeså godt kunne slå to fluer med et smæk og springe i med det hele. Tøjet skulle alligevel vaskes. Jeg landede med et plask og trådte vande lidt, mens jeg vænnede mig til det kolde vand. Det var ikke alt for koldt, for selvom det var aften, stod solen stadigt fremme på himlen og havde opvarmet vandet hele dagen. Jeg nød udsigten af bjergkæden i horisonten, mens jeg klædte mig af og begyndte at gnide skidtet af mig, hvilket viste sig at være en af de vanskelige opgave. Jeg var sikker på at noget af det ligefrem var groet fast til mig, så jeg var nødt til at bruge neglene. Det var rart at sidde i vandet og for en gangs skyld føle sig bare en smule ren. Jeg var for vant til varme bade med sæbe og rosenblade hver anden dag, men der var jo mange ting, jeg savnede. Nu var jeg konstant beskidt og fugtig, og det skulle ikke undre mig, hvis en snart ville blive syg.

    Da jeg var færdig, rejste jeg mig op og kiggede ned af min nøgne krop. Det var så godt som det kunne blive, selvom jeg ikke følte mig helt ren. Jeg sukkede. Jeg var sikker på, at Rosa havde en flottere krop end mig, og jeg kunne ikke helt tvinge mig selv til ikke at misunde hende. Hun var så skøn, at jeg sagtens kunne forstå, hvis Rakian hellere ville have hende. Som han selv sagde, var jeg jo heller ikke den samme mere, som jeg var før, så selvfølgelig ville han hellere have Rosa.

    Nej vent… hvorfor var jeg jaloux? Jeg var da ikke jaloux, var jeg? Nej jeg var ej. Jeg var ikke engang sikker på, om jeg kunne tilgive ham, men det havde jeg gjort, fordi vi skulle kunne arbejde sammen. Man kan måske godt sige, at jeg tilgav ham. Jeg stolede bare ikke helt på ham mere, men det var måske værre… var det ikke?

    Forvirret! Det var hvad jeg var!

    Jeg tog mit andet sæt tøj på som ligefrem duftede godt og tog det våde tøj i mine arme, hvorefter jeg begav mig tilbage. Jeg kunne se Rosa og Rakian sidde sammen igen. Meget tæt. Jeg er ikke jaloux! Sagde jeg til mig selv, men stoppede op og betragtede dem. De havde ikke set mig, for jeg stod langt væk, halvt bag et tykt gammelt træ. Rakian drejede ansigtet og så hende lige ind i øjnene. Han sagde noget til hende, som jeg ikke kunne høre, og det fik hende til at grine, få røde kinder og bide sig i læben.

    Jeg besluttede at komme frem men stivnede da Rakian lukkede hullet mellem dem, og deres læber mødtes. Min verden stoppede, og mit hjerte isnede. Jeg havde lyst til at tude, men jeg kunne ikke. Jeg stirrede blot på dem. Jeg kunne slet ikke være i mig selv; havde lyst til at gå hen og lade det største vandfald af grimme ord flyde ud af min mund, men på samme tid ville det være tarveligt.

    Jeg hængte det våde tøj op på nogle grene og satte mig ved bålet med et påtaget smil. Jeg lod omhyggelig være med at se ned på deres hænder, der var flettet sammen, mens de sad og spiste af den mad Rakian havde fundet og tilberedt, mens jeg havde taget mig et tilsyneladende langt bad.

    Det var virkeligt svært at lade som om, alt var i den skønneste orden, når jeg mest af alt havde lyst til at slå ham, men jeg måtte bare droppe det og komme videre. Jeg kunne ligeså godt indrømme, at jeg var jaloux. Meget jaloux!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...