Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4909Visninger
AA

21. Tailos udbrud

Rakian

Jeg svang benet over Mikka og hoppede ned på fødderne. Mine knæ rystede svagt under mig, men jeg formåede at holde mig oppe og lænede mig ind mod Mikkas varme hals. Vi havde redet, alt hvad vi kunne væk fra det gudsforladte sted, og jeg følte mig helt og aldeles smadret overalt i kroppen.

    ”Hvordan har du det?” kom det fra Sarina, da hun gik hen mod mig. På hele turen havde hendes blik hvilet over mig. Jeg vidste, at hun var bekymret for mig, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få hende til at lade være med at være det. Jeg skulle nok klare den.

    ”Jeg har det fint,” svarede jeg, men det var tydeligvis ikke særligt overbevisende.

    ”Jeg tror ikke på dig, det ved du godt ikke?” Jeg trak på skuldrene. ”Tag mit tæppe og slå dig ned, så henter jeg noget vand. Jeg er ved at dø af tørst.” Hun rakte mig tæppet og tog gryden og dunkene med sig ind i skoven, for at finde et vandløb. Jeg stod kiggede efter hende, indtil hendes røde hår ikke længere var til at se mellem træerne, og jeg sukkede tungt.

    Jeg bredte tæppet ud på jorden og satte mig på det. Udmattet sukkede jeg og lagde mig ned på ryggen, mens jeg tænkte på Rosa. Stakkels Rosa.

    ”Jeg tager på jagt. Sansan bliver sammen med dig,” sagde Tailo og gik sin vej.

    ”Sansan?” spurgte jeg, da Tailo var gået. Sansan luntede hen og satte sig ved siden af mig. ”Hvordan skete det? Er Rosa virkelig væk?”

    Rosa og jeg var i fuld kontakt i tankerne, da det skete. Jeg var gået lidt væk fra hende for at holde bedre øje, hvis der skulle komme nogen fra den anden retning. Jeg kunne kun svagt se hende, da jeg hørte et skrig, og så hende falde til jorden. I det samme øjeblik, mistede jeg forbindelsen med hende. Lige siden har min hjerne kørt på højtryk for at finde hende igen, men hun er simpelthen væk.

    ”Siger du at der er en chance for, at hun er i live?”

    Han rystede på hovedet. Nej.

    Det var så svært for mig at indse det, at jeg hellere ville benægte det og håbe på, at Sansan havde taget fejl. Jeg havde fået et godt venskab med Rosa på den korte tid, vi kendte hende, og derfor forstod jeg heller ikke, hvad Sarina mente, da hun sagde, at det måske var bedst sådan. Hvordan kunne det være bedst, at nogen ligefrem skulle dø for det her?

    Kom videre Rakian. Jeg synes ikke, du skal gå og håbe på noget.

    ”Du har ret. Men hun var en god ven.” Jeg sukkede, mens Sansan nikkede og forsøgte at klø sig bag øret med en af de bageste poter. Somme tider kunne det være svært at se Sansan som en ulv. Det var jo det, han var, men han opførte sig næsten ligeså meget som et menneske.

    Jeg så Sarina komme frem i skoven med gryden, der skvulpede og vanddunkene under armene. Hun så sjov ud, som hendes tunge stak en smule ud til det ene side, fordi hun koncentrerede sig voldsomt om ikke at spilde vandet i gryden.

    ”Er du tørstig?” spurgte hun og satte sig ved siden af mig. Jeg fik en dunk stukket i favnen, som jeg tømte.

    ”Tak,” mumlede jeg forpustet, da jeg rakte den tilbage til hende.

    ”Skal jeg rense dine sår?” spurgte hun og fandt nogle ting frem deriblandt nogle hvide bandager, som hun havde købt i Berna.

    ”Er det nødvendigt?” Jeg vidste det ville komme til at gøre mindste ligeså ondt at rense sårene, som det gjorde at lave dem.

    Hun smilede skævt, mens hun lagde begge hænder om gryden for at få det til at koge. Hun så tilfreds ud med sig selv, da det begyndte at boble og dampe men stirrede lidt på det, indtil det faldt hende ind at trække varmen ud af det igen. Det var praktisk så der ikke ville gå infektioner i mit sår, og jeg lå og betragtede hende nøje, da hun stillede den på jorden og klappede sine hænder som om de var snavsede. ”Det var da en smal sag,” sagde hun til sig selv. Hun tog fat i min hånd og strakte min arm ud. ”Er du klar?”

    ”Gør det nu bare,” mumlede jeg, og før jeg kunne nå at forberede mig, havde hun lagt kluden på min arm. Jeg gispede og bed tænderne sammen, mens hun bevægede kluden så blidt så muligt hen over sårene og rensede skidtet ud. Hun skar ansigt af at se på mig, og jeg klynkede som en anden pige. ”Hvorfor er det altid mig der kommer til skade,” klynkede jeg.

    Hun rynkede panden og så pludselig tænksom ud. ”Det ved jeg ikke,” mumlede hun. ”Tak.”

    ”Tak?” spurgte jeg.

    ”Tak fordi du altid reder mig.” Hun smilede skævt.

    ”Med glæde. Det ved du jo.” Endnu en gang gispede jeg og bed tænderne sammen, da hun kørte kluden henover. Hun vred den i vandet der havde taget en svag rød farve og fandt de hvide bandager. De blev langsomt lagt om sårene, og enderne blev foldet ind under lagende for at holde det sammen. Hun gik videre til den anden arm, som bestemt ikke gjorde mindre ondt. Jeg var nærmest ved at klemme blodet ud af hendes hånd, da hun endeligt annoncerede at hun var færdig, og jeg kunne slappe af.

    ”Det kommer til at efterlade nogle grimme ar,” sagde hun undskyldende.

    ”Jeg er nu bare glad for at overleve. Så gør det ikke så meget med arrene. Der var en gang, du fortalte mig, at du ikke kunne finde ud af den slags,” sagde jeg. ”Man må sige, at du har skjulte talenter.” Jeg undersøgte mine arme, der var forbundet fra albuen og ned til håndleddet med tykke badager. Det sved værre end salt i et sår, men nu var det i det mindste nogenlunde rent.

    ”Jeg tror, man kan alt, for dem man elsker,” mumlede hun sagte.

    ”Mener du det? Elsker du mig?” spurgte jeg alvorligt og tog hendes hånd i min.

    ”Det har jeg jo altid gjort, og det ved du.” Endelig vendte hun sine brune øjne op i mine. ”Selv da jeg var vred på dig og behandlede dig dumt, elskede jeg dig.” Hun sukkede. ”Jeg mener… er det ikke at elske nogen, hvis man bogstaveligt talt ikke ved, hvad man skal gøre uden personen? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre uden dig, Rakian, du holder sammen på mig.” Endnu engang kiggede hun ned på vores hænder. ”Jeg er bare bange for, at det ikke er gengældt.”

    ”Tror du slet ikke, du betyder ligeså meget for mig, som du altid har gjort?” Hun trak på skuldrene.

    ”Det ved jeg ikke. Jeg hørte, du snakkede med Rosa. Jeg var bange for, hvad hun havde fået dig til at tro.”

    ”Hvis jeg nogensinde skulle vælge imellem dig og Rosa, så havde jeg valgt dig. Det skal du vide.” Jeg satte mig op, så jeg bedre kunne se hende i øjnene.

    Jeg fik hende til at smile.

    ”Hør her, skal vi ikke bare glemme alle de der dumme ting, vi har gjort de sidste par uger og så starte forfra igen?” spurgte jeg håbefuldt.

    ”Ingen bærer nag?” Hun lagde hovedet på skrå.

    ”Nej. Nu koncentrerer vi os om fremtiden.”

    ”Det er i orden,” sagde hun, stirrende ind i mine øjne med hendes som var varme og brune. Nogen sagde, at Sarina var en lukket bog. At hendes øjne kun viste én følelse, som man ikke kunne tyde, men det var kun fordi, de ikke så efter. Trods det sidste lange stykke tid, hvor Sarina havde været forvirret og vred, kunne jeg stadig se gnisten glimte, når jeg så på hende. Nogen sagde, at øjnene var sjælens vinduer, men min mor sagde en gang til mig, at Sarinas gardiner var trukket for. Hun kunne ellers godt lide Sarina.

    ”Har jeg nogensinde fortalt dig, at du er modig?” spurgte jeg hende.

    ”Nej, men du må godt sige det igen.” Hun fnes og flyttede nogle hårlokker om bag øret. ”Det er du også,” sagde hun lavmælt og bevægede tommelfingeren hen over et blåt mærke på min kind. ”Mere end mig.”

    Jeg smilede. ”Det tror jeg ikke.” Jeg løftede armen trods smerte og udmattelse, og lagde den blidt på hendes snavsede kind. Hun smilede usikkert, da jeg lænede mig frem og lænede panden mod hendes. ”Jeg tror du er mere end du tror,” hviskede jeg og lod mine læber ramme hendes i et længselsfuldt kys der fik stjernerne til at glimte omkring mig og mit hjerte til at banke. Vi var begge så optaget af kysset, at vi ikke opdagede Tailo, som stod og stirrede overrasket på os.

    ”Der er mad,” sagde han stift, mens han stillede en skål bær på græsset. Det undrede mig en smule, at han pludselig så skræmmende bestemt ud i ansigtet. Hans læber var blevet til så smal en streg, at man ikke kunne se dem. Det så ud som om, der kun var et skæg uden mund. En lille smule komisk, men jeg turde ikke engang smile, når han så sådan ud.

    ”Spis nogle bær,” sagde han bare, og vi adlød, som om vi ikke turde andet. Men vi var sultne, og bærrene smagte nu også dejligt sødt og syrligt, som de skulle smage. Hver gang jeg kyssede Sarina virkede han til at blive endnu mere irriteret. Hvad i alverden var der galt med ham? Og hvem var han i grunden? For mig at se var han blot en gut, der havde valgt at følge efter os.

    ”Ahem…” rømmede han sig. ”Deres majestæt…”

    ”Sarina!” sukkede hun. ”Jeg hedder Sarina.”

    ”Ja, men du er lige meget, om du vil det eller ej, kongelig, og folk forventer, at du en dag bliver dronning.” Tailo så alvorligt på os. ”Jeg har været rundt omkring. Jeg har hørt rygterne om prinsessen, og folk ved ikke, hvor du er, og om du er levende eller død, men en ting ved jeg, og det er at mange leder efter dig. De mangler en leder Sarina, og jeg er ikke sikker på, at de vil finde din forhold med Rakian passende.”

    ”Hvad!?” udbrød hun.

    Han sukkede og så ind i hendes opspilede øjne. ”Jeg ved hvor meget, du holder af ham. Jeg kan se det, og det er alt sammen meget rørende, men du er nødt til at tage din rolle i det her alvorligt. Folk forventer, at du opfører dig som en dronning. Et forbillede og derfor er du nødt til at tænke på, hvordan du lader dine følelser gå ud over det her.”

    Jeg bed tænderne sammen og vendte blikket stift rettet mod mine hænder og fingre, der bevægede sig raskløst og pillede skidt ud af neglene.

    ”Hvem er du egentlig?” spurgte hun. ”Jeg har aldrig bedt om at være dronning, og jeg vil for at være ærlig ikke være særlig god til det. Hvis det at være dronning betyder, at jeg ikke må være sammen med Rakian, som jeg gerne vil, så gider jeg da overhovedet ikke. Forstår i det?” Sarina havde en ærgrelig evne til, at tale før hun tænkte, og det her var et af de tidspunkter, hvor hun bestemt ikke tænkte over, hvad hun gav afkald på, når hun sagde den slags. Ikke mange mennesker havde muligheden for at ændre verden og blive dronning.

    ”Sarina du er blind. Du er forelsket, og det forstår jeg godt, men det her er en del større, end du tror. Så du er nødt til at overveje, hvad du har gang i med dit lille ungdomsoprør.” Hans ord ramte Sarina hårdt. Mens Tailo snakkede blev hendes ansigt kun hårdere, og jeg vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, inden hun ville råbe noget dumt uden at tænke sig om. Så godt kendte jeg hende.

    Tailo fortsatte: ”Det her land skal redes, og jeg har ikke tænkt mig at se til, mens du giver det hele op, bare fordi du er bange for at tage ansvar, eller fordi du tror, at du har fundet kærligheden.”

    ”Det er ikke noget jeg tror!” udbrød hun og så over på Sansan, der rystede på hovedet af Tailo.

    ”Hvad!” udbrød Tailo, da han hørte Sansan i tankerne. ”Sansan, vi har snakket om det her. Sansan knurrede. ”Selvfølgelig er jeg på Sarinas side, men jeg snakker om, hvad der er godt for landet, og jeg siger bare, at vi er nødt til også at tænke på, hvad folk forventer. Folket stoler mere på hende, hvis hun opfører sig som en præsentabel dronning, og gør hvad hun skal for at bevare sin ære.” Han blev stille, da Sansan tydeligvis var i gang med at forklare noget. ”Det er forkert, fordi Rakian kommer af ingenting. Jeg er sikker på, at han er god nok indeni, men det handler ligeså meget om herkomst. Desuden er han heller ikke betvinger, og det vil folk bestemt ikke se gennem fingre med. Du kender folket Sansan.”

    Selvom jeg ikke viste det, sårede hans ord mig hårdere, end jeg ville være ved. Tailo bekræftede den værste tanke, jeg havde haft i alt den tid, jeg havde kendt Sarina. Jeg vidste jo godt, at jeg bare var mig, og hvis vi stadig havde boet i Thornag, så havde Sarina og jeg nok ikke været mere end venner, netop fordi jeg ikke havde nogen speciel familie. Jeg havde ikke nogen penge, og som kronen på værket, havde jeg ikke engang nogen evner.

    ”Stop det!” udbrød Sarina og rejste sig op. Der var så stille, at man kunne høre en blide vind suse i træerne. ”Det her er mit valg. Jeg vil ikke respekteres af folket, fordi jeg gifter mig med en snobbet rigmand, der tror han er noget, fordi han kan noget hokus pokus. Jeg vil respekteres for det jeg gør, og fordi jeg vil gøre alt for at rede det her.” Hun sparkede frustreret til en sten, der fløj ind mellem træerne og forsvandt. ”Det er da klart, at jeg giver op, hvis folk er imod mig, for den jeg vælger at være.” Det lukkede munden på Tailo, men Sansan smilede sit skøre ulvesmil. ”Hvordan kan du overhovedet sige den slags, før du ved, hvordan folket vil reagere?”

    ”Jeg er ældre. Jeg har været mere omkring, og du er lidt af en atypisk ung pige på din alder.”

    ”Men hvem siger, det ikke er en af mine styrker?” Jeg kendte Sarinas blik. Masken med de sylespidse øjne, som hun tog på, når hun ikke kunne få sin vilje. Jeg havde set hende i aktion overfor kong Astan, når de var uenige. Hun var stædig som et æsel, og somme tider gjorde det hende ude af stand til at kunne træffe rationelle beslutninger. Hun blev forblændet af sin vilje.

    Tailos blik flakkede mellem mig, Sansan og Sarina, inden han tog sin bue og sit pilekogger, og gik hen mod skoven. ”Jeg har brug for at tænke,” sagde han og forsvandt.  Sarina stod stadig med tænderne hårdt bidt sammen og dirrende kæbemuskler. Hun lod sig dumpe ned på tæppet og tog frustreret fat i sit hår ved hovedbunden. Det måtte heller ikke være let med alle de forventninger. Hvem var vi andre at kræve den slags af en pige, der lige havde mistet sin far, været på flugt og spærret inde. Man skulle ikke undervurdere hende, men heller ikke tro hun havde et hjerte af stål.

    ”Tak,” hørte jeg mig selv sige, og hun drejede øjnene mod mig. ”Men hvad hvis han har ret? Hvad hvis jeg ikke er god nok til dig?” spurgte jeg roligt, men min stemme havde en undertone af frustration.

    Jeg snakker lige med Tailo, sagde Sansan og forsvandt.

    ”Hvad er det, du snakker om?” spurgte hun irriteret.

    ”Ja altså, at jeg ikke er en snobbet rigmand. Jeg er bare mig. Jeg kan ikke engang - selvom jeg virkelig prøver - mærke om du sidder og læser mine tanker lige nu.”

    ”Så derfor tror du ikke, at du er god nok? Det er jo latterligt!”

    ”Måske er det ikke…”

    ”Jo det er det!” svarede hun som et punktum på samtalen.

    Med det samme kom Tailo og Sansan tilbage og satte sig tavst i græsset.

    ”Så snakker vi ikke mere om det, men nu er i advaret,” sagde Tailo stift og begyndte at dele maden ud. Vi var løbet tør for brød, så det eneste vi havde, var kød. Jeg var ved at blive godt og grundigt træt af kaninkød, for vi spiste stort set ikke andet, men jeg brokkede mig ikke - jeg spiste som om jeg aldrig havde fået mad.

    Der blev stille. Akavet stille. Ingen turde sige noget på grund af Tailos irriterende måde at ødelægge stemningen, før Sarina rømmede sig og fik vores opmærksomhed.

    ”Jeg ved hvor Luna er,” kom det ligeud. Jeg funderede over, hvorfor hun ikke havde sagt det noget før. Hun havde nok ikke villet have at mændene skulle vide det. Somme tider irriterede det mig, at jeg ikke i det mindste kunne mærke om nogen læste mine tanker. Man kunne godt gå og blive lidt paranoid mellem Sarina og Sansan, selvom Sarina sagde, hun ikke kunne lide at gøre det.

    ”Hvem er Luna?” spurgte Tailo.

    ”Luna er Abokarien.”

    ”Har i fundet Abokarien?”

    ”Hvad er en Abokari?” spurgte jeg. Endelig en løsning på mysteriet om det mærkværdige barn.

    ”Luna var den lille pige vi havde med fra Thornag. Hun viste sig at være en Abokari. Jeg ved faktisk ikke præcist, hvad det er. Det er noget med, at hun kan kontrollere naturen og den slags. Da vi blev holdt fanget, kontaktede hun mig, mens jeg sov og fortalte mig, at hun var på borgen Caprit. De torturerer hende.” Hun tav og stirrede på ilden. ”Stakkels Luna.”

    ”Vatokan bor på Caprit.” Han kløede sig i skægget. ”Det gør jo situationen værre, end jeg troede. Sagde hun andet?”

    ”Hun sagde, at vi skal skynde os at finde hende.” Sarina så på mig. ”Hun er næsten ligeså stor som mig nu,” sagde hun og mine øjenbryn skød i vejret.

    ”Virkelig? Jeg vidste bare, at der var noget specielt ved det barn. Det er da heller ikke normalt at vokse så meget.” Jeg studsede lidt ved tanken om, hvordan hun mon så ud nu. Hun måtte være køn. Hun havde altid været en køn baby. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...