Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4905Visninger
AA

24. Tailos hemmelighed

Jeg glippede med øjnene. Alting var mørkt, og kun de næsten udbrændte glitrende gløder glimtede hyggeligt sammen med stjernerne på himlen og månen, som stod højt. Jeg følte mig helt og aldeles udhvilet, selvom jeg godt vidste, at det stadig var nat. Der var så stille, at man kunne høre græshopperne, der sad mellem stråene og kaldte på en mage. Så mørkt, at de sorte silhuetter af træer formede sig som skumle dyr og monstre, som jeg forestillede mig ville springe frem og æde os alle sammen.

    Jeg bevægede mig lydløst for ikke at vække Rakian, da jeg satte mig op. Uden at tænke tog jeg en tilfældig gren, som jeg stak ind i gløderne og prikkede til dem, mens jeg lyttede til stilheden. Mine tanker var så langt væk, at jeg ikke engang selv lagde mærke til ilden, der begyndte at brænde inde i mig og varmede mig op. Det skete som regel, når jeg havde med ild at gøre, men eftersom jeg stadig var udmattet, fandt jeg det irriterende. Alligevel rakte jeg min hånd frem og skabte en lille flamme i håndfladen.

    ”Sarina lad være med det der,” kom det fra Tailo omme på den anden side af bålet. 

    ”Ligger du og holder øje med mig?” spurgte jeg lettere irriteret.

    ”Jeg syntes ikke, at det er smart at betvinge lige nu, når du ødelagde dig selv ved det i går. Din krop kan ikke holde til det, hvis du ikke lære at beherske den bedre.” Jeg lukkede hånden om flammerne og sukkede. I bund og grund havde han vel ret, men det irriterede mig, at han ikke ville hjælpe mig. Hvordan skulle jeg lige vide, hvad man måtte og ikke måtte?

    ”Vil du ikke godt fortælle mig, hvorfor det er du ikke bruger dine evner?” Der blev stille. Han sagde ikke noget, og jeg håbede virkelig, at det var fordi, han sad og overvejede at fortælle det til mig. ”Fint! Bare lig der og spil gådefuld.” Jeg lagde mig irriteret ned på tæppet igen og lukkede øjnene for at prøve at sove, men det var ikke nemt, når jeg havde sovet næsten en hel dag og noget af natten med.

    ”Det skete den gang, jeg var i din alder,” sagde han stille. Jeg slog nysgerrigt ørene ud og lyttede til hans efterfølgende ord. ”Da jeg fik mine evner, var jeg bare en ung mand, der ikke vidste, hvad det ville sige at have kraftfulde evner. Jeg var uansvarlig og barnlig og lyttede ikke til, hvad de voksne fortalte mig, når de bad mig om at passe på, og en dag kom jeg op at skændes med min far.” Tailo holdt en lille pause. ”Han fortalte mig, hvor uansvarlig, jeg var. Sagde til mig, at jeg skulle tage at blive voksen og opføre mig ordentligt, men værste var, at han sagde til mig, at han ikke kunne være stolt af mig, når jeg var sådan. Min egen far var ikke stolt af mig.” Han tav.

    ”Det kan da ikke være den eneste grund til, at du ikke bruger dine evner,” sagde jeg.

    ”Jeg blev vred. En ildbetvinger kan ikke altid selv kontrollere når det sker, og i min vrede blev jeg blind. Jeg kunne ikke selv erkende, hvad jeg var i færd med, så jeg tog kampen op mod min far. Min far ønskede ikke at kæmpe mod mig, men blot forsvare sig. Det kunne jeg ikke se. Jeg troede at min egen far var imod mig og ville have mig ud af sit liv. Jeg var så vred, at jeg ikke engang selv kunne se, hvor dumt det var at kæmpe med ild inde i huset.” Jeg vidste, at Tailo forsøgte at trække tiden ud. Der var et eller andet, han havde svært ved at få sagt. ”Vores hus brændte, og begge mine forældre omkom den aften. Jeg kan stadig se flammerne sno sig op ad vores nye vægge - min far havde brugt det meste af sommeren på et renovere det hele. Røgen i mine lunger, vreden der fik mig til at glemme. Jeg var forblændet, og det vil du opleve Sarina; at være forblændet af den vrede som ilden frembringer. Den kontakter den onde djævel på din skulder, og af samme grund tror folk, vi er onde mennesker. Det var min skyld. Jeg slog mine forældre ihjel, og af den grund besluttede jeg mig den gang for aldrig at bruge mine evner igen. Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg vil straffe mig selv, eller om det er fordi jeg er bange for mig selv. Begge dele måske, men det er blevet en kunst for mig ikke at lade mig påvirke af ilden, ligesom du gør. Du kan ikke altid selv styre, når det sker, men det har jeg trænet mig selv i at kunne.”

    ”Hvor mange år har du holdt dig fra at bruge dine evner.”

    ”Seksten år.” Jeg fik store øjne. ”Det er ikke så svært. Det er jo det samme som, hvis du aldrig havde opdaget dine evner. Så havde du jo også levet helt fint uden.”

    Det var overhovedet ikke det samme. Da jeg fik mine evner, havde jeg følt, at der var noget, som faldt på plads i mig. At mine evner var en del af mig, og jeg kunne slet ikke forestille mig at leve uden at se mine små hypnotiserende flammer danse på min hånd.

    ”Jeg forstår ikke du kan,” mumlede jeg. Rakian rørte på sig, og da han så, at jeg sad op snoede hans sin arm rundt om mig og hev mig ned. Jeg kluklo og lukkede øjnene.

    ”Sov nu Sarina. Du har brug for det,” sagde Tailo.

    ”Tak fordi du fortalte det.” Det var det sidste, jeg sagde, inden vi lagde os igen. Jeg kunne ikke sove, og slet ikke efter det Tailo havde fortalt. Tænk hvis jeg blev sådan. Jeg kendte mit eget temperament, og jeg vidste, at jeg skulle passe på en gang imellem, men tænk hvis jeg ikke kunne styre mine evner. Ville jeg så ødelægge ting, eller i værste fald slå nogen ihjel ved det? Kunne jeg gøre det?

    Resten af natten lå jeg og kiggede op i himlen hvorfra stjernerne glimtede og spekulerede på alle mine indre mysterier. Jeg tænkte på min mor, om hvor glad hun måtte blive for at se mig. Jeg tænkte på at skulle til at lære hende at kende og lære om mine evner. Måske var hun ligeglad med, at jeg var en del af Ildfolket. Hvorfor skulle hun ikke det? Ildfolket var jo ikke lutter onde mennesker.

    Da himlen begyndte at tage en lyseblå farve, og solen lige kunne anes ind imellem træerne, tænkte jeg, at det nok var på tide at få gang i folk, men jeg kunne dårligt nænne at vække Rakian. Han havde et sådan uskyldigt og fredeligt ansigt, når han sov, at det næsten gjorde ondt, da jeg prikkede til ham.

    ”Vågn op.” Jeg smilede, af den grimasse han lavede, da han fik solen i øjnene og måtte knibe dem sammen igen. Han så ikke ligefrem begejstret ud, fordi han blev vækket.

    ”Hvorfor vækker du mig,” mumlede han søvndrukkent og gabte.

    ”Fordi solen skinner, og du skal ikke ligge og sove hele dagen. Vil du ikke med ud og hente mad? Eller måske vi lige skulle kigge på dine forbindinger inden. Jeg har nogle rene i tasken.”

Han spærrede øjnene op. ”Ej er det nødvendigt?”

    ”Ja, for du kan risikere, at der kommer betændelse i.” Rakian rynkede på næsen og satte sig op.

    ”Kan vi ikke tage ud at hente maden først?” foreslog han, og jeg rystede på hovedet af hans ynkelige forsøg på at udskyde det.  

    ”Jo, men det skal jo gøres, så vil du have det overstået eller vente?”

    ”Vente,” fastslog han og tog fat i sit sværd, som han spændte om maven, samt bue og pilene der lå i koggeret. ”Skal vi gå?”

    ”Jep.” Jeg tog mine ting og prikkede til Tailo. ”Vi henter mad, men vi kommer tilbage om lidt.” Han nikkede stadig med lukkede øjne

    Jeg tog Rakian i hånden, og vi begav os ind i skoven. Der var altid en helt specielt stemning i en skov om morgenen. Luften der var frisk med dug, som lagde sig på bladende eller som små perler på et spindelvæv. Sangen fra fuglene der morgenfriskt nettede fjerene og begav sig ud på dagens ormefangst. Og selvom det alt sammen virkede så perfekt, og selvom jeg nød at bare gå i stilheden inde i den tætte skov, så glædede jeg mig alligevel til at komme til Safir Bismara. Jeg trængte til at sove i en ordentlig seng, møde min mor, og min nysgerrighed efter at finde ud af noget mere om byen og betvingerne, var stor. Jeg havde så mange spørgsmål, jeg ville have svar på. Havde så mange ting, som jeg ville se, at det irriterede mig, at vi ikke rigtigt kom nogen vegne. Der var langt til Safir Bismara.

    Rakian drejede ansigtet og smilede til mig. ”Jeg er glad for at vi er gode venner igen,” sagde han og lænede sig op af et træ.

    ”Vi er ikke kun venner,” sagde jeg og gav ham et kys på kinden. Han grinede og tog sig til kinden, hvor mine læber havde været, mens jeg gik videre. Jeg nåede ikke langt før han svang armene rundt om mig og snurrede mig rundt, men jeg skreg og grinede. ”Rakian!” Jeg var ved at blive kvalt af min latter.

    Han satte mig ned og trak en pil ud af sit kogger. ”Vil du prøve? Du har slet ikke øvet dig siden sidst.” Rakian havde altid været den med den gode sigtesans. Han havde øje for den slags specielt med knive, som han kunne få til at ramme hvad som helst. Han ramte aldrig forkert.

    ”Jeg tror du bør tage dig af skydningen. Mit sigteøje har aldrig været tilfredsstillende,” indrømmede jeg og gav ham pilen igen. ”Lad mig se…”

    Han sukkede og rystede på hovedet. ”Det er en skam.” Han lagde den på og tog sigte. ”Hvad skal jeg ramme, så gør jeg det,” udfordrede han legesygt.

    ”Skal du lige vise dig?”

    ”Jeg kan ikke skyde ildkugler. Det her er det eneste jeg har,” sagde han oprigtigt. ”Lad mig nu have det lidt sjovt.” Han rakte tunge af mig. ”Hvor skal jeg ramme.”

    Jeg så mig omkring og så et lille tyndt hvidt birketræ nogle meter væk. ”Det der.” Jeg pegede mod den vide stamme, som brød skovens grønne og brune nuancer.

    ”Giv mig dog en udfordring,” sagde han.

    ”Du blærer dig.” Jeg krydsede armene og lænede mig tilbage op ad et bøgetræ.

    Han tog en dyb indånding og forsvandt i sin koncentration. Pilen hvilede blødt på hans hånd, som sad om buens skaft og snoren var spændt til sit yderste, inden han slap den. Spidsen skød igennem luften hurtigt som et lyn og ramte træet med en dump lyd. Rakian smilede hoverende.

    ”Ikke dårligt for en evneløs,” sagde jeg.

    ”Du kan lige våge på at kalde mig evneløs,” sagde han og pegede buen på mig, skønt der ikke sad nogen pil.

    ”Ih hvor bliver jeg bange.” Jeg trak min kniv og sigtede efter det hvide birketræ. Jeg vidste godt jeg ikke kunne ramme, men tænk hvis jeg gjorde…

    Rakian stivnede, og jeg blev hurtigt jaget ud af mine sigteplaner, da han langsomt rakte ud efter en af sine spidse pile fra koggeret, mens han gik i knæ. Som altid var han mere opmærksom end jeg, så jeg fulgte hans eksempel, selvom jeg ikke kunne se, hvad vi gemte os for. ”Duk dig!” Mimede han med læberne, og jeg gjorde som han sagde. Der var helt stille, og jeg vågede næsten ikke engang at fjerne en vildfaren gren, der stak og irriterede i mit hår.

    Hvad ser du? Spurgte jeg gennem tankerne, mens jeg stirrede opmærksomt ind mellem træerne.

    Der er et bål. Kig godt efter, så kan du se røgen, der kommer op. Han løftede en rolig finger og pegede mod stedet ikke langt derfra, hvor der ganske rigtigt kom røg op fra et bål, som jeg ikke kunne se. Vi må se at komme væk. Han skulle til at bevæge sig den anden vej, men jeg tog fat i hans ærme.

    Vi er nødt til at se, hvem det er.

    Han så tænksom ud, men besluttede at blive. Skal vi rykke tættere på? Spurgte han.

    Nej vi bliver bare her og ser, om der er nogle mennesker derinde. Han nikkede alvorligt, og så sad vi ellers bare der. Jeg fik ondt i benene af at sidde på hug, så jeg lod mig selv, så lydløst så muligt, dumpe ned og sidde i skrædderstilling på den fugtige jord, der gjorde mine bukser snavsede. Dog kunne jeg ikke være mere ligeglad, for jeg var efterhånden fuld af skidt over det hele alligevel.

    Er det muligt, at du kan mærke, om det er en betvinger?

    Jeg spidsede læberne og tænkte det videre igennem. Måske ville de opdage os, men på den anden side, kunne vi jo hurtigt tage benene på nakken og stikke af. Jeg kan prøve, men jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre, uden vi bliver opdaget. Endte jeg med at sige.

    Jeg lod mit sind glide hen over skoven, og langsomt kunne jeg mærke alle de små væsener, der fandtes i den fugtige skovbund. Jeg kunne mærke alle de ting, jeg som regel lukkede af for, men jeg stoppede hurtigt op igen. Jeg kunne mærke mennesker. Der var to mennesker, men jeg mærkede ikke om de var betvingere. Jeg overvejede kraftigt, om jeg skulle bevæge mig helt ind i deres sind, men jeg turde ikke.

    Er der nogen? Spurgte Rakian. Jeg var stadig ikke hoppet ud af hans tanker, for det var godt at være i kontakt med ham. Men jeg forsøgte så vidt så muligt ikke at lytte til alle de andre tanker, han tænkte. Det var faktisk lidt sjovt, hvordan han prøvede, alt hvad han kunne, ikke at tænke på de ting, jeg ikke skulle vide. Og han kunne ikke høre mine tanker, fordi jeg kun lod de vigtige beskeder passere over til ham.

    Ja men jeg tør ikke læse deres tanker. Ville du være klar til at løbe, hvis de opdagede os?

    Hvad nu, hvis vi ikke kan løbe fra dem? Han havde ret. Det var en alt for stor risiko at tage, desuden, hvis de var betvingere, var de formegentlig meget bedre til det end mig, så jeg ville ikke kunne beskytte os.

    Måske er vi nødt til at rykke os tættere på? Det kan være vi kan få øje på dem.

    Skal jeg gå først? Spurgte han.

    Nej. Hvis de er betvingere, er der ikke meget du kan gøre alligevel, så jeg går først. Han nikkede modvilligt, og jeg gjorde tegn til, hvilken vej vi skulle gå. Jeg bevægede mig, så lydløst jeg kunne gennem krattet der rev i mit tøj, men det lavede for meget støj. Jeg stoppede op. Det her går ikke…

    ”Er det morgen?” spurgte en stemme, og både Rakian og jeg stivnede. Vi udvekslede blikke, og det eneste jeg så i Rakians øjnene var frygt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...