Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4954Visninger
AA

17. Stoler du på mig

Sikke en redelighed. Jeg var så dum at læse Rakians tanker efter kysset, fordi jeg var for nysgerrig. Jeg overvejede slet ikke det faktum, at jeg hadede at læse andres tanker, fordi jeg følte jeg overskred en intim grænse, som folk selv skulle have valget over. Men i hvert fald fandt jeg ud af, at han synes det var en dårlig ide. Han var omtrent ligeså forvirret som mig over alt dette med Rosa, men så tog han en snak med hende. Fortalte hende at det var en fejltagelse og alt det, og så skete det, jeg vidste ville ske. Rosa blev sur på Rakian, og hun var blevet ked af det. Nej ikke ked af det… flov. Flov fordi hun vidste, hvordan han havde haft det med mig tidligere, og hun havde dårlig samvittighed, fordi hun vidste, at jeg havde set det. Så nu befandt vi os i en situation, hvor jeg skulle sørge for at lade som om, jeg vidste absolut intet, Rosa gik et godt stykke udenom Rakian, når de krydsede veje, og Rakian følte sig malplaceret, fordi han ikke vidste, hvad han skulle sige til nogen af os.

    Men jeg var også selv ret langt ude. Jeg havde som altid min mærkværdige trang til at slå på ting, og det gjorde jeg bedst på Rakian. Min private boksepude, som jeg udnyttede når vi holdt pause mellem rideturene. Han indvilgede dog selv i en slåskamp fra tid til anden, fordi han ellers skulle sidde og stirre ned i jorden, fordi han følte sig skyldig over for Rosa og derfor ikke turde se i hendes retning. Det resulterede i, at vi trænede alt for meget.

    Egentlig undrede det mig, at jeg kunne tænke så mange tanker, mens jeg forgæves forsøgte at lægge Rakian ned. Denne gang uden sværd. Nok var han større end mig, men det gjaldt ikke altid om størrelsen. Kampteknikken var næsten vigtigere, hvilket kom til min fordel, da jeg var væsentlig mindre og hurtigere på fødderne end Rakian, som for det meste udnyttede sin styrke.   

    I dag var jeg ikke koncentreret, og mine spark var sløve. Jeg tænkte for meget på alt andet, så selvfølgelig endte det med, at jeg lå på jorden. Rakian bukkede sig forpustet ned og hvilede hænderne på knæene, mens han fik vejret.

    Han satte sig ved siden af mig og lagde en hånd på min skulder. ”Måske skal vi til at holde igen.” Jeg svarede ikke, så han sukkede. ”Sarina jeg ved, at du har en masse frustrationer, og det har jeg også, men du kan ikke holde til det i længden.”

    Jeg rystede på hovedet. Tårerne trillede ned af mine kinder, fordi jeg ingen kontrol kunne mønstre denne gang. Jeg var ikke engang sikker på, hvorfor jeg græd.  

    ”Sarina hvad sker der?” spurgte han uroligt over mit pludselig udbrud.

    ”Jeg græder! Kan du ikke se det?” udbrød jeg, og det gav et gib i ham. Det var ikke normalt, at jeg ikke engang prøvede at benægte det, men jeg så ikke nogen mening i at skjule det mere.

    ”Jo jeg kan,” svarede han stille og lagde en arm om mig. Uden at sige mere, trak han mig blot ind i et kram og strøg mig på ryggen. ”Og jeg forstår dig,” mumlede han of prøvede ikke engang at få at vide hvorfor. Han prøvede ikke engang at få mig til at stoppe.

    ”Jeg er svag.” Jeg sagde det næsten lydløst, men jeg vidste, at han kunne høre det.

Hænder lagde sig om mine håndled og trak dem blidt væk fra mit ansigt. Jeg lod ham gøre det. Jeg magtede simpelthen ikke at gøre modstand mere. Med to fingre under min hage, løftede han mit ansigt op og så mig ind i øjnene. ”Sarina hør efter…” Han var alvorlig. ”Du er ikke svag! Du er det modsatte af svag, men alle kan falde i et hul en gang imellem. Jeg ved, at du tror, at det er din opgave at rede Luna, at det er dig der skal klare kong Vatokan, men det hele er inde i dit hoved.” Han ventede lidt. ”Det her er noget vi gør sammen.” Flere tårer piskede ned af mine kinder, og jeg rystede. Han havde ikke ret.

    Han lagde armene om mig igen og nussede mig på armen. ”Jeg savner at have min Sarina, der griner og er glad, og hun er derinde. Jeg ved det, men hun kommer ikke frem, før du beslutter dig for, at ingen skal have lov til at ødelægge dig.” Han gav mig et klem. ”Vil du ikke med hen til bålet og sidde? Jeg fryser.” Han rejste sig og rakte en hånd ud, som jeg tog og kom på benene.  

    Jeg fremtvang et smil på læben. ”Tak Rakian.”

    Jeg slog mig ned ved bålet. Det var ikke helt mørkt eftersom sommeren snart meldte sin ankomst, men det var heller ikke lunt i luften. Jeg så hen på Rosa, der krummede sig sammen i sovende tilstand med Sansan som varmekilde, og Rakian dumpede ned ved siden af mig med mit tæppe, som han svøbte om os begge. Det var slet ikke akavet at sidde sammen på den måde igen, men det havde det været, hvis Rosa ikke sov. En af tingene jeg udnyttede ved min evne var, at jeg kunne mærke om folk sov eller var vågne fordi deres hjerne fungere anderledes, når de drømte. Bare ikke Sansan, som havde et uigennemtrængeligt mentalt forsvar ligesom mig.

    ”Sarina jeg er nødt til at spørge dig om noget.” Jeg nikkede og lagde mit hoved på hans skulder. ”Stoler du på mig?” Da jeg ikke svarede, snakkede han videre. ”Det er bare… vi har altid stolet på hinanden, og jeg er ked af, at jeg har ødelagt det. Jeg syntes bare, at du skal vide, at du kan stole på mig stadig. Du ved, hvorfor jeg gjorde det, og du ved, at jeg aldrig ville have gjort det, medmindre det var yderst nødvendigt, og tro mig når jeg siger, at jeg fortryder det. Der er ikke noget jeg fortryder mere.” Jeg vidste, at han talte sandt. Jeg kunne høre det på ham, og på den måde stolede jeg jo på ham. Jeg havde været usikker på, om jeg kunne tilgive ham helt tidligere, men var jeg det mere? Måske skulle jeg give ham en chance.

    ”Jeg stoler på dig,” sagde jeg. ”Og du er helt tilgivet.”

    ”Tak Sarina.” Han så mig ind i øjnene og smilede.

    Et vindpust løftede mit hår op og sendte en kuldegysning ned af ryggen, så jeg uden at tænke over det puttede mig tættere ind til ham, og han lukkede armene helt om mig med et underligt smil på læben. Det bedste var, at det ikke engang føltes akavet. Det føltes ligefrem normalt. Som om de sidste mange uger slet ikke havde betydet noget. Som om vi bare var Rakian og Sarina, der sad ved et bål ligesom vi plejede der hjemme, når vi sad i skoven og hyggede os. Det fik mig til at tænke på, at vi måske en dag kunne få det tilbage, som vi havde haft.

    ”Det er underligt,” mumlede jeg.

    ”Hvad er underligt?” spurgte han.

    ”Jeg har det som om, der aldrig er sket noget. At vi stadig bare sidder derhjemme uden bekymringer og uden et land, der skal redes. Bare os to.” Jeg bemærkede, hvor trist jeg lød. Rakian svarede ikke, men gav sig blot til at massere min hånd, velvidende at jeg meget komisk fik trang til at sove, når nogen gjorde det. Det havde jeg altid gjort. Da han var færdig, flettede jeg helt instinktivt fingre med ham uden at tænke over det.

    ”Sarina jeg…” Han lød forvirret.

    ”Undskyld,” mumlede jeg og trak min fingre til mig.

    ”Nej det er i orden.” Han samlede min hånd op igen. ”Jeg forstår det bare ikke helt,” sagde han og så mig ind i øjnene.

    ”Hvad forstår du ikke?”

    ”Du plejer at afvise mig, når jeg prøver at snakke med dig, og se os nu. Vi sidder og holder i hånd.” Han lo forsigtigt.

    ”Jeg tror, jeg har været bange for at tilgive dig for hurtigt… du må ikke hade mig, når jeg siger det, men jeg tror måske, jeg havde brug for en at skyde skylden på. Jeg skyder i forvejen det meste af skylden på mig selv.” Jeg sukkede. ”Undskyld Rakian. Det var ikke meningen, at jeg skulle være så led ved dig.”

    ”Jeg ved det, og du skal ikke tænke på det. Jeg har fortjent det, men bare du lover, at vi kan være gode venner nu, for jeg ved godt, at du ikke tilgav mig, selvom du sagde det for nogle dage siden.” Han ventede lidt. ”Du er faktisk blevet langsom i optrækket her de sidste gange, vi har trænet.” Han grinede.

    ”Åh hold op.” Jeg slog ham på armen og grinede. Det var længe siden jeg havde grinet og det bemærkede Rakian der smilede endnu mere. ”Jeg lod dig vinde. Du er jo en dårlig taber alligevel,” grinede jeg.

    ”Ja ja… så siger vi det.” Han himlede med øjnene.

    Jeg forsøgte forgæves at holde mine øjne åbne, selvom de havde en irriterende trang til at lukke sig, specielt fordi jeg sad op ad en varm krop. ”Rakian jeg er ved at falde i søvn. Hvad skal vi gøre?”

    ”Det kan vi nemt finde ud af.” Han lænede sig tilbage og trak mig med ned, så jeg lå med øret ned på hans arm. Måske ville jeg slippe for mareridt - bare for en nat.

 

***

 

Jeg vågnede efter en god lang nats søvn. Jeg havde ikke haft mareridt – efter hvad jeg kunne huske – og det var gået op for mig, hvor meget påvirkning Rakian havde på mig rent mentalt. Fungerede det mellem os, så fungerede jeg selv meget bedre.

    Rosa sad ovre på den anden side af bålet og fik jorden til at bevæge sig i alverdens former foran sig. Jeg havde dårlig samvittighed overfor Rosa, selvom jeg ikke brød mig om hende. Sarina? sagde hun i mine tanker, og jeg lod være med at kigge på hende, hvis nu Rakian ikke skulle lægge mærke til det.

    Ja, svarede jeg.

    Er dig og Rakian… sammen igen?

    Jeg ved det ikke helt. Alt efter hvad jeg havde hørt i hans tanker, syntes han, at jeg var blevet for underlig, så jeg vidste ikke længere, hvordan han så på mig.

    Uanset hvor meget jeg hader at indrømme det, så passer i godt sammen.

    Jeg troede, at du kunne lide Rakian. Er du da ikke sur på ham?

    Tjo… men jeg ved også, at du altid vil komme først i Rakians prioriteringer. Jeg kan bare mærke det. Desuden har jeg tænkt over noget. Hvis i to tager direkte mod Luna i Sydlandet, hvor hun formegentlig er, så vil jeg hellere tage til Alia-folket og bo hos dem. Det er trods alt folk, som ved hvad det er jeg kan, og jeg har virkelig brug for at lære mig selv at kende.

    Du kan da ikke rejse alene.

    Sansan har tilbudt at tage med og så tage tilbage og finde jer bag efter. Jeg tror faktisk heller ikke, jeg har lyst til at tage til Sydlandet. Forstå mig ret… det har ikke noget med jer at gøre, jeg tror bare ikke jeg kan. Rakian og dig i træner hele tiden, og i er virkelig gode. Jo, jeg har haft et sværd hånden før, men skal jeg være ærlig, tror jeg bare jeg kommer i vejen for jer.

    Det bestemmer du selv, og Sansan kan jeg jo heller ikke rigtigt bestemme over, selvom jeg virkelig har nydt at have ham med. Jeg så, at han lå ovre ved Rosa med hovedet i hendes skød. De var også blevet gode venner.

    Tak Sarina. Hun smilede skævt.

    Jeg regner da med, at vi engang ses igen.

    Tjo… men du behøver ikke lade som om du bryder dig om mig. Hun trak på skuldrene.

    Du er ikke så slem, sagde jeg. Men gå efter fyre, der ikke er taget næste gang. 

    Du så det?

    Ja og det vidste du godt.

    Jeg vidste også, at der ikke var noget mellem jer…

    Det er kompliceret.

    Det ved jeg. Undskyld.

 

***

 

Jeg var ved at være træt af det samme altid. Tæt skov, som var fugtig om morgenen og kølig om eftermiddagen, fordi solen ikke fik ret meget mulighed for at skinne igennem de øverste blade på træernes kroner. Men mellem træerne kunne jeg lige ane murene, der omkransede en by, og lettelsen skyllede ind over mig. Endelig var vi fremme ved Sall. Jeg prikkede til Rakian, der så ned og fik ham til at kigge op, og med det samme kunne jeg se glæden i hans ansigt. Selv Rosa der havde lignet, jeg ved ikke hvad, på den sidste del af vores tur lyste op og så lettet ud.

    Vi satte i galop igen. Vi kunne ikke vente med endelig at komme ind i en by, hvor vi kunne finde en ordentlig seng at sove i. Byen havde på afstand set almindelig ud, men som vi kom tættere på opdagede vi, at noget var galt. Noget af bymuren var blevet væltet, huse lå i ruiner, og røg kom op fra mærkværdige steder. Min mave snoede sig sammen, da jeg så et blodigt lig af en lille dreng, der lå på jorden et stykke derfra. Havde han forsøgt at flygte?

    Nat prustede og gjorde modstand, da jeg styrede ham mod ruinerne, der lå øde hen. Nats sans for at vide, når der var farer på færde var ikke til at spøge med, og jeg vidste, at han kunne føle ting som det almindelige menneske ikke kunne, så jeg stoppede op. Rakian havde fået en vagtsomt udtryk i øjnene og lagde hånden på sværdskaftet. Rosa var overvældet af nervøsitet, selvom hun prøvede at se helt fattet ud.

    Det var ikke godt. ”Hvad gør vi?” spurgte jeg lavt bare for en sikkerhedsskyld.

    Rakian trak på skuldrende og ledte tydeligvis efter et eller andet at sige, mens Rosa sank en klump og så nu virkelig skræmt ud. Rosa var ikke helt så modig, som hun havde troet, og jeg var sikker på, at hun ikke havde taget højde for det her, før hun besluttede at tage med. Jeg analyserede murbrokkerne med blikket, og tøvede inden jeg hoppede af Nat og skulle til at gå derhen. ”Hvad har du gang i?” spurgte Rakian hårdt.

    ”Vi er nødt til at finde ud af hvad der er sket,” sagde jeg og skulle til at gå, da jeg hørte et fnys og vendte mig om, for at se på Rakian.

    ”Du kan ikke gå derind alene. Vi må lægge en plan.” Jeg gik tilbage mod ham, og de hoppede begge to af hestene, så vi nu stod næsten i øjenhøjde. Rakian var stadig en del større.

    ”Godt så. Jeg foreslår…” Jeg vendte mig mod en stadig forskræmt Rosa, der ihærdigt prøvede at holde masken. ”… at du bliver inde i skoven sammen med hestene og Sansan og holder vagt.” Sansan nikkede. ”Ser du nogen snige sig ind i byen efter os, så kontakt mig og fortæl mig det med det samme.” Hun nikkede lettet over, at hun ikke skulle med. ”Sørg for at gemme dig lidt væk, så de ikke ser dig, og lad for guds skyld være med at tænde et bål. Du kunne eventuelt sende hestene væk, så de ikke vækker mistanke. Vi skal nok finde dem igen.” Hun nikkede endnu engang og tog tøjlerne på hestene. Jeg vendte blikket mod Rakian. ”Du går med mig derind.”

    ”Det skal jeg nok," sagde han alvorligt.

    Vi skiltes, og Rakian og jeg begav os ind. Rakian så sig nervøst over skulderen engang imellem, for at se om der var andre, og jeg holdte blikket fast frosset mod stedet. Alt glæden der havde fyldt mig for ikke ret længe siden var forduftet og tilbage var kun frygt. ”Jeg er ikke helt vild med det her,” hviskede Rakian tæt på mit øre.

    ”Tag dig sammen. Du skal ikke være bange, der sker dig ikke noget. De har sikkert forladt byen for længe siden,” sagde jeg for at berolige ham.

    ”Det er ikke mit eget liv, jeg er bekymret for. Det er dig. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis der skete dig noget.” Jeg smilede skævt.

    ”Igen… Tag dig sammen,” sagde jeg. ”Jeg kan klare mig selv, og vi har jo prøvet noget der var værre. Vi ved jo ikke engang, om der vil ske noget.”

    ”Bare pas på,” afsluttede han og tog min hånd i sin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...