Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4912Visninger
AA

9. Skadet

Nyheden fandt vej ind ad mit øre, fløj om kap med mine nervebaner ned mod mit hjerte, som den ramte med et overvældende stød. Det gjorde ondt. Hun var så lille, havde lige lært at tale, elskede honning og lavede de yndigste blomster. Det havde længe anet mig, at hun var noget specielt, noget som man ville have interesse i at lede efter, men hvordan kunne de vide, at lige præcist Luna var hende de ledte efter? Havde de udspioneret os?

    Rakian lå og hostede. ”Sarina,” sagde han hæst. ”Jeg skal…” han trillede om på siden og brækkede sig. Jeg kom tilbage til virkeligheden og forsøgte at koncentrere mig, mens jeg holdt om hans pande. ”Det gør ondt,” klynkede han og åndende tungt ud, da han blev solidt lagt på ryggen igen.

    ”Hvor henne Rakian?” spurgte jeg så roligt så muligt.

    ”Mine ribben.”

    Jeg knappede hans skjorte op og så nogle små blå mærker hele vejen ned af hans side. De var ikke brækkede, for så havde han ikke selv rullet om på siden, så meget vidste jeg, men det så ikke godt ud.

    ”Hvad skete der?” spurgte jeg.

    ”Jeg forsøgte at rede Luna, men jeg kunne ikke hamle op med dem begge to. Jeg nåede kun lige at stikke den ene, da den anden slog mig, med noget jeg ikke kunne se.” Jeg tog hans hånd og masserede den.

    ”Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op,” sagde jeg fortvivlet. ”Jeg ved ingenting om, hvordan man helbreder folk. Jeg ved ingenting.” Jeg kom til at udstøde et fortvivlet klynk.

    Han fik en rynke i panden, tydeligvis fordi han ikke vidste, hvad han skulle sige. ”Du ved en masse ting,” sagde han, og med det samme fik jeg lyst til at råbe, at det ikke passede, men jeg trak det i mig, for det ville ikke gøre nogen gavn. ”Hør jeg ved, at der ikke er sket noget slemt, men du er bare nødt til at stoppe blødningerne i mit ben. Hiv ærmerne af vores tøj,” foreslog han. Jeg tog mig sammen og gjorde som han sagde. Der var blod over det hele, og jeg måtte indrømme, at jeg fik lyst til at kaste op. Jeg dyppede noget af stoffet i et lille vandløb og gnubbede hans sår. Han skar ansigt i smerte. Rakians negle borede sig ned i jordmulden, mens jeg skrubbede skidtet ud og forbandt bagefter med de tørre ærmer.

    ”Vi skal finde Luna,” mumlede jeg med våde øjne. Jeg trak knæene op til hovedet og gemte mit ansigt. Jeg rystede så meget, at det gav små ryk i mine skuldre, når jeg trak vejret.

    ”De er måske allerede tæt ved Sall nu. Der er ikke noget vi kan gøre lige nu, men vi finder hende! Det lover jeg.”

    Jeg tørrede øjne og trak vejret. Det skulle være sidste gang, jeg græd! ”Hvorfor tror du, de ville have hende?”

    ”Jeg ved det virkelig ikke, og jeg tror heller ikke, det er muligt, at de kender noget til hendes evner. Hun var baby, da vi fandt hende, så medmindre de har udspioneret os, har de ikke kunne finde ud af det på andre måder.” Jeg sukkede opgivende og tog mig til hovedet i frustration.

    Vi havde brug for vores ting og hestene der var stukket af. Jeg rakte ud efter Nats mentale mønster og gennemsøgte skoven efter Mikka, hvis sind jeg ikke kendte ligeså godt. Efter et øjeblik kom de begge luntende med tasker og hele oppakningen spændt bagpå. Rakian skulle aldrig have hentet vores ting, for selvom det var nødvendigt lige nu, så havde vi måske nået at stikke af, hvis vi havde sparet den tid det tog at hente dem.

    Jeg bredte vores kapper ud på et blødt sted, og på en eller anden måde skulle jeg havde Rakian til at lægge sig på dem. Det var sin sag at få ham op at sidde, men transporteringen af muskelbundet var en større udfordring, der fik mig til at bide hul i min kind, ja det var næsten så sveden perlede.

    ”Vi skal have noget mad. Hvordan gør vi det? Jeg ved ikke hvilke bær man må spise, og jeg kan ikke finde ud af at jage,” sagde jeg. Han ville op at sidde, og da jeg forsøgte at skubbe ham ned igen, blev han bare ved, selvom han lignede en der var klar til at besvime, hvornår det skulle være, da han havnede i siddende tilstand.

    ”Jeg ved det ikke, men jeg tror altså godt, at jeg kan gå på jagt,” sagde han.

    ”Nej du kan ikke. Du er skadet!” Jeg fnøs. ”Ikke tale om!”

    ”Jeg vil bare prøve.”

    ”Du kan ikke gå på jagt, når du har trykkede ribben og forbindinger om benet. Kan du overhovedet gå?”

    ”Lad os se.” Han forsøgte at rejse sig op. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op, når han fik den slags ideer. Det var også med skeptisk mine jeg alligevel hjalp ham op. ”Se det går fint,” sagde han og humpede over til et træ.

    ”Det går ikke fint!” udbrød jeg desperat.

    ”Hvad vil du have mig til at gøre? Vi har brug for mad, og hvis du ikke kan finde noget, må jeg jo træde til.” Jeg blev såret, da han sagde det på den måde, og satte mig ned med krydsede arme. Var det sådan han havde det? Hvis han troede, jeg var så hjælpeløs, kunne han jo bare selv tage ud. Jeg spurgte jo bare, hvordan vi skulle gøre det, hvis nu han havde et forslag. Jeg blev vred på ham, da han fuldstændig ligeglad med det jeg sagde, valgte at efterlade mig og gå ind i skoven for sig selv.

    Skulle jeg hente ham tilbage? Jeg sad et øjeblik og overvejede det. Hvis han ikke kunne klare det, kom han vel tilbage. Eller gjorde han? Det lignede kun Rakian alt for godt at blive ved, til han havde bevist, hvad han ville bevise. Hvad hvis der var nogen der fandt ham? Han kunne jo ikke forsvare sig.

    Jeg trippede, mens jeg ventede på, han kom tilbage. Det at han var væk så længe gjorde mig nervøs. Er det min skyld? Skulle jeg have gået efter ham? Spurgte jeg mig selv igen og igen.

    Pludselig kom han humpende længere nede ad en sti tæt på. Han havde noget til at hænge over skulderen, og jeg så med det samme, at han havde ramt en hare formegentlig med sin kniv. Jeg gik ham i møde med store trampende skridt, der talte for sig selv. ”Hvad har du gang i?” råbte jeg efter ham og trampede hen til ham. Jeg tog haren og lod ham støtte sig til mig hen mod bålet, hvor han lagde sig med et støn. Jeg ville slet ikke tale med ham. Jeg vidste ikke, hvem af os der var dummest, men jeg havde ikke noget at sige til ham. Jeg var vred over, at han kunne finde på det.

    Han lå på ryggen og betragtede mig, mens jeg startede tilberedningen af kødet op. ”Hvordan kunne du gøre det?” spurgte jeg alligevel.

    ”Du er vred på mig, selvom jeg lige har skaffet mad til os?” Han havde løftet øjenbryn, og lige der så han ekstremt arrogant ud.

    ”Ja det er jeg,” sagde jeg. ”Du er skadet og humper rundt, så hvorfor skulle du absolut tage af sted. Du kunne sagtens rende ind i en flok banditter, og så er du et let offer. Du kunne falde og have besvær med at komme op, eller rent faktisk brække et af dine ribben, men det er du vel ligeglad med. Hvad er det du vil bevise?”

    ”Det er mit job at passe på dig, så det har jeg tænkt mig!” svarede han stift.

    ”Jeg kan passe på mig selv!” råbte jeg. ”Og hvem siger det?”

    ”Din far!” svarede han igen. Havde min far opsøgt Rakian og sagt, at han skulle passe på mig?

    ”Det er ikke nogen undskyldning for at gøre noget så dumt.” Han bed tænderne sammen. Hvad var der galt med ham? Hvad var det han havde brug for at bevise? ”Hvad har min far så sagt?”

    ”Tror du ikke han lagde mærke til, at vi altid var sammen? Han bad mig om at passe på dig, så længe jeg kunne. Han sagde, at jeg skulle være der for dig, når han ikke selv kunne, og ved du hvad? Det kan godt være, at det ikke var det bedste tidspunkt at gøre det på, men jeg gør bare, hvad jeg får besked på!” Jeg var mundlam, men ikke desto mindre fortsatte jeg med at tilberede kødet over bålet, der nu knitrede beroligende. Jeg kunne da godt regne ud, at min far havde set det, men jeg havde aldrig regnet med, at han ligefrem ville snakke med Rakian om det. Jeg forstod ikke en pind, men jeg droppede emnet og forsøgte at tænke på noget andet.

    Jeg fandt en lang kæp, som jeg snittede ren i enden og placerede nogle kødklumper på den. Det var min bedste ide til at få det stegt, og jeg ville ønske vi havde nogle krydderier, for jeg vidste allerede, at det ikke var den store festmiddag, jeg havde lavet. Det var vel også lige meget, for det var ikke andet end overlevelse, der fik mig til at lave mad. Jeg hadede at lave mad. Det smagte heller ikke godt; tørstegt og smagløst, men trods det kastede jeg det i halsen, som om jeg aldrig fik mad, og ligeså gjorde Rakian.

    Da maden var slugt, og jeg havde brugt et godt stykke tid på at pære i gløderne, rullede jeg mig sammen i min kappe, der var kold og fugtig af at ligge på skovbunden. Stemningen var slet ikke god. Ingen sagde noget, og jeg var ved at få pip af en fugl der kvidrede i trætoppen. På denne tid ville man kunne se de røde og orange farver på himlen, hvor solen gik ned bag horisonten, men de høje fyrretræer gjorde det hele meget mørkere og dunklere end det var og skyggede for den sidste sol. Det var forår, så dagen var varm og natten iskold. Skulle jeg lægge mig over til Rakian?

    Jeg var vel stadig sur på ham, men skaden var sket og vores barnlige stædighed kunne meget vel være skyld i, at vi døde af kulde. Jeg kunne næsten ikke få mig selv til det, da stoltheden var den onde djævel på skulderen. Jeg så over på ham, og så hvor uskyldig han så ud, mens han lå og rystede. Min lille diskussion med mig selv tog tid, men jeg besluttede at uanset, hvem der havde ret, skulle vi holde varmen.

    Jeg satte mig op og kravlede om til hans side af bålet. ”Er du vågen?” spurgte jeg og lagde hånden på hans skulder.

    ”Næsten. Jeg kan ikke falde til ro, når det er så koldt,” svarede han med klaprende tænder.

    ”Undskyld jeg råbte ad dig.”

    ”Nej, lad være med at sige undskyld hele tiden. Jeg skulle ikke have gjort det.”

    ”Du er bare stædig,” sagde jeg. Han kom til at grine. ”Du sagde selv, at det var bedst at ligge sammen, når man fryser, så jeg tænkte om det er i orden, at jeg ligger mig her?” Jeg smilede mit skæve smil, og han himlede med øjnene, mens han rakte sin arm ud for at indikere, at der var plads ved siden af ham. Jeg lagde mig til rette med hoved på hans arm og sukkede.

    ”Hvad skete der?” Han løftede hånden og strøg sin tommelfinger over min hævede kind, hvor såret endelig var stoppet med at bløde. Jeg havde helt glemt at tilse mine egne sår.

    ”En af dem slog mig, så jeg faldt af Nat, og så slog jeg hovedet mod en træstub."

    ”Av,” konstaterede han.

    ”Har du set dig selv?” spurgte jeg. ”Jeg er forresten stadig irriteret på dig.” Jeg hævede mig op på albuen og så ham ind i øjnene. ”Jeg var bekymret for dig.”

    ”Undskyld,” mumlede han.

    ”Det er i orden, men vil du ikke nok passe på en anden gang?”

    ”Jo. Det skal jeg nok,” sagde han skyldbevidst. ”Undskyld igen.”

    ”Og lige en sidste ting...” Jeg lænede mig ned og placerede mine læber lige på hans. Mærkede ham stivne, og derefter bløde op, så han kunne nyde det. Jeg var stadig forvirret, men det der forvirrede mig mest var, hvor rigtig følelsen var. Det faldt ligesom i hak, bare jeg gav ham et kejtet kram, og nu et kys.

    ”Du er forvirrende,” mumlede han, da jeg brød kysset.

    ”Det er du også.”

 

***

 

Ssh,” hørte jeg, og mærkede et flygtigt strøg over mig kind. Jeg følte, at jeg havde svigtet Luna, og jeg var mildest talt ved at blive sindssyg af ikke at vide, hvordan jeg skulle finde hende. Det pinte mig, at jeg ikke kunne løse gåden om, hvorfor de tog hende i stedet for mig, så da jeg vågnede, var følelsen af magtesløshed kvalmende.

    ”Bare et mareridt,” sagde jeg, da jeg åbnede øjnene.

    Vi blev på stedet i et par dage, fordi jeg forbød Rakian at rejse sig før det var højst nødvendigt. Han adlød selvfølgelig ikke. Det gav jo sig selv, eftersom han var Rakian, og eftersom han mente, at manden skulle skaffe føden. Det resulterede i en lang kejtet humpende tur rundt i skoven, en gang om dagen, fordi jeg - dum som jeg var - ikke havde den fjerneste ide om, hvordan man skød et dyr med en kniv. Det havde ikke lige faldt ham ind at lære mig det, så når Rakian slog tiden ihjel med at studere mit kort og lægge planer, så øvede jeg mig i at ramme træer med min kniv.

    Jeg fandt ud af hvor hurtigt jeg lærte, ligesom den gang jeg lærte at bruge sværd. Rakian sagde jeg havde et godt øje for den slags, og på samme tid påtog han sig madlavningstjansen. Sikke et par vi var. To fjolser der havde byttet rundt på de naturlige kønsroller.

    Rakian fik også skåret nogle små ting i træ, og jeg så nysgerrigt til, mens han snittede de fine former. Jeg observere, hvordan han gjorde og huskede dem, for jeg havde tænkt mig at lære det, og jeg ville være ligeså god som Rakian. Jeg vidste godt, at det nok var lidt af en urealistisk drøm, men man ved det jo ikke, før man prøver.

    Jeg koncentrerede mig, alt det jeg kunne og brugte næsten kun spidsen af min kniv ligesom Rakian, når han lavede de små fordybninger, men da jeg var færdig med noget, der helst skulle ligne en hest ligesom Nat, opdagede jeg at halsen var for lang og benene meget korte. Den var fuld af hakker, som jeg havde lavet, når jeg havde prikket forkert i den, og den lignede ikke en hest, men der var et eller andet over den, som jeg godt kunne lide. Det var som om den smilede til mig. Den fortalte mig, at det hele nok skulle gå, og jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage til den, når jeg vendte den i mine fingre. De små hakker pudsede jeg væk, så godt jeg kunne med kniven, og jeg besluttede med det samme, at jeg aldrig nogensinde ville smide den ud. Den var gået hen og blevet min yndlingsting. Jeg døbte den ’Grim Hest’.

    Rakian tog den ud af mine hænder og kiggede på den. Han holdt sig for munden for at skjule, at han ikke kunne lade være med at grine. Jeg blev ikke sur fordi han grinede. Det var meningen, for den gjorde en glad, og det havde vi begge brug for.

    ”Den er flot når man tænker på, at du aldrig har prøvet det før,” sagde han oprigtigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...